Alicja Mortensen var omkring fem år gammel, da det stod klart, at hun var mere biologisk interesseret end de fleste af sine jævnaldrende. Hendes far var læge og hendes mor var jordemoder, så måske var det ikke så underligt, at hun en dag, mens hendes mor måbende så til, formede et par æggeledere i modellervoks.
- Man kan godt sige, at jeg har fået den biologiske interesse ind med modermælken, ler hun selv ved mindet.
Og det var den brede biologiske interesse, mere end det var kærlighed til dyr, der bragte hende ind på den veterinære uddannelse på Universitet af Warmia og Mazury i Polen, hvor hun også er født.
- Jeg havde heller ikke lyst til at forlade min hjemegn, og dyrlæge var altså den biologiske uddannelse, man kunne tage der. Jeg drømte om at tage en ph.d. og forske – og efter jeg havde færdiggjort studiet, blev jeg ansat som forskningsassistent på universitetets veterinærfarmakologiske afdeling, fortæller hun.
Alicja nåede dog kun at have sin stilling i tre år, for i mellemtiden var der opstået en »komplikation på vejen«, som hun selv kærligt benævner den. Universitetet havde nemlig nogle år forinden haft en udvekslingsaftale med Landbohøjskolen, og sådan mødte hun den danske dyrlægestuderende Jens Mortensen.
Efter fem års rejsen frem og tilbage blev de gift, og i 1983 rykkede Alicja til Danmark. I begyndelsen kunne hun ikke arbejde – dels på grund af sproget og dels på grund af kravet om, at hun skulle bestå forskellige eksaminer for at få en dansk autorisation som dyrlæge. Begge dele lykkedes det hende dog at opnå på kortest mulig tid.
- Jeg var meget glad for mine resultater. Jeg fik faktisk et 10-tal i veterinær retsmedicin, og min mand var en kæmpe hjælp. Han gennemgik hver forelæsning med mig ud fra sine egne notater, husker Alicja taknemmeligt.
Fra slagteri til ph.d.
- Jeg var jo opdraget til at være en selvstændig kvinde, så jeg skulle naturligvis ikke forsørges af min mand, men ville hurtigst muligt ud at arbejde med min profession, selv om mulighederne ikke var mange, forklarer toksikologen.
Men på slagteriet i Ringsted manglede de timelønnede dyrlæger, og således var hun i gang. Jobbet havde hun i en rum tid, indtil hun havde tjent penge nok til at gennemføre et kursus i mikrobiologi, som kunne bringe hende videre til et job i Levnedsmiddelkontrollen. Hun bestod sin eksamen og fik tilbud om en fastansættelse i en levnedsmiddelkontrolenhed. Men samtidig dukkede der også et job op hos Novo Nordisk.
- Det var i deres farmakologiske afdeling, som beskæftigede sig med centralnervesystemet. Og det var tættere på den forskning, jeg gerne ville arbejde med, så jeg sagde ja, selv om det kun var en projektansættelse.
Fra projektansættelsen gik turen videre til næste kapitel. Alicja søgte to stillinger på Institut for Toksikologi under Levnedsmiddelstyrelsen (senere DTU Food). Og hun fik den ene.
- Det var herligt at komme der, husker hun tilbage.
- Der var dyrlæger i både den patologiske og biologiske sektion og et miljø, hvor jeg virkelig kunne bruge min faglighed.
Alicja arbejdede på instituttet i en årrække og fik titel af seniorforsker. Hun udførte spændende forskning i blandt andet kost og åreforkalkning i samarbejde med læger, og hun publicerede flere studier. Og så begyndte den gamle drøm om en ph.d. at presse sig på igen.
- Jeg lavede en projektbeskrivelse og gav den til min chef. Han troede, det var fordi, jeg gerne ville have en ph.d.-studerende, fortæller Alicja leende.
Men hun endte med at få et ja, og selv om hun også i den periode var på barsel, forsvarede hun i 1996 sin ph.d. Dyremodeller til human åreforkalkning, mens hendes lille søn sov i barnevognen.
Risikovurdering med indflydelse
Alicja Mortensens karriere begyndte i farmakologien. Men det blev som toksikolog, hendes arbejdsliv for alvor tog fart. Ikke kun med mange vigtige forskningsopgaver, men også med rådgivning af myndighederne.
- Det var 50 procent forskning og 50 procent myndighedsrådgivning. Jeg har meget stor respekt for, at det var sådan det var. Vores chefer havde den indstilling, at du kunne ikke kunne vurdere industriens egne forsøg, hvis du ikke selv havde erfaring med at lave forsøg. Min forskning gjorde mig i stand til at bedømme rapporternes troværdighed og give en god rådgivning, er hun overbevist om.
Så da hun af instituttets forskningsleder i slutningen af 1990’erne fik til opgave at forberede to arbejdsdokumenter om tilsætningsstoffer, der skulle præsenteres i den videnskabelige komite for levnedsmidler under EU-kommissionen, var hun klar.
- Jeg endte med at blive medlem af arbejdsgruppen for tilsætningsstoffer under den videnskabelige komite og sad med der frem til 2003, hvor Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) blev en realitet, forklarer hun.
Det har været afgørende at føle, at mit arbejde er til nytte i samfundet.
Siden da har hun kontinuerligt siddet med i diverse paneler og arbejdsgrupper under EFSA – også som viceformand og formand, og gør det fortsat. Arbejdet handler om sikkerhedsvurderinger af blandt andet tilsætningsstoffer, enzymer og emballage. Og ikke mindst farvestoffer såsom det nyligt omdiskuterede titaniumdioxid, der forventes at blive forbudt at tilsætte til fødevarer i EU fra 2022.
- Jeg sad med i arbejdsgruppen under EFSA, der havde til opgave at risikovurdere titaniumdioxid, nævner Alicja og lægger ikke skjul på, at hun er tilfreds med, at medlemslandene har besluttet at tage EFSAs vurdering af, at titaniumdioxid ikke kan betragtes som sikker for mennesker, til efterretning.
Bidrager til menneskers sundhed
Siden 2016 har Alicja arbejdet for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor hendes forskning og rådgivning primært drejer sig om partikeltoksikologi og indånding af nanopartikler. Samtidig er hun også medlem af en arbejdsgruppe under EFSA, der koncentrerer sig om nanopartikler i forbindelse med fødevarer.
- Det er et meget spændende forskningsmiljø, og eftersom jeg arbejder deltid hos NFA, giver det mig tid til at udføre arbejdet for EFSA samtidig. Det er meget tilfredsstillende, siger den nu 66-årige dyrlægeuddannede toksikolog.
Når hun ser tilbage på en efterhånden lang karriere, har de tre vigtigste faktorer været - og er det fortsat: Et godt teamwork, at gøre en forskel og at have arbejdsglæde.
- At du kan lide dit arbejde, er forudsætning for, at du lægger dit hjerte og engagement i det og udfører det efter bedste evne. Jeg har aldrig været styret af lønnens størrelse, og jeg har aldrig ønsket at arbejde i ledende stillinger, men det har været afgørende at føle, at mit arbejde er til nytte i samfundet.
- Jeg er en lille brik, der sammen med andre giver resultater. Resultater, der sikrer, at du og jeg ikke skal være bekymrede over, at det, vi giver til vores børn, er sundhedsskadeligt. Eller at vores fysiske arbejdsmiljø kan gøre os syge. Jeg er dyrlæge, men det kan også bruges til at forbedre miljø og sikkerhed for mennesker.
