De anmeldepligtige zoonoser hos mindre husdyr er heldigvis forholdsvist sjældne i Danmark. Ikke desto mindre er her tale om sygdomme, som alle dyrlæger, der beskæftiger sig med minde husdyr, bør have in mente. Dette gælder især for importerede hunde eller danske hunde, som har været med på rejser.
De anmeldepligtige sygdommene er detaljeret beskrevet i artiklen »Dyrlægens anmeldepligt ved infektion hos dyr« i DVT nr. 14/2019 og vil derfor i denne artikel blot opsummeres i figur 1.
Foruden de anmeldepligtige zoonoser bør man også tænke på Leishmaniasis i forbindelse med rejser til Middelhavsområdet.
De ikke-anmeldepligtige zoonoser hos mindre husdyr er forholdsvist almindelige og vil blive beskrevet i denne artikel med fokus på både dyr og mennesker. Resistente bakterier regnes ikke for en decideret zoonose, men såvel vi dyrlæger som læger bør tænke på, at den ene art kan fungere som reservoir for den anden.
Parasitære zoonoser
Toxoplasmose er en af de mest almindelige zoonoser hos mennesker i Danmark. Sygdommen skyldes infektion med protozoen Toxoplasma gondii, som er udbredt i hele verden, og alle varmblodede dyr kan smittes. Katte og kattedyr er hovedværter, og de andre arter optræder som mellemværter.
Smitte kan hos alle arter ske på tre måder. Via kontamination med kattefæces, ved indtagelse af inficeret kød og intrauterint. Generelt har toxoplasmose en lav morbiditets- og mortalitetsrate hos hund og kat. Hos voksne individer ses uspecifikke kliniske tegn som feber, anoreksi, eller dyspnø samt i nogle tilfælde mere specifikke tegn i nervesystemet, luftvejene, huden eller øjnene. Generaliseret sygdom, som kan være fatal, ses oftest hos individer under 1 år, eller hos immunosupprimerede individer. Intrauterin smitte kan ligeledes være fatal.
Hos voksne mennesker er en toxoplasmoseinfektion ofte asymptomatisk, men der kan dog forekomme feber, træthed og forstørrede lymfeknuder. Generaliseret sygdom ses ligeledes primært hos immunosupprimerede individer. Intrauterin smitte, især i første trimester, kan give alvorlige skader hos fosteret, hvorfor gravide ikke bør håndtere kattefæces.
Hunde og kattes spoleorm, Toxocara canis og T. cati, er som oftest symptomfrie hos voksne individer, hvor de hos hvalpe og killinger kan give symptomer fra mavetarmkanal og luftveje. Hos mennesker smittes børn oftest grundet større mulig eksponering for smitte. Som oftest ses ingen kliniske tegn hos mennesker, men i sjældne tilfælde kan parasitten vandre med okulær eller visceral larva migrans til følge.
Hunde og kattes hageorm, Ancylostoma spp., kan give symptomer fra mavetarmkanalen samt træthed og nedsat vækst hos disse arter. Hos mennesker kan hageorm giver kutan larva migrans, hvis den bare hud kommer i kontakt med kontamineret fæces.
Figur 1. Anmeldepligtige zoonoser hos mindre husdyr.
| Liste 1-sygdomme. Ved mistanke om disse sygdomme skal Fødevarestyrelsen straks kontaktes, og prøver udtages i samarbejde med Fødevarestyrelsen | Liste 2-sygdomme. Ved mistanke om disse sygdomme udtager og indsender dyrlægen selv prøver og afventer svar fra Fødevarestyrelsen |
|
|
*Det danske navn harepest henviser til, at sygdommen er mest fatal for harer, kaniner og andre gnavere. Dog bør vi huske, at alle vores kæledyr og mennesker kan smittes med bakterien Francisella tularensis. Sygdommen er meget sjælden i Danmark, men kan overføres med forurenet vand samt myg og flåter. De kliniske tegn kan variere afhængigt af, hvor smitten er kommet ind i kroppen, men der ses feber med involvering af hud, øjne, mundhule eller luftveje og muligvis også sepsis hos både dyr og mennesker.
Hundens bændelorm, Dipylidium caninum, er som oftest symptomfri hos hunde, anal kløe er dog en mulighed. Mennesker kan smittes med hundens bændelorm ved indtagelse af inficerede lopper, og oftest smittes børn, hvor symptomerne kan være mavesmerter og anal kløe.
Cryptosporidier kan smitte alle pattedyrarter. Hos hunde og katte ses såvel symptomfri forløb som sygdomsforløb med selvbegrænsende diarré. Hos mennesker findes ligeledes til tider cryptosporidier hos diarrépatienter.
Giardiasis, som følge af infektion med Giardia lamblia, forekommer foruden hos hund, kat og menneske også hos vores store husdyr og hos gnavere. Hos hunde og katte er symptomerne gentagen diarré, indtil der er blevet behandlet og sanereret grundigt. Hos kaniner, små gnavere, fugle og krybdyr ses en sjælden gang også giardiasis. Hos mennesker ses der oftere smitte hos børn, og symptomerne er ligeledes diarré.
Cheyletiella, også kaldet rovmider hos hund og kat, kan give mild kløe, og selve miderne ses som små skæl. Hos katte anslås prævalensen til at være under 1 procent. Cheyletiella kaldes pelsmider hos kanin, og symptomerne kan variere fra mild til voldsom kløe. Selve miderne ses også hos kanin som skæl. Hvis mennesker kommer i kontakt med cheyletiellae kan de få allergiske reaktioner.
Skab skyldes miden Sarcoptes scabiei og giver voldsom kløe på hunde, som enten smittes fra ræve eller andre hunde. Katten kan også smittes med Sarcoptes scabiei, men smittes dog oftere med Notoedres cati. De kliniske tegn hos katte er enten kløende eller ikke-kløende krustøs dermatitis. Mennesker kan smittes med Sarcoptes scabiei. De vil få en selvbegrænsende kløe i 7-10 dage, da miden ikke kan overleve på mennesker.
Babesiose skyldes bakterieoverførsel fra flåter hos både hunde og mennesker. I december 2018 blev der for første gang konstateret smitte erhvervet i Danmark. Denne case er beskrevet i DVT nr. 8/2019 og senere er flere, men stadigvæk få tilfælde, kommet til. Babesia giver hundene hæmolytisk anæmi, så de kliniske tegn er træthed, ikterus og mørkfarvet urin. Mange tilfælde er milde, men hos nogle hunde afficeres også lever og nyrer, og der er øget risiko for et fatalt forløb hos immunosupprimerede individer.
Humant er der endnu ikke beskrevet tilfælde, hvor babesia er erhvervet i Danmark. De kliniske tegn som følge af den hæmolytiske anæmi er kulderystelser samt episoder med høj feber, muskelsmerter og hæmaturi. Der er set fatale forløb hos immunosupprimerede og i særdeleshed splenektomerede patienter.
Svamp som zoonoser
Den hyppigste svampeinfektion hos vores kæledyr er ringorm, og svampen ses hyppigst hos katte, som også kan være raske smittebærere. Også hunde, kaniner, gnavere og krybdyr kan få svampeinfektioner. Hos mennesker anses kutane svampeinfektioner som den næsthyppigste kæledyrsassocierede sygdom.
Bakterielle zoonoser
Leptospirose smitter både hunde og mennesker – det sker primært ved kontakt med urin fra mus og rotter via kontamineret stillestående vand. De kliniske tegn hos hunde er høj feber og nedstemthed i kombination med eksempelvis akut nyresvigt, ikterus eller diarré og opkast. Der ses få tilfælde af leptospirose i Danmark, men nogle hunde har en højere smitterisiko på baggrund af deres færden. Hos mennesker diagnosticeres cirka 10 tilfælde årligt i Danmark. I 90 procent af tilfældene ses influenzalignende symptomer, men i 10 procent af tilfældene ses høj feber og sepsislignende symptomer. Også for mennesker afhænger smitterisikoen af, hvor man færdes, og nogle erhverv, som det veterinære, er forbundet med højere smitterisiko.
Borelliose skyldes bakterieoverførsel ved flåtbid hos såvel hunde som mennesker. Hos hunde er de kliniske tegn akut halthed med ledømhed og varme lokaliseret til et eller flere led samt feber og træthed. De fleste tilfælde ses hos unge hunde af store racer, som oftest udsættes for smitte.
Hos mennesker fører 0,5-3 procent af flåtbiddene til borreliose, og man taler om 3 kliniske stadier. I stadie 1 ses lokaliserede symptomer i huden, i stadie 2 ses en dissemineret infektion, hvor meningitissymptomer er det hyppigste kliniske tegn. Herudover kan også ses nervelammelser, arthritis og myokarditis. I stadie 3 er der tale om en kronisk infektion, og her ses encaphalomyelitis og kroniske arthritter.
I et hollandsk studie, hvor man tog blodprøver på jagthunde og deres ejere, blev det konkluderet, at ejerskab af en jagthund ikke er en disponerende faktor for borrelliose.
Anaplasmose overføres ligesom borrelliose med flåtbid til både dyr og mennesker. Hos hunde ses som oftest også et mildt forløb, der beskrives som subklinisk. Hos mennesker blev sygdommen første gang beskrevet i 1990’erne. Også hos mennesker er symptomerne milde influenzasymptomer, men i sjældne tilfælde udvikler sygdommen sig til et sepsislignende forløb med lungeaffektion, nyresvigt eller neurologiske symptomer.
Brucellose grundet infektion med Brucella canis ses sjældent hos mennesker, men muligheden foreligger. Sygdomsforløbet hos mennesker er karakteriseret ved et febersyndrom, som kan progrediere til encephalitis, meningitis og endokarditis. Brucellose diagnosticeres sporadisk hos hunde i Europa, og der menes at være et smittereservoir blandt gadehunde i Sydeuropa. Smitten sker primært venerisk og kan give sene aborter hos tæver samt epididymitis og prostatitis hos hanhunde. I nogle tilfælde udvikler hundene systemisk infektion, men langt størstedelen af smittede hunde bliver asymptomatiske smittebærere.
Stivkrampe er en sjælden sygdom hos hund og kat, fordi disse to arter, og i særdeleshed kat, har en høj grad af resistens overfor C. Tetanus-toxin TeNT. Inkubationstiden er som oftest 15 dage, men kan variere fra 0-30 dage, og i de fleste tilfælde lokaliseres et kontamineret sår. Som oftest er de kliniske tegn lokale og milde. I de alvorlige tilfælde ses spastiske paralyser, der oftest begynder i hovedets muskulatur samt hyperthermi. Standardbehandlingen hos hund er sårrevision, antitoksin og penicillin G samt sedation med diazepam, ro, mørke og hydrering. Trods intensiv behandling er mortaliteten 18-51 procent. Generelt er de kliniske tegn alvorligere hos yngre individer, hvilket gør god hygiejne af navlen hos hvalpe vigtig.
Hos mennesker ses der på verdensplan 1 million tilfælde hvert år, og mortaliteten er på 50 procent. I Danmark, hvor vi vaccineres mod stivkrampe, ses 0-2 tilfælde årligt, typisk som følge af manglende revaccination. Symptomerne begynder som hos hunde med stivhed i hovedet, især kæberne, og behandlingen er også nogenlunde den samme. Vaccinationsprogrammet for mennesker er 3 vacciner i det første leveår, en booster i 5-årsalderen, og herefter en booster hvert 10. år.
Virale zoonoser
Lymfocytær choriomeningitis-virus ses hos hamster, mus og marsvin. Virus smitter igennem alle kropsvæsker samt intrauterint. Hvis et voksent dyr smittes, vil det som oftest blive meget sygt og dø. Smittes et foster eller et ungt dyr, vil det som oftest ikke udvikle sygdom, men blive en livslang virusudskiller. Mennesker smittes ved direkte kontakt med kropsvæsker eller ved inhalation af aerosoler eller støv indeholdende ekskrementer fra smittede dyr. De fleste mennesker forbliver asymptomatiske, men få personer udvikler influenzalignende symptomer med meningitis. Hos organtransplanterede patienter er beskrevet fatale tilfælde.
