VetReg understøtter ikke dyrlægernes arbejde med dyrevelfærden

Som følge af et politisk ønske om en styrkelse af dyrevelfærden i danske kvæg- og svinebesætninger blev den målrettede dyrevelfærdsindsats (MVI) indført i slutningen af 2016 i forbindelse med Veterinærforlig 2.

Forud for vedtagelse af kravet om MVI, havde myndighederne i et dokument fra Departementet om Veterinærforlig 1 beskrevet, at »der er opstået en tendens til, at fokus er flyttet fra dyrenes sundhed og velfærd til overholdelsen af formalia« [1]. Det var således forventningen, at MVI (som afløste kravet om dyrlægernes auditering af besætningernes egenkontrolprogrammer) skulle flytte fokus tilbage til dyrene.

Der kan indgås flere aftaletyper af SRA, og alt efter typen er der forskellige emner tilknyttet opgaven [1]. Antallet af årlige SRA-besøg i besætningerne er forskelligt for aftaletyperne, men selve rådgivningen om dyrevelfærd og MVI skal foregå 2 gange årligt uanset aftaletypen. Disse to gange skal dyrlægerne i samarbejde med besætningsejeren udarbejde en handlingsplan og indberette de aktuelle indsatsområder til VetReg. Hvis det vurderes, at der ingen aktuelle indsatsområder er, skal dette indberettes. Reglerne omkring handlingsplaner er gengivet i Figur 2.

Som en del af en masteruddannelse i vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen på Aarhus Universitet er det undersøgt, hvordan praktiserende dyrlæger anvender VetReg i forbindelse med MVI, og herunder, hvordan praktiserende dyrlæger ser på indberetningerne til VetReg.

Ved studiets påbegyndelse havde vi tre overordnede forskningsspørgsmål:

1. Hvor mange kvæg- og svinebesætninger havde indberettet mindst 1 MVI i 2019?
2. Hvilke indsatsområder er de hyppigste i hhv. kvæg- og svinebesætninger?
3. Hvordan understøtter indberetningerne af MVI til VetReg dyrlægernes muligheder og engagement i arbejdet med dyrevelfærd?

Materiale og metode

Undersøgelsen bestod af en kvalitativ undersøgelse baseret på interviews med ni praktiserende dyrlæger. Som baggrund for opgaven brugte vi desuden data fra VetReg opnået via aktindsigt.

Ved gennemgangen af VetReg data viste det sig, at der i systemet fremgik dato for indberetning, men ingen dato for afslutning. Det var således ikke muligt at se, om et givent område stadig var gældende, eller om det var afsluttet. Vi besluttede alene at fokusere på indberetninger, som var foretaget i 2019 i besætninger med en gældende SRA den 31/12-2019. Resultaterne skal derfor læses med det forbehold, at der formentlig vil være tilfælde, hvor der er aktive indsatsområder i besætninger, selvom der ikke blev indberettet noget nyt i løbet af 2019.

Der blev gennemført i alt ni interviews med praktiserende dyrlæger med SRA i svine- eller kvægbesætninger. De var udvalgt, så de var så forskellige som muligt (svine- og kvægdyrlæger, mænd og kvinder, med forskellig erfaring, forskellig alder og fordelt på forskellige praksis i hele landet). Den Danske Dyrlægeforening var behjælpelig med udpegning af deltageremner. Undersøgelsen tog udgangspunkt i kvalitative interviews, hvor dyrlægerne fortalte om deres hverdagserfaringer med MVI, og hvordan de oplevede deres arbejde med lovkravet om MVI i forbindelse med sundhedsrådgivning.

Resultater

Sundhedsrådgivningsaftaler og indberetninger i VetReg

Den 31. december 2019 var der i alt 7.888 kvæg- og svinebesætninger registreret med SRA. De var fordelt på i alt 362 praktiserende dyrlæger. Tabel 1 viser detaljer om disse aftaler.

Kvægpraktiserende dyrlæger servicerede i gennemsnit 10,9 besætninger, mens svinepraktiserende dyrlæger i gennemsnit servicerede 34,9 besætninger.

Tabel 1. Sundhedsrådgivningsaftaler (SRA) registreret i VetReg pr. 31/12-2019.

Det viste sig, at der var en stor andel af besætningerne, hvor der ikke var foretaget indberetninger af MVI til VetReg i løbet af 2019. Markant flere (49,7 %) svinebesætninger end kvægbesætninger (29,5 %) havde indberetninger om indsatsområder i VetReg i 2019. Tabel 2 viser fordelingen af de indberettede indsatsområder.

Opsætningen i VetReg indeholder ikke retningslinjer eller begrænsninger for de indberettede fritekster. Dyrlægerne havde eksempelvis indberettet indsatsområdet mavesår som følgende: »Klimastald fokus på mavesår og mavetarmsundhed«, »Slagtesvin brok, mavesår, halebid«, »Undgå mavesår« og »Producere slagtesvin med lavt foderforbrug uden utrivelighed og mavesår«. Det fremgår af dette eksempel, at det ikke i VetReg er muligt at se, om indberetninger afspejler faktiske problemer, eller om der nærmere er tale om henstilling til generel opmærksomhed på problemet. Vi vurderede, at de indberettede emner ikke kunne fortolkes entydigt og opgav at forfølge vores forskningsspørgsmål om de hyppigst indberettede indsatsområder.

Tabel 2. Dyrevelfærds-indsatsområder indberettet til VetReg i 2.867 kvægbesætninger og 5021 svinebesætninger i løbet af 2019.

*) I 32 af disse tilfælde havde dyrlægerne under indsatsområderne indberettet, at de henviser til besætningens rapporter (besøgsrapporter, statusrapporter eller kvartalsrapporter. I disse tilfælde fremgår det ikke tydeligt, om der blev defineret et indsatsområde eller ej – i vores analyse medtog vi dem som aktive indsatsområder. **) Formuleringen af fritekst fortolket som »ingen definition af indsatsområde«, skrevet på i alt 78 forskellige måder eksempelvis: »Alt ok«, »Dyrevelfærden er god, og der er ikke behov for indsatsområder«, »godt foder holder dyrlægen væk og grise i live«, »Ingen handlingsplan – fin besætning« m.fl.

Tabel 2 skal læses i lyset af, at VetReg ikke giver mulighed for at indberette, når et indsatsområde bliver uaktuelt eller slette et tidligere måske fejlagtigt indberettet indsatsområde, og derfor fremgik alle de indsatsområder, som var blevet indberettet igennem flere år, stadig af VetReg. Det var dermed ikke tydeligt at se af data, om der stadig blev arbejdet med disse indsatsområder i besætningerne, eller om det var underforstået, at de udløb seks måneder efter indberetningsdatoen eller i forbindelse med indberetning af nye indsatsområder.

Interviewundersøgelsen

De ni praktiserende dyrlæger, som deltog i undersøgelsen, var fra forskellige dyrlægepraksis og havde SRA i besætninger, som var geografisk beliggende i hele Danmark. Dyrlægerne havde SRA i henholdsvis 15, 65, 96, og 100 svinebesætninger og i henholdsvis 10, 25, 26, 10 og 22 kvægbesætninger.

Analysen af dyrlægernes erfaringer og meninger om indberetning af MVI til VetReg førte til en inddeling i nedenstående temaer:

a) En af mange opgaver
b) Kravet til indberetninger er rigide og repræsenterer et unødigt bureaukrati
c) Tvivl om, hvad der er tilstrækkeligt
d) Det er ikke indberetningerne, der rykker dyrevelfærden
e) Manglende tillid til systemet.

En af mange opgaver

Dyrlægerne beskrev, at der var mange opgaver tilknyttet opgaven som besætningsdyrlæge, og mange tidsfrister, som skulle overholdes. Rådgivning om dyrevelfærd og MVI var blot en af mange opgaver, og det havde betydning for dyrlægernes arbejdspres:

»Vi skal både have dyrevelfærdsindberetninger og smittebeskyttelsesplaner to gange om året. SPF-prøver en gang om året og godkendelse og re-godkendelse Vi skal have sokkeprøver. Indsendelse af lunger, hvis der er flokbehandling for lungelidelser. Der er hele tiden så mange ting, som vi skal huske. Hvordan i alverden skal man rent praktisk gøre det«? (Interview nr. 1).

Kravet til indberetningerne er rigide og repræsenterer et unødigt bureaukrati

Nogle af dyrlægerne fortalte, at de ikke indberettede indsatsområderne til VetReg, fordi de ikke syntes, at der var en hensigt med indberetningerne. Det blev både påpeget, at det var svært at huske at få det gjort, og at nogle følte, at der manglede en motivation for at gøre det. En dyrlæge var startet ud med at indberette indsatsområderne, men blev senere sur på systemet og stoppede derfor med at lave sine indberetninger:

»Dengang da lovkravet kom, og vi skulle indberette indsatsområderne, da indberettede jeg en frygtelig masse indsatsområder på alle mine besætninger med SRA. Så fandt jeg efterhånden ud af, at jeg ikke kunne slette dem igen, og så stoppede jeg med at indberette indsatsområder til VetReg. Så mine tidligere indsatsområder står der formentlig stadigvæk. Det bruger jeg overhovedet ikke. Jeg har haft kontrol. Jeg ringede til VetReg dengang og fik at vide, at det heller ikke er meningen, at man skal kunne fjerne dem igen. Så nu er jeg blevet sur på det system og har derfor valgt at skrive mine indsatsområder ind i besøgsjournalerne og kvartalsrapporterne. Så registreringerne i VetReg er ikke retvisende og aktuelle for mine besætninger«. (Interview nr. 8).

Dyrlægerne i undersøgelsen var enige om, at de havde svært ved at se, at kravet til indberetning af dyrevelfærdsindsatser til VetReg havde andet formål, end at indberetningerne skal kunne anvendes ved kontrol:

»For mig er det endnu en administrativ ting, som virker rigidt. Jeg ville gerne være det foruden, da der er rigtig meget, jeg skal huske at have med i mine rapporter. Og jeg tror på, at jeg gør det lige så godt, uden alle de der (…) rammer. Fordi jeg til enhver tid kan tåle en kontrol i en besætning. Det er også det, som vi hele tiden arbejder for. Uanset om vi har en handlingsplan for dyrevelfærd eller ej. MVI-handlingsplanerne laver jeg, fordi lovgivningen har sat de rammer, men det ændrer ikke ved den måde, som jeg rådgiver på«. (Interview nr. 3).

»(…) man kan jo overveje på, hvor meget jeg laver for landmandens skyld, og hvor meget jeg laver for Fødevarestyrelsens skyld i forhold til bureaukrati og det, at de skal kunne kontrollere mig. (…)«. (Interview nr. 9).

»Og i de besætninger, som har en god dyrevelfærd. De har ikke noget halebid, de har en lav dødelighed. De har ingenting at komme efter. Jamen, hvad skal vi finde på at indberette som indsatsområde? Så laver jeg en fritekst med fortsat fokus på at opretholde god dyrevelfærd«. (Interview nr. 1).

Tvivl om, hvad der tilstrækkeligt

Nogle af dyrlægerne syntes, at indberetningen af indsatsområder var fyldt med dilemmaer. En af dyrlægerne gav udtryk for, at det kunne være svært at afveje, hvornår dyrevelfærden er god nok, og blev derfor i tvivl, om der skulle indberettes en indsats:

»Det er utroligt svært at kvantificere dyrevelfærd. Hvornår er det godt nok? Der er altid plads til forbedringer«. (Interview nr. 6).

En af dyrlægerne fortalte om, hvordan et indsatsområde og den tilhørende handlingsplan kunne brede sig ud over mange emner. Dyrlægen indberettede eksempelvis et emne som so-dødelighed i VetReg, men under so-dødelighed kunne kobles mange undertemaer. Det kunne være punkter omkring overvågning ved indsættelse og tildeling af rode- og beskæftigelsesmateriale samt vigtigheden af at tale med medarbejderne og følge op på de næstkommende besøg. Så selvom tiltagene måske ikke resulterede i forbedringer af so-dødeligheden, så kunne de alligevel bevirke forbedringer på nogle andre velfærdsområder, som ikke fremgik af indberetningerne i VetReg. Dyrlægen forklarede, at der måske i anden en besætning kunne ses lignende underliggende problemstillinger, selvom so-dødeligheden ikke var problematisk, men i det tilfælde fulgte dyrlægen op som en del af den almindelige rådgivning uden at indberette et indsatsområde. Pointen var, at det var svært at være konsekvent i arbejdet omkring MVI og indberetningerne til VetReg:

»Det er ikke sikkert, at det fremgår som et indsatsområde, men der bliver skrevet i rapporten, at vi har diskuteret det her, og hvad man kan gøre. Og det er jo egentligt et velfærdsindsatsområde. (…) Så er det bare en rådgivning om, at vi tager nogle ting ind og gør sådan her. Og så næste gang så diskuterer vi det igen. Det vil jeg typisk gøre med de der ting. Følge op. Det gælder de andre rådgivningspunkter også: Hvad skete der lige med det der? Hvordan er det gået?« (Interview nr. 5).

Det er ikke indberetningerne, der rykker dyrevelfærden

Flere af dyrlægerne i undersøgelsen syntes ikke, at der var mening med lovkravet om den halvårlige rådgivning om velfærd, da det var den hyppige kontakt og snak om dyrevelfærd med landmændene, som gav den bedste effekt:

»I og med, at jeg er dyrlæge, og det er vores fornemmeste opgave [at varetage dyrevelfærd], så føler jeg mig godt rustet til at varetage opgaven, der ligger omkring lovkravene dertil. Det er mig overhovedet ikke fremmed. (…) Vi [dyrlæge-kollegaer] har haft meget snak om de her indberetninger af dyrevelfærdsområder, og vi siger: »Hva’ er det for noget pis at indføre«, fordi vi snakker dyrevelfærd hver eneste gang, at vi er derude [i besætningerne]. Vi påpeger hver eneste gang, at vi er der, hvis der er noget på dyrevelfærd, som vi ikke synes er i orden«. (Interview nr. 1).

»Det giver ikke mening at skulle indberette MVI hvert halve år, men det giver god mening at kunne lave en velfærdsindsats, som er tilpasset den enkelte besætning. Men det er jo også fordi, at jeg gør det til daglig. Der er jo ikke nogen ting, som kommer fuldstændig bag på mig (…). Det er jo ikke en skriftlig handlingsplan eller en indberetning til FVST, der virker«. (Interview nr. 9).

Dyrlægerne er opmærksomme på, at når de laver de direkte velfærdsobservationer, så er det på baggrund af et øjebliksbillede i besætningen. Dyrlægerne fortalte, at de gerne vil prioritere tilstedeværelse i besætningerne for at kunne nå et se på dyrene og på den måde styrke dyrevelfærden.

»Min pointe er, at hvis den dokumentation, jeg skal lave, bliver så omfattende, at jeg slet ikke kan nå at se på grisene og tale med folkene derude. Så nytter det jo ikke noget, at vi gerne vil højne dyrevelfærden med den her indsats. Det skal man altså være mere opmærksom på«. (Interview nr. 7).

»Mit budskab er, at rådgivning ikke skal foregå på papiret, men ude i stalden. Målgruppen er ikke-akademikere. (…) Jeg kan godt lave verdens flotteste handlingsplan og få en masse ros af kontrollørerne, men hvis jeg ikke har flyttet noget ude i stalden, så nytter det jo ikke noget«. (Interview nr. 3).

Manglende tillid til systemet

En af dyrlægerne udtrykte bekymring over, at skulle udstille besætningernes problemer ved indberetningerne til VetReg. Dyrlægen udtrykte bekymring over, at systemet er bygget op på en sådan måde, at alle via aktindsigt vil kunne få fat i en hel del halve sandheder og fortolkningsvanskelige »facts« – og at man som dyrlæge jo har et tillidsforhold til landmanden, som potentielt sættes over styr. Dyrlægen havde ikke tillid til systemet og mente, at indberetningerne kan fortolkes efter »forgodtbefindende« af personer, som ikke har den fornødne faglige indsigt. Dyrlægen var bekymret for, at en omhyggelig dyrlæge kunne risikere, at bringe sin landmandskunde i fedtefadet, uden det var fortjent, fordi en indberetning kan lyde værre på papir, end den egentlig er:

»Jeg kan jo godt lide, at når vi laver noget, så går vi all-in. Vi skal jo ikke gøre det for administrationens eller lovgivningens skyld, vi skal jo gøre det fordi, det skal være brugbart. Det er det, der er vigtigt. At vi er ærlige omkring det arbejde, vi laver, men jeg er bange for, at jeg hænger min kunde ud ved at indberette ham (…). Vi ved jo også godt, at der måske lige pludselig er en journalist, som får en god idé og søger aktindsigt. Så kunne der måske stå, at i et bestemt område har 30 % af alle so-hold problemer med skuldersår (…). Jeg har ingen problemer med, at jeg eller landmanden bliver kontrolleret, men jeg har ikke lyst til at indberette et emne, der hedder [Eksempelvis (red)] overbelægning, selvom det egentligt er meget væsentligt for dyrevelfærden«. (Interview nr. 3).

Diskussion

Fødevarestyrelsen har vurderet, at der ville blive udpeget 1,5 indsatsområder pr. besætning pr. år [2, 3]. Undersøgelsen viser, at i 2019 blev der indberettet indsatsområder i 3.342 ud af i alt 7.888 besætninger (33,2 % af kvægbesætningerne og 60,9 % af svinebesætningerne). Det tyder således på, at antallet af indberetninger ikke levede op til Fødevarestyrelsens forventninger.

Indberetningerne af MVI til VetReg viser, at der tilsyneladende er størst fokus på at indberette MVI i besætninger med svin. Hvorvidt dette afspejler ringere dyrevelfærd eller mere omhyggelige indberetninger i svinebesætninger, er uvist. Ser man på resultaterne af velfærdskontrollen i Fødevarestyrelsens årlige velfærdsrapport fra 2019 [4], fremgår det, at der i 2018 var flere fejl ved kontrol af dyrevelfærden i svinebesætninger end i kvægbesætninger.

Det er uklart i lovgivningen og vejledningen til lovgivningen, om dyrlægerne skal indberette, om en indsats stadig er aktuel efter ½-år [2, 3, 5, 6]. En del af de besætninger, der ikke har indberetninger i løbet af 2019, kan derfor i princippet ifølge dyrlægernes forståelse af systemet have opfyldt lovens krav. Fx hvis opfattelsen er, at et MVI, der er indberettet i 2018, stadig er aktuelt. Den uklare opbygning af VetReg dataregistret, hvor man ikke kan se, om en MVI er afsluttet eller stadig i spil, og den uklare vejledning er formentlig medvirkende årsag til, at praktiserende dyrlæger ikke gerne som et bidrag til arbejdet med dyrevelfærd i besætningerne.

Trods aktindsigt i VetReg måtte vi opgive at opliste de hyppigst indberettede MVI’er i besætningerne. Det viste sig umuligt at afkode og fortolke indberetningerne, ikke mindst begrundet i den udbredte brug af fritekster. Det er således tvivlsomt, om systemet bibringer myndighederne det nødvendige overblik i forhold til at overvåge dyrevelfærden hos dyrene. Dyrlægernes skepsis – og for nogens vedkommende en fornemmelse af, at systemet er lavet alene for at kontrollere dyrlæger og ikke for dyrenes skyld – kan måske også delvis kobles til denne svaghed i systemet. I værste fald kan uklarheder i et system, hvortil der er aktindsigt for journalister og andre, udgøre en risiko for, at dyrlægerne kommer til uberettiget at udstille deres kunder i det offentlige rum og derved at sætte tillidsforholdet med dem over styr.

Resultaterne viser, at dyrlægerne ser indberetningerne til VetReg som et irritationsmoment, som det er vanskeligt at huske på og som afspejler et unødigt bureaukrati. Dyrlægerne mener, at deres praktiske tilstedetid i besætningerne bidrager bedst til forbedringer med betydning for dyrevelfærden. Dyrlægerne føler ikke, at de halvårlige besøg med dyrevelfærdsrådgivning og indberetninger af MVI passer ind i den dynamik, som naturligt opstår i forbindelse med SRA og arbejdet med dyrevelfærd. En undersøgelse af audit ved kontrol af dyrevelfærd foretaget af Escobar og Demeritt [7] viser, at landmænd ofte opfatter registreringer af eksempelvis dødelighed og medicinforbrug som værende meningsløse og tager fokus fra pasningen af dyrene. I vores undersøgelse kan dyrlægerne godt se meningen med, at de sammen med besætningsejerne skal lave handlingsplaner for velfærdsindsatserne, men de er skeptiske overfor, at skriftligheden er for omfattende og ikke målrettet landmændene.

Konklusion

De praktiserende dyrlæger, der deltog i undersøgelsen, møder i deres arbejde med MVI en ringe vejledning og understøttelse i VetReg, som i værste fald kan være med til at demotivere dem i arbejdet med at styrke dyrevelfærden i besætningerne.

• Dyrlægerne kan ikke se et anvendeligt formål med indberetningerne, og de mener, at indberetningerne afspejler et unødigt bureaukrati.
• Der er en skepsis hos dyrlægerne i forhold til at skulle indberette indsatsområder og en frygt for uberettiget at komme til at hænge kunder ud i oentligheden.
• Dyrlægerne er i tvivl om retningslinjerne for, hvornår et givent emneområde skal indberettes som en indsats.

Det viste sig i forbindelse med opgaven umuligt at uddrage de hyppigste dyrevelfærdsindsatsområder i husdyrbesætningerne fra Vetreg, hvilket peger på nogle mangler i systemet for såvel brugere som myndighed.

Det overordnede formål med den målrettede dyrevelfærdsindsats var at flytte fokus over på dyrenes velfærd og sundhed, men resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at unødigt bureaukrati i form af indberetninger og formalia stadig fylder en stor del i dyrlægernes oplevelser af arbejdet med rådgivningen om dyrevelfærd.

Hvis praktiserende dyrlæger fremover skal bidrage yderligere med at styrke dyrevelfærden, så bør der ses på udvikling af regelsæt og værktøjer, som kan understøtte dyrlægernes fokus på dyrenes aktuelle velfærd i besætningerne, og som samtidig kan indgå i en dynamisk rådgivning om dyrevelfærd.

Læs hele specialet.