Udbrud af infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) i Danmark

Fisk Siden maj 2021 har der været stor travlhed på det nationale referencelaboratorium for fiskesygdomme (NRL Fisk), fordi et udbrud med sygdommen Infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) er i gang i de danske dambrug og lystfiskersøer.

IHN Inficerede RBØ Fra Smitteforsøg

Mørkfarvede IHNV-inficerede regnbueørreder med exophthalmi i smitteforsøg.

© Niccolò Vendramin
Nyhed

NRL Fisk varetages af DTU Aquas sektion for fiske-og skaldyrssygdomme efter aftale med Dansk Veterinær Konsortium under Dansk Center for Akvatisk Dyresundhed (DACAD).
Sygdommen IHN er en septikæmisk sygdom hos fisk, forårsaget af infektion med infektiøs hæmatopoietisk nekrose virus (IHNV). Det er en enkelt-strenget RNA novirhabdovirus. Laksefisk og gedder er modtagelige arter, og IHNV kan smitte alle aldersgrupper, men sygdom og dødelighed er størst hos de yngre fisk. Klinisk syge fisk udskiller store mængder virus, og smitte kan ske ved direkte kontakt med andre fisk eller indirekte gennem vand, personer, udstyr, rotter, oddere, fugle samt køretøjer. Sygdommen er anmeldepligtig både til OIE og til EU, hvor den er listet som en Kategori C-sygdom.

I USA og Canada har sygdommen været endemisk i mange år, og IHNV blev introduceret til Europa i 1987, hvor den nu er endemisk i flere lande. I Danmark har vi overvåget for sygdommen siden 1991, og IHNV har aldrig været påvist tidligere. Men knap 4 uger efter, at den nye dyresundhedslov trådte i kraft den 21. april 2021, blev der rejst en handelsmistanke, og den 18. maj 2021 blev det første tilfælde af IHN i Danmark erklæret.

IHNV Inficeret Regnbueørred

IHNV-inficeret regnbueørred med blødninger i muskulatur og Mørkfarvede IHNV-inficerede regnbueørreder med exophthalmi IHNV-nficeret regnbueørred med blødninger i muskulatur og blege gæller. (

© Simon B. Madsen

Fødevarestyrelsen igangsatte prøveudtagning af kontaktmistanker både blandt dambrug og lystfiskersøer. Allerede i midten af juni var der fundet seks smittede dambrug og en lystfiskersø, og der var etableret restriktionszoner for fem forskellige afvandingsområder. I juli blev IHNV påvist i yderligere to lystfiskersøer. I august blev der påvist IHNV på dambrug ved endnu et vandløbssystem. I september blev der påvist endnu et inficeret dambrug ved et andet vandløbssystem, så der nu i alt er otte inficerede dambrug og tre inficerede lystfiskersøer, og restriktionszonerne involverer syv forskellige afvandingsområder. Potentielt smittede fisk er desværre også eksporteret til andre lande i Europa og har resulteret i nyudbrud af IHN i blandt andet Finland og Tyskland.

Det danske virus-isolat har en mutation i det gen, der koder for nukleokapsid-proteinet, hvor den diagnostiske qPCR-probe binder, hvilket vanskeliggjorde påvisning med den akkrediterede PCR-metode i begyndelsen af udbruddet, mens påvisning på cellekulturer ikke blev påvirket af mutationen. Denne variant er kun rapporteret i Tyskland udover nu også i Danmark og for nylig også i Frankrig.

Vi har fulgt to af de smittede dambrug hen over sommeren, efter at smitten blev konstateret. Selv efter to måneder kunne vi stadig påvise virus i prøvetagne fisk, selvom der ikke er tilført nye fisk. Derfor er det uhyre vigtigt for bekæmpelsen, at inficerede fisk fjernes hurtigst muligt, så de ikke udskiller store mængder virus til vandløbet. I de to besætninger noterede vi også, at der samtidig med IHN også kunne være andre infektioner i de samme fisk. Da det hovedsageligt har været større fisk, som er blevet inficeret i Danmark, og da dødeligheden ikke var så voldsom, er det nødvendigt at være meget årvågen, da andre produktionssygdomme, som også kan give øget dødelighed med lignende symptomer, ville kunne dække over en infektion med IHNV.

Vi har undersøgt modtageligheden for den danske variant af IHNV hos atlantiske laks og regnbueørreder, og resultater viser, at regnbueørreder er meget modtagelige, mens atlantiske laks udviser meget lav modtagelighed.

Udbruddet påvirker både dambrugserhvervet, fiskesøer, fiskepleje af vilde fisk, lystfiskere og andre, der bruger vandløb til fritidsaktiviteter. Danmark har i øjeblikket suspenderet den IHN-frie status frem til 1. december, hvilket påvirker al handel med fisk i opdræt.