Da jeg i efteråret sidste år knoklede lange, kolde dage på et tysk hestehospital som intern, nåede jeg ret hurtigt et punkt, hvor jeg måtte finde noget, der kunne motivere mig til at gennemleve de uendelige dage med reflux-tjek og bandageskift. For jeg ville egentlig ikke være hestedyrlæge, men derimod arbejde med vilde dyr og artsbevarelse.
I mange år har min helt store drøm været at flyve hen over Sydafrikas smukke landskaber hængende ud af en helikopter med et bedøvelsesgevær i hånden. Derfor bookede jeg en plads på et tre ugers kursus i Sydafrika, hvor jeg skulle indgå som del af et såkaldt »capture team« samt få teoretisk og praktisk erfaring med bedøvelse og management af impala, oryx, giraffer, zebraer, løver og mange flere velkendte afrikanske arter.
Udover at fungere som effektiv motivation skulle kurset også være gevinsten for at gennemføre mit internship. Men som det oftest sker med langtidsplaner, blev disse dog henad vejen ændret, og særligt til den positive side, da jeg i foråret modtog økonomisk støtte fra Danske Dyrlægers Forsikringsforening til at realisere netop denne drøm.
10.000 km stik syd
I september pakkede jeg derfor rygsækken og fløj sydpå med kurs mod Mossel Bay, beliggende midt mellem Cape Town og Port Elizabeth langs den smukke Garden Route. Her blev det internationale team med deltagere fra Australien, Canada, England, Færøerne, Holland, Italien og Danmark indlogeret på en mindre farm, som kom til at fungere som base for de næste tre ugers eventyr.
Gruppen var ikke blot forskellig på baggrund af nationaliteter; fagligt og aldersmæssigt spændte deltagerne fra 18-årige, som gerne ville søge ind på veterinærstudiet, til en enkelt på 54 år med flere års erfaring som veterinærsygeplejerske, og herimellem var vi to færdiguddannede dyrlæger.
Ved ankomst modtog vi også vores bibel for kurset: »Chemical and Physical Restraint of African Wild Animals«, som udgjorde det teoretiske grundlag for den forberedende undervisning, inden vi skulle testes af i felten.
Vi blev desuden bedt om at angive vores individuelle mål for kurset, hvor mine blandt andet indebar at blive hurtigere til at beregne doser, blive mere bekvem med at forberede bedøvelsespile samt anvende bedøvelsesgevær, lære hvordan man effektivt koordinerer et team i potentielt livsfarlige situationer, og sidst, men ikke mindst, få skabt nogle gode relationer og udvide mit netværk.
Forberedende øvelser
Første dag gav os grundlæggende information om hele erhvervet indenfor game capture, som blandt andet har til formål at sikre genetisk diversitet blandt arterne, der bebor de reservater og nationalparker, som lægger til grund for den enorme turistindustri i Sydafrika gennem mange årtier. Her blev de forskellige indfangelsesmetoder ligeledes gennemgået.
De fleste forestiller sig nok, at den gængse måde at immobilisere og flytte vilde dyr sker ved brug af bedøvelsesgevær fra luften. Dette er dog en meget bekostelig og risikabel procedure af flere grunde. Helt afgørende kræver det en specialuddannet dyrlæge, som anvender specialproduceret medicin. Dertil kommer leje af helikopter med dertilhørende erfaren pilot. Ydermere er denne metode også risikabel for dyrene af flere årsager, da der oftest anvendes voldsomt potente opioider, herunder etorfin og thiafentanil i pilene. Den øgede risiko består ligeledes i den stress, som dyrene oplever ved helikopterens tilstedeværelse, samt udvikling af myopati og skader i form af frakturerede ben, da terrænet kan være meget barskt og udfordrende at navigere i, selv for de mest elegante og velspringende antiloper.
Da den basale forståelse for arbejdet og vores funktion som team var på plads, blev vi introduceret til udvalget af farmaka, typisk anvendte behandlinger samt gennemgang af injektionsteknikker, herunder subkutan, intramuskulær og intravenøs. Allerede her fik jeg flyttet nogle personlige grænser, da det gik op for mig, at også de ufaglærte deltagere i gruppen skulle håndtere beroligende midler til i.v. injektion.
Med reb om halsen og bagom hvert forben bliver en giraf dirigeret ind i den specialbyggede trailer med åben top.
Tjørne og teamwork
Nogle af de mest udfordrende arter at arbejde med ved flytning af vilde dyr er giraffer og zebraer. Det var derfor lidt af en ilddåb for gruppen, da vi allerede på kursets anden dag fik stillet til opgave at indfange og læsse to unge giraffer samt en gruppe zebraer bestående af seks individer.
Vores gruppe blev delt i to, og på ladet af hver vores ekstremt terrængående pick-up truck agerede vi teamet på jorden i det smukke reservat, mens den lokale og meget erfarne dyrlæge bedøvede dyrene fra luften. Der er betydelig forskel i metoden, hvorpå de to arter håndteres i denne situation, for hvor zebraerne blev pilet mere eller mindre samtidigt, bragt på en båre, løftet gennem landskabet og placeret på ladet af trucken, som i fuld fart kørte tilbage til traileren, for at blive reverseret, behandlet og læsset, så krævede det en noget anden teknik med girafferne. Her foregik det ét dyr ad gangen, og så snart giraffen befandt sig i sideleje, sprang der straks 2-3 mænd på halsen af den for at holde den nede, mens antidot blev indgivet i den gavmilde jugularvene på et dyr af sådan en størrelse. Indtil opioideffekten var aftaget, blev tiden brugt på at placere øjenbind og ørepropper på dyret for at reducere stimuli.
Særligt for giraffer blev der anlagt reb om halsen og bagom hvert forben, som skulle anvendes til at dirigere dyret ind i den specialbyggede trailer med åben top. Først når det ikke længere var fysisk muligt at holde giraffen nede, fik den lov at rejse sig i blinde, flankeret af et hold på hver side med rebene holdt oppe i luften.
Så snart dyret stod stabilt på sine meterlange ben, kom den næste nervepirrende øvelse. Her skulle et tredje reb placeres, denne gang med fremaddrivende effekt, hvilket betød, at dyrlægen stod direkte bagved dyret for at placere rebet rundt om bagparten med en lang stang. Med tanke på, at et spark fra en giraf kan sparke en løve ihjel, var det særdeles svært ikke at holde sig for øjnene, når dyrlægen indtog sin position. Heldigvis var det tydeligt, at kursets koordinatorer og dyrlæge havde gjort dette mange gange før, og vores team lykkedes at læsse to giraffer uden de store vanskeligheder. Dagens oplevelser havde budt på adrenalinniveauer af helt nye højder, og selvom kroppene var ømme om aftenen, var vi spændte på og glædede os til at komme i aktion igen.
Allerede dagen efter skulle vi opleve udfordringer, vi aldrig havde forestillet os. Dagen startede med endnu en giraf, som vi allerede følte os godt trygge ved at arbejde med, og denne læssede praktisk talt også sig selv – nemt!
Næste opgave bød dog på indfangning af fire oryx antiloper, som er udstyret med to karakteristiske lange, skarpe bagudvendte horn. Det gik dog bedre end forventet med de første tre dyr, men lykken vendte, da den sidste hun havde valgt at lægge sig halvejs nedad siden på et bjerg tæt beklædt med store sten og lede tjørnebuske. Her blev vi virkelig bekræftet i, hvor meget man kan i fællesskab, da vi med samlet indsats fik løftet den 200 kg tunge antilope op på toppen af bjerget og kørt til traileren i den modsatte ende af reservatet.
Vi kom helt tæt på løver, da vi skulle lave sundhedstjek og indsætte nye suprelorin-implantater hos hunløverne, som ikke havde avlstilladelse.
Alsidigt arbejde
Udover den mere klassiske metode med bedøvelsesgevær fik vi også erfaring med andre indfangelsesmetoder, herunder »net gunning«, som foregår ved, at man med helikopter flyver hen over en gruppe dyr, i vores tilfælde impala og springbok, hvor et net skydes ned over et individ, som således fikseres. Dyret bliver da samlet op og fløjet til traileren, hvor teamet på jorden står klar til at tage imod og indgive beroligende midler, inden den læsses på traileren.
Det var dog ikke kun indfangning og flytninger, vi som team blev kaldt ud til. Vi kom helt tæt på løver, da vi skulle lave sundhedstjek og indsætte nye suprelorin-implantater hos hunløverne, som ikke havde avlstilladelse. En eftermiddag var sabelantilopen på nabofarmen voldsomt halt, hvor vi assisterede ved undersøgelsen. Af mere triste oplevelser deltog vi desværre også i en obduktion af en næsehornskalv, som viste tydelige tegn på Clostridium-infektion som følge af den meget våde vinterperiode. Vi fik også mulighed for at deltage i pasningen af en meget svag, nyfødt giraf, som var blevet forladt af sin mor. Dens vitalparametre var helt i bund, men alligevel havde den lidt kvikkere øjeblikke, hvor den både stod og drak mælk. Efter et par dage uden betydelig bedring blev det dog besluttet at aflive den og indsende prøver til undersøgelse, som bekræftede en poxvirus.
Træning på farmen
På dage, hvor vejret var imod os, brugte vi tiden hjemme på farmen, hvor vi gennemgik forelæsninger om diverse udstyr, farmakologi, dødsårsager i forbindelse med indfangning, parasitologi og meget mere.
De praktiske øvelser havde primært fokus på anvendelse af bedøvelsespile og -gevær. Særligt én øvelse, hvor vi skulle beregne tre doser, trække medicinen op, fylde pilen og tømme den igen, var en virkelig god udfordring, hvor man kun blev godkendt ved at nå det på maksimalt 2 minutter. Efterfølgende fik vi mulighed for at øve os i at anvende bedøvelsesgeværet på en dummy, hvor de dernede anvendte X-Caliber fra Pneu-Dart, som var en ny model for mig, da jeg ellers kun havde kendskab til Dan-Injects geværer forud for kurset. På sidstedagen kom så den helt store prøvelse; at ramme et objekt i bevægelse fra helikopteren. Drømmen blev dermed udlevet, og smilet var ikke til at tage fejl af.
Rig på oplevelser
Selvom man skulle mene, at alle disse vilde oplevelser var nok til at udfylde tre ugers kursus, så formåede vi også at komme på adskillige game drives, på hvalsafari, besøge Cango Caves, opleve næsehorn og elefanter fra hesteryg, svæve i verdens længste zipline over hav samt opdage nye måder at tage tequila shots på. Alt i alt var det en helt fantastisk rejse, som har bragt tætte venskaber på tværs af kloden og indfriet mine mål i rimelig grad.
Personligt havde jeg håbet på lidt mere dybdegående fagligt udbytte, da jeg allerede havde kendskab til en del af arbejdet fra mit studiejob i København Zoo samt efterfølgende som veterinær hos Nordens Ark, hvorfor jeg primært vil anbefale dette kursus til studerende eller helt nyuddannede.
Slutteligt vil jeg gerne sende en dybtfølt tak til Danske Dyrlægers Forsikringsforening for at give mig mulighed for at videreudvikle mine kundskaber indenfor arbejdet med og bevarelsen af vilde dyr.
Skulle nogen sidde med spørgsmål til rejsen, er de velkomne til at kontakte mig på slasplaursen@gmail.com
