Vi vil have mere frihed og fleksibilitet i vores arbejde

Ved begyndelse af dette årtusinde begyndte vi i Danmark for alvor at tale om »det fleksible arbejdsmarked«. Det stod klart, at internettet ville ændre den måde, vi arbejder på. For nu kunne man jo i princippet sidde på en bjergtop i Himalaya og passe sit job som bogholder i Brønshøj.

Samtidig forudså man, at automatiseringen af samfundet i løbet af kort tid ville overflødiggøre så meget menneskelig arbejdskraft, at det ville vælte frem med deltidsstillinger og jobs, der kun fordrede et par dages fremmøde om ugen. Resten ville it-systemerne og robotterne tage sig af.

Det er ikke gået helt på den måde, vi forestillede os.

De stive rammer omkring de traditionelle spilleregler på arbejdsmarkedet har ganske vist givet sig i fugerne. Udviklingen er gået støt og roligt fra én indtægt i ét job i retning af flere indtægter og mange jobs i et karriereforløb. Men ifølge fremtidsforsker på Center for Fremtidsforskning, Marianne Levinsen, er antallet af danskere, som arbejderent faktisk har et arbejde, hvor de i udstrakt grad selv kan bestemme over deres arbejdstid, ikke eksploderet.

- Arbejdsmarkedet hviler stadig mest på det ben, der hedder mandag til fredag 9 til 5. Og når man kører rundt i centrum af byerne, så er der stadig myldretid om morgenen og om eftermiddagen, mens der er stille og rolig trafik midt på dagen. Der er dog hele tiden en lille stigning i antallet af danskere, som kan tage fri, når det passer dem, og passe andre ting ind i arbejdsdagen, når de har lyst til dét. Det er primært højtlønnede, og det er primært mænd. Det skyldes blandt andet de mange kvinder i omsorgsfag. Her er arbejdet organiseret omkring de stramme vagtplaner, som også de praktiserende dyrlæger kender til, siger Marianne Levinsen.

Nogle steder lykkes det at skabe lidt fleksibilitet i selve arbejdsfordelingen i omsorgsfagene ved at lade teams tage ansvaret for deres egen vagtplan. Men de største muligheder for fleksibilitet i arbejdet har medarbejdere i det såkaldte white collar-arbejde, som foregår ved et skrivebord, vurderer Marianne Levinsen.

- Det er dem, som kan sendes hjem under en pandemi og stadig fortsætte deres arbejde. Det er dem, som kan gennemføre deres møder på Skype, og som klarer resten på computeren. Og det er dem, som der bliver flere og flere af i samfundet, siger hun.

Et historisk momentum

Hvis fleksibilitet i arbejdslivet de sidste 20 år har ligget som et uforløst, men konstant ulmende potentiale, så kan coronakrisen meget vel være det momentum, som udløser et paradigmeskifte i den måde, vi kommer til at organisere arbejdet, vurderer Marianne Levinsen.

- Et dybtfølt ønske fra medarbejderne om mere fleksibilitet og frihed på arbejdet er en international megatrend. Vi har en generation af unge mennesker, som er vokset op med en udearbejdende mor og far, der har hængt i en klokkestreng. De vil have tid til familien, de vil have tid til selvrealisering, og de ønsker for alt i verden ikke at blive fanget ind i et hamsterhjul, som for dem ser ud til at kunne fortsætte til pensionsalderen. For mange af dem var hjemsendelsen i coronaens første fase et wake up call. For hvor var det dog befriende pludselig at kunne tilrettelægge arbejdet selv.

Men billedet er ikke entydigt, vurderer Marianne Levinsen.

- Der er en stor gruppe, som føler sig ensomme, isolerede og demotiverede på hjemmearbejdspladsen. Ude af stand til at finde gnisten. Derudover har virkeligheden for mange været lange dage foran computeren, hvor det ene digitale møde har afløst det andet, hvilket kan være meget trættende. Og så er det jo så som så med fleksibiliteten, siger hun.

Nye vaner

Adfærdspsykologien og hjerneforskningen har kunnet dokumentere, at når først mennesket har gjort noget andet, end det er vant til imellem 21 og 30 dage, så har der dannet sig nye forbindelser i hjernen i en grad, så man nærmest ikke kan huske den gamle vane længere. Der er ingen tvivl om, at nogle af de nye vaner fra coronatidens første faser vil hænge ved, når pandemien er overstået, vurderer Marianne Levinsen.

- Vi har allerede teknologien til at organisere arbejdet på en helt ny måde, men den fungerer ikke optimalt endnu. Man får fx ikke den oplevelse, at man rent faktisk er i det samme rum som de andre, når man holder et virtuelt møde. Derfor kan man ikke aflæse kropssprog og ansigtsmimik.

Det går fint, når mødet handler om rutinemæssige ting som koordinering eller opfølgning. Men så snart et møde bliver kreativt, indeholder en stor beslutning, en svær samtale eller en konflikt, så er teknologien ikke god nok – endnu. Alle sejl vil blive sat til i de kommende år for at opgradere de digitale løsninger, som kan gøre samfundet selvkørende, vurderer Marianne Levinsen.

- Der venter i en meget nær fremtid teknologi, som gør det virtuelle møde mere virkelighedsnært. På den lidt længere bane vil vi se virtual reality-løsninger, hvor dyrlæger og deres kunder kan mødes på computeren og træde direkte ind i universer, hvor man oplever den samme kunstige virkelighed, der understøtter det emne, man skal diskutere. Men de ting har det med at drille i starten, hvilket har det med at forsinke udbredelsen af dem, siger Marianne Levinsen.

Der er to modsatrettede kræfter, som kommer til at definere, hvor fleksibelt fremtidens arbejdsmarked vil blive organiseret, vurderer hun.

- På den ene side er der verdenssituationen, som også af hensyn til klimaet kalder på, at vi holder afstand og farer meget mindre rundt. Hvilket spiller godt sammen med de teknologiske muligheder og befolkningens ønske om mere fleksibilitet - for det meste arbejde kan udføres, hvor som helst og når som helst. På den anden side vil ledere stadig have et behov for at holde en vis kontrol med medarbejderne. Derfor er det fremtidsscenarie, jeg selv hælder mest til på den korte bane, at vi får meget mindre transport, vi får færre fysiske møder, og vi vil se mange flere, der arbejder hjemme nogle dage om ugen. Men derfra og så til et egentligt fleksibelt arbejdsmarked, hvor et meget stort antal medarbejdere selv tilrettelægger arbejdsdagen, kan der stadig være lang vej, siger Marianne Levinsen.

Den nye normal

Direktør i Ceva Animal Health Lisa Pontoppidan har 20 danske og 10 svenske medarbejdere under sig, som alle har arbejdet helt eller delvist hjemme i lock down-perioden. Arbejdet har kunnet fortsætte med uformindsket styrke på hjemmearbejdspladserne. Og mange ting er gledet glat, fordi virksomheden i forvejen var helt vænnet til digital kommunikation og virtuelle møder.

Nu, hvor folk stille og roligt har indfundet sig på kontoret igen, er de store spørgsmål, Lisa Pontoppidan og hendes medarbejdere stiller sig: Hvordan ruller vi tilbage igen? Hvad er den nye normal?

Der har både været positiv og negativ feedback på hjemmearbejdspladsen, fortæller hun.

- På positivsiden står, at man undgår transport. Man nyder fleksibiliteten, som giver mulighed for et mere balanceret familieliv. Og man kan ofte bedre koncentrere sig om nogle opgaver end på kontoret. På negativsiden står, at man har savnet den sociale interaktion. Og at det for nogle kan være svært at arbejde alene. For sælgerne har det været meget handicappende ikke at kunne mødes med kunderne. Hvis de ikke kan erstatte det fysiske møde med et virtuelt møde, så er der kun telefonen tilbage, og det er helt utilfredsstillende for deres faglighed.

Alt i alt begynder der at tegne sig et billede af, at man synes, det er dejligt at være kommet tilbage på arbejdet – men der var faktisk også nogle gode ting ved at arbejde hjemme, fortæller Lisa Pontoppidan.

- Jeg kan godt se for mig, at den del af medarbejderne, som arbejder på kontoret, ender med noget i retning af to dage derhjemme og tre dage på kontoret. Jeg tror samtidig, det er meget vigtigt, at vi mødes hele tiden – på kryds og tværs. Det er, når vi er mange på kontoret, at vi finder ud af, hvem vi er, hvordan vores kultur skal være, og hvad der giver mening for os. Det kan man indtil videre ikke klare online. Men en glad medarbejder, der kommer tre gange om ugen, er bedre end en stresset medarbejder, der kommer fem gange om ugen. Og man skal ikke undervurdere, hvor meget pres det kan tage af en arbejdsuge, hvis man slipper for transport et par dage. Der er nogle af vores medarbejdere, der bruger en time frem og en time tilbage, siger Lisa Pontoppidan.

Sluk den mikrofon!

I Fødevarestyrelsen har problematikken omkring hjemmearbejde været højt oppe på dagsordenen allerede før, samfundet lukkede ned i marts måned. Der har været eksperimenteret med forskellige ordninger, hvor nogle medarbejdere har fået mulighed for selv at vælge, om de ville arbejde hjemme et par dage om ugen. Men den sidste melding fra ledelsen før hjemsendelsen var, at nu ville man gerne have folk tilbage på kontoret igen, fortæller dyrlæge hos Fødevarestyrelsen Maria Kaup.

- De vil gerne se, hvordan vi har det, men de vil nok også gerne se, om vi laver det, vi skal. Og det er jo også rigtigt, at det kan blive en sovepude for nogle, hvis man er for meget derhjemme. Jeg kommer selv nemt til at føle mig ensom og isoleret, specielt når arbejdet involverer kommunikation med andre. Det kan være svært at finde gnisten.

Det er vigtigt for Maria Kaups trivsel på arbejdet, at hun kan mærke, hvordan hendes kolleger »har« det, hvilket kan svært på Skype.

- Vi holder mange virtuelle møder, og nogle gange, hvis der er en effektiv mødeleder, så kan det køre ret godt. Men det kræver meget mødedisciplin. Når folk ikke siger noget, skal de huske at slukke deres mikrofon. Vi er 25 mennesker logget på samtidig, og er der bare en enkelt, som rumsterer med en kaffekop med tændt mikrofon, så forstyrrer det hele mødet, siger Maria Kaup, hvis arbejde er nogenlunde fifty-fifty udekørende og på kontoret.

- På et kontor er der rigtig mange nye måder, man kan organisere arbejdet. Og jeg tror ikke, vi vender tilbage til normalen igen. I sidste uge bookede jeg et Skype-møde helt uden at tænke over det. Det skulle under normale omstændigheder have været afholdt i Jylland med tre timers transport for sjællænderne. Sådan bliver det fremadrettet. Rigtig meget kommer til at foregå online. Men det udekørende arbejde tror jeg er svært at erstatte med teknologi. Det er jo lovpligtigt, at vi skal være til stede, når der skal tages prøver og føres tilsyn. Jeg kan ikke erstatte et besøg med et Skype-opkald. Vi skal være fysisk tilstede i besætningen. Indtil vi ser teknologi fungerer på et helt andet niveau, tvivler jeg på, der bliver lavet om på det, siger Maria Kaup.