Annonce Banner Banner Banner

Nedslag i indsatser og handlinger

Generalforsamling Med tre nedslagspunkter viste DDDs formand, Hanne Knude Palshof, hvordan hovedbestyrelsen arbejder for det fælles bedste i foreningen og for at finde løsninger, der blandt andet tilgodeser dyrlægernes faglighed, arbejdsliv og ikke mindst dyrene.

Aarsmoede 2021 91 © Dan Gabay
Referat

Selv om det nu er to år siden, Hanne Knude Palshof blev valgt som formand for Den Danske Dyrlægeforening, var det første gang, hun kunne aflægge sin mundtlige formandsberetning på talerstolen over for en propfuld sal af medlemmer. Og der var ingen tvivl om, at det var til gensidig glæde. For modsat online-generalforsamlingen i marts måned var der kort vej til dialog, grin og hurtige kommentarer.

Det fysiske fravær har dog ikke kun været et minus. Som Hanne Knude Palshof formulerede det, har corona givet digitaliseringen et ordentligt smæk fremad. Og som ét af tre nedslagspunkter tog hun generalforsamlingen en tur rundt til alle de steder, hvor digitaliseringen trækker en rød tråd i DDDs fagpolitiske arbejde.

Det gælder blandt andet brugen af telemedicin, der har rykket hurtigere, end lovgivningen er fulgt med – og nok også hurtigere end dyrlægerne, der skal taksere det, har kunnet følge med, sagde DDD-formanden.

- Vi har derfor nedsat en arbejdsgruppe og udarbejdet et politikpapir, der definerer, hvad er telemedicin er. Vi er også i kontakt med Fødevarestyrelsen, der er fuldstændig klar over, at lovgivningen på det her område er stiv og utidssvarende. Vi skal have lovgivningen til at følge med, for ellers kommer vi i klemme som dyrlæger.

DDD skubber også på, at der bliver etableret en digital receptserver. Et arbejde, der har stået på længe, og hvor processen nu er igangsat. Serveren kommer til at ligge under Lægemiddelstyrelsen, hvilket Hanne Knude Palshof lagde vægt på, er et plus, fordi der dermed er kontrol over data.

Indadtil har DDD også arbejdet med digitale løsninger i kontakten til medlemmerne. Med i puljen er blandt andet webinarer, medlemsmøder og podcasts.

DDD-formanden forklarede, at DDD også udadtil prøver at øge sin digitale tilstedeværelse.

- Vi vil rigtig gerne lægge flere kræfter i at påvirke den offentlige mening og debat. Offentligheden mangler viden om, hvad en dyrlæge også kan, når man ikke behandler noget med pels på. Vi ved, at der findes dyrlæger alle mulige steder. Og det vil vi vise med de fire små videoer, som vi foreløbig har fået produceret, sagde hun og lovede samtidig, at der kommer flere videoer blandt andet med fokus på de dyrlægejobs, der findes inden for life science.

Aarsmoede 2021 167

DDDs formand, Hanne Knude Palshof, blev genvalgt for en ny 2-årig periode på årets generalforsamling.

© Dan Gabay

Dyr bag hegn

Som endnu et nedslag fortalte Hanne Knude Palshof om DDDs engagement i naturnationalparkerne. Hovedbestyrelsen så tidligt, at de udsatte dyr kunne komme i klemme, og nedsatte derfor en arbejdsgruppe, der i første omgang indsamlede viden ved et webinar, og siden blev der udarbejdet et politikpapir.

- Det fik jeg brugt så meget, at det nu er helt slidt. Det blev til rigtig mange interviews til tv og radio og trykte medier i foråret, sagde Hanne Knude Palshof, der glæder sig over, at DDDs arbejde har ført til, at Helle Slot, formand for Faggruppe Kvæg, har fået en plads i interessentgruppen vedrørende naturnationalparker i Danmark og at Naturstyrelsen har oprettet en dyrlægestilling, som netop er blevet besat med en en meget kompetent person.

Debatten har været voldsom, erkendte formanden.

- Der er ingen tvivl om, at vi dyrlæger mener, at dyr bag hegn, ikke er vilde dyr. De er hegnet, og derfor skal vi tage os af dem. Desværre handler naturgenopretningsprojekterne ikke kun om dyr, der kommer i knibe. Det er også kommet til at handler om kolleger, der er kommet i knibe. Dyrlæger på begge sider af »hegnet« har oplevet at blive politianmeldt - dvs. både dyrlæger, der fører tilsyn med allerede etablerede naturplejeprojekter og dyrlæger fra Fødevarestyrelsen, som kontrollerer stederne.

Hun understregede, at det er barsk at blive politianmeldt, når man synes, at man laver et godt og grundigt stykke arbejde, og det gør ondt at blive ristet i den offentlige debat, når Facebook koger over.

- Vi har hjulpet fra foreningens side, så godt vi kan. Både rent faktuelt og med psykologhjælp.

Samarbejdet med Pharmadanmark

Det tredje nedslag så ind i det nye sekretariatsfællesskab med Pharmadanmark (PD). Veterinær & Life Science Danmark (VLS) hedder den nye sammenslutning. Det var vigtigt for formanden at pointere, at DDD og PD stadig er to selvstændige foreninger, der sammen driver VLS.

- Vi har rigtig mange fælles dagsordener, og det er dem, vi skal satse på fremover, sagde DDD-formanden og henviste blandt andet til, at mange kommende kolleger kommer til at beskæftige sig i life science-industrien.

- Vi forventer os rigtig meget synergi. Vi må også erkende, at den netop overstået pandemi har vist, at vi ikke er alene. Vi skal fortsætte med at have fokus på One Health, og sammen med Pharmadanmark kan vi sætte nogle dagsordenener, som gør, at vi kan komme bredere ud.

Kommende indsatsområder

Formanden gav også et indblik i nogle af de indsatsområder, som DDD planlægger at arbejde med i det næste års tid – foruden de mange opgaver, der foregår i faggrupperne.

Fokus rettes blandt andet mod flere digitale løsninger, der på en nem og smart måde skal hjælpe medlemmerne med karriereplanlægning.

DDD vil også arbejde for at være relevante og synlige for de studerende fra første dag, de kommer ind på KU.

- Og så skal vi være mere relevante for dyrlæger, der arbejder i life science – for det har vi ikke været tilstrækkelig gode nok til, sagde DDD-formanden og slog samtidig fast, at DDDs tidligere mærkesager ikke er glemt.

- Dyrevelfærd er det, der binder os sammen, og det er lige fra produktionsdyr over hobbydyr til forsøgsdyr. Sund avl er også noget, der binder os sammen og ligger vores hjerter nær, og derfor skal vi fortsat arbejde rigtig meget med det.

DDD-formanden forklarede, at ind under dyrevelfærd kommer også transport af levende dyr, der sendes ud på landevejen ned gennem Europa. Og dertil de mange hundehvalpe, der i stigende grad kommer ulovligt ind i landet, fordi der er aftagere til dem.

Endelig nævnte Hanne Knude Palshof veterinærforlig 4, som hun præciserede ikke kun handler om produktionsdyr, men også om midler til veterinærforskning. Udfordringen er, at regeringen har forlænget veterinærforlig 3, men har glemt at forlænge forskningsbevillingerne.

- Vi skal derfor sørge for, at de forskningsmidler, man glemte, kommer med ind i veterinærforlig 4, sagde DDD-formanden.

Kontingentomlægning

Hovedbestyrelsen havde stillet forslag om en kontingentomlægning, der dels er begrundet i en omfordeling mellem DDD og faggrupperne dels mellem ADO og DDD. Forslaget, der blev vedtaget, betyder, at en større del af omkostningerne bliver lagt i DDD, samt at udgifter, der vedrører ADO, også betales af ADO. For medlemmer af Faggruppe Biomedicin betyder kontingentomlægningen en kontingentstigning på 45 kr. i kvartalet, mens medlemmer af Faggruppe Heste slipper med 24 kr. mindre i kontingent. For alle andre faggrupper er kontingentet uændret.

Revision

Deloitte blev genvalgt som regnskabskyndig revisor og Kirsten Pilegaard som organisationskyndig revisor.