Annonce Banner Banner Banner

En passion for krybdyr

Krybdyr Interview med dyrlæge Beth Fledelius, som deler ud af sin viden om dystoki hos krybdyr.

COLOURBOX53953377
Interview


- Jeg har altid elsket krybdyr, fortæller dyrlæge Beth Fledelius.

- Ja, faktisk alle dyr. Jeg voksede op med en mormor, som lærte mig, at ingen dyr er ulækre eller grimme. Når andre børn syntes, at en skrubtudse eller en snog var ulækker, var jeg bare dybt fascineret og så alt det smukke ved dem, siger hun med et smil.

Dyrlæge Beth Fledelius er praktiserende dyrlæge og driver Hjortekær Dyreklinik i Kgs. Lyngby. Selvom det er en almindelig smådyrsklinik, lægger Beth ikke skjul på, at langt hovedpartens af hendes patienter er krybdyr og andre eksotiske dyr. I brede kredse er hun da også kendt som »krybdyrdoktor«.

Hun har altid haft en brændende kærlighed til eksotiske dyr og krybdyr og har arbejdet specifikt med disse i over 20 år. Foruden de patienter Beth ser og behandler på Hjortekær Dyreklinik, er hun også tilsynsførende dyrlæge for Vissenbjerg Terrarie, som er Danmarks førende krybdyrs-zoo. Og derudover er hun freelancedyrlæge for krybdyr i andre zoologiske haver i Danmark og i udlandet.

- Fordi jeg er dyrlæge, bliver min fascinationen af krybdyr jo også faglig, og heldigvis har de sidste 25 års forskning banet vejen for en langt bedre diagnostik, behandling og medicinering af krybdyr.

Dog er der stadig udfordringer, fordi krybdyr er så forskellige, og man kan sjældent kan generalisere, forklarer Beth.

- Der findes langt over 10.000 forskellige krybdyrsarter med varierende og helt specifikke krav til miljø, fodring og pasning. Desværre ser man stadig en stor del af miljørelaterede lidelser hos krybdyr i fangenskab - for med deres så unikke krav findes ingen standardløsning. Hos katte og hunde kan de fleste ejere komme langt med et godt fuldfoder og fornuftig pasning. Hos krybdyrene er der ingen generelle løsninger, der gælder for alle, og selv små udsving i fodring og pasning kan føre til sygdomsudvikling.

Dystoki hos krybdyr

Antallet af typiske lidelser hos krybdyr er næsten lige så stor som antallet af krybdyrarter, men Beth har valgt at gå i dybden med sygdommen dystoki, også kalde læggenød.

- Dystoki ses stort set ikke hos vildtlevende krybdyr, men er ret almindeligt hos krybdyr i fangenskab. Især her om foråret har vi travlt på klinikken med at behandle krybdyr med dystoki, fortæller hun.

- Ikke alle krybdyr er æglæggende, og dystoki ses både hos de vivipare og ovipare arter. Hos nogle krybdyrarter er dystoki meget sæsonbetinget, imens det hos andre kan opstå hele året rundt grundet de ensartede miljøforhold, de lever under i fangenskab.

Artens normale reproduktive biologi og adfærd er meget vigtig.

DSC 0058

Dyrlæge Beth Fledelius i gang med at auskultere hjertet på grøn leguan.

© Beth Fledelius

Årsagen til dystoki hos krybdyr er ikke alaret til fulde, men antages at være multifaktoriel på grund af mangel på velegnede æglægningssteder, forkert miljø, unormalt dannede æg eller fostre og forringet evne til kontraktion af ovidukten. Ligesom hos fugle er ovulation og follikeludvikling ikke afængig af tilstedeværelsen af en han, og derfor ses der ofte dystoki med ubefrugtede æg hos hunner, der holdes solitært.

- Jeg oplever ofte klienter, der bliver utroligt forbavsede over, at et dyr, de altid har troet var en han, viser sig at være en hun med læggenød, fortæller Beth.

Nonobstruktiv og obstruktiv dystoki

Ligesom hos pattedyr findes der både obstruktiv og nonobstruktiv dystoki. Nonobstruktiv dystoki ses blandt andet, hvis dyrets miljø er suboptimalt.

- Eksempler på et suboptimalt miljø kan være, at der mangler et godt æglægningssted, at temperaturen er lidt forkert, eller at noget forstyrrer dyret, så det ikke kan gå i reel æglægning. Det ser jeg oftest hos skildpadder og øgler, siger Beth.

Nonobstruktiv dystoki kan også skyldes dehydrering og fejlernæring, hvor især calciummangel spiller ind. De herbivore og insektivore arter kræver meget specifikke foderplaner, for at de kan opnå et normalt calciumniveau. Ved calciummangel udvikles svækkelser, lammelser, ændring af bækkenstruktur, og dyret kan ikke danne tilstrækkeligt mineraliserede æg og/eller opnå korrekt kontraktion i ovidukten.

- Hunner i fangenskab er ofte også i dårligere fysisk form end deres kollegaer i naturen. Det betyder, at hunner ofte ikke har muskelstyrke til at gennemføre fuld æglægning eller fødsel. Det ses typisk hos de lidt overvægtige slanger, der ikke er i god fysisk form, forklarer Beth og tilføjer:

- De får lagt det meste af kuldet, men går så i stå og kan ikke lægge de sidste par æg.

Om obstruktiv dystoki fortæller Beth:

- De obstruktive dystokier opstår, når der er en fysisk barriere, som forhindrer æglægning eller fødsel. Eksempler på sådanne fysiske barrierer er et deformt bækken, forandringer i ovidukten, lidelser inde i coelomhulen, deformitet af fostrene, adhærencer mellem æg samt ødelagte eller overmineraliserede æg.

Tidsfaktorer

- Initialt, når dystokien opstår, er der ikke behov for en lige så akut og krævende behandling som hos pattedyrene. Som regel har man lidt tid at løbe på, forklarer Beth.

Dog kan der være behov for akut behandling, når et krybdyr med dystoki præsenteres for en dyrlæge, fordi det har stået på i længere tid, understreger hun.

- Uanset om der er tale om en obstruktiv eller nonobstruktiv dystoki, kan forløbet blive kronisk med udvikling af fibrinøse adhærencer til oviduktens mukosa samt salpingitis. Ligeledes kan dystoki udvikles sekundært til infektiøse bakterielle eller virale lidelser.

- Det er vigtigt at finde årsagen til dystokien, for det er afgørende for det enkelt dyrs prognose samt for at forebygge recidiv. Ligeledes kan man ved at optimere forholdene i en avlsgruppe nedsætte risikoen for, at andre hunner kommer til at lide af dystoki.

Da den reproduktive cyklus både er kompleks og artsspecifik, kan det være svært at vurdere, hvornår der er tale om reel dystoki og ikke blot oviposition, forklarer Beth. Dette forudsætter et grundigt kendskab til artens forplantningsbiologi.

Kirurgisk fjernelse af follikler hos grøn leguan.
Coeliotomi på skildpadde.
Kirurgisk fjernelse af æg, basilisk.

- Man kan ikke vurdere, hvad der er forkert, hvis man ikke ved, hvad der er rigtigt – så artens normale reproduktive biologi og adfærd er meget vigtig. Ikke alle arter har nødvendigvis dystoki, hvis de ikke har lagt æg indenfor den forventede tidsperiode efter parring. Eksempelvis kan skildpadder helt naturligt holde på æggene i mange måneder, indtil de rigtige æglægningsforhold er til stede, fortæller hun.

Symptomer og diagnostik

- Krybdyr med dystoki vil ofte være urolige i starten, og de forsøger at grave i bundlag eller områder i terrariet i forsøget på at finde et egnet æglægningssted. Vandlevende krybdyr søger typisk op af vandet i jagten på et godt gravested. Spiselysten bliver også mindre eller forsvinder helt, og efterhånden bliver dyrene anoreksiske og nedstemte, forklarer Beth.

- Slanger og øgler kan palperes forsigtigt, og æg og fostre kan erkendes i coelomhulen, imens skildpadder kun vanskeligt kan palperes via det prefemorale område. Når diagnosen stilles, skal hele forhistorien med pasning, fodring, miljø og adfærd kombineres med klinisk undersøgelse, røntgen, ultralydsscanning og blodprøver.

Personligt er Beth glad for ultralydsscanning, hvor follikulær stase kan adskilles fra reelle æg og hos de vivipare arter afgøre, hvorvidt fostrene lever.

- Røntgenbilleder afslører, om der er normalt dannede æg, ødelagte æg, bækkendeformitet, for store æg, calculi i blæren, obstipation eller andet, der kan påvirke æglægningen, imens ultralydsscanning lettere kan vise, om der er follikler eller fri væske i ovidukt og coelomhule.

Behandling

- Jeg starter som regel så lidt invasivt som muligt, hvis dyrets tilstand og udfaldet af de kliniske undersøgelser tillader det. Først iværksætter jeg miljøændringer med korrekt æglægningsplads mv., og eventuelle væske- og ernæringsmangler korrigeres. Dette forsøges typisk 1-2 uger i tæt dialog med ejer, og ved forværring eller manglende effekt opstartes medicinsk behandling under indlæggelse.

Æglægning og fødsel styres af hormonet arginin vasotocin hos krybdyr, men da dette rent praktisk er svært at skaffe, anvendes ofte oxytocin i stedet.

- Oxytocinbehandling må altid kun foretages ved nonobstruktiv dystoki, understreger Beth Fledelius, idet uhensigtsmæssig brug kan medføre alvorlige skader på ovidukten, blødninger og fraktur af æg.

Den bedste forebyggelse er at uddanne ejerne til korrekt hold og pasning.

Effekten af oxytocin er især hos slanger og øgler størst, hvis det administreres i den tidlige fase, imens der i kroniske tilfælde ofte ses ringe eller ingen effekt. Dosis varierer fra 1-4 IU/kg SC hos skildpadder til 10-20 IU/kg SC hos øgler og slanger. Som regel må behandlingen gentages, men ved tre behandlinger uden æglægning/fødsel seponeres behandlingen som ineffektiv.

Beth fortæller, at prostaglandiner og beta-blokker antages at kunne øge effekten af oxytocin, og ved hypocalcæmi behandles der med calcium før oxytocinbehandling. Ved mistanke om salpingitis behandles der yderligere med NSAIDS og antibiotika. I de tilfælde, hvor oxytocinbehandlingen har været ineffektiv, kan æg eller fostre forsøges manuelt fjernet på bedøvede dyr via kloakken. I tilfælde, hvor æg eller fostre ligger langt fra kloakken eller er adhærerende til slimhinden, fjernes de kirurgisk.

- Hos skildpadder er kirurgi med dystoki som årsag et større indgreb på grund af skjoldets struktur. Det er muligt at fjerne få æg via det prefemorale område, men ved tilstedeværelsen af adskillige æg eller follikulær stase foretager jeg altid coeliotomi via en åbning gennem plastron, forklarer hun.

Prognose

Dystoki har som oftest en god prognose, hvis diagnosen stilles tidligt i forløbet, og der gribes ind, inden dyret et blevet alment påvirket. De mere kroniske tilfælde har typisk en slet prognose grundet sekundære infektioner, organpåvirkninger og generel svækkelse.

- Krybdyr, som har haft dystoki, synes desværre også at være disponerede for at udvikle det igen senere, forklarer Beth og tilføjer, at over-crowding antages at have en stor effekt på udviklingen af sygdommen.

- Den bedste forebyggelse er at uddanne ejerne til korrekt hold og pasning.

Hvornår skal man henvise?

På spørgsmålet om, hvornår man bør henvise et krybdyr til en ekspert, svarer Beth, at hvis man er i tvivl eller føler sig udenfor sit kompetenceområde, så vil hun anbefale at henvise, og hun tilføjer:

- En ekspert kan jo tilbyde er en unik erfaring, som giver stort overblik. Eksempelvis ved en dyrlæge, som er ekspert i krybdyr, hvorvidt æg ser normale eller unormale ud på røntgen eller ultralydsscanning. Hos et utal af arter er det afgørende for, hvornår og hvordan der gribes ind. Det kan også betyde alverden for prognosen, om kirurgen, der udfører indgrebet, har stor rutine med proceduren eller ikke. Heldigvis synes jeg generelt, at vi dyrlæger er gode til at henvise til hinanden. Personligt er jeg i hvert fald glad for et netværk af gode kolleger, siger hun.