Carina Helmer fra tyske Anicon fortalte om virksomhedens arbejde med autovacciner.
Autovacciner til grise udgør en betydelig del af deres portefølje. Processen involverer prøveindsamling fra smittede stalde for at diagnosticere sygdommens årsag og producere en vaccine med specifikke antigener til den pågældende stald. Alle autovacciner er inaktiverede i overensstemmelse med EU-regler og indeholder en kombination af antigener fra både bakterier og virus.
Ude hos landmanden får grisene to doser med tre ugers mellemrum. Carina Helmer understregede vigtigheden af korrekt diagnose og effektiv styring for vellykket anvendelse af autovacciner. Vacciner kan ikke gøre arbejdet alene – korrekt management er også en afgørende faktor i kampen mod smågrisediarré.
Afslutningsvis blev hun spurgt om, hvor mange forskellige antigener deres vacciner kunne indeholde. Her var svaret, at de ville gå op til maksimum otte for at kunne opnå et godt resultat.
Lavere antibiotikaforbrug
Inge Larsen fra Københavns Universitet fremlagde resultater fra et forskningsprojekt, hun selv har ledet, om autovacciner til grise opfostret uden antibiotika.
Konklusionen på forsøget var, at der sås tendens til nedsat brug af antibiotika ved vaccinering med autovacciner. Dog kunne de ikke hjælpe på risikoen for navlebrok hos smågrisene.
Inge Larsen fremhævede nødvendigheden af at afveje omkostninger og fordele, da autovacciner stadig er dyre, og deres effekt ikke er entydig.
Ligesom Carina Helmer var Inges klare bud også, at korrekt diagnosticering var helt afgørende for succesfuld behandling med autovacciner.
Adjuvanser i autovacciner
Sidste oplægsholder var Gregers Jungersen fra Statens Serum Institut. Han fokuserede på brugen af adjuvanser i autovacciner og beskrev immunsystemets reaktion på dem - og gik herefter over til at fortælle om nogle af de meste brugte på markedet.
Herunder fortalte han om aluminiumsaltbaserede adjuvanser, som har en god antigenrespons. Derudover bruges der også oliebaserede adjuvanser, som er olieemulsioner, der gør at antigenet ikke hæfter, men opløses i den vandige fase. Til sidst nævnte han liposomadjuvanser, der gør det muligt at indkapsle antigener i liposomer. Det er oftest liposomer af to typer: AS0I og LPNs.
Gregers pointerede, at valget af adjuvans afhænger af antigenet, og at ændring af adjuvansen vil kræve en ny vaccineudvikling.
Han kom også rundt om SSIs nuværende procedure for autovacciner. Det foregår på den måde, at SSI skal have besked fra dyrlægen, når vedkommende ønsker en autovaccine. Dyrlægen skal indsende prøver til SSI, som derefter godkender dem og stiller diagnosen. Herefter beder de Vacinova om at producere vaccinen. Dette er en lidt langsommelig proces, hvorfor der også blev lagt op til diskussion om, hvorvidt proceduren kan ændres, så landmændene hurtigere vil kunne få vaccinerne og behandle deres grise.
Årsagen til, at det fungerer på den måde i dag er, at man, da man indførte autovacciner, ikke ønskede at indføre »alt muligt« i den danske svinebesætning. Blandt de tilhørende var der en generel stemning for, at man får indført en hurtigere proces, der vil sikre, at dyrlæger og landmænd fremover kan anvende flere autovacciner i behandlingen af danske grise.
