Adfærdsproblemer hos hunde stiller krav til samarbejde og uddannelse

En dugfrisk undersøgelse fra KU¹, der er foretaget blandt dyrlæger, veterinærsygeplejersker, adfærdsbehandlere og hundetrænere, belyser, hvilke adfærdsproblemer hundeejere typisk søger hjælp til. De foreløbige resultater blev præsenteret på ViD-seminaret af adfærdsdyrlæge Pernille Blok-Riisom. Hun kunne fortælle, at de adspurgte veterinærsygeplejersker, adfærdsbehandlere og hundetrænere hyppigst ser nervøsitet og angst hos hunde, mens håndteringsproblemer samt ulydighed/manglende træning blev angivet som henholdsvis anden og tredjemest hyppige problemstillinger. Dette er til forskel fra de adspurgte dyrlæger, der angav håndteringsproblemer, som den hyppigste problemstilling, hvilket umiddelbart giver god mening, da dyrlægerne naturligt er nødt til at kunne håndtere hundene i forbindelse med deres daglige arbejde.

Hvordan håndteres adfærdsproblemer i praksis?

På spørgsmålet om, hvorvidt dyrlæger i almen praksis henviser til adfærdsbehandling, svarede dyrlægerne typisk »engang imellem« (53 %), og som oftest henvistes til adfærdsterapeuter og -rådgivere (med ukendt baggrund i undersøgelsen) samt til dyrlæger og veterinærsygeplejersker med speciale i adfærd.

Dyrlæger med særlig erfaring har ifølge undersøgelsen en tendens til hyppigere at gøre brug af receptpligtig medicin end andre dyrlæger, og Pernille pointerede i den forbindelse, at medicinen aldrig må stå alene, men skal fungere som en støtte i behandlingen/træningen.

Som erfaren dyrlæge inden for adfærdsbehandling af hunde delte Pernille ud af sine egne oplevelser med henviste patienter. De lider ofte af angst og nervøsitetsrelaterede problemer som lydangst, alene hjemme-problemer og hund-til-hund-udfordringer samt manglende træning. Alle er store problemområder, og Pernille oplever, at det kan være svært at adskille både for ejer og dyrlæge – hvad der er hønen, og hvad der er ægget.

Behov for bedre uddannelse

Det giver ifølge Pernille anledning til bekymring, at mange af hendes patienter har udviklet en massiv form for dyrlægeskræk, og hun opfordrer derfor dyrlægerne i praksis til at være særligt opmærksomme på, hvordan man håndterer patienterne i det daglige arbejde. Her vil et øget fokus på håndteringen og forebyggelse af angst i sidste ende tjene både ejer, hund og dyrlæge.

Det ledte emnet helt naturligt ind på det forebyggende arbejde, som dyrlæger kan bidrage til – herunder at sikre ejers forståelse for behovet for korrekt socialisering, læring om hundens kropssprog, behov for aktivering og meget andet, samtidig med at vi som dyrlæger udvikler en fælles referenceramme, når vi taler om adfærdsproblemer:

• Hvad ser vi? (Hvad er det, hunden gør?)
• Hvem ser? (Den praktiserende dyrlæge ser håndteringsproblemer som største udfordring, fordi det betyder mest i deres dagligdag).

Konklusionen var, at vi ved at tale det samme sprog, sammen kan højne velfærden for hundene. Der ses en stigende efterspørgsel på uddannelse i adfærd hos familiedyr fra studerende, men også efteruddannelse blandt dyrlæger og andre relevante faggrupper. Uddannelse, der blandt andet kan klæde faggrupperne inden for klinisk praksis bedre på til at se, tolke og agere på adfærdsproblemer tidligt i forløbet, så den rette behandling kan iværksættes og forebyggelse prioriteres.

Problemadfærd kræver træning og god rådgivning

Karen Frost er uddannet agronom og har videreuddannet sig inden for både hundetræning og adfærdsrådgivning. De ejere, som Karen møder, efterspørger ofte et »quickfix« på de problemstillinger, som de slås med, men på seminaret påpegede Karen det vigtige i at anerkende og italesætte, at der oftest ikke er nogen hurtige løsninger. Det kræver en dedikeret indsats at løse adfærdsproblemer, og hun opfordrede til et solidt samarbejde mellem faggrupperne, hvor vi hver især kan bidrage, hvor vi er stærkest.

I sit virke som hundetræner ser Karen mest opmærksomhedskrævende adfærd (hunde, der gør og hopper op under træning), stressede hunde (forventning om, at de skal til at lave noget), hunde med ekstrem høj opmærksomhed på omgivelserne og hunde, der har svært ved at indgå i en samarbejdssituation med ejerne.

De typiske problemstillinger, som Karen oplever i forbindelse med arbejdet som adfærdsrådgiver, er hunde med aggression og angst, og hun oplever, at geografiske forskelle kan spille ind i forhold til, hvad dyreejere oplever som et problem – fx at hunde med problemer i hund-til-hund-kontakt oftere udfordres i hovedstaden, mens en hund ude på landet ikke udfordres af problemer med hund-til-hund-kontakt i samme omfang, og derfor opsøger ejer måske ikke hjælp.

Karen pointerede, at det er vigtigt, at vi ser på hundens motivation for adfærden: Hvorfor gør den det?

- Vi skal undgå at symptombehandle og i stedet komme med et kvalificeret svar for at kunne iværksætte de rette løsninger, hvor også hundeejerens situation skal tages i betragtning, sagde hun og understregede, at prognosen i høj grad afhænger af, hvornår folk henvender sig, ejers ressourcer, viden og villighed til at efterkomme anvisningerne, og hvilken bagage hunden har med sig.

Adfærdsproblemer hos importerede gadehunde

Hunde, som vi sjældent ved, hvad har med i bagagen, er gadehunde importeret fra andre lande.

Amalie Lohse-Lind og Natascha Munkeboes, der er kandidater i husdyrvidenskab, præsenterede resultater fra deres speciale. Her foretog de en sammenligning af importerede gadehunde og dansk opdrættede hunde med hensyn til deres tilpasningsevne som familiehunde.

87 % af de adspurgte dyrlæger i en undersøgelse, der tidligere er offentliggjort i DVT² mente, at importerede gadehunde ofte udviser adfærdsproblemer – dette typisk som frygt for mennesker, stressadfærd og aggression. Adfærdsproblemer var ifølge dyrlægerne også hyppigere årsag til aflivning end egentlige sygdomsmæssige problemer.

Et opfølgende sammenlignende spørgeskemastudie udført blandt et stort antal ejere af henholdsvis tidligere gadehunde og dansk opdrættede hunde fandt en øget frygtsomhed, specielt i forhold til mænd, men kunne dog ikke genfinde dramatiske forskelle i forekomsten af adfærdsproblemer hos de tidligere gadehunde sammenlignet med de dansk opdrættede.

I et observationsstudium vurderede de to ud fra forskellige adfærdsmønstre, i hvor høj grad de forskellige grupper af hunde knyttede sig til mennesker. Der var enkelte forskelle: Gadehunde var mere kontaktsøgende mod ejeren, mens danske hunde udviste mere legeadfærd.

Tidligere gadehunde er ofte i stand til at tilpasse sig rent adfærdsmæssigt til livet som familiehund i Danmark, hvis man tager hensyn til, at de nogle gange kan opleve frygt i forhold til visse mennesker, og samtidig bør der være fokus på sundhed og kontrol af (importerede) sygdomme og generelt bedre oplysning af ejere til importerede gadehunde.

Frygt – ondets rod

Professor Bjørn Forkman, KU SUND, tog os med ind i det interessante univers, hvor frygtens mekanismer studeres. For at forstå frygtsomme hunde skal vi forstå frygtens reaktionsmønstre, som udløses af pludselige, uforudsigelige og ukontrollerbare stimuli. Frygt forårsager problemer for hundens velfærd, men det påvirker også os som mennesker, fx igennem hundens adfærd i form af problemer med aggression, alene hjemme-problemer og lydfølsomhed.

Hvor frygtsomt en hund reagerer, vurderes rent praktisk ved såkaldte mentalbeskrivelser, hvor man iscenesætter 10 situationer med 33 variable, hvilket ifølge Bjørn samlet set er en god metode, der er velunderbygget i familiedyrssammenhæng. Mentalbeskrivelser for racer giver også et fingerpeg om den mentale komponent i forhold til frygt.

Nogle stimuli (fx skud) udløser en kortisolstigning, men ikke højere hjertefrekvens. Omvendt vil fx glatte gulve udløse højere hjertefrekvens, men ikke øget kortisol. Det er altså relativt komplekst at forstå de fysiologiske mekanismer.

Effekten af tidlig erfaring som hvalp er ifølge Bjørn kæmpestor. Særligt ved man, at der i de første fem uger af hvalpens liv ses en mærkbar effekt af hvalpens erfaringer i forhold til både separationsangst, generel angst, lydfølsomhed og distraherbarhed. Undersøgelser viser, at alle parametre fremstår markant bedre for de hunde, der præges positivt tidligt i livet.

Interessant er det dog, at for hver uge, hvor hvalpen interagerer med fremmede hunde, så øges risikoen for fremtidig aggression med 4,2 %. Det vil sige – dét at lade hvalpen møde en masse ubekendte hunde under ikke-kontrollerede forhold vil ikke gavne den.

Bjørn kom også ind på, at mennesker ikke opfanger frygtsignaler lige let. Jo mere professionel du er, jo finere signaler kan du opfange – fx små ændringer i ørepositur. Samtidig har man dog vist, at det er relativt let at forbedre evnen til at opfange signaler for de fleste. Således vil fire gange 1,5 timers undervisning af børn mellem 10-13 år markant forbedre deres evne til at genkende hundes signaler. Vi kan derfor alle øve os – hundeejere som dyrlæger.

Adfærdsbehandling kræver viden og erfaring

Dyrlæge Iben Meyer, KU SUND, ønsker, at der i højere grad sættes fokus på behovet for og brugen af individuel adfærdsbehandling. Det sagde hun på seminaret, hvor hun også gjorde klart, at ligeså vigtigt er det at være kritisk med kvaliteten af behandlingen. Professionel adfærdsbehandling kræver et grundigt analysearbejde og brug af grundlæggende læringsprincipper samt løbende justering af planen efter vurdering af hundens adfærd.

Der findes et fællesskab (IAABC - International Association of Animal Behavior Consultants), som har vedtaget fælles etiske principper for adfærdsbehandlerrollen. Blandt andet opstilles krav om faglig opdatering, at man i sit virke arbejder for at mindske brugen af straf i adfærdsterapi og generelt bruger de mindst indgribende principper i sin behandling.

Der findes også en prioritering af tiltagene i forbindelse med behandling:

1. Sundhed og behov skal være opfyldt (fx diæt, motion, medbestemmelse, smerter – også de subtile).
2. Management vurderes
3. Anvendelse af træningsmetoder, der er baseret på belønning (og evidensbaseret viden). Læring, der fører til noget, som hunden gerne vil opnå, bliver gentaget, eller stimuli under gradvis tilvænning.

Dominans og lederskab som læringsværktøj er forældet og bør ikke anvendes i dag som en træningsform, ligesom straf har mange bivirkninger og ikke kan anbefales.

Dyreejerens rolle i behandlingen

Iben fortalte også, at ejeren er et væsentligt element i en succesfuld behandling, og for mange hundeejere er det skamfuldt at have en hund med et adfærdsproblem. Her kan vi som dyrlæger i højere grad hjælpe til ved at italesætte problemstillinger, som vi ser, så emnet ikke forbliver tabubelagt.

Hundeejere skal i forbindelse med behandlingen blandt andet lære at se signalerne, men skal ikke nødvendigvis forstå læringsprincipperne. De skal kende til fordelen ved at anvende positiv forstærkning fremfor straf. Når hunde skal ændre vaner, vil de, ligesom os mennesker, indimellem falde tilbage og lave fejl, og ejeren skal derfor også have nogle redskaber til at klare dette og vinde hunden tilbage på rette vej.

Iben forklarede også, at man kan øge hyppigheden af en positiv adfærd ved at give hunden mere af det, den gerne vil have. Vi vil gerne have en hund, der arbejder for, at der kommer noget godt, fremfor at arbejde med den gennem at true med noget, som den gerne vil undgå.

Perspektiver for adfærdsbehandling

I den afsluttende paneldebat kredsede deltagerne blandt andet omkring, hvordan vi sikrer en balance mellem at dække hundens behov, og samtidig passe det ind i menneskets hverdag. Ligeså vigtigt drejede debatten sig om, hvordan vi bedst får oplyst dyreejere om, hvorfor tidlig og korrekt prægning, træning og forståelse for hunden er så væsentligt, og hurtigt får henvist dem til den rigtige behandling, når problemerne opstår. Der er behov for efteruddannelse blandt relevante faggrupper som fx dyrlæger, fokus på henvisning tidligt i forløbet og at sikre, at fremtidens dyrlæger er bedre klædt på til at forebygge adfærdsproblemer og se dem, når de optræder. Alt dette kræver et styrket samarbejde på tværs af faggrupper, som vi alle sammen kan bidrage til.