I forbindelse med veterinærforlig 3 blev det et lovkrav, at den målrettede dyrevelfærdsindsats skulle kobles til aftaler om sundhedsrådgivning. Omlægningen erstattede den tidligere praksis, hvor de praktiserende dyrlæger skulle auditere landmandens egenkontrolprogram for dyrevelfærd. Pia Conradsen mener, at det var en god beslutning at udfase det, men hun synes ikke, at det nye lovkrav gør den store forskel.
- For rigtig mange landmænd er det svært at praktisere egenkontrol på et landbrug, hvor der sker så meget andet, der opleves 100 gange mere væsentligt end at lave egenkontrol, siger Pia Conradsen og forklarer, at egenkontrollen ikke blev brugt som et redskab i dagligdagen.
- Så noget andet skulle der til, og så lavede man den nye version, hvor vi to gange om året skal snakke dyrevelfærd.
Rent praktisk foregår det på den måde, at landmanden og dyrlægen skal blive enige om et indsatsområde for dyrevelfærd, hvor der skal gøres en særlig indsats. Her skal der lægges en plan for, hvad der skal ændres, og hvornår der kan forventes resultater af de nye tiltag – og dyrlægen skal »måle« dyrevelfærden med dyrebaserede velfærdsparametre som fx halebid og hudskader.
Spørgsmålet er, om det så er bedre end tidligere?
- Nej, forstået på den måde, at vi snakker dyrevelfærd ved hvert eneste besøg. Det er nok nærmere et spørgsmål om, hvordan man definerer dyrevelfærd, siger Pia Conradsen.
Hvis der er et problem, så gør vi jo noget ved det i dag, og vi venter ikke med at snakke om det til tidspunktet, hvor vi skal snakke om velfærd.
Hun lægger vægt på, at dyrevelfærd ikke kun handler om syge dyr og skader.
- Det handler også om, hvorvidt dyrene har det godt i det miljø, de er i. Det er et spørgsmål, om grisene får træk, om de får det rigtige foder, har de rigtige konditioner for at præstere godt – og for mig hænger det uløseligt sammen med, at hvis jeg vil have nogle landmænd med god effektivitet, så bliver dyrene også nødt til at have det godt med de krav, der er til foder, klima og så videre. Man kan sige, at vi hele tiden prøver at optimere, at dyrene har det godt – fx at farestalden og hulerne er varme nok, at foderet er det rigtige, at de ikke får diarre, og at dyrene ikke ligger i et beskidt leje. Alt det taler jeg med landmændene om ved hvert eneste besøg, og derfor virker det som et mærkeligt kunstigt set-up, at man to gange om året skal monitorere på et særligt problem.
Vi ved godt, om der er et problem
Pia Conradsen kommer 12 gange om året i de besætninger, hvor hun har sundhedsrådgivningsaftaler, og det mener hun, giver et godt grundlag for at vurdere, om der er fremskridt i besætningen med hensyn til arbejdet med dyrevelfærdsindsatsen.
- Jeg kan godt følge, at der er en nogle forhold, vi skal måle på som fx dødelighed og medicinforbrug, men når vi kommer i staldene, så ved vi jo godt, hvor problemerne er, og det er dem, vi skal snakke om og gøre noget ved. Jeg behøver ikke med tre måneders mellemrum at tælle samtlige grise i farestalden for at finde ud, om der er et problem med fx forknæsår – og det er jo egentlig det, de dyrebaserede mål lægger op til – at jeg skal monitorere på frekvensen af et udpeget problem. Men det giver kun et øjebliksbillede, og på den måde spilder jeg rigtig værdifuld tid, som jeg egentlig skal bruge ude i besætningen. Hvis der er et problem, så gør vi jo noget ved det i dag, og vi venter ikke med at snakke om det til tidspunktet, hvor vi skal snakke om velfærd. Det gør vi hver eneste gang, jeg kommer i besætningen.
Tal revet ud af en sammenhæng
At de praktiserende dyrlæger skal indberette data på dyrevelfærdsparametre, og hvilket indsatsområde der arbejdes med i besætningen, er Pia Conradsen ikke særlig begejstret for.
- Jeg forstår det ikke, og jeg har aldrig fået en forklaring på, hvorfor jeg skal indberette til VetReg, hvilke fokuspunkter jeg har valgt. Så længe det står i mine kvartalsrapporter, så har jeg jo dokumentation for, at vi arbejder med det – så hvorfor skal jeg så indberette, det har jeg aldrig kunnet forstå.
- At jeg har overvejet civil ulydighed, er ikke på grund af kontrollen. Jeg erkender blankt, at jeg er bange for, at en journalist søger aktindsigt og begynder at tolke på nogle tal, som er revet ud af en sammenhæng, siger Pia og forklarer, at fordi der for alle besætninger skal udpeges 1-2 årlige indsatsområder, så mener hun, at man på den måde risikerer at få skabt nogle dyrevelfærdsproblemer, som i virkeligheden ikke er det.
– Der er altid noget, man kan gøre bedre, men det er ikke det samme som, at det er et problem.
Tiden bruges bedst i stalden
Pia Conradsen har svært ved at finde noget positivt ved den nuværende procedure for den målrettede dyrevelfærdsindsats.
- Jeg synes, det er så mærkeligt, fordi vi arbejder med dyrevelfærd og management ved hver eneste besøg i besætningerne og ikke kun to gange om året. Jeg mener, at man burde erne pligten til at indberette data til Vetreg. Alle svinedyrlæger har jo kontrol hvert år, hvor vi har nogle gode dialoger og snakke om tingene.
- Man er også nødt til at sige, at dem man arbejder med i staldene, de læser ikke altid rapporterne. Der arbejder rigtig mange udenlandske medarbejdere i besætningerne, og jeg synes, at det er meget mere vigtigt, at jeg bruger tiden sammen med dem, end at jeg skal bruge min tid på at lave nogle lange rapporter til myndighederne. I dag er der så mange punkter, vi skal have fokus på i besætningerne, fx smittebeskyttelsesplaner, halebid og så videre. Det er lag på lag – men det fjerner faktisk det allervigtigste: Dér hvor vi gør den største forskel - det er ikke i vores rapporter, men når vi står ude på staldgangen.
Pia Conradsen påpeger, at dét, der sommetider blokerer for de gode beslutninger, er de økonomiske vilkår, som landbruget har.
- Det, der er det væsentligste i forhold til dyrevelfærdsindsatsen, er ikke altid det, vi kan ændre på, fordi rammerne er sat. Derfor er det også så kunstigt, at vi skal arbejde med et problem i en fysisk ramme, hvor det bedste fx ville være at spare en tiendedel af søerne, men så ville landmanden gå konkurs. Det er jo ikke, fordi dyrlægen og landmanden ikke frygtelig gerne vil – det handler om, at mulighederne ikke altid
