Annonce Banner Banner Banner

Forskere under pres

Arbejdsforhold Publicer så meget som muligt, og citer så mange som muligt i håb om, at de kvitterer ved at citere dig. Det er absurd, at forskerne skal bruge så meget tid på at skaffe penge til deres forskning, mener to professorer.

COLOURBOX28410648 © Colourbox
Interview

Den tid, hvor det var universiteterne, som sørgede for pengene til forskningen, er forbi. Og forskeren, der sidder i sin munkekælder, dybt optaget af sit stof, og producerer videnskabelige resultater, er fortid.

I dag skal forskerne selv skaffe pengene, og dermed bliver deres karriere betinget af, at de kan overbevise nogle andre om, at deres projekter er spændende og relevante.

Det er et stort problem, for det går udover kvaliteten af forskningen, vurderer professor emeritus på CBS Kristian Kreiner.

- Forskere er i dag tvunget til ikke bare at følge deres egen faglighed og fascination men i høj grad også, hvordan andre mennesker vil se på det, de laver. Før i tiden blev forskerne bedømt på resultater, man så kunne mene om, hvad man ville. I dag skal de først, for overhovedet at komme i gang med at forske, overbevise andre om deres projekt. De bedømmes altså på intentionen om resultater frem for resultater i sig selv.

Universitetsledelserne har et politisk pres hvilende på sig om at sikre, at skatteborgernes penge bliver brugt på en fornuftig måde. Derfor har man forsøgt at gøre tingene mere transparente ved at have et indblik i, hvordan hver enkelt forsker performer, fortæller Kristian Kreiner.

- Det har som konsekvens, at forskerne er nødt til at orientere sig i forhold til transparensen – altså det, de bliver målt på. Og det er i al sin enkelthed evnen til at publicere og evnen til at generere citationer.

- Vi har skabt et kæmpe internationalt datasystem af publikationer og citationer, der gør det muligt at måle performance, som var forskere fodboldspillere. Hvor meget publicerer man, og hvor relevant synes alle mulige andre, at det er – i en grad så de bruger det og citerer det i deres forskning? Man bliver Messi inden for forskning ved, at alle citerer én og refererer til én. Lige indtil enhver diskussion nødvendigvis må henvise til én, fordi det er en måde for andre forskere at blive taget alvorligt på. Præcis på samme måde, som at man ikke kan tale international fodbold uden at tale om Messi.

Den strategiske adfærd

Alle kan i dag på ingen tid, blot ved at søge på internettet, vurdere, hvor godt en forsker rater uden nogensinde at have brugt tid på at læse det, vedkommende har skrevet, pointerer Kristian Kreiner.

- Forskerne kender reglerne, og så begynder de at game med dem. Man melder sig ind i nogle samtaler i den internationale forskning ved at citere nogle andre. Dem, der deltager i samtalen, citerer hinanden vel vidende, at det tæller. Til enhver ansættelses- og lønsamtale spiller det ind, hvordan man »scorer«. Derfor tvinges forskerne ind på en strategisk adfærd, hvor man sagtens kan referere til en artikel uden at have læst den – blot fordi det er vigtigt at have den citation med.

Jeg mener, vi er nået til et sted, hvor jagten på forskningsmidlerne går hårdt ud over forskningen.

Merete Fredholm,
Professor i husdyrgenetik

- Man burde jo i stedet interessere sig for ens egen læsning og indsigt i det emne, man beskæftiger sig med uden at være alt for hængt op på, hvad andre mener om det. Resultatet er, at vi i dag ser rigtig mange gentagelser og rigtig meget fjollet forskning.

Det gode er, at aldrig har forskere publiceret så meget, som de gør i dag. Det dårlige er, at systemet giver et incitament til at publicere noget, der ikke er værd at publicere, vurderer Kristian Kreiner.

- Når vi organiserer forskersamfundet på en måde, der gør, at folk ikke kan forfølge deres egne fascinationer, men er tvunget til at forfølge andres fascinationer, så tror jeg på, at det skaber en instrumental forskning og nogle til en vis grad afrettede forskere. I stedet skulle vi finde nogle incitamenter frem, som skaber banebrydende forskning og frie forskere.

- Der har været en del skriverier om, hvor få forskningsmæssige gennembrud, der rent faktisk har fundet sted de seneste år. Og det er også almindeligt accepteret, at Niels Bohr ikke ville have en kinamands chance i universitetsverdenen i dag. Jeg synes, det er på tide, at vi giver universitetsledelserne et reelt jobindhold igen. Ved at insistere på, at det er dem, der skal skaffe midlerne til forskning, og ikke forskerne selv – som det var i gamle dage. Så forskerne igen kan koncentrere sig om at forske frit, siger Kristian Kreiner og tilføjer:

- Det er en helt urealistisk tanke, og jeg siger det med et smil på læben og som en provokation. For vi er realistisk set ikke i nærheden af at kunne spole den udvikling tilbage. Men det er absurd, at forskerne skal bruge så meget tid på at skaffe penge til deres forskning. Det resulterer i en tendens til fagligt og politisk korrekt forskning, som er udefra-ind fremfor indefra-ud.

Kørt rundt i et hamsterhjul

Professor i Husdyrgenetik på Københavns Universitet Merete Fredholm har befundet sig i universitetssystemet i mange år. Meget har ændret sig, men intet mindre end et paradigmeskifte har det været, at forskerne ikke alene skal finansiere deres forskning, men nu også en andel af deres egen løn.

- Som yngre forsker fik jeg tid til at reflektere over og diskutere, hvilken retning det kunne være spændende at gå i. Det var implicit, at det var ens fascination, der skulle styre retningen for ens forskning. Sådan er det ikke i dag. Man kan få en idé om, hvor meget tid og energi, der bruges på at skrive ansøgninger alene med succesraten på ansøgninger, der ligger på mellem 5 og 10 procent.

Forskere har altid måttet interessere sig for, hvor pengene skulle komme fra. Men kravet er mangedoblet over en længere årrække, mener Merete Fredholm. 

Vi har skabt et kæmpe internationalt datasystem af publikationer og citationer, der gør det muligt at måle performance, som var forskere fodboldspillere.

Kristian Kreiner,
Professor emeritus, CBS

- På det biologiske forskningsområde er der store udgifter forbundet med at løfte et forskningsprojekt til internationalt niveau. Tidligere var det muligt at få løn til ph.d.-studerende fra universitet. Det bliver der ikke afsat penge til mere på grund af de faldende bevillinger til universiteterne. Der er lagt flere og flere administrative opgaver over på forskerne, så det bliver et catch 22, hvor man bliver kørt rundt i et hamsterhjul, for man har kun to hænder. Jeg mener, vi er nået til et sted, hvor jagten på forskningsmidlerne går hårdt ud over forskningen.

Kunsten at bevare gejsten

Hvordan bevarer forskere deres oprindelige drive og fascination, hvis hovedparten af deres job består i at skaffe penge? For Merete Fredholm, som bruger to tredjedele af sin tid på administrative ting omkring forskningen i stedet for på selve forskningen, har dette i årevis været et påtrængende spørgsmål.

- Jeg har nogle basale biologiske interesser indenfor mit område, som godt kan drive min fascination, selvom jeg har alle de der spændetrøjer på i forhold til, hvad jeg kan løbe efter. Jeg er mest fascineret af projekter, hvor der er samarbejde mellem flere forskere, gerne på tværs af fagområder. Men indenfor mit område er der også masser af spændende problemstillinger fx i forhold til arvelige sygdomme hos hunde, som ikke kræver omfattende samarbejder. Det er svært at få midler til at forske i dette omkostningstunge område, men man kan godt med lidt  kreativitet gardere sig med små spændende projekter, der gør, at man kan holde gejsten oppe.

Det kan dog godt få lidt karakter af hobbyprojekter. Og det skal også siges, at de små projekter ikke er dem, der skaber gennembrud i forskningen.

I det hele taget er der lidt langt mellem snapsene på Merete Fredholms forskningsområde, hvis man med snapsene mener nytænkende gennembrud.

- Langt de fleste midler på mit område går til anvendt forskning. Der er absolut ikke noget galt med den anvendte forskning, medmindre den suger så mange ressourcer til sig, at der kun er meget lidt tilbage til den frie og eksperimenterende forskning.

Bevillingerne til fri forskning er gennem de sidste mange år skåret ned samtidig med, at der er lagt flere midler over i Innovationsfonden, hvor en eller anden form for industrisamarbejde er centralt i projekterne, siger Merete Fredholm.

Selv de bedste forskere bliver i deres tankegang præget af det system, de arbejder under, vurderer hun.

- Vi har skabt et system, hvor man i langt højere grad end tidligere, skal bruge energi på at indrette sig på selvsamme system. Men jeg føler mig overbevist om, at man ikke bliver hængende som forsker, medmindre man brænder for det forskningsområde, man har sporet sig ind på. Der stilles så mange krav undervejs, og konkurrencen mellem forskere er så hård, at hvis ikke der brænder en eller anden ægte ild inde i én, så står man ikke distancen.

- Omvendt skal man ikke afvise, at forskere, der under mere gunstige vilkår kunne skabe gennembrud, strander på ikke at orke eller have specielt talent for hele spillet om finansieringen, siger Merete Fredholm