Rigtig mange føler stor sorg over at miste et højt elsket kæledyr. Men de undertrykker deres sorg og taler ikke om det, fordi de føler sig forkerte og er skamfulde over deres følelser. Men det er en helt naturlig reaktion, for dyret opfylder mange behov, siger en af hovedkræfterne bag hotlinen, psykolog Tia Hansen fra Aalborg Universitet.
Hotlinen er bemandet af psykologistuderende på sidste del af studiet og er åben for alle, der trænger til nogen at snakke med om det at have mistet et kæledyr.
- Det kommer bag på de fleste, at de reagerer så voldsomt, og de tror ikke, det er normalt at blive så påvirket. De bliver nedtrykte og bliver ved med at høre dyret komme gående. Dyret lever videre i deres bevidsthed.
Men ofte undertrykkes følelserne, for vi har nogle kulturelle normer, der siger, at det ikke er i orden at sørge over et kæledyr. Det stammer fra den måde, vi havde familiedyr på for ikke så forfærdeligt længe siden, mener Tia Hansen.
- Men det har jo ændret sig, så de fleste af os har hunden eller katten inde i stuen og oppe i sofaen, og de bliver en del af familien. Så er det klart, at vores tilknytning bliver anderledes. Men vi har stadig de kulturelle forventninger til, hvordan vi forbinder os til dyr rent intellektuelt og forventer, at vi reagerer med fornuft i en situation, der ikke kalder på fornuften, siger Tia Hansen.
Skyldfølelse
Oveni sorgen føler mange også skyld. Amerikanske undersøgelser viser, at op mod 50 procent føler skyld over at have fået dyret aflivet, også selvom det var påkrævet. Var det det rigtige tidspunkt, og kunne man have gjort mere, er nogle af de spørgsmål, man stiller sig selv, forklarer Tia Hansen.
- Vi er vant til, at vi lever så længe, vi overhovedet kan, og det ligger os meget fjernt at bestemme over liv og død. Vi vil ikke have den magt. Vi føler det moralsk forkert, selv om vi med vores fornuft ved, at det var det eneste rigtige at gøre.
Konstant faktor
Ofte er dyret en konstant faktor i ens liv. Ens eget liv forandrer sig. Man bliver måske skilt, får et nyt arbejde eller børnene flytter hjemmefra.
- Dyret bliver en konstant på tværs af alle forandringerne, og man mister på en måde sit livsvidne, når det dør. I kan da bare få en ny, siger velmenende folk i ens nærhed måske. Det sårer rigtig mange, for de underkender dyrets betydning og egenskaber. For ethvert dyr er et unikt individ, og når man lever så tæt med sit kæledyr, ved man godt, at det har sin unikke personlighed. Man knytter sig til et konkret individ, og det er det dyr, man savner. Det bliver aldrig en erstatning, hvis man får et nyt, siger Tia Hansen.
Det ligger os meget fjernt at bestemme over liv og død.
Folk, der ringer til hotlinen, fortæller, at de har skullet tage sig sammen i lang tid.
- Der er en barriere for mange. De bliver lettede over at opdage, at deres reaktion er helt normal, og at der ikke er noget i vejen med dem, fordi de sørger.
Også mange dyrlæger har vist interesse for hotlinen. De har ikke lært at håndtere folks følelser på studiet.
- Det er et problem, at de ikke ved, hvordan de skal gøre. Det bliver jo en betydelig del af mange dyrlægers hverdag at stå med folk, som er meget kede af det. Det er en belastning at opleve andre menneskers sorg og at være empatisk hele tiden. Og mange dyrlæger har ikke tænkt det ind som en del af hverdagen, at de også har brug for tage vare på sig selv.
Det bliver jo en betydelig del af mange dyrlægers hverdag at stå med folk, som er meget kede af det.
Ingen forskel i sorgintensitet
Center for menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet har målt sorgintensiteten hos folk, der har mistet en person og et kæledyr. De foreløbige resultater viser ingen signifikant forskel.
- Det er alligevel overraskende, men harmonerer meget godt med en undersøgelse fra USA, hvor man har spurgt et stort antal mennesker, hvem de betror sig til, når livet går dem imod. Nummer et var deres partner, men nummer to var deres kæledyr forud for forældre, søskende eller venner. Det siger noget om, hvad dyret repræsenterer. Og alt det mister man jo, når det dør, siger Tia Hansen.
En anden amerikansk undersøgelse har vist, at knap fire procent udvikler det, vi kender som forlænget sorglidelse, hvor personens funktionsniveau stadig er reduceret seks måneder efter dødsfaldet.
- Det døde dyr optager tankerne i en sådan grad, at man ikke kan fungere på samme niveau som før. Tankerne kan ikke holde op igen, og symptomerne ligner en depression. Så det er bestemt noget, vi skal tage alvorligt.