Celletallet måles i mælken og bruges af de fleste danske landmænd til at få en indikation af, om køerne har subklinisk mastitis eller ej. Hvis celletallet hos en ko er højt, det vil sige over 200.000, kan den via mælken blive testet for infektion. For nyligt har FOSS lanceret en maskine, der kan aflæse både celletallet og differentialcelletallet i mælkeprøverne. Differentialcelletallet angiver andelene af tre typer immunceller, der findes i mælken og skelner således mellem antallet af makrofager, lymfocytter og PMN. Andelen af hver type i mælken ændrer sig ved infektion i yveret og
kan derfor bruges til at indikere, om koen har mastitis eller ej. Det vil sige, at man potentielt får et bedre indblik i, hvilke køer som har subklinisk mastitis og derfor bør testes.
Test med simuleringsmodel
For at se, om der er en positiv effekt af at benytte både celletallet og differentialcelletallet til at udvælge køer til test, byggede vi i dette forskningsprojekt en simuleringsmodel, som efterligner en besætning med køer, mælkeproduktion og individuelle celletal og differentialcelletal for hver ko.
Vi brugte modellen til at køre to forskellige scenarier på en dansk besætning med 200 køer. I det første scenarie brugte landmanden i modellen kun celletallet til at udpege køer, som potentielt havde subklinisk mastitis og derfor skulle testes med bakteriekultur. I det andet scenarie brugte landmanden både celletallet og differentialcelletallet til at udvælge køerne. Vi opgjorde, hvor mange køer der blev behandlet om året i begge scenarier, hvor stor mælkeproduktionen var samt landmandens økonomi.
Resultaterne viste, at landmanden ikke nødvendigvis får højere udbytte af at bruge differentialcelletallet til at udpege køer med subklinisk mastitis sammenlignet med kun at bruge celletallet. Der var faktisk ingen økonomisk gevinst for landmanden ved at bruge differentialcelletallet. Men ved at bruge begge indikatorer blev det muligt at nedsætte antallet af behandlinger betragteligt. Dermed var det muligt at nedsætte antallet af behandlingsdage generelt med helt op til 48 dage om året per besætning. Desuden blev antallet af udsatte køer nedsat med op til 10 køer per år, hvilket betyder, at de generelt lever længere, og det kan give højere dyrevelfærd.
Derfor viser studiet, at differentialcelletallet potentielt kan gavne dyrevelfærden og nedsætte antibiotikaforbruget.
I modellen sammenlignede vi et scenarie, hvor landmanden kun bruger celletallet til at udvælge køer til bakteriologisk dyrkninger, med et scenarie, hvor både celletallet og differentialcelletallet skulle være høje for at teste køerne. Grænsen for celletallet var sat til 200.000, mens grænsen for differentialcelletallet var sat til 62 %.
Ofte er der mange forskellige mastitisbakterier, som cirkulerer i en besætning. Men der er forskel på, hvilke bakterier som udgør de største problemer. Derfor simulerede vi tre forskellige besætninger med hver sin dominerende bakterie: Staphylococcus aureus, Streptococcus agalactiae (B-streptokokker) og Streptococcus uberis. Hver besætning havde samtidig et realistisk udvalg af andre bakterier.
Generelt var resultatet det samme i de tre besætninger: Differentialcelletallet udviste samme potentiale til at reducere mængden af antibiotika, uden at skade landmandens økonomi.
Resultaterne danner baggrund for videre studier i brugen af differentialcelletallet, og sammen med andre studier giver de et indblik i, hvordan landmanden i dagligdagen kan bruge både celletallet og differentialcelletallet til at optimere dyrevelfærd og minimere brugen af antibiotika, uden at det går ud over økonomien.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, DTU og SEGES. Projektet er støttet af GUDP, bevilling nr. 34009-150918.
Læs hele den videnskabelige artikel hos sciencedirect.com.
