P.C. Abildgaard (PCA) blev født den 22. december 1740 og døde den 21. januar 1801. Han voksede op under beskedne forhold i København. Hans far, Søren Abildgaard, stammede fra Flekkefjord i Norge og ernærede sig som tegner. Han blev far til to meget begavede sønner udover PCA – heriblandt også en yngre bror, Nicolai Abraham Abildgaard, som blev én af tidens allerstørste malerskikkelser, professor og direktør for kunstakademiet.
PCA var allerede som barn en meget videbegærlig og lærenem dreng, som fik sin første undervisning af faren. Han lærte PCA tegnekunstens grundbegreber samt underviste ham i de gamle, klassiske sprog. PCA fik også lov til i en tidlig alder at læse kemiske og mineralogiske skrifter.
Drengens gode evner medførte, at han kom på Metropolitanskolen, men de dårlige økonomiske forhold i hjemmet betød, at han blev taget ud af 5. klasse og kom i lære hos apoteker Joakim Dietrich Cappel på Frederiks Hospital. Den unge mand drømte imidlertid stadig om at blive student, så han passede sit arbejde på apoteket om dagen og studerede om natten. Til apoteker Cappels store glæde fik han også tid til at male »smukke signaturer« på skufferne i apotekets urtekammer.
PCA havde arvet sin fars evne til at tegne og male. Et eksempel herpå er en akvarel af en sommerfugl, der er ved at brænde sig på et lys (figur 1). Det er en allegori over, hvor farligt det kan være at komme for nær på magthaverne (1).
I 1760 blev han privat dimitteret som student og begyndte straks at studere medicin.
Figur 1. Akvarel af P.C. Abildgaard i Johan Bülows kunstbog fra 1778 »For Kunstnere og Kunstelskere« - en sommerfugl, der er ved at brænde sig på et lys.
Nordens første dyrlæge
I årene 1745-1752 døde over 2 mio. hornkvæg i Danmark (2.) Til sammenligning kan oplyses, at den samlede danske kvægbestand i 2022 er mindre end 1,5 mio. (3). Kvægpestens hærgen i landet var et alvorligt slag for landbefolkningen, og regeringen måtte eftergive skatter hos bønderne. Man kendte ingen råd mod sygdommen, så den pietistiske kong Chr. den VI (1699-1746, regerede 1730-1746) befalede, at der skulle holdes »Bods- og Bededag« i landets kirker.
Da kvægpesten blussede op igen i 1762, fik Collegium medicum kongelig befaling til at udvælge tre unge medicinere, nemlig Johs. Müller, Joakim Backhausen og PCA, som med kongelig understøttelse skulle rejse til Lyon i Frankrig. Her havde den franske dyrlæge og hippolog Claude Bourgelat i 1761 oprettet verdens første veterinærskole, hvor undervisningen var baseret på videnskabeligt grundlag.
Formålet var at indhente erfaring med behandling af kvægpest. De tre danske studerende blev alle meget overraskede og skuffede over, at hovedvægten i undervisningen blev lagt på hippologien, mens kvægsygdomme ikke indgik i undervisningsprogrammet. Stud.med. Müller blev hurtigt uvenner med Bourgelat og rejste hjem. PCA var meget flittig og lærte sig alt, hvad der kunne læres på stedet. Han blev Bourgelats yndlingselev og blev tilbudt ansættelse ved skolen i Lyon. Efter 2½ år stod PCA med en spritny dyrlægeeksamen, og han ønskede i 1766 at rejse hjem som nordens første dyrlæge.
Fortsat lang vej
Da PCA nåede hjem til København, var kong Frederik den V (1723-1766, regerede 1746-1766) netop død og interessen for veterinærvæsenet stærkt kølnet. Danmark oplevede i Kong Frederik den V’s regeringstid et økonomisk opsving dels på grund af en stor handelsflåde, dels som følge af en behændig udenrigspolitik under ledelse af udenrigsminister J. H. E. Bernstorff.
PCA beholdt sit stipendium på 250 rigsdaler i to år og benyttede tiden til blandt andet at færdiggøre sine medicinske studier. Han havde ikke glemt det veterinære fagområde, som han var blevet levende interesseret i. Han samlede sine erfaringer i den berømte bog »En dansk Heste- og Quæg-læge i et lidet udtog« (4). Bogen udkom i 1770 og blev en bestseller, der udkom i flere oplag og på flere sprog.
PCA etablerede sig som praktiserende læge i København i 1768, og selvom interessen for veterinærmedicinen stadig ulmede i ham, turde han ikke vise det af frygt for, at det kunne skade hans rygte som læge blandt det københavnske borgerskab. Han havde nemlig brug for at tjene penge, idet han 12. juli 1768 havde indgået ægteskab med den jævnaldrende Anne Margrethe Kirstine Jagenreuter, som overlevede PCA med cirka 20 år.
Da J. F. Struensee fik kendskab til PCAs bog, bad han PCA om en skriftlig redegørelse om muligheden for at etablere en dansk veterinærskole (5). I sin redegørelse lagde PCA ikke skjul på sine betænkeligheder, »Da den praktiske side af denne videnskab endnu overalt var ufuldkommen udviklet, og der først måtte vindes indsigt i den ved øvelse og ved indhøstede erfaringer«.
PCAs grundighed og beskedne fremfærd blev straks skubbet til side af den progressive Struensee, som trøstede ham med at udtale: »Det ville være til stor Nytte, blot Veterinærerne undervistes i Zootomiens og Medicinens almindelige Begyndelsesgrunde, så at de, selv om de ikke kunne helbrede de Dyr, deres Medborgere godtroende overlod dem, i hvert Fald ikke slog dem ihjel«.
Det blev den kgl. overstaldmester Frederik Ludvig Ernst Bülow, der senere på året 1771 fik til opgave at forhandle med PCA om oprettelsen af en veterinærskole på Christianshavn. Planerne gik imidlertid helt i stå, da Struensee efter en periode med heftige intrigespil i kongehuset blev sat fra styret og henrettet i april 1772. Herefter var der ingen, der ville have noget at gøre med beslutninger, som Struensee havde været en del af.
Veterinærskolen var en realitet
Planerne om en dansk veterinærskole fik imidlertid nyt liv, da der udbrød ondartet smitsom lungebetændelse blandt de kostbare heste på Frederiksborg-stutterierne. Det var faretruende for kongehuset, der havde brug for de elegante dyr til at føre sig frem overfor befolkningen. PCA blev tilkaldt på foranledning af arveprins Frederik (1753-1805, søn af kong Frederik den V i andet ægteskab og halvbror til kong Chr. den VII).
Det lykkedes PCA at bekæmpe sygdommen ved blandt andet isolation af de raske dyr, rigelig anvendelse af åreladning, korrektion af foder- og miljøforhold mv. PCAs anseelse i de toneangivende kredse steg betydeligt. Det var dog stadig en balanceakt at holde sig gode venner med både den frankofile klike omkring udenrigsminister J.H.E. Bernstorff og den tyskprægede kreds, der samledes omkring gehejmeråd J.G. Moltke.
I januar 1773 blev det ved kgl. resolution tilladt PCA på egen bekostning at oprette en veterinærskole på Christianshavn (6). Mod en årlig løn af 1.200 rigsdaler skulle PCA holde offentlige forelæsninger over veterinærvidenskab samt indrette en stald for mindst seks heste.
Efter køb af en ejendom med tilhørende stor grund kunne PCA den 13. juli 1773 åbne veterinærskolen. Han var endvidere forpligtet til uden betaling at lede behandlingen af syge heste i kongens stalde samt af de kongelige herskabers øvrige husdyr. Det var absolut ikke nogen lukrativ ordning for PCA, og hans økonomiske situation har muligvis været spinkel, eftersom testamentet efter den gamle apoteker J.D. Cappel sikrede PCAs enke del i et pænt stort pensionslegat.
Den kgl. Veterinærskole
De første veterinærstuderende, der begyndte på skolen i 1773, kom fra rytteriets officers- og korporal korps. I 1776 blev skolen udvidet med en smedje, der lå på en tilstødende grund, samt staldplads til 14 heste. Der blev endvidere skabt bolig til en smed og 16 elever. Samme år købte staten skolen af PCA, og i 1777 fik skolen en ny fundats. Den kom herefter til at hedde »Den kgl. Veterinærskole«.
Den første afsluttende dyrlægeeksamen blev holdt i 1779, hvor fem kandidater bestod. I undervisningen blev der lagt vægt på fysik, kemi, fysiologi, anatomi, farmakologi og toksikologi, således at de nyuddannede dyrlæger havde en naturvidenskabelig baggrund. En omfattende viden var for de nye dyrlæger en nødvendighed for at kunne hamle op med kvaksalvere og andre, der blandede sig i dyrlægepraksis og dyrlægernes rettigheder.
Til at begynde med var PCA eneste lærer på skolen – dog med støtte fra en beslagsmed. Det er helt utroligt, hvor meget PCA kunne overkomme. Først i 1783 fik han en fast medarbejder. Det var dyrlæge Erik Viborg, som blev ansat som lektor og hjælpelærer. I 1787 blev Erik Viborg sendt på en treårig studie- og dannelsesrejse, der omfattede Tyskland, Østrig, Ungarn, Norditalien, Frankrig, England og Holland (7).
Forinden havde PCA endelig fået bugt med den frygtede kvægpest, der ikke har været konstateret i Danmark siden 1781. Den strategi, han anvendte, var i princippet den samme, man anvender i dag ved bekæmpelse af ondartede, smitsomme husdyrsygdomme. Man må forhindre smittens videre udbredelse ved at isolere og aflive de første dyr, der angribes af sygdommen. De døde dyr skal bortskaffes på sikker og forsvarlig måde. De raske dyr skal beskyttes gennem oprettelse af »lukkede« besætninger, hvor det nødvendige personale til pasning af de raske dyr først må skifte tøj og vaske hænder samt udvise den største omhu inden håndtering af de raske, ubesmittede dyr (8).
Figur 2. Abildgaard var opfindsom på mange områder. Han opfandt blandt andet et kastetøj til heste, der siden er blevet benyttet i mere end 200 år specielt ved kastration af hingsteplage. Det er det eneste veterinære instrument, der bærer Abildgaards navn. I udlandet blev det benævnt som »Det danske kastetøj«.
En ægte polyhistor
De første studerende, som blev indskrevet på PCAs skole, havde ofte relation til smedefaget, og smedejern spillede da også en stor rolle i datidens dyrlægeuddannelse. I sit skrift fra 1771 angiver PCA de almindelige principper for udformningen af en fysiologisk korrekt hestesko (9).
Traditionen med, at dyrlæger var i stand til at smede en hestesko, blev bevaret helt frem til min egen studietid (1958-1964). På mit kontor i Varde hænger stadig en hestesko, jeg selv har været med til at fremstille og med mine initiale smeltet ned i jernet. Den proces fandt sted i den gamle smedje, der dengang lå på »Smedens Torv« på KVL.
PCA interesserede sig for zoologisk forskning og har blandt andet skrevet en videnskabelig afhandling om Slim ålen (Myxine) og om en hos hundestejlen snyltende bændelorm. Han havde også interesse i jordbundskemi og foretog kemiske undersøgelser af grønlandsk Kryolit. Her påviste han fluor og aluminium og var stifter af Naturhistorisk Selskab i 1789. Veterinærskolen var i hans tid et naturligt samlingssted for læger og naturforskere, hvilket havde betydning for den intellektuelle ånd, hvori veterinærstudiet i Danmark blev drevet helt fra begyndelsen.
PCA var i sandhed en polyhistor, som brændte for at videregive sin store viden til den voksende kreds af unge veterinærstuderende, som samledes omkring ham. I 1788 foreligger en opgørelse, der viser, at på det tidspunkt havde 205 personer benyttet sig af skolens undervisningstilbud i veterinær videnskab. Det var således en stor virksomhed, han stod i spidsen for.
Måske har han været for hård ved sig selv. Hans spinkle krop blev ramt af en hjerneblødning, og han døde den 21. januar 1801. Han ligger begravet på Assistens Kirkegaard, afdeling A. Gravmælet er udført af broderen, Nicolai A. Abildgaard.
Veterinærfakultetets historiske juvel
Nicolai A. Abildgaard var professor ved Kunstakademiet og fra 1789 direktør herfor. Det er formentlig ham, der forærede Veterinærskolen den statuette af en hest, der står i vandrehallen udenfor festauditoriet (1-01, tidligere auditorium 7). Statuetten fulgte med, da Veterinærskolen i 1858 flyttede til Frederiksberg og blev til Den kgl. Veterinær-og Landbohøjskole (KVL).
Kunstværket havde i mange år svært ved at finde en blivende plads på KVL, og efterhånden var den blevet noget ramponeret. Venstre bagben manglede fra hasen og nedefter, og højre forben var brækket. En behjertet sjæl havde anlagt en støtteforbinding, fordi den var jo blandt dyrlæger.
Statuetten stod i mange år i Ambulatorisk klinik, men i forbindelse med en ombygning blev det foreslået at destruere statuetten, fordi ingen længere kendte til dens oprindelse. Vagtmester Knud Nordby, der var ansat på afdelingen, interesserede sig meget for historie, så han foretog en grundig research. Han fandt ud af, at statuetten er et forarbejde til rytterstatuen af Kong Frederik den V på Amalienborg Slotsplads udført af J.F. Saly. Netop den statue betragtes som en af verdens smukkeste rytterstatuer, og den er optaget på Kulturministeriets kulturkanon.
Den lille statuette ved festauditoriets indgang betragtes i dag som veterinærfakultetets historiske juvel (10). Den kunne let være gået tabt. Det er en hårrejsende thriller om, hvordan manglende indsigt og fravær af historisk interesse for vores fælles fortid kan være katastrofal.
Veterinærstandens fornemmeste udmærkelse
Enhver, der gør sig den umage at sætte sig ind i PCAs liv og levned, vil blive grebet af den stærke personlighed, som lyser frem fra kilderne. Han var en højt begavet videnskabsmand og en ildsjæl som underviser og formidler af tidens veterinære viden. Han ejede tillige et kunstnerisk talent og en højt udviklet social kompetence, der satte ham i stand til at kommunikere med alle i sin samtid uanset social status.
Ved veterinærskolens 200-års fødselsdag i 1973 lod det veterinære fagråd en Abildgaard-medalje i guld fremstille. Nu, hvor vi kan fejre 250-års jubilæum, er det stadig god skik at mindes den person, som efter så mange år sætter sig dybe spor i alle danske dyrlægers bevidsthed.
Abildgaard-medaljen i guld er den danske dyrlægestands fornemmeste udmærkelse.
Artiklen danner grundlag for et foredrag, som Mogens Brix Christensen holder ved Abildgaardkredsens symposium den 9. juni.
