Med film og billeder illustrerede Mike Jessop, hvor grelt det står til. Mange tidligere produktionsdyrsbesætninger er omdannet til hundefarme med frygtelige forhold for dyrene. I betonbåse med gamle krybber, dysfunktionelle varmelamper og træk sidder avlsdyr og hvalpe en eller flere sammen under uhygiejniske forhold.
I en »besætning« kan der være op til 200 tæver, der udnyttes til avl, og under corona-pandemien steg priserne fra cirka 600 pund til op mod 3.000 pund per hvalp. En lukrativ forretningsmodel, der blev grundlaget for den organiserede kriminalitet, som nu præger området i tæt forening med narkotikamarkedet.
Der er umiddelbart ingen grænser for omfanget af de kriminelle aktiviteter. I tilslutning til masseproduktionen af hvalpe ses der illegal produktion af pas, forfalskning af dyrlægeattester, vaccinationer og senest illegal ørekupering, hvor hunde udstyres med et pas fra et andet land, hvor ørekupering er tilladt – ja, det virker som om, at kun fantasien sætter grænser.
Et ukendt antal hvalpe importeres fra Europa og sælges videre som opdrættet i Storbritannien, da kontrollen ved grænsen er sparsom og sanktionerne uden betydning. Alt sammen aktiviteter, som i sidste ende bidrager til at mislede forbrugeren og holde forretningen kørende.
Dyr skal beskyttes af dyrevelfærdsloven
Den manglende ensartethed i reglerne og kontrolindsatsen gør det vanskeligt for de lokale embedsdyrlæger at gribe ind. Brexit har kun gjort det vanskeligere. I Storbritannien er der krav om licens, hvis man har flere end to hunde og to kuld hvalpe om året. Desuden gælder dyrevelfærdsloven »Animal Welfare Act« fra 2006, og dertil kommer nu de enkelte landes regler og tilhørende vejledninger af nyere dato – og endeligt forskellige betingelser opstillet af de lokale myndigheder. Et forvirrende sammensurium af regler, der varierer og derfor er vanskelige at navigere i for både privatpraktiserende dyrlæger og myndighedernes embedsdyrlæger.
Mike Jessop har 35 års erfaring i familiedyrspraksis og er aktiv for British Small Animal Veterinary Association i FVE
For let at undslippe straf
Kontrolindsatsen halter ifølge Mike Jessop gevaldigt efter i Wales, hvor han til dagligt arbejder. I England og Scotland eksisterer der regler for træning af embedsdyrlæger, men det er endnu ikke tilfældet i Wales. Her har de ikke beføjelser til at lukke et opdræt ned, hvis dyrevelfærden ikke er i orden, men skal give anvisninger og fungere støttende for ejeren og efterfølgende aflægge stedet endnu en inspektion. Derfor kan det tage op til tre år, inden en dyrevelfærdssag kan komme for retten. Endeligt står en eventuel straf slet ikke mål med den fortjeneste, der kan opnås.
Skulle det alligevel lykkes at få dømt en ejer af opdrættet, er det ikke usædvanligt, at en anden i familien eller bekendtskabskredsen fortsætter med at drive »besætningen« under de selv samme forhold som tidligere. Manglende tilsyn og sanktionering gør, at hundenes vilkår aldrig forbedres, men i stedet forbliver utrygge. De udviser stereotyp adfærd og tegn på både psykisk og fysisk mistrivsel. Hvalpene præges i et ikke-hjemligt miljø, og derfor virker det forståeligt, at de vanskeligt kan tilpasse sig livet i en almindelig familie efterfølgende.
Der skal være en plan
Der skal være en Health and Welfare-plan, hvis man har licens til at opdrætte hunde. Planen skal udarbejdes af opdrætteren i samarbejde med en tilknyttet privatpraktiserende dyrlæge. Endnu har Mike Jessop dog til gode at se en af disse korrekt udfyldt. De værste besætninger har endog som oftest slet ingen dyrlæge tilknyttet, og mange eksisterer uden licens.
Også med hensyn til vaccination, ID-mærkning og avlsrestriktioner venter et stort arbejde forude. Der er pt. 35 databaser til registrering af hunde i Storbritannien og ingen krav om rutinemæssig ID-mærkning af hvalpe og heller ikke krav til brug af landekode i transponderen. Det gør det unægtelig svært at følge det enkelte individ, sikre at det er vaccineret tilstrækkeligt og ikke mindst at dokumentere det. Ofte er der rod i dokumenterne, dyrlægerne attesterer på et for spinkelt grundlag, eller dyr godkendes til avl til trods for bemærkninger fra dyrlægen, der burde lede til, at de udtages fra avlen.
Der umiddelbart ingen grænser for omfanget af de kriminelle aktiviteter.
Hjælp til dyrlægerne
Ifølge Mike Jessop har privatpraktiserende dyrlæger, som fungerer som tilsynsførende, brug for træning i, hvad de skal kontrollere og på hvilket grundlag. Som en hjælp har den britiske dyrlægeforeningen (BVA) derfor udarbejdet en guide, der ligger tilgængelig online. Det var nødvendigt som led i et forsøg på at understøtte tilsynet med opdrætterne, da man begyndte at se disciplinærsager mod privatpraktiserende dyrlæger. BVA har desuden udarbejdet skabeloner[1] til brug under tilsynet, hvor blandt andet optegnelser om miljøet, som hundene lever i, deres adfærd og fysiske helbred og biosecurity kan noteres af dyrlægen.
Men forholdet mellem privatpraktiserende dyrlæger og opdrættere er vanskeligt, fordi dyrlægerne, ifølge Mike Jessop, oplever at opdrætterne vil diktere, hvordan samarbejdet skal være. Resultatet bliver, at det er vanskeligt at få dygtige dyrlæger til at løfte kravet om tilsyn, og kvaliteten daler. Derfor mangler ekspertisen, hvilket forværres af, at erfarne velkvalificerede dyrlæger i stor stil forlader praksis.
Nogen skal gå forrest
Det er heller ikke uden omkostninger, at Mike Jessop forsøger at løfte opgaven med at højne dyrevelfærden i disse typer opdræt. At lægge sig ud med et potentielt kriminelt miljø er risikabelt, men han mener, at kampen for dyrene er for vigtigt til at lade sig skræmme.
Ud over vejledninger til dyrlæger og fokus på mere ensartet lovgivning om dyrevelfærd regionerne imellem, pegede Mike Jessop også på, at flere dyrlæger bør involveres i kontakten med en opdrætter. På den måde fordeles »kasketterne« efter, hvorvidt det drejer sig om diagnostik og behandling på daglig basis, avlsvurderinger eller egentligt tilsyn med opdrættet.
Han italesatte, hvordan dyrlæger spiller en vigtig rolle i at sikre dyrenes fysiske og mentale helbred, sygdomsforebyggelse og menneskers sundhed, og samtidig skal dyrlægerne medvirke til at forbedre standarderne for hold af hunde – ligesom det sker i rådgivningen af produktionsdyr. Et ansvar og en opgave som vi skal tage på os både i forbindelse med rådgivning og tilsyn.
[1] Animal Welfare (Licensing of Activities Involving Animals) England Regulations 2018 guide (bva.co.uk)
