Annonce Banner Banner Banner

Dyrlægeforeningen indgår i et nyt samarbejde med Pharmadanmark

DDD Et nyt sekretariatsfælleskab bliver den 1. september rammen for et samarbejde mellem Den Danske Dyrlægeforening og Pharmadanmark. Veterinær- og Life Science Danmark skal servicere to selvstændige foreninger, der også beholder hver sin politiske ledelse og medlemskreds, og det er planen, at samarbejdet skal drage fordele af en fælles One Health-dagsorden.

20080322 194432 5 23Mb © Brian Bergmann/Ritzau Scanpix
Interview

Når Den Danske Dyrlægeforening og Pharmadanmark etablerer et nyt fælles sekretariat – Veterinær- og Life Science Danmark – er det ikke kun en praktisk foranstaltning, der skal ruste de to til fremtiden. Tankegangen bag er i høj grad også, at menneskers og dyrs sundhed og velfærd i længden må og skal håndteres af flere forskellige fagdiscipliner og organisationer.

- Et helt konkret eksempel er antibiotikaresistens, som både hos mennesker og dyr udgør et alvorligt problem, og som på sigt kan risikere at koste flere menneskeliv end kræft. Udviklingen af antibiotikaresistens hos både mennesker og dyr hænger uløseligt sammen med forbruget af antibiotika, og resistente bakterier kan overføres mellem mennesker og dyr, siger Hanne Knude Palshof, formand for DDD, og tilføjer:

- Det er en udfordring, hvor man må anlægge en bred tilgang, og som ikke kan løses af én faggruppe alene. Her har medlemmerne i Dyrlægeforeningen og Pharmadanmark en fælles dagsorden. Læringerne af den nuværende sundhedskrise er, at der er en kæmpe værdi i, at forskellige fagligheder bidrager med det, de hver især kan. Og sammen opstår der de løsninger, der får os igennem på den anden side, siger Hanne Knude Palshof.

Godt samarbejde ved en skillevej

Siden 2005 har DDD indgået i et sekretariatsfællesskab med JA, og i 2009 kom DSL med ombord.

- Vi har haft et fantastisk og udbytterigt samarbejde. Men vi var imidlertid nået til en skillevej, idet JA fra årsskiftet har besluttet at gå sammen med DM om at udvikle et nyt fagfællesskab omkring en ny biofaglig søjle, som DSL ligeledes vil indgå i, siger Hanne Knude Palshof og understreger, at det for DDD har været vigtigt at finde en ny samarbejdspartner med samme faglige fokus.

Og her var Pharmadanmark den helt rigtige samarbejdspartner for DDD.

- Vi har meget til fælles, hvad enten det gælder nærhed og tilgængelighed i forhold til medlemmerne eller den dybe faglighed og fællesskab, som kendetegner vores foreninger indenfor sundhed og velfærd, hvad enten det er humant eller veterinært. I Dyrlægeforeningen kan vi se, at der bliver flere dyrlæger i life science ud over de hverv, som omverdenen traditionelt tror, at dyrlæger beskæftiger sig med. Det giver derfor rigtig god mening netop at samarbejde med Pharmadanmark. Vores fagligheder kan sammen løfte life science markant.

Vi har meget til fælles, hvad enten det gælder nærhed og tilgængelighed i forhold til medlemmerne eller den dybe faglighed og fællesskab, som kendetegner vores foreninger indenfor sundhed og velfærd.

Hanne Knude Palshof

Formand for Pharmadanmark Rikke Løvig Simonsen ser også frem til opgaven, de to foreninger skal løfte i fællesskab.

- Sammen står vi stærkere rustet i en tid, hvor der er rift om både medlemmerne og den politiske dagsorden. Jeg tror på, at der er en fremtid for højt specialiserede foreninger, hvor man kan gøre hinanden bedre både politisk og fagligt, hvis man forstår at arbejde sammen og samle kræfterne. Og så kan vi forhåbentlig lære hinanden et og andet – derfor er det også et mere robust udgangspunkt for fremtiden for vores to foreninger, siger Rikke Løvig Simonsen.

Fra venstre Hanne Knude Palshof – formand for Den Danske Dyrlægeforening, Rikke Løvig Simonsen – formand for Pharmadanmark og Susie Ekstrand – kommende direktør for Veterinær- og Life Science Danmark.

 

Et stærkt fundament

Administrerende direktør for Pharmadanmark, Susie Ekstrand, kommer til at stå i spidsen for Veterinær- og Life Science Danmark, der fra 1. september i år får til huse på 9. sal i Codanhus på Frederiksberg.

Og hun glæder sig meget til det nye samarbejde og sin nye rolle.

- Begge foreninger har et stærkt fundament med medlemmer, som gør en stor forskel hver dag. Det fundament kan vi gøre endnu stærkere sammen. Med tre år som direktør på Axelborg har jeg allerede arbejdet sammen med utroligt mange dyrlæger og har stor respekt for den dybe faglighed, som standen repræsenterer. Samtidig har jeg solid erfaring med at betjene flere bestyrelser, hvilket jeg ser frem til at bringe i spil i min nye rolle.

Hvor ser du det nye samarbejde kan gøre en forskel i forhold til rådgivning og medlemstilbud?

- Vi kan og skal gøre en stor forskel for medlemmerne hver dag. Vi er medlemmernes foreninger, og skal vi hele tiden udvikle vores tilbud og service, så alle medlemmerne får stor værdi af deres medlemskab. Det bliver et hovedfokus for mig fra dag 1.

Figurls DVT 6 2021