En førstehåndsberetning fra frontlinjen

Sagen om minkene og håndteringen af COVID-19-smitten har på den ene eller anden måde påvirket stort set alle ansatte i Fødevarestyrelsen. I omverdenen blev indsatsen beskrevet fra mange forskellige vinkler. Den politiske vinkel, set gennem både regeringen og oppositionens briller, de stærkt berørte minkavlere og deres familier, nordjyderne og naboerne til minkfarmene og den almindelige dansker med eller uden minkpels i skabet.

Vi var i den hektiske periode involveret i beredskab, mistankebesøg, stabsarbejde og aflivningerne i smittede minkbesætninger. Foruden 80 myndighedsaflivninger kørte der sideløbende aflivninger, som minkavlerne selv forestod. Minkavlernes aflivninger er ikke beskrevet i denne artikel.

Det begyndte i juni

De første tre minkfarme, der blev konstateret smittede med COVID-19 i juni 2020, blev aflivet i slutningen af juni og starten af juli. Selvom der var interesse fra medierne og omverden, var det ikke at sammenligne med, hvad vi sidenhen skulle opleve.

Ved aflivningerne hjalp avlerne hinanden på kryds og tværs i samarbejde med Fødevarestyrelsen og øvrige samarbejdspartnere. To af avlerne blev interviewet til fagbladet for danske minkavlere Dansk Pelsdyravl, hvori de beskrev, at de var glade for den behandling, de fik af myndighederne, og den kompensation, de fik. Flere af minkfolkene fra de første smittede farme hjalp senere til på efterårets store aflivningsindsats, hvor de bidrog med uvurderlig hjælp og erfaring.

Der blev i juni iværksat en screeningsuge, hvor cirka 125 minkfarme blev testet for COVID-19 af Fødevarestyrelsen. Der blev ikke fundet positive besætninger i screeningen. I det veterinære beredskab blev vi efter de tre første aflivninger informeret om, at COVID-positive minkfarme ikke fremadrettet skulle saneres.

Efter 4. smittede farm blev strategien at lade smitten løbe igennem farmen og udtage myndighedsprøver af selvdøde mink to gange med 14 dages mellemrum. Ved negativt testresultat kunne farmen efterfølgende fritestes ved 300 svælgprøver udtaget på levende mink fordelt på hele farmen.

Lige pludselig gik det hurtigt

De mistænkte besætninger begyndte at blive meldt ind til det veterinære beredskab i midten af august og i løbet af september på baggrund af enten positive overvågningsprøver, kontaktsmitte, human smitte eller kliniske symptomer blandt dyrene. Andelen af smittede besætninger steg med lynets hast. Ved udgangen af september var der kørt mistankebesøg i 55 besætninger, hvoraf 49 var positive. Vi oplevede stigende bekymring og frustration hos de berørte minkavlere. Alle ville gerne kunne udpege en smittekilde. På trods af et ihærdigt arbejde med at indhente oplysninger til epidemiologisk udredning var det ikke muligt at udpege, hvordan smitten spredte sig.

I det veterinære beredskab kunne vi naturligvis ikke lade være med at gøre os tanker om, hvordan vi ville gribe det an, hvis det siden blev besluttet, at minkene på de positive besætninger igen skulle aflives. Først på pressemødet den 1. oktober 2020 fik vi som det øvrige Danmark at vide, at smittede besætninger og besætninger inden for en zone på 7,8 km af smittede besætninger skulle aflives. Der lå nu en kæmpe opgave i at koordinere og planlægge den opgave.

Centrale rensepladser

Aflivningsindsatsen var klar fra første centrale renseplads ved Aalborg den 7. oktober 2020. Ved tidligere saneringer havde personel- og materielle rensesluser været opsat af Beredskabsstyrelsen ude ved de enkelte besætninger, men det blev vurderet, at det ville være for tidskrævende og ressourcetungt at opsætte og nedpakke rensesluser ved hver besætning. Der var på det tidspunkt cirka 70 smittede besætninger, og der kom løbende nye mistænkte og smittede besætninger til.

Det blev derfor besluttet at opstille centrale rensepladser, hvorfra mandskab ville blive sendt ud til aflivningsopgaven på smittede besætninger.

På en central renseplads opstillede Beredskabsstyrelsen faciliteter som mandskabstelte til hver af de grupperinger, som deltog i indsatsen samt logistikcenter, hvor der blev udleveret tøj, virustætte dragter, gummistøvler og friskluftforsyninger til de personer, som skulle arbejde i de smittede farme. Der blev opstillet toiletfaciliteter, materiel- og personelrens, forplejningstelte og kontorvogne.

De involverede parter på rensepladsen var: dyrlæger og teknikere fra Fødevarestyrelsen samt medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen og CBRN-kompagniet fra Forsvaret (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear), der bemandede den personelle rensesluse. Desuden var der Livgarden og Hjemmeværnet, som kørte de rene og urene busser ud til besætningerne og ikke mindst minkfangerne og COVID-testpersonale, som tilbød test en gang om ugen på rensepladsen.

Operationen

Det var en stor opgave at koordinere samarbejdet med nye personalegrupper foruden dem, Fødevarestyrelsen normalt samarbejder med. Indtrykket var imidlertid, at opgaverne var godt fordelt, og at alle tilgik opgaven med godt humør og grundighed. Der var selvsagt en del praktisk koordination og logistik, der skulle køres på plads – ikke mindst ude på besætningerne, hvor der også skulle flyttes udstyr som aflivningsvogne, minilæssere, minkfangerhandsker og bestilling af DAKA-containere til døde mink.

Minkfangerne, som var hyret ind til opgaven, var som firma vant til at komme på de danske minkbesætninger. Vi havde en af vores dyrlægekolleger, der talte rumænsk, til at instruere dem i håndteringen af mink på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde samt brugen af værnemidler. På et fangerteam var der altid en teamleder, som kunne tale engelsk med Fødevarestyrelsens dyrlæger inde på farmen.

Dyrlægerne i urent område arbejdede i hold på 3-5 dyrlæger. Deres opgave var at sikre dyrevelfærden ved at overvåge både håndteringen og aflivningen af mink, således at der altid var en dyrlæge til stede både ved indfangning og ved aflivningsvognene før tømning til containere.

Selve aflivningen foregik på samme måde som ved normal pelsning. Det var derfor svært at genkende billederne knyttet til den retorik, som blev brugt i medierne, hvor nedslagtning og minkdrab og Fødevarestyrelsens dræberpatruljer var termer, som blev anvendt. Vi oplevede stor ansvarlighed og omhu under selve aflivningsarbejdet. Der blev konkret sat æggeure på alle aflivningsvogne, så eksponeringstiden for kulilten var tilstrækkelig (der anvendtes 2 minutters længere eksponeringstid, end hvad materiellet er foreskrevet til i brugermanualen).

Dyrlægen på stedet tjekkede hver enkelt vogn ved at undersøge 10-20 aflivede mink for hjertepuls og reflekser. Der blev desuden set efter livstegn hos minkene ved omlæsning til minilæsser og igen, når minkene var kommet op i containerne. Fælder og bure blev efterset for mink. Hårdhændet behandling af mink under indfangning blev ikke tolereret.  

Dyrlæger i urent område og minkfangere arbejdede med friskluftforsyning inde på farmen en gang af 3 timer eller 2 gange af 3 timer på en dag, men med selve ind- og udslusningen samt transport til og fra farmene blev det til lange dage. Det var koncentreret arbejde besværet af værnemidler og konstant støj fra friskluftsindsugning og aflivningsvogne. Vores fokus var dyrevelfærd samt human sikkerhed i forhold til COVID-smitte og kulilteforgiftning. Det var i lyset heraf frustrerende både at blive kaldt »dræbersnegle« og smittespredere samtidig med, at vi blev kritiseret for, at aflivningerne gik for stærkt.

Af alle de mennesker, der har deltaget i selve aflivningsindsatsen, har vi kun kendskab til en enkelt kollega i Fødevarestyrelsen, som blev konstateret smittet. Det synes vi, er et succeskriterium i sig selv.

Kontakten til ejere og lokalsamfundet

Foruden dyrlægerne inde i urent område var der også en dyrlæge og tekniker i rent område uden for afspærringerne. De var de første, der ankom til besætningen, og de sidste, der forlod besætningen. De havde kontakten med besætningsejer enten direkte eller over telefonen med praktiske forhold. Det kunne fx være spørgsmål om placering af frysere med selvdøde dyr, hvor mange levende dyr var der tilbage, hvis aflivningen strakte sig over flere dage, og dermed, hvor mange mink der skulle fodres. 

Desuden var dyrlægen i ren zone i radiokontakt med dyrlægen inde i uren zone om hjælp af praktisk karakter og faglig sparring. Dyrlægen i rent område kunne også sparre fagligt med den centralt koordinerende dyrlæge på rensepladsen. Den centralt koordinerende dyrlæge på rensepladsen koordinerede og planlagde blandt andet dagens indsats med Beredskabsstyrelsen, og tog imod dyrlæger og minkfangere, når de kom tilbage fra aflivningsindsatsen.

I den intense periode, hvor aflivningerne fandt sted, blev vi taget meget forskelligt imod på besætningerne og i lokalsamfundet. I de fleste besætninger blev vi mødt af venlige mennesker, der gerne ville hjælpe og samarbejde, og som tilmed takkede for hjælpen til aflivningen af dyrene, og enkelte kom med kaffe og hjemmebagt kage. Det var lyspunkter i en svær tid.

Vi blev dog også råbt ad, kaldt skældsord, filmet af demonstranter, spyttet på eller efter, kørt imod med truende attitude og blev nægtet køb af udstyr til indsatsen. Vores samarbejdspartnere oplevede at blive ringet op og truet, så de så sig nødsaget til at sende deres familie væk eller meddele os, at de ikke turde arbejde for os.

Minkavlerne var forståeligt nok ofte frustrerede over den usikre situation for minkerhvervet, og som de selv dermed var landet i på grund af en pandemi, og de skiftende politiske udmeldinger. Minkavlerne manglede svar, og Fødevarestyrelsens folk i felten var dem, som besætningsejerne primært havde dialogen med. Flere kolleger har stået over for besætningsejere, der er brudt grædende sammen, og andre har mødt COVID-syge ejere, som febersløje har slæbt sig rundt i farmen for at fodre dyrene. Det har naturligvis påvirket os som mennesker. Vi er i kontrol- og beredskabssituationer vant til at møde mennesker i pressede og svære situationer, men aflivningsindsatser efterlader altid et stort menneskeligt indtryk på os i forhold til besætningsejerens situation. Indsatsen på minkfarmene overgår dog alt, og vi har stor medfølelse med minkavlerne og deres familier.

Videoerne af minkene

Men særligt én hændelse har gjort et meget stort indtryk på os.

På en smittet besætning blev vi mødt af en stille demonstration og filmet af journalister, der var inviteret af besætningsejerne. Ud over journalisterne mødte to andre personer med tilknytning til minkfarmen op og filmede ligeledes det i gangværende arbejde. De to personer skældte ud på både dyrlæger og minkfangere blandt andet over løse mink i minkhallen. De lod sig filme af journalisterne, mens de kælede for enkelte mink. Alt dette medførte en ubehagelig stemning og forstyrrede arbejdet.

Pludselig opstod en situation, hvor en aflivningskasse ikke lukkede tæt i et hjørne. Aflivningskassen var fyldt og stod på et gangareal på vejen ud til afsluttende gasning og aflivningstjek af dyrene. Minkene i kassen stak ben og snuder ud gennem sprækken øverst i vognen og blev således ikke korrekt bedøvet og aflivet. Et hængsel på aflivningskassens hjørne var enten ikke blevet lukket eller var åbnet op. De to personer med tilknytning til minkfarmen valgte at filme hændelsen i stedet for at hjælpe dyrene.

Situationen blev håndteret med det samme. Hængslet blev lukket til, og en ny eksponeringstid med kulilte blev sat i gang. Herefter blev dyrene flyttet til en reservevogn og alle inspiceret for skader og livstegn. Der blev fundet et par dyr med overfladiske skader, som gav anledning til blod på vognen. Selvom hængslet ved umiddelbar undersøgelse så ud til at fungere upåklageligt, blev vognen markeret og sat ud af arbejdet til nærmere undersøgelse. Der kunne ikke findes fejl på vognen, og den blev efterfølgende sat ind i arbejdet igen. For de medarbejdere, som stod for tømning af aflivningsvognene, blev det indskærpet, at det skulle sikres, at alle hængsler blev lukket korrekt efter tømning. Samtidig blev der foretaget yderligere stikprøver af hængsler samt livstegn på aflivede mink ved tømning.

Efterfølgende talte vi om, at det i denne store aflivningsopgave egentligt var glædeligt, at der ikke var flere lignende hændelser, da fejl kan ske, og materiel kan bryde sammen. Selvom arbejdet på den pågældende farm var ubehageligt, og stemningen var dårlig og ind imellem blev oplevet truende, var det netop en af de arbejdsdage, som alligevel gav mening. En akut og dyreværnsmæssig ubehagelig hændelse blev håndteret, et påkrævet aflivningsarbejde af mange smittede mink blev gennemført trods vanskelige vilkår, og samarbejdet og dialogen med den pågældende besætningsejer forløb i sig selv konstruktivt og godt.

Det var ikke, fordi vi blev meget overraskede over at se den filmede hændelse udlagt på sociale medier, eller at billederne med levende mink i aflivningskasser og blod virkede voldsomme. Vi blev overraskede over, hvor stort og ensidigt historien blev fremstillet i medierne.

Aflivninger af dyr er ikke rare at se på, og lidt blod kan farve meget. Men mest overasket blev vi måske over, at så mange fagfæller og kolleger havde et stort behov for at markere afstand, fordømmelse og endda i sådan grad, at den enkeltstående episode førte til en politianmeldelse underskrevet af et større antal kolleger. Kolleger, som ikke havde indsigt i omstændighederne ved den konkrete opgave eller hændelse, men som alligevel må vide, at aflivninger, som alt andet dyrlægearbejde, kan være udfordrende. Dyret går ikke ned efter boltskud, eller hunden trækker stadig vejret efter sidste injektion. Vi tror, at de fleste dyrlæger i praksis kan nikke genkendende til lignende episoder. Det vigtigste må være, at disse situationer bliver håndteret straks, og at vi til enhver tid forsøger at undgå unødig lidelse for dyrene.

Kæmpe efterarbejde

Der er næsten ingen mink tilbage i Danmark, men et kæmpe oprydningsarbejde står tilbage. Døde mink, der måske skal graves op, erstatningsudbetalinger til et hårdt ramt minkerhverv, som måtte se sig selv nedlagt i et kaotisk og trist forløb. Politisk oprydning, slagsmål og ansvarsplacering, som er uden for vores rækkevidde, men som vi alligevel må stå på mål for både som privatpersoner og som ansatte i Fødevarestyrelsen.

På vores arbejdsplads arbejdes der nu på højtryk med kontrol af rengøring og desinfektion af minkfarmene, med afklaring af de sidste mistanker om smitte, med oprydning på de hastigt indrettede stabskontorer, med oprydning af værnemidler og udstyr til mistankebesøg og med debriefing af mange, mange berørte medarbejdere. Flere skal slikke sårene, og nogle er udmattede. Det gør et stort indtryk at høre vores kolleger fortælle om oplevelser fra andre vinkler i denne periode. Der har været mange uger med meget lange dage på et hektisk kontor, måske på hotel og væk fra familien i længere perioder. Ikke altid at kunne yde den faglige og professionelle støtte og rådgivning til minkavlerne, som man gerne ville. Daglige frustrationer, udskældninger og overfusninger fra folk i telefonen. Angsten for, om den person man talte med, kunne finde på at begå selvmord. Sådan har det også at været at være ansat ved Fødevarestyrelsen i denne periode.

Vi kan se tilbage på en historisk indsats, som endnu ikke er slut. Vi har som medarbejdere på bedst mulig vis forsøgt at løfte en samfundsvigtig opgave. Set i lyset af opgavens omfang og de mange ubekendte faktorer i forhold til COVID-19, er vi fagligt og menneskeligt stolte af vores fælles indsats og taknemmelige for samarbejdet med alle de involverede parter. Vi håber, at denne beretning kan være med til at give et mere nuanceret og personligt billede af de udfordringer, som vi har stået i. Vi håber på, at sårene heler, og at vi igen kan se på hinanden med kollegial tillid og tillid mennesker imellem.