Annonce Banner Banner Banner

Akut aflivning af forsikrede heste

Heste Aflivning af en hest i henhold til dyrevelfærdsloven vil være dyrlægens ansvar. Agria Dyreforsikring giver her deres anbefalinger til, hvad man som dyrlæge i sådanne situationer bør være opmærksom på ud fra et forsikringsperspektiv.

106610411 M Normal None © 123RF
Guide

Ved aflivning af svært tilskadekomne og uhelbredeligt syge heste, som er forsikrede, kan der som praktiserende dyrlæge være dilemmaer, som skal håndteres i den veterinærfaglige beslutningsproces. Rent veterinærfagligt er der som udgangspunkt ingen forskel mellem forsikrede og ikke forsikrede heste, men i beslutningsprocessen kan det være nødvendigt at inddrage ejerens eventuelle ønske om dækning på forsikrede heste.

Denne artikel er udarbejdet som et hjælpemiddel i beslutningsprocessen, når svært tilskadekomne og meget syge forsikrede heste skal håndteres, men også generelt for at øge viden om forsikringsaspekter i forbindelse med aflivning. Artiklen tager sigte på dyrevelfærd og er tiltænkt som en hjælp til at sikre sig, at processen forløber hurtigt og problemfrit.

Anbefalingerne i artiklen er udformet til dyrlæger i praksis. Da problemstillingerne i disse sager kan være komplekse, er denne artikel tænkt som et hjælpemiddel og ikke en udtømmende facitliste.

Der vil være anbefalinger i denne artikel, som vil gælde i særlige situationer, men der vil også være situationer, som vil afvige fra disse. Der kan derfor være situationer, som vil betyde, at der tages et anderledes valg. Ud fra et forsikringsperspektiv er det i de situationer vigtigt at beskrive/oplyse disse forhold, så forsikringsselskabet kan vurdere ud fra dette i skadebehandlingen.

Afklaring inden aflivning

Når man som dyrlæge står i en situation, hvor en hest skal aflives eller ønskes aflivet, er det vores anbefaling, at dyrlægen inden aflivning afklarer, om hesten er forsikret. Selv om det ikke er dyrlægens ansvar at afklare forsikringsforhold, vil det være god kunderådgivning og -service, at man som dyrlæge henleder ejers opmærksomhed på en eventuel forsikring, og at ejeren kender eller undersøger vilkårene herfor, inden man afliver på ejers foranledning.

En opmærksomhed på forsikringen og dennes vilkår medfører en mere optimal situation for både ejer/forsikringstager, dyrlæge og forsikringsselskab.

Set fra et forsikringsmæssigt synspunkt er der typisk to situationer, som gør sig gældende:

  1. Akut nødvendig aflivning i henhold til dyrevelfærdsloven, hvilket fx kan ses ved akut tilskadekomst af væddeløbsheste til løb eller påkørsel af heste, hvor akut aflivning er nødvendig. Denne beslutning tages/effektueres under ansvar af den tilstedeværende dyrlæge baseret på de kliniske fund, og beslutningen tages uanset, om hesten er forsikret eller ej.
  2. Ikke akut påkrævet aflivning i henhold til dyrevelfærdsloven, hvilket kan ses ved fx forfangenhed, kroniske højgradige halthedsproblemer, medicinske lidelser mv., som pludseligt forværres til en grad, hvor yderligere terapi og behandling ikke er mulig, og aflivning derfor bliver påkrævet. Det er her af afgørende betydning, at ejer holder forsikringsselskabet informeret og involverer forsikringsselskabet og veterinærkonsulenten i beslutningen med henblik på at afklare dækning. I disse tilfælde kan forsikringsselskabet vurdere, at det er nødvendigt med en second opinion, som rekvireres af forsikringsselskabet.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at fravalg af behandling eller utilstrækkelig behandling, som medfører, at hesten aflives i henhold til dyrevelfærdsloven, ikke dækkes på hestens livsforsikring. Et eksempel på dette er fravalg af operation ved kirurgisk kolik, hvorved tilstanden forværres, og hesten slutteligt aflives i henhold til dyrevelfærdsloven. Det er derfor forsikringens anbefaling, at man som dyrlæge beskriver hele baggrunden for aflivning, og at dette fremgår af hestens journal.

Akut nødvendig aflivning

Hvis man som dyrlæge står i en situation med en forsikret hest med enten en akut nødvendig aflivning, eller hvor ejer eller rekvirent ønsker en forsikret hest aflivet, er det vores anbefaling, at dyrlægen er opmærksom på følgende:

  1. Der skal foretages en sikker identificering ved registreringspapirer, chip og signalement.
  2. Der bør udføres en nødvendig og tilstrækkelig grundig klinisk undersøgelse, hvor fund ,som er årsag til aflivning, noteres i journalen.
  3. Efter aflivning skal forsikringsselskabet kontaktes hurtigst muligt af forsikringstager eller dyrlægen med henblik på afklaring af eventuel obduktion. Hesten må ikke bortskaffes, før nødvendigheden af obduktion er afklaret. Hvis der skal foretages en obduktion, skal det ske umiddelbart og hurtigst muligt efter anvisning fra forsikringsselskabet.
  4. Der vil være forskellige scenarier, hvor forskellige fremgangsmåder vil gøre sig gældende (se nedenfor A-E).

Det skal bemærkes, at de beskrevne fremgangsmåder A-E nedenfor er anbefalinger ud fra et forsikringsperspektiv.

(A) Sikkert grundlag for øjeblikkelig aflivning
I tilfælde, hvor der ikke er tvivl om, at hesten skal aflives øjeblikkeligt i henhold til dyrevelfærdsloven, bør hesten aflives uden unødvendigt ophold. Obduktion eller anden dokumentation vil være nødvendig for at understøtte beslutningen om aflivning.

Øjeblikkelig aflivning kan være indiceret, hvis hesten som følge af skade eller sygdom – fx skade ved uheld eller pludselig forværring af en medicinsk tilstand – udgør en betydelig og umiddelbar risiko for personer/personale. Det kan fx være tilfælde, hvor det ikke er muligt at kontrollere hesten med sedation eller smertestillende. Ideelt indhentes der second opinion fra kollega, men hensyn til dyrevelfærd er første prioritet og indhentning af second opinion bør ikke medføre unødig forsinkelse af aflivning.

B) Mulig, men ikke sikkert grundlag til øjeblikkelig aflivning
I disse tilfælde er det afgørende, at der indhentes second opinion før yderligere tiltag. Forsikringsselskabet skal så vidt muligt informeres med mulighed for vurdering af de kliniske fund og mulighed for telefonisk vurdering/rådgivning i forhold til dækning. Hesten bør, hvis muligt, transporteres til egnede faciliteter for yderligere undersøgelse og brug af skinne/immobiliserende bandager eller sikring i forbindelse med transport kan være nødvendigt. I tilfælde, hvor skade/sygdom er sket udenfor almindelig åbningstid eller på en afsides lokation, bør hesten behandles symptomatisk og med smertestillende, indtil en second opinion kan foretages.

C) Ingen grundlag for øjeblikkelig aflivning
I disse tilfælde bør ejer informeres om at kontakte forsikringsselskabet så hurtigt som muligt for rådgivning. I tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og hvor ejer er af anden opfattelse, anbefales det af hensyn til forsikringens behandling af sagen at søge second opinion ved en erfaren kollega for at få bekræftet egen vurdering. Dokumenter alle fund og beskriv entydigt i journalen, hvis aflivning er foretaget på ejers ønske.

(D) Tilfælde hvor skade eller sygdom betinger akut kirurgisk eller medicinsk behandling for at bevare hestens liv
Det er vigtigt, at ejer/forsikringstager holder forsikringsselskabet orienteret om eventuelle specialiserede kirurgiske eller terapeutiske tiltag. Dette vil dog ikke altid være muligt udenfor forsikringsselskabets åbningstider. Der vil være tilfælde, hvor en estimeret pris på behandling vil overstige hestens værdi. Dette vil være en sag mellem ejer og forsikringsselskabet, og det vil ikke være en vurdering, man som dyrlæge bør involvere sig i.

(E) Tilfælde, hvor ejer ønsker aflivning af andre årsager
Der er tilfælde, hvor situationen omkring hesten ikke møder kriterierne for aflivning i henhold til dyrevelfærdsloven, men hvor ejer under alle omstændigheder eller af andre årsager ønsker hesten aflivet. Dette vil altid være ejerens valg, men selvom det ikke er dyrlægens ansvar, kan det være i dyrlægens interesse at informere ejer om, at dækning fra forsikringsselskabet vil bortfalde. Det anbefales altid at dokumentere fund i journalen og tydeligt beskrive i journalen, at aflivning er sket på baggrund af ejers ønske.

Kronisk sygdom og halthed

Der kan være udfordringer i tilfælde med kroniske skader eller kroniske sygdomstilfælde med ingen eller meget begrænset mulighed for bedring. Ved uanvendelighedsforsikring vil de typisk kunne udløse dækning, mens dækning ved livsforsikring oftest vil kræve yderligere fund enten som:

1) Betydelig smerte/lidelse ved eksempel:
Kronisk svær og permanent halthed – og specielt i de tilfælde, hvor mere end et ben er involveret med samtidigt tegn på svær påvirkning, herunder
kronisk vægttab, længere perioder, hvor hesten ikke rejser sig, vedvarende forhøjet puls, modvilje mod at bevæge sig mv., og hvor der samtidig ikke
forekommer mulighed for behandling eller mulighed for at lindre smerte med standard smertestillende præparat og dosis.

Eller:

2) Hvor hesten formodentlig dør i forsikringsperioden af den pågældende lidelse, men selvfølgelig under forudsætning, at denne lidelse samtidig er dækket af forsikringen. Det er afgørende, at forsikringsselskabet orienteres om sådanne kroniske tilfælde så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden aflivning, da dækning ellers kan bortfalde. Forsikringsselskabet kan under skadebehandlingen kræve second opinion.

Second opinion

Second opinion er en mulighed, der skal tjene som en uvildig vurdering af hestens symptomer, behandlingsmuligheder og prognose, hvilket både kan give sikkerhed for forsikringsselskab, forsikringstager, dyrlæge/-r og ikke mindst hesten.

Der vil være situationer, hvor der forekommer et tæt klientforhold til dyrlægen og i andre tilfælde et privat forhold, som gør, at dyrlægen ikke føler sig helt uvildig. I disse situationer er det vigtigt at træde tilbage netop med henvisning til dette eller i hvert fald gøre opmærksom på dette i forbindelse med afgivelse af vurderingen. Man kan i disse situationer rette direkte henvendelse til selskabet uden om klienten med ønske om second opinion, så vurdering om dækning træffes på et uvildigt grundlag, og uden at man som dyrlæge kommer i konflikt med egen klient.

Betingelser vedrørende dækning på livsforsikring

Når heste aflives i henhold til dyrevelfærdsloven, vil der kun forekomme dækning, hvis hesten:

  1. Bliver så alvorligt syg, at den dør eller skal aflives i henhold til dyrevelfærdsloven. Sygdommen skal være så alvorlig, at ingen form for pleje eller behandling vil betyde, at hesten med rimelighed vil kunne leve videre.
  2. Eller som direkte følge af et ulykkestilfælde bliver så alvorligt skadet, at den dør eller aflives straks i forbindelse med ulykken. Skaden skal være så alvorlig, at ingen form for pleje eller behandling vil betyde, at hesten med rimelighed vil kunne leve videre.

Dækning er selvfølgelig betinget af, at forsikringen omfatter den pågældende lidelse.

Transport til klinik/hospital

Transportegnethed er et begreb, som bruges til vurdering af transport af slagtedyr. Syge/tilskadekomne heste/dyr, som transporteres til undersøgelse eller behandling, er ikke underlagt samme vurdering, som begrænser transporten af slagtedyr. Transporten skal foregå så forsvarligt som muligt, og tiltag i form af stabilisering fx bandagering/immobilisering af sår/frakturer samt eventuelt sedering og egnet transportmiddel (hestetransporter kontra trailer) kan være nødvendig for at tilbyde hesten den optimale og tilstrækkelige behandling.

Spørgsmålet om ansvar

Afklaring af forsikringsdækning er ikke dyrlægens ansvar. Dyrlægens ansvar ligger som udgangspunkt altid over for klienten/rekvirenten, men i tilfælde af manglende dækning som følge af veterinærfaglige mangler kan ejer/rekvirent vælge at drage dyrlægen til ansvar. På denne baggrund er det ud fra et forsikringsperspektiv afgørende at dokumentere fund og alle oplysninger, som er afgørende for den veterinærfaglige beslutning for aflivning.

Vi fraråder dyrlæger at gå ind i direkte skadebehandling, da dette ligger uden for dyrlægens fagområde og kan medføre fejlagtig rådgivning. Fejl og mangler ved udarbejdelse af attester/journal, som påfører tredjeparttab, herunder forsikringsselskaber, kan medføre krav. Objektivitet og dokumentation er nøgleord.

Hyppige sygdomme/skader i forbindelse med overvejelser omkring aflivning i henhold til dyrevelfærdsloven

Det er vigtigt at se nedenstående anbefalinger som retningslinjer fra forsikringen og ikke en facitliste, da det afhænger af den pågældende situation i ethvert tilfælde. 

Retningslinjerne er udarbejdet for at illustrere, hvad der betragtes som den sædvanlige anbefaling/fremgangsmåde ved den pågældende sygdom/skade. Forhold, som gør, at situationen afviger fra standard, bør af hensyn til forsikringens behandling af sagen beskrives og dokumenteres, så det kan vurderes af forsikringen.

Akut aflivning: Den pågældende sygdom/skade vil oftest kræve, at hesten aflives med det samme.

Second opinion: Den pågældende sygdom/skade vil oftest kræve aflivning, men det skal bekræftes med en second opinion fra en anden dyrlæge. Forsikringsselskabet skal informeres og gives muligheden for en uafhængig undersøgelse og/eller mulighed for at rådgive vedr. dækning.

Medfødt sygdom

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Papegøje mund (parrot mouth)

Nej

Nej

God

God

Skævt kranie - Wry nose

Nej

Nej

Reserveret

God

Skævbenet – kan stå

Nej

Nej

God til reserveret

God

Skævbenet – kan ikke stå

Nej

Ja

Reserveret

Reserveret

Stramme sener – kan ikke stå

Nej

Ja

Reserveret

Reserveret

Unilateral eller bilateral pungbrok

Nej

Nej

God

God

Ganespalte

Nej

Nej

Slet

Dårlig

Blæreruptur

Nej

Ja

God

God

Meconium forstoppelse

Nej

Ja

God

God

Septikæmi – ikke responderende

Nej

Ja

Slet

Dårlig til slet

Præ- eller dysmatur

Nej

Ja

God til dårlig

God til dårlig

 

Mave-tarm

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Kolik

Refraktære koliktilfælde og potentielt kirurgiske tilfælde bør henvises til laparotomi så hurtig som muligt for at kunne sikre optimal behandling af tilstanden. Heste i terminal shock eller, hvor der ikke er mulighed for overlevelse, bør aflives.

Tarmfremfald (kastration eller traume)

Fokus bør være på at få tarmene tilbage i bughule eller scrotum evt. ved at lægge den ned, og sikre dem ved suturering af scrotum og/eller pålægge bugbandage. Efterfølgende henvises til kirurgisk behandling.

Rektal udrivning

Nej

Ja

Reserveret til slet

Reserveret til slet

Peritonitis

Nej

Ja

God til slet

God til slet

 

Anden svær sygdom

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Terminal sygdom

Hvis hesten med overvejende sandsynlighed vil dø inden for den nærmeste fremtid, og alle behandlingsmuligheder er opbrugt, så er aflivning indiceret. Second opinion er påkrævet.

 

Ortopædi – knogle

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Hovbensfraktur

Nej

Ja

God

God

Fraktur kronben: Ikke komminut

Nej

Ja

God til reserveret

God

Fraktur kronben: Komminut – et intakt stykke fra kronled til hovled

Nej

Ja

Reserveret til dårlig

Reserveret

Fraktur kronben: Komminut – intet intakt stykke

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Fraktur af metacarpal/metatarsal kondylfraktur

Nej

Ja

God til reserveret

God

Fraktur af hovseneben

Nej

Ja

Reserveret til slet

God til reserveret

Fraktur af griffelben

Nej

Ja

God

God

Fraktur af olecranon

Nej

Nej

God

God

Komminut fraktur af de lange rørknogler

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Multipel tarsal-/carpalknogle frakturer

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Displaceret fraktur af humerus/radius/tibia/femur (udvokset)

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Displaceret fraktur af humerus/radius/tibia/femur (føl<6mdr)

Nej

Ja

Dårlig

Dårlig

Fraktur af 3. carpal knogle

Nej

Ja

God til reserveret

God

Pelvis fraktur oprejst

Nej

Ja

God til reserveret

God

Pelvis fraktur liggende

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Osteomyelitis: Kronisk – refraktær overfor behandling

Nej

Ja

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Alle frakturer med undtagelse af displacerede eller komminutte frakturer af rørknogler eller komplekse frakturer medfører ikke akut aflivning i henhold til dyrevelfærdsloven. Displacerede, komminutte eller komplekse frakturer skal dokumenteres ved billeder, video, røntgen og/eller obduktion.

Ortopædi – bløddele

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Seneskade overfladisk bøjesene

Nej

Nej

God til reserveret

God

Ruptur af overfladisk bøjesene

1. Muskulotendinøs overgang

2. Distalt for carpus/tarsus

 

Ja

Nej

 

Nej

Ja

 

Slet

Reserveret til dårlig

 

Dårlig

God til reserveret

Bilateral ruptur af overfladisk bøjesene

1. Muskulotendinøs overgang

2. Distalt for carpus

 

Ja

Ja

 

Nej

Nej

 

Slet

Slet

 

Dårlig

Dårlig

Ruptur af dyb bøjesene

Nej

Ja

Slet

Dårlig

Bilateral ruptur af dyb bøjesene

Nej

Ja

Slet

Dårlig

Komplet laceration af:

1. Overfladisk bøjesene

2. Overfladisk bøjesene og dyb bøjesene

3. Overfladisk bøjesene, dyb bøjesene og gaffelbånd

 

Nej

Nej

Ja

 

Ja

Ja

Nej

 

Reserveret til dårlig

Dårlig

Slet

 

God

God

Slet

Delvis laceration af overfladisk bøjesene, dyb bøjesene og/eller gaffelbånd

Nej

Ja

Reserveret til dårlig

God

Komplet sammenbrud af støtten omkring koden

Nej

Ja

Slet

Reserveret til dårlig

Seneskade dyb bøjesene i distal seneskede

Nej

Ja

Reserveret

God

Seneskade i støttebånd til dyb bøjesene

Nej

Ja

God til reserveret

God

Gaffelbåndsbetændelse/-skade

Nej

Ja

God til reserveret

God

Displacering af overfladisk bøjesene fra tuber calcaneus

Nej

Ja

God til slet

God

Infektion i synovial struktur

Nej

Ja

God til reserveret

God

Forfangenhed refraktær overfor behandling

Nej

Ja

Reserveret til dårlig

Reserveret til dårlig

Forfangenhed med længere perioder liggende

Nej

Ja

Reserveret til dårlig

Reserveret til dårlig

 

Reproduktion

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere/reproduktion

Prognose for overlevelse som foldhest

Blødning i lig. latum uteri (i ligamentet)

Nej

Ja

God

God

Blødning i lig. latum uteri (intraabdominal)

Nej

Ja

Dårlig

Dårlig

Dystoki: Nødvendigt kejsersnit

Nej

Ja

God

God

Rektovaginal udrivning

Nej

Ja

God

God

Uterus læsion

Nej

Ja

God

God

Torsion af uterus

Nej

Ja

God

God

Post partum lammelse (obturator paralyse +/- fraktur)

Ja

Nej

Slet

Slet

Uterusprolaps reponerbart

Nej

Nej

God

God

Udrivning cervix

Nej

Nej

Dårlig

God

Uterusprolaps ikke reponerbart

Ja

Nej

Slet

Slet

 

Neurologi

Akut aflivning

Second opinion

Prognose for atletisk karriere

Prognose for overlevelse som foldhest

Vestibulær syndrom

Nej

Ja

God til reserveret

God

Hanetrit

Nej

Nej

God til reserveret

God

Bilateral blindhed

Ja

Ja

Slet

Slet

Unilateral blindhed

Nej

Nej

God til reserveret

God

Kontinuerlige krampeanfald/bevidsthedstab (posttraumatisk/-infektiøst)

Ja

Nej

Slet

Slet

Wobbler syndrom/slingerhed/ataksi (Grad 1-3)

Nej

Ja

God til reserveret

God til reserveret

Wobbler syndrom/slingerhed/ataksi (Grad 4)

Nej

Ja

Dårlig til slet

Reserveret til dårlig

Wobbler syndrom/slingerhed/ataksi (Grad 5)

Ja

Nej

Dårlig til slet

Dårlig til slet

Bagparts paralyse/parese ved spinal fraktur

Ja

Nej

Slet

Slet

Polyneuritis cauda Equina/Hammelschwanz

Nej

Ja

Reserveret til slet

Reserveret til dårlig

Neuropati af en eller flere perifere nerver – refraktær for behandling

Nej

Ja

Reserveret til slet

Reserveret

Kan ikke rejse sig (post traumatisk) - refraktær for behandling

Ja

Ja

Slet

Slet

https://www.beva.org.uk/Portals/0/Documents/ResourcesForVets/Humane%20Destruction.pdf

Ataksi grad

Kliniske symptomer

Grad 0

  • Normal

Grad 1

  • Ikke synlige/minimale neurologiske symptomer ved mønstring
  • Nødvendig med proprioceptive/manipulatoriske test før kliniske symptomer – kryds af ben, træk i hale, små cirkler, bind for øjnene, tilbagetrædning

Grad 2

  • Let afvigende bevægelse i skridt (bevæger sig som var den sederet/beroliget)
  • Mere udtalte symptomer ved proprioceptive/manipulatoriske test
  • Heste kan fungere under ridning, men kan have problemer ved changementer, trave/galoppere ned af bakke, snuble, mangler afskub, vælter frem i overgange, galop med samlet ben eller slæbe bagben

Grad 3

  • Tydelige symptomer i skridt og meget tydelig i galop, men falder ikke

Grad 4

  • Svær ataksi, falder ved cirkel eller tilbagetrædning
  • Vil oftest kun bevæge sig i skridt og umulig at få i trav/galop

Grad 5

  • Liggende, kan ikke rejse sig

Det er afgørende, at selv hvor akut aflivning er påkrævet, skal forsikringstager informere forsikringsselskabet hurtigst muligt og tilbageholde hesten/kadaveret, indtil forsikringsselskabet har taget stilling til eventuel vurdering/inspektion/obduktion. Eventuel yderligere undersøgelse skal eventuelt foretages af en af selskabet valgt dyrlæge.