Annonce Banner Banner Banner

Alle veterinærer med ledelsesansvar eller beslutningsansvar er meget velkomne

Generalforsamling Både gæster på årsmødet og medlemmer af den nye Veterinær Lederforening (VeL) benyttede lejligheden til at blive klogere på det nye fagforeningstilbud under DDD-paraplyen, da lederforeningen holdt sin allerførste ordinære generalforsamling.

DSC 8770

»Det føles lidt som historiens vingesus at grundlægge en ny fagforening«, sagde Frederik Meyland-Smith, der glædede sig over den store opbakning VeL har modtaget fra alle sider i DDD.

© Pia Rindom
Referat

Egentlig var der ikke så meget at berette, da Frederik Meyland-Smith i sin rolle som formand aflagde VeLs allerførste beretning. For forening har kun eksisteret i seks måneder, og det er først nu med optagelsen i DDDs vedtægter, at VeL for alvor kan begynde at forme og sætte retning for de tilbud, foreningen skal rumme.

Ideen om VeL opstod som et svar på, at der ikke rigtigt eksisterede et specifikt lederfokus i ADO, hvilket fik en gruppe dyrlæger til at overveje at etablere en reel fagforening for veterinære ledere. De vidste, at flere andre ansatte dyrlæger, der sad i lederstillinger, havde det som dem; de manglede en fagforening, der kunne imødekomme deres særlige behov som ledere.

Der var ikke langt fra tanke til handling - VeL blev stiftet i april måned i år med et erklæret mål om at tilbyde ansættelsesretlig og professionel rådgivning til ansatte dyrlæger beskæftiget i lederstillinger – både i klinisk praksis, i industrien og inden for det offentlige.

VeLs bestyrelse er nedsat med (fra højre): Tina Struve Lundstrøm, Senior Department Manager hos Novozymes, Tine Flarup, sektionsleder i Kødkontrolsekretariatet og Frederik Meyland-Smith, leder for dyrlæger hos AniCura Københavns Dyrehospital. På generalforsamlingen blev Carsten Fihl, Fødevarestyrelsen, som den eneste, valgt ind i bestyrelsen. Der er fortsat en del vakante pladser, som bestyrelsen håber, bliver fyldt ud i næste sæson.

Medlemmernes forening

Frederik Meyland-Smith understregede, at VeL skal bygges op med input fra medlemmerne, og her er det vigtigt at finde ud af, hvilke ønsker og behov der er i medlemskredsen.

- I bestyrelsen har vi hver vores bevæggrund for at stifte foreningen, og vi har hver især vores sager, vi gerne vil arbejde for. Det er også derfor, vi har konstitueret os fra mange forskellige hjørner af branchen. Men vi har også brug for, at I fortæller os, hvad det egentlig er, I ønsker og har brug for? Både når det kommer til ansættelsesretlige sager og den rådgivning, vi skal tilbyde, men i særdeleshed også alt det andet, sagde Frederik Meyland-Smith og nævnede blandt andet tilbud som professionel lederudvikling, kurser og medlemsmøder.

VeL-formanden forklarede, at VeL vil arbejde på at positionere sig og udvide sine tilbud, i takt med at medlemsbasen vokser. Således også på at blive anerkendt som en forhandlingspartner i overenskomstforhandlinger inden for forskellige sektorer, herunder praksisområdet og universiteterne. Overenskomstforhandlinger er allerede godt i gang, så realistisk set vil VeL først være selvstændigt forhandlingsparat næste gang, der er er forhandlinger, hvilket formanden understregede, også giver VeL tid til at finde sine ben at stå på. Man er dog i dialog med ADO om at deltage med forslag og ideer til kravspecifikationen for ledergrupperne.

Første sæson

VeL henvender sig bredt til dyrlæger med lederansvar eller beslutningskompetence inden for forskellige brancher og har ikke fastsat en nedre medlemsgrænse for at give sig selv fleksibilitet til at udvikle sig indenfor målgruppen. Så »leder« defineres løbende for at tilpasse sig den virkelighed, der er ude på arbejdspladserne.

Håbet er, at VeL kan tiltrække flere end 300 medlemmer i sin første sæson, hvilket Frederik Meyland-Smith bemærkede, er en ambitiøs målsætning, men også et udtryk for en tro på, at VeL kan tiltrække dyrlæger, der måske har forladt DDD-familien, på grund af at de manglede et specifikt ledertilbud i det store faglige fællesskab, som DDD er.

- Alle veterinærer med ledelsesansvar eller beslutningsansvar er meget velkomne, understregede VeL-formanden, da han takkede af for en god generalforsamling, hvor spørgelysten og interessen for foreningens fremtidige virke var stor.

Læs mere om VeL på ddd.dk, hvor du også finder information om indmeldelse og kontingent.