Annonce Banner Banner Banner

Gravide kan trygt arbejde med anæstesi

Arbejdssikkerhed Der er ingen grund til bekymring for gravide medarbejdere, der arbejder med at bedøve patienter. Det viser undersøgelser, som AniCura Varde Dyrehospital har fået foretaget.

Web Anicura Varde 166 © AniCura Varde Dyrehospital
Interview

AniCura Varde Dyrehospital uddanner mange veterinærsygeplejersker i blandt andet anæstesi, og mange af dem bliver naturligt nok gravide.

- I øjeblikket har vi tre sygeplejersker, der er gravide. Specielt den ene var meget bekymret for at arbejde med narkose, så mine kollegaer og jeg blev enige om at undersøge en eventuel risiko til bunds. Det har vist ingen gjort før, siger dyrlæge Thorsten Thude, der er en del af AniCura Varde Dyrehospitals ledergruppe.

Dyrehospitalet startede med at kontakte Arbejdsmedicinsk Klinik på Esbjerg Sygehus for at få en faglig vurdering.

- Vi fik en overlæge til at gennemgå det hele. Vores røntgenrum, tandrum, operationsstue og forberedelsen. Hans konklusion var, at det hele foregår i et lukket system, og der var ingen risiko for udslip af narkosegasser. Vi har heller aldrig fået anmærkninger fra Arbejdstilsynet.

For at være helt sikker kontaktede dyrehospitalet Teknologisk Institut for at få målt, om der var inhalationsgasser i luften.

- Der kom to teknikere derfra, og de målte to steder med såkaldte sniffere, siger Thorsten Thude og forklarer, at de måler kontinuerligt i tre timer, hvor de opsuger alle molekyler i luften i et kulstofrør, som efterfølgende bliver analyseret.

- De målte steder, hvor det er mest sandsynligt, at der ville være forekomst af inhalationsgasser. Det ene sted var i forberedelsesrummet, hvor vi lægger patienterne i narkose. De kunne måle isofluran-molekyler i en lav og ubetydelig koncentration. Det andet sted var tandrummet, fordi det er der, man sidder tæt på patientens hoved, når man laver mundhuleundersøgelser eller behandlinger. Ved at måle, mens patienterne lå til opvågning, kunne teknikerne måle ganske få isofluran-molekyler.  

- Så hvis man sætter en gravid til at sætte næsen ned over patientens hoved i otte timer, vil hun komme over grænseværdien for gravide. Men det vil ingen jo gøre. Det er en fuldstændig fortænkt situation, siger Thorsten Thude.

Helgardering

For at være helgarderet kontaktede dyrehospitalet også producenten af hospitalets gasmasker for at høre, hvor mange isofluran-molekyler i en kubikmeter luft, maskerne er godkendt til. De oplyste, at filtrene i maskerne er godkendt til at være udsat for isofluran i otte timer.

- Gravide skal helst ikke have maskerne på i mere end tre timer ad gangen, men det er kun aktuelt at have dem på ved intubering og ekstubering, og det tager jo aldrig otte timer. Det tager højst fem minutter. Der er ingen grund til at have maskerne på under en operation, siger Thorsten Thude.

Ud over det har AniCura Varde Dyrehospital kontaktet en lokal smed, der har konstrueret en drypbakke med punktsug til brug ved tandbehandlinger.

- Når vi starter suget, vil der blive suget luft forbi patientens hoved ned i drypbakken og ud. Så hvis der skulle komme et enkelt isofluran-molekyle ud af patientens mund, vil det slet ikke komme forbi behandlerens ansigt. Det er formodentlig ikke nødvendigt, men nu går vi med livrem og seler.

Den specialdesignede drypbakke med punktsug til brug ved tandbehandlinger.

Fakta fremfor holdninger

Ifølge Thorsten Thude har mange en holdning til narkosegasser uden at vide noget konkret.

- Vi arbejder inden for et fag, hvor det meste er baseret på viden med grundig forskning bag. Når vi nu har fået lavet de her undersøgelser, kan vi lægge resultaterne på bordet med solid forskning bag og vise, at der ikke er noget at komme efter. Så selv hvis man laver en mundhuleundersøgelse på en patient, er der altså ingen grund til at være bekymret for narkosegasser. Vi har gjort alt det her for at lave en graviditetspolitik, hvor vi kan sige, at alt er lavet efter bogen og vurderet af fagfolk. Der er ingen gravide, der skal sidde på deres arbejde og være bekymrede. 

Der er ingen gravide, der skal sidde på deres arbejde og være bekymrede.

Kollegaerne på Varde Dyrehospital håber, at andre kan blive inspireret af deres undersøgelser, hvis de står med bekymrede medarbejdere.

- Andre klinikker er meget velkomne til at se, hvordan vi har indrettet os og se alle vores rapporter.