Ved skabelsen fik mennesket betroet at herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden, og det var meningen, at både dyr og mennesker skulle leve af planter (1 Mos 1,29-30). Først med syndefaldet kom døden ind i billedet, og mennesket begyndte at slå hinanden og dyr ihjel (1 Mos 4,8). Den grundlæggende forskel på dyr og mennesker i Bibelen er, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,27).
Kvæg
Israelitterne måtte både spise og bruge kvæg som offerdyr og nyttedyr. I lignelsen om den fortabte søn bad faderen sine tjenere om at slagte fedekalven for at fejre sønnens hjemkomst fra et fjerntliggende land, hvor han havde levet af at passe svin (Luk 15,23). Ved kongesønnens bryllup blev der slagtet okser og fedekalve til bryllupsmiddagen (Matt 22,4). Oksens betydning som trækdyr fremgår af lignelsen om det store festmåltid, hvor en af de indbudte sendte afbud, fordi han havde købt fem par okser, som han skulle ud at prøve (Luk 14,19).
Svin
Svinet blev anset som et urent dyr, som jøderne hverken måtte holde som husdyr eller spise kødet af. I ordsproget hedder det: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.« (2 Pet 2,22). Jesus stødte først på svin, da han sejlede over Genesaret sø for at besøge de hedenske områder uden for Israel, hvor han drev dæmonerne fra de besatte over i svinene, hvorefter de kastede sig i søen og druknede (Matt 8,32, Mark 5,13, Luk 8,33). Synet på svinet som et urent dyr hænger formentlig sammen med svinets adfærd og spisevaner.
Kamel
Kamelen var et vigtigt transportdyr og spillede derfor en stor rolle i de mellemøstlige samfund. I Det Nye Testamente bruges kamelen i billedsproget, hvor det fx siges, at: »Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« (Matt 19,24, Mark 10,25, Luk 18,24). Udtrykket »at sluge en kamel« stammer fra Matthæusevangeliet, hvor det siges: »I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen« (Matt 23,24).
Æsel
Æslet var et vigtigt ride- og transportdyr i Israel, især for de fattige. Ved indtoget i Jerusalem red Jesus på et æsel. Der var ikke megen pragt forbundet med at se jødernes konge komme ridende på et æsel, hvilket heller ikke var meningen, idet valget af det mindst agtede transportdyr skulle signalere ydmyghed.
Hest
I den israelske tradition forbindes heste med konger og krig, og det er formentlig derfor, at der ikke optræder heste i evangelierne. I Jobs Bog beskrives hesten som et uforfærdet stridsdyr, som er klar til krig, når hornet lyder (Job 39,25).
Får
Får og ikke mindst dets afkom lam spiller en stor rolle i Det Nye Testamente, idet Jesus kaldes »Guds lam«, som uskyldigt ofrer sig selv for menneskers frelse. Billedet af Jesus som lammet, der føres til slagtning, stammer fra Esajas Bog, hvor det hedder: »Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.« (Es 53,7). Med Jesu stedfortrædende offer var det slut med dyreofringer.
Hund
Hundens omdømme er generelt negativt. Når nøden er størst, omgiver hunde mig, lyder det i Davids Salme 22 (Sl 22,17). Som tegn på ydmygelse kom hundene og slikkede Lazarus’ sår (Luk 16,21). Ifølge ordsproget er hunden et dyr, der »vender tilbage til sit eget bræk« (2 Pet 22,2). Hos Matthæus møder vi en positiv omtale af hunde, da Jesus støder på en hedensk kvinde, som holdt hunde (Matt 15,26-27). Når Kristus kommer igen, skal hundene være udenfor (Åb 22,15).
Høns
I alle evangelierne varsler hanens galen inden daggry Peters fornægtelse af Jesus. Hanen bliver herved et symbol på indtræden af noget faretruende. En mere fredfyldt rolle har hønen, der samler sine kyllinger under vingerne (Matt 23,37, Luk 13,34).
Johann Wenzel Peter. Adam og Eva i Edens Have. 1800-1829. Adam og Eva er omgivet af en mangfoldighed af dyr i et paradisisk landskab. Eva rækker Adam et æble fra kundskabens træ, som Gud havde sagt, at de ikke måtte spise af, fordi de derved ville blive som Gud og få indsigt til at kende godt og ondt. Bag ved Eva hænger slangen, som fristede kvinden til at spise af træet. Da Gud så en risiko for, at mennesket også kunne få lyst til også at spise af livets træ og leve evigt, sendte han dem ud af Edens Have for at dyrke agerjorden, som de var taget af. Vatikanmuseet, Rom. (Foto: Wikimedia Commons).
Løve
I bibelsk tid levede der løver i Israel, og der var erfaring med, at det var et farligt rovdyr. I første Peters Brev går Djævelen omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge (1 Pet 5,8). Løven kan både være et symbol for Djævelen og for Kristus (Åb 5,5).
Ulv
Ulven indgår i billedsproget i Det Nye Testamente som et farligt rovdyr. Som eksempel sammenlignes falske profeter med glubske ulve i fåreklæder (Matt 7,15), og billedet af får blandt ulve går igen flere steder (Matt 10,16, Luk 10,3).
Ræv
Ræven omtales som et dyr, der bor i huler (Matt 8,20, Luk 9,58). Et negativt syn på ræven høres, da Jesus kaldte Herodes for en ræv (Luk 13,32). Ræven var genstand for dyremishandling, da Samson gik ud og fangede tre hundrede ræve og bandt halerne sammen på dem to og to og derefter anbragte en fakkel i hvert par haler og satte ild til dem (Dom 15,4-8).
Fugle
Fugle omtales generelt positivt og bruges som eksempel for mennesker, når Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os: »Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade og jeres himmelske fader giver dem føden?« (Matt 6,26). Og da der ikke falder en fugl til jorden uden at Gud er med den, er der ingen grund til at frygte for: »I er mere værd end mange spurve« (Matt 10,31, Luk 12,7).
Due
Som symbol på Helligånden har duen fået en fremtrædende plads i kristen ikonografi. Da Jesus blev døbt, dalede Helligånden ned over ham i legemlig skikkelse som en due (Matt 3,16, Mark 1,10, Luk 3,22, Joh 1,32). I Det Gamle Testamente sendte Noa flere gange en due ud for at se, om vandet fra oversvømmelsen var tørret bort, indtil den kom tilbage med et olieblad i næbet som tegn på, at jordens overflade var tør (1 Mos 8,11).
Ørn
Ørnen behersker luftrummet og er stærkere end alle andre fugle. I Åbenbaringen nævnes ørnen i forbindelse med synerne, hvor den ses flyvende højt oppe under himlen (Åb 8,13). I Salme 103 tales der om at blive ung igen som en ørn (Sal 103,5).
Grib
Gribben er en ådselædende rovfugl, som bruges i billedsproget i Det Nye Testamente: »Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes« (Matt 24,28, Luk 17,27). Som andre ådselædere er gribben omfattet af spiseforbuddet i Det Gamle Testamente (3 Mos 11,13). I Jobs Bog får vi at vide, at gribben flyver højt og bygger sin rede højt på fremspring og klippespidser, hvorfra den søger efter føde, og at dens unger slubrer blod i sig (Job 39,27-30).
Ravn
Ravnen var den første fugl, Noa sendte ud af arken (1 Mos 8,7). Om disciplenes bekymringer siger Jesus: »Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden«. (Luk 12,24). I Det gamle Testamente bragte ravnene brød og kød til Elias, da han var ørkenen (1 Kong 17,6).
De fire evangelister med deres symboler i Vangede Kirke. Fra venstre: Matthæus med en barneengel, Markus med en løve, Lukas med en okse og Johannes med en ørn. I midten Kristus med et lam. I historien går evangelistsymbolerne går tilbage til kirkefædrene Irenæus (ca. 130-200) og Hieronymos (ca. 347-420) og er baseret på beskrivelser i Ezekiels Bog (Ez 1,10; 10,4) og Johannes' Åbenbaring (Åb 4,7). Foto Wikimedia Commons.
Fisk
Fisk spiller en stor rolle i Det Nye Testamente, hvor der er beretninger om fangst af store mængder af fisk (Luk 5,6) og undere med bespisning af folkemængder med fisk (Matt 14,13-21, Mark 6,30-44, Luk 9,10-17, Joh 6,1-15). Jesus spiste selv fisk efter sin opstandelse for at vise disciplene, at han virkelig var opstået og ikke var en ånd (Luk 24,43).
Slange
Slangen har en særlig status i Bibelen, idet det var den, der forledte kvinden til at spise frugten af træet til kundskab om godt og ondt, som Gud havde forbudt menneskene at spise af (1 Mos 2,17), og som gav anledning til syndefaldet og uddrivelsen af Edens Have (1 Mos 3,23). Selv om også slangen er skabt af Gud, er det et dyr, der intet godt er at sige om. I Lukasevangeliet giver Jesus de 72 udsendte magt til at træde på slanger og skorpioner (Luk 10,19).
Afslutning
I kristendommens historie har mennesket været betragtet som et ganske særligt væsen, der er skabt i Guds billede, og som naturen og alt andet på jorden skal underkaste sig. De nytestamentlige tekster handler først og fremmest om menneskets frelse, og der er ingen overvejelser om et liv efter døden for dyr. Mens dyrene lever, sørger Gud for dem (Matt 6,26). I Prædikerens Bog siges, at menneskene skal indse, at de skal dø ligesom dyrene, og at: »Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden« (Præd 3,18-22).
I tiden efter Det Nye Testamente er menneskets moralske ansvar for dyr blevet udfoldet i filosofien og i den kristne etik som led i Bibelens fortolkning og forkyndelse til enhver tid. Grundtvig så ingen grund til at lovgive imod dyremishandling, fordi Gud havde sat Adam til at være dyrenes herre[1]. Et andet folketingsmedlem sagde, at man i Jylland i almindelighed finder megen godmodighed mod dyr: »Thi Jyderne erkjende den gamle Sætning: Dyrene har ingen anden Gud end Mennesket«[2].
----
[1]Dannevirke. 12. januar 1856, Nr. 10, side 2.
[2]Fædrelandet. 22. januar 1856, Nr. 18, side 75.
