Debatten om SARS-CoV-2 (COVID-19) som zoonose fra mink til mennesker førte til en kedelig afslutning på 2020 og har givet anledning til en refleksion over potentielle zoonoser fra andre dyrearter – for »hvad bliver det næste?«.
Mange zoonoser er gennem tiden bekæmpet ved blandt andet udryddelses- og/eller vaccinationsprogrammer. Nogle zoonoser har i deres omfang og alvorlighed stor samfundsmæssig betydning. Andre zoonoser har måske mindre betydning i omfang, men er ikke desto mindre vigtige for os, der arbejder med dyrene til daglig. Vi skal huske at passe på os selv. Både når vi er immunsvækkede, gravide, og når vi obducerer og håndterer materiale fra grise, som potentielt er syge. Og helt konkret: Husk nu den årlige influenza- og den 10-årlige tetanusvaccination.
Denne artikel er blot et beskedent og kort overblik over zoonotiske sygdomme ved grise. Ønskes dybere indsigt, kan jeg kun anbefale at dykke ned i litteraturen.
Arbejdet med denne artikel og historiene omking håndtering af zoonoser gennem tiden har i hvert fald styrket min tro på og tillid til, at dyrlæger må og skal være centrale medspillere i bekæmpelsen af zoonoser.
Med ønske om stor arbejdsglæde til os alle i 2021.
Bakterielle zoonoser
Bacillus antracis
I Danmark er miltbrand yderst sjælden og kun påvist få gange inden for de seneste 50 år. Ét husdyrsrelateret tilfælde i 1988 skyldtes muligvis kontakt med nedgravede køer, hvori miltbrandsporer kan overleve i årtier, og to humane tilfælde i 2012, hvor to narkomaner døde af miltbrand, sandsynligvis på grund af miltbrandforurenet heroin.
Miltbrand er yderst sjælden ved grise, idet grise, i lighed med rotter og hunde, er resistente over for sygdommen og ofte overlever en infektion. Human infektion sker særligt ved inhalation af sporer og medfører influenza-lignende symptomer og fatal sepsis, hvis der ikke behandles i tide. Smitte er aldrig påvist mellem mennesker.
Miltbrand-sporer kan bruges som biologisk våben, dog er det tekniske krævende at sprede miltbrand-sporer via luften, da sporerne hurtigt falder til jorden.
Brucella spp.
Brucellose optræder hos grise i Danmark med års mellemrum og ofte som enkeltstående tilfælde. Sidst i 1999 i frilandsbesætninger, hvilket formentlig skyldes B. suis, biotype 2 fra den midtjyske harebestand.
De kliniske symptomer ved grise er omløbning, aborter samt svagt- eller dødfødte smågrise. Orner smittet med brucellose har en eller to hævende testikler. Brucella abortus, som optræder ved kvæg, er ikke set i Danmark siden 1962.
Den humane smitte kan foregå ved håndtering af inficeret abortmateriale og indtagelse af ikke-pasteuriserede mælkeprodukter. Symptomer er træthed, vægttab, feber, muskel- og ledsmerter, og der findes en kronisk form, hvor patienter oplever perioder med normal temperatur vekslende med episoder med høj feber. Humant diagnosticeres 5-10 tilfælde af Brucella abortus/melitensis årligt, og i nyere tid har størstedelen været relateret til udlandsrejser eller ved, at rejsende har taget fødevarer med hjem fra udlandet. Brucella spp. er meget smitsom, og ved diagnosticerede tilfælde undersøges personer i den smittedes omgangskreds, som har været udsat for samme risikofaktorer.
Campylobacter spp.
Campylobacteriose har det seneste årti været den hyppigst indrapporterede bakterielle zoonose i Danmark og Europa. I 2019 blev der i Danmark således registreret 5.389 tilfælde, og ca. en tredjedel af disse stammer fra udlandsrejser.
Fjerkræ- og oksekød udgør de største risikofaktorer for human campylobacteriose, men grise kan også være smittebærere. Af 731 subtypede isolater fra humane tilfælde fra 2017 var 46 % fra dansk fjerkræ, 19 % fra dansk kvæg, 4,1 % fra hunde og 0,7 % fra grise.
C. jejuni og C. coli har eksperimentelt vist at kunne medføre diarré ved naive, nyfødte grise. Som et kuriosum kan det nævnes, at netop pattegrisene har vist sig at være en god model for human C. jejuni enterocolitis. Symptomer humant er opkast, diarré, feber og hovedpine, og sygdommen er oftest selvbegrænsende.
Chlamydia spp.
Chlamydia spp. Er lavprævalent i danske svinebesætninger, og grise som smittevej for Chlamydia spp. til mennesker er mest beskrevet som teoretisk mulighed.
C. psittaci (papegøjesyge) blandt mennesker indrapporteres 10-30 gange årligt og kommer oftest fra fugle. Fjerkræ og grise på samme besætning er beskrevet som risikofaktor for infektion af grise, men smitte fra grise til mennesker er ikke beskrevet.
C. pecorum kan give abort hos søer og er påvist i lungerne fra aborterede fostre i Danmark, men overførsel til mennesker er ikke beskrevet.
C. suis er isoleret fra grise med luftvejs- og reproduktionslidelser og er også isoleret fra conjunctiva, pharynx og rektalt fra klinisk raske mennesker.
C. abortus findes ikke hos grise i Danmark, men kan medføre aborter ved søer. Smitte med C. abortus fra kvæg til mennesker er vist, mens smitte fra grise til mennesker kun er omtalt som potentiel risiko.
Ingen af de ovennævnte bakterier har sammenhæng til den humane klamydia C. trachomatis, som er en seksuelt overført sygdom mellem mennesker. C. trachomatis kan ikke inficere grise.
Clostridioides difficile
Cl. difficile ribotype 078 er isoleret hos både grise og mennesker, men dens betydning som zoonose er ikke velbeskrevet og tillægges ikke stor betydning.
Årligt diagnosticeres ca. 3.500 humane tilfælde af »Clostridioides difficile-infektion« (CDI), hvor majoriteten er erhvervet i forbindelse med indlæggelse og antibiotikabehandling på sygehuse.
Et hollandsk studie fra 2013 involverende 128 personer med relation til 32 svinebesætninger påviste Cl. difficile i fæcesprøver ved 25 % af 48 personer, som havde daglig kontakt til grise. Studiet fortæller ikke om denne forekomst har relation til CDI-sygdom.
Clostridium tetani
Stivkrampe var tidligere en ret almindelig sygdom i Danmark, både blandt spædbørn og voksne, men hyppigheden faldt drastisk efter indførelse af vaccination mod sygdommen i 1950, og således har der kun været 0-2 humane tilfælde årligt de seneste 10 år. Stivkrampe er en del af børnevaccinationsprogrammet. Herefter anbefales revaccination hvert 10. år livet igennem eller ved større skade.
Infektionen smitter ikke mellem mennesker. Symptomerne er kramper, vejrtrækningsbesvær, som tiltager i styrke i dagene efter smitte og med dødelig udgang, hvis der ikke behandles.
Stivkrampe er sjældent blandt danske grise. Pattegrise er mest følsomme muligvis på grund af indgangsporte som navle-, halekuperings, eller kastrationssår, injektioner mv. Ifølge Vetstat er der ikke ordineret serum mod tarmbrand til grise i 2019 eller 2020.
Erysipelothrix rhusiopathiae
Rødsygebakterien er udbredt i alle svinebesætninger, men prævalensen af sygdommen er lav, idet de fleste besætninger har et effektivt vaccinationsprogram. De karakteristiske rhombeformede hudforandringer ses oftest i forbindelse med smitte af naive, uvaccinerede dyr eller ved vaccinesvigt.
Mennesker smittes med bakterien via sår og rifter, og sygdommen ses derfor oftest ved slagteriarbejdere, der har haft kontakt til smittet kød. Symptomerne er oftest selvbegrænsende med hududslæt og feber, men ledsmerter og i værste fald blodforgiftning kan optræde.
Leptospira spp.
Leptospirose kan medføre abort og reproduktionsforstyrrelser i inficerede svinebesætninger. Ved indsendelser til SEGES Laboratorium for svinesygdomme i Kjellerup er der i 2018 serologisk fundet antistoffer mod L. bratislava i 50 af 76 og L. pomona i 5 af 109 indsendelser.
Humant diagnosticeres 10-30 tilfælde årligt, og infektionen ses primært ved personer, der arbejdsmæssigt har kontakt med urin fra rotter og mus. Smitten sker via rifter og sår og ved kontakt til urin og abortmateriale. Symptomerne humant er feber, hovedpine, opkast, og en særlig alvorlig manifestation giver anledning til Weils sygdom med ikterus, nyresvigt, lungebetændelse og øget blødningstendens.
Methicillin-resistente Staphylococcus aureus (MRSA)
Husdyr-MRSA eller MRSA CC398 forekommer udbredt i de danske svinebesætninger. Resultatet af Fødevarestyrelsens MRSA-overvågning i produktionsdyr viste, at 95 % af de 73 undersøgte grisebesætninger var positive for MRSA. Mennesker, der arbejder med grise, kan være bærere af bakterien, men ofte forsvinder bakterien efter nogle dage uden kontakt til grise. Enkelte mennesker er såkaldte superbærere og har bakterien siddende på slimhinderne i længere tid.
Der blev i 2019 registreret 3.657 MRSA-tilfælde. Heraf var antallet af husdyrtypen MRSA CC398 1.122. Størstedelen af tilfældene smittet med MRSA CC398 (89 %) havde relation til svinebesætninger (direkte, husstandsmedlemmer, montører og lignende).
MRSA medfører ikke sygdom ved grise. Humant er de fleste, der smittes, raske smittebærere. MRSA kan som andre stafylokokker give anledning til børnesår og bylder, men særligt ved hospitalsindlæggelser/operationer, hvor der er risiko for infektion og efterfølgende antibiotikabehandling, er det vigtigt at kende MRSA-status på patienten. Alle, der arbejder med grise, anbefales inden indlæggelse og operation at blive testet for MRSA.
Obligatorisk bad og tøjskifte efter besøg i svinebesætninger er indført for at begrænse MRSA-smitte til omgivende samfund.
Pasteurella multocida
Pasteurella multocida er almindeligt forekommende i danske svinebesætninger og isoleres hyppigt fra grise med lungebetændelse.
Human pasterurellose opstår ved bid eller infektion af sår fra et kontamineret miljø. Pasterurellose giver anledning til en infektion i huden med inflammation, hævelse og pusdannelse. Generaliseret sygdom med septikæmi, endocarditis kan forekomme, særligt ved immunsvækkede individer.
Salmonella Typhimurium
Salmonella omfatter en større gruppe af bakterier, som kan inddeles i serotyper, der er tilpasset mennesker, fx. S. Typhi og S. Paratyphi, serotyper, hvor mennesket ikke er naturlig vært, fx. S. Cholerasuis, samt serotyper, som ikke er afhængige af specifikke værter, fx S. Typhimurium.
Salmonellose er defineret som klinisk sygdom ved dyr og mennesker forårsaget af Salmonella spp.
Salmonella findes ikke i kød, men overføres til kødprodukter ved gødningskontaminering under slagteprocessen.
Hos grise optræder klinisk salmonellose med feber, nedstemthed og karrygul diarre. Humant er symptomerne mere velbeskrevede med almen utilpashed, muskelømhed, hovedpine, feber, diarré, kvalme og/eller opkastning.
I 2019 diagnosticeredes 1.024 humane salmonellose-tilfælde i DK, hvoraf størstedelen var rejserelateret (40,9 %), mens 8 % kunne tilbagespores til danskproduceret grisekød.
Politisk har forskellige tidsbegrænsede handlingsplaner været iværksat for at minimere forekomsten af Salmonella (Salmonellahandlingsplaner I-V), men disse er nu erstattet af en driftsplan, som danner basis for en løbende overvågning af forekomst og udvikling af Salmonella i alle led af produktionen.
Streptococcus suis
Str. suis er almindeligt forekommende i danske svinebesætninger. Mennesker, der håndterer døde grise, har risiko for at blive smittet via rifter på hænder og lignende.
Str. suis kan, som ved grise, forårsage meningitis hos mennesker. Humant er symptomerne feber, opkast, hovedpine, tiltagende stivhed i nakke, hjerteklapbetændelse og i værste fald død.
Yersinia enterocolitica
I midten af 80’erne havde humane yersiniainfektioner samme udbredelse som Salmonella og Campylobacter, men de er nu blevet sjældnere. I DK blev der i 2019 påvist 374 humane tilfælde af Y. enterocolitica. Utilstrækkeligt varmebehandlet svinekød menes at være den hyppigste smittekilde.
Grise er passive smittebærere af Y. enterocolitica. I et dansk studie fra 2004 blev der påvist Y. enterocolitica i 10,4 % af 576 undersøgte slagtesvinbesætninger.
De humane symptomer er almen utilpashed, diarré, eventuelt kvalme og kraftige mavesmerter. Den akutte sygdom går ofte over af sig selv.
Virale zoonoser
Influenza A-virus
Mens der i vinterhalvåret cirkulerer influenza A og B humant, ses der året rundt cirkulation af influenza A-virus (IAV) blandt grise. Influenza er et RNA-virus med et genom, som er fordelt på otte separate segmenter. Karakteristisk for IAV er, at virus kan reassortere. Det kan ske, hvis to influenzavira inficerer den samme celle, hvor der er mulighed for, at de otte individuelle segmenter blandes og fordeles på en ny måde i et nyt virus. Den bedst kendte reassortering i nyere tid er H1N1 fra 2009 – også kaldet »Svineinfluenza« - som udviklede sig til en mild pandemi.
Trods H1N1-2009-pandemien medfører influenzavira fra dyr til mennesker sjældent sygdomsudbrud, men vel vidende, at risikoen er til stede, gennemføres en kontinuerlig overvågning af forekomsten af influenza-stammer ved grise. Ud over det zoonotiske perspektiv (smitte fra dyr til mennesker) skal det antroponotiske perspektiv (smitte fra mennesker til dyr) ved influenza også nøje overvejes. Der er flere eksempler på, at mennesker har overført influenza til svinebesætninger. Derfor er det en opfordring, at alle, der arbejder med levende grise, lader sig vaccinere mod influenza og undgår at besøge svinebesætninger, hvis de har symptomer på influenza: Begge dele for at forhindre, at nye IAV-stammer kan opstå og potentielt smitte tilbage til mennesker.
SARS-CoV-2
Sygdommen COVID-19 skyldes infektion i lufteveje med en type coronavirus, der kaldes SARS-CoV-2. Hvor SARS-CoV-2 ved mink er dokumenteret som zoonose, menes smitte til og fra andre dyr, herunder grise, ifølge SSI i skrivende stund, »ikke at spille en væsentlig rolle«.
I et kinesisk studie er der ikke genfundet viralt SARS-CoV-2 i grise op til seks dage efter inokulering, hverken i inokulerede (n=5) eller kontaktdyr (n=3). I et tysk studie er der påvist virusreplikation in vitro i to porcine cellelinier, men i in vivo-inokuleringsforsøg med 12 grise var der ingen infektion med SARS-CoV-2 i løbet af en 21-dages observationsperiode. I et canadisk studie med 16 grise kunne der påvises levende virus i én gris samt RNA i to grise efter inokulering. Derudover viste fem grise en form for immunrespons bl.a. målt i spytprøver. Der blev ikke fundet hverken RNA eller antistoffer ved to naive kontaktgrise. Det skal understreges at inokuleringsdosis i dette canadiske studie var væsentligt højere sammenlignet med de øvrige inokuleringsstudier.
Parasitære zoonoser
Ascaris suum
Svinets spolorm minder så meget om menneskets spolorm A. lumbricuides, at det er foreslået, at disse to udgør én art indenfor nematoder.
Symptomer hos grise afhænger af dyrets immunstatus og mængden af infektive æg, der indtages; infektion af naive dyr kan koste akutte dødsfald på grund af nematodens livscyklus, der inkluderer en passage gennem lungerne (lavae migrans). Dette ses blandt andet ved udendørs grisehold, hvor det er vanskeligt at rense marker for infektive æg. I indendørs besætninger, hvor A. suum findes endemisk, er de kliniske symptomer ofte milde med enkelte grise, der udskiller voksne orm.
Humant optræder infektion med A. suum sjældent i Danmark, og når det sker, er det oftest ved børn, som har indtaget jord, der er inficeret med ormeæg. Infektionen opdages oftest ved rektal udskillelse af orm, men ormevandring med beskadigelse af væv i hud og organer kan også optræde.
Cryptosporidium spp.
Der findes over 20 forskellige Cryptosporidiearter. I Danmark bliver mennesker formentlig oftest smittet i forbindelse med håndtering af kvæg, som er inficerede med C. parvum. I Danmark fandt et større udbrud sted i 2005, og SSI beretter, at der indimellem ses mindre udbrud blandt dyrlægestuderende. Der skal kun ganske få oocyster til, for at der kan opstå infektion i tarmen.
De humane symptomer er alvorlig og til tider langvarig diarré ved ellers raske individer.
Cryptosporidier har umiddelbart ikke den store betydning i danske svinebesætninger. Det er beskrevet, at grise kan huse C. parvum. I et dansk studie fra 2015 blev der fundet cryptosporidier (C. suis og C. scrofarum) i 40,9 % af grisene i tre økologiske svinebesætninger.
Giardia spp.
Infektion med den encellede parasit er én af de hyppigste årsager til rejserelateret diarré blandt mennesker. Giardia-diarré er oftest ublodig, gul-grøn, fedtet og ildelugtende. Giardia-cyster kan udskilles periodisk i uger eller måneder
Ved et dansk studie (som også undersøgte forekomsten af cryptosporidier – se evt. ovenfor) fra 2015 blev der fundet Giardia duodenalis i 14 % af grisene i tre økologiske besætninger. G. duodenalis er en potentiel zoonose, men omfanget af smitte fra grise til mennesker er ukendt.
Sarcoptes scabei
Skab findes forskellige varianter, som hver især er tilpasset specielle værter. Skabmiderne er karakteriseret ved, at de borer gange i den yderste del af huden, hvor de også lægger deres æg. Symptomer hos dyr er voldsom kløe og hårtab.
Skab fra grise til mennesker giver anledning til skællende tørre pletter på hænder og arme samt kløe, særligt om natten, idet skabmiden særligt trives under varme forhold.
Udbredelsen af skab som zoonose er formentlig lav, idet effektive saneringsprogrammer har befriet mange svinebesætninger for sygdommen, som i dag er lavprævalent blandt svinebesætninger og deraf formodentlig også af mindre betydning i zoonotisk øjemed.
Teania solium
Svinetinter er mellemstadiet af svinets bændelorm. Tinter har ikke været kendt hos danske grise i mange årtier. De forekommer kun i grise, når de har haft adgang til afføring fra inficerede mennesker eksempelvis via spildevand.
Mennesker smittes ved at indtage råt kød, der indeholder levedygtige tinter fra et inficeret dyr. Efter indtagelse af de mikroskopiske ormeæg vandrer larverne ud i kroppen og lejrer sig i forskellige organer og væv. Infektionen giver anledning til cysticerkose, og de humane symptomer kan være alvorlige og medføre komplikationer som eksempelvis epilepsi. Humane infektioner er yderst sjældne i Danmark og typisk med smitte fra udlandet. Således blev en dansk kvinde i 2011 diagnosticeret med neurocysticercose efter rundrejse i Thailand.
Toxoplasma gondii
Katte er hovedværter for denne encellede parasit og eneste dyr, der udskiller Toxoplama-oocyster med afføringen. Grise kan smittes med T. gondii ved direkte kontakt til katteafføring, der indeholder oocyster, eller via jord, der er forurenenet. Parasitten har et vævscystestadie, som kan give anledning til en livslang smitte, der ofte går ubemærket hen.
I et dansk studie fra 2020 med data fra 59 svinebesætninger blev der i konventionelle besætninger fundet T. gondii hos hhv. 2 % og 19 % af slagtesvin og søer. Prævalensen i økologiske besætninger var hhv. 11 % og 60 %.
Hovedsmitte er vævscyster fra muskulatur og organer fra inficerede dyr – særligt grise, lam og vildt – samt indtagelse af råt eller uforarbejdet kød. Parasitten ødeligges ved opvarmning til mere end 66°C i 3 minutter og ved nedfrysning til -20°C.
Human infektion kræver særlig opmærksomhed ved immunsvækkede personer samt gravide, hvor smitte kan give anledning til spontan abort, misdannelser og skader på fosterets hjerne og øjne. Dette ses 5-10 gange årligt. Symptomer ved ellers raske individer er feber, muskelsmerter og hovedpine.
Trichinella spp.
Trikiner er en parasit, der formerer sig i tarmen på inficerede individer. Trikiner har et larvestadie med præference for muskelceller, hvor larven kapsler sig ind og går i dvale. Hvis værten, eksempelvis en gris, dør og bliver ædt, aktiveres larverne i den nye vært og udvikles til orme i tarmen.
Mens grisen fungerer som asymptomatisk mellemvært, udvikler inficerede mennesker alvorlig sygdom eventuelt med dødelig udgang.
Forekomsten af trikiner i Danmark er ekstrem lav, og en effektiv kødkontrol har ikke kunnet påvise trikiner hos slagtesvin i Danmark siden 1930’erne. I Danmark ses sygdommen oftest hos indvandrere, sandsynligvis på grund af indtagelse af inficeret kød i eller fra udlandet.
