Annonce Banner Banner Banner

Jobansøgningen er på retur

Jobsøgning At fremstille sig selv i en jobansøgning kan være spildt arbejde. For de fleste ansættelsesudvalg læser den ikke i dag. Det er CV’et, som tæller. Dog er der stadig brug for jobansøgningen mange steder i veterinærbranchen.

Jobansøgning Illu
Interview

I rekrutteringsbranchen er der for tiden et mindre oprør i gang mod de traditionelle jobansøgninger. De mangler transparens, de inviterer til bias, og ikke mindst er det alt for tidskrævende for et ansættelsesudvalg, når jobansøgeren skriver en mindre dansk stil om sig selv, sine kompetencer, sine hobbyer og sine fremtidsdrømme.

Det hjælper ikke på sagen, at man nu ikke engang længere ved, om en ansøgning er skrevet af ansøgeren selv, eller om den er hjulpet på vej af kunstig intelligens. Hvilket ganske vist gør ansøgningen noget nær perfekt, men samtidig stort set ubrugelig som instrument til det, som det hele drejer sig om: At få skilt fårene fra bukken, så man kan få ansat den helt rigtige medarbejder til det ledige job i virksomheden.

»Det er måske starten på døden for jobansøgningen«, siger rekrutteringsekspert Morten Ballisager til Akademikerbladet. Og rekrutteringsvirksomhederne Recruitio og Mit-Job er gået sammen for at eliminere de »forældede« og »gammeldags« jobansøgninger ved at basere jobsøgningen på moderne teknologi.  

- Tiden er løbet fra ansøgningerne. De skaber en masse støj, der i bedste fald giver meget begrænset værdi til rekrutteringsprocessen, siger direktør i Recruito Stine Amina Toft til Børsen.

Der er også gang i tænke-ud-af-boksen-initiativer i virksomheder, som vil gøre op med den traditionelle jobsøgningsproces. I pizzakæden Frankies kunne man fx i en periode gå direkte ind fra gaden og få en pizzaslice og en jobsamtale. Da kæden åbnede en restaurant i Grønnegade midt i København, skulle der ansættes 65 nye medarbejdere. I stedet for at læse en masse ansøgninger igennem, inviterede man til åbent hus – og fik ansat alle dem, man skulle bruge.

Highlights i CV’et

I Diversity Recruitment er direktør Hans Hammer Andersen forundret over, at man i dag pludselig gør oprør mod den traditionelle jobansøgning. For i hans verden har den i efterhånden en del år været på vej ud.

- Det er længe siden, at de arbejdsgivere, som ansætter et betragteligt antal nye medarbejdere hvert år, har haft tid og lyst til at læse jobansøgningen igennem. I dag er det CV’et, som bliver læst. Kun hvis man finder et CV interessant, men gerne lige vil vide lidt mere, kigger man på selve jobansøgningen. Men grundlæggende har de fleste ansættelsesudvalg opgivet at bruge den til noget. Jobsøgning er i høj grad blevet til en sport, hvor det gælder om at personliggøre sit CV, vurderer Hans Hammer Andersen.

- Vi anbefaler, at man - i stedet for at skrive vidt og bredt om sig selv - tager nogle vigtige highlights fra pointerne i jobansøgningen med over i CV’et. Man har mulighed for at sætte det hele op på en måde, der faktisk viser personligheden frem. Med en overskrift, lidt design og et par små bokse, der fanger essensen af, hvad man vil kommunikere. Der er dog også områder af arbejdsmarkedet, specielt der, hvor man kun sjældent rekrutterer nye medarbejdere, at man sætter pris på både at modtage et CV og en jobansøgning, understreger Hans Hammer Andersen.

- I de mindre virksomheder, hvor man måske kun søger et par nye medarbejdere om året, er mange stadig glade for jobansøgningen. Man har en lang tradition for, at folk søger job på den måde, så det er man tryg ved. Og uanset hvor meget mere dynamisk, man kan forestille sig en jobsøgningsproces i fremtiden, så ender den traditionelle metode jo også altid med en ansættelse.

- Det er dog vigtigt, at man er opmærksom på ikke at afskrive kandidater, som blot sender et CV med en kort introduktion på mail. Det er nemlig blevet helt normalt, siger Hans Hammer Andersen.

Skriv kort og skarpt

Fortvivl ikke, hvis du er en dyrlæge, som i dit ansigts sved har gjort dig store anstrengelser for at fremstille dig selv på skrift. For ifølge karrierekonsulent i Den Danske Dyrlægeforening, Gert Aagaard van Hauen, er anstrengelserne ikke forgæves.

- Den personlige jobansøgning bliver stadig læst i veterinærbranchen. Det kan godt være, at der indenfor branchen er områder, hvor man ikke længere er særligt interesseret i den. Men den måde, man rekrutterer i en dyrlægepraksis, er stadig ret traditionel. Man modtager en jobansøgning med et vedlagt CV og vurderer, om det rækker til en jobsamtale.

Den personlige jobansøgning bliver stadig læst i veterinærbranchen.

Gert Aagaard Van Hauen

Men derfor er der alligevel noget om, at tingene udvikler sig, vurderer Gert Aagaard van Hauen.

- Den måde, man udformer sin ansøgning på, skal være en anden i dag end for 20 år siden. Tiden er løbet fra de lange ansøgninger. Det betyder noget, at man formår at sætte det kort og skarpt op. Derudover er LinkedIn og hele netværksdelen kommet til at fylde mere i dag. Er man synlig? Gør man sig bemærket på den ene eller den anden måde? Er man orienteret om, hvor jobmulighederne ligger? De ting er blevet vigtigere, mens den personlige jobansøgning fylder mindre i jobsøgningsprocessen, end den gjorde førhen, siger Gert Aagaard van Hauen.

Hvad kan du?

Det er meget faktuelt, hvad man på AniCura Københavns Dyrehospital i første omgang kigger efter, når man vurderer en jobansøger. Hvad kan du? Hvor meget erfaring har du? Hvor har du arbejdet? Med andre ord præcis det, som står i CV’et.

Faglig chef på Anicura Anders Jensen læser dog også de personlige jobansøgninger.

- Når nogen har brugt en masse tid på at skrive en god ansøgning, så er det mindste, man kan gøre at sætte sig ind i den og svare på den. Vi har dog ikke mere end 2-3 ansættelser af dyrlæger om året. Hvis vi havde 100, så er det meget muligt, at jeg ville vælge at springe jobansøgningen over. For det er de samme ord og vendinger, ansøgerne bruger, siger Anders Jensen. 

Højt kvalificerede jobansøgere hænger ikke på træerne, understreger han.

- Det er på ingen måde sådan, at vi modtager 50 ansøgninger, når vi slår et job op. Og da slet ikke 50 kvalificerede ansøgninger. På Anicura arbejder vi mest med ret komplicerede cases, hvor dyreejeren er blevet henvist til os fra en mindre dyrlægepraksis. Derfor bliver vi nødt til at lede med lys og lygte efter højt kvalificerede dyrlæger med erfaring. Men som regel er der altid nogle kvalificerede ansøgere til vores jobs. For der er dygtige og erfarne dyrlæger derude, som tiltrækkes af højt specialiseret arbejde i dyrlægepraksis, siger Anders Jensen.

Floskler

»Jeg er en teamplayer, der godt kan lide at arbejde i stressede miljøer«. »Jeg kan holde hovedet koldt og jonglere med mange bolde i luften på én gang«. »Jeg er indstillet på at forbedre og udvikle mig«.

Det afskrækker ikke Anders Jensen at læse folks floskler i de personlige jobansøgninger. Men de gør bare heller ikke udslaget for, om man bliver inviteret til en jobsamtale på Anicura. Her er det CV´et og nogle gange også informationer, man indhenter fra branchen om ansøgeren, som tæller.

- Den traditionelle jobansøgning falder ned et ikke særligt brugbart sted midt imellem CV´et og jobsamtalen, som er de to vigtigste elementer i en jobsøgningsproces hos os. For man kan ikke aflæse de faktiske kompetencer ud af et skriv. Og personality, der er lige så vigtig som den faglige kompetence, er heller ikke altid til at afkode ud fra en traditionel jobansøgning. Hos os skal man arbejde tæt sammen med sine kolleger, og man skal have evnen til at være en del af noget større. Derfor er det meget vigtigt, at man passer ind i kulturen. Så for at vurdere ordentligt, om det er den rigtige ansøger, er der ingen vej uden om jobsamtalen, siger Anders Jensen.

Jeg er dybt imponeret over mange af de unge ansøgere.

Anders Jensen,
AniCura

Umiddelbart kan det virke ret op ad bakke for en ung dyrlæge, der søger job, at det næsten kun er ens meritter, som tæller. For dem har man jo ikke særlig mange af i begyndelsen af en karriere. Men det er ikke helt rigtigt, mener Anders Jensen. 

- Jeg er dybt imponeret over mange af de unge ansøgere. For selvom de måske ikke har nogen særlig konkret erhvervserfaring, så har de gjort meget opsøgende arbejde. De har været ude på klinikker i deres studietid. De har været på fagligt udviklende rejser eller deltaget i projekter.

- Mange af dem arbejder virkelig hårdt, ikke bare med deres studie, men også med at kvalificere sig til deres kommende arbejdsliv, siger Anders Jensen.

Hent flere tips til jobsøgningen og eksempler på CV’er på ddd.dk.