Tilpasset ærlighed

Reglen for jobsøgendes oplysningspligt over for deres potentielt nye arbejdsgiver er for så vidt klar nok: Alt, hvad der kunne have væsentlig betydning for evnen til at bestride det job, man søger, har arbejdsgiveren ret til at vide noget om.

Har man sygdomme, som får indflydelse på arbejdsevnen, så skal det oplyses. Skal man stå foroverbøjet og foretage tunge løft, men har rygproblemer, så skal det også oplyses. Det er jo logisk nok, og det er da også forhandlingskonsulent i Den Danske Dyrlægeforening Anne Jakobsens erfaring, at der ikke er så meget tvivl om, hvor åbne kort, man skal spille med som jobsøgende i de oplagte tilfælde, hvor det, man kan vælge at fortie, hurtigt viser sig, når arbejdet er påbegyndt.

- De færreste jobsøgende ønsker at stå i en situation, hvor arbejdsgiveren med rette kan føle sig utilstrækkeligt informeret om et problem i forhold til arbejdsevnen, som man var klar over, da man søgte jobbet.

Dilemmaerne opstår i de mindre oplagte tilfælde, som reelt udgør et stort gråzoneområde, understreger Anne Jakobsen.

- Lider du fx af migræne, så kan pligten til at oplyse om det blive til et spørgsmål om, hvor hyppige anfaldene er. Er der tale om månedlige anfald, vil man ikke se det som en forpligtelse at oplyse om det. Men hvor går grænsen? Hvis man lider af ugentlige anfald, når man søger stillingen, så er det et problem i et omfang, som gør det problematisk ikke at være åben om det i jobsamtalen. Det er et grænseland, som er åbent for fortolkning.

Den ømtålelige graviditet

Graviditet er undtaget alle regler om oplysningspligt, og arbejdsgiveren må ikke spørge ind til det. På dette punkt er reglerne så meget på den kvindelige jobsøgendes side, at arbejdsgiveren tilmed kan føle et lille pres til at ansætte den, der er åben om sin graviditet, vurderer Anne Jakobsen.

- Graviditet er ømtåleligt i jobsøgningsprocesser, for en barsel koster dyrt for arbejdsgiveren. Reglen er ikke desto mindre klokkeklar. Det må overhovedet ikke indgå i overvejelserne, og på det område vil ingen beskyldes for at diskriminere. Men igen bør man som ansøger, hvis det virker fristende at lade være med at fortælle om en graviditet, overveje, hvad det er for en situation, man bringer sig selv i. Viser det sig, at man har været i fjerde måned, da man søgte jobbet uden at fortælle noget om det, kan det ikke undgå at blive en dårlig start på det nye job, siger Anne Jakobsen.

En oplysningspligt, der til hendes store ærgrelse, er blevet pålagt den jobsøgende ved en dom i Landsretten, er pligten til at fortælle det, hvis den ledighed, man kommer fra, skyldes, at man har været sygemeldt med stress.

- Man er ikke forpligtet til at oplyse, hvis der er tale om en kortvarig sygemelding, men ved længere sygemeldinger, er det desværre blevet en pligt. Retten vurderede, at en medarbejder burde have informeret arbejdsgiveren om en længere sygemelding op til ansættelsen. Der var derfor en gyldig fyringsgrund, da ansættelseskontrakten blev annulleret, fordi man kunne argumentere for, at den var indgået på falske forudsætninger.

- Det var en dom, som fagforeningen var meget uenig i. Den forekommer at være en form for mistænkeliggørelse, for når folk søger arbejde efter en periode med stress, så må man forvente, at de selv mener, de er klar til at arbejde. Men der kan dog godt komme noget godt ud af at sige det, som det er. Eksempelvis var der et af vores medlemmer, som oplyste om en stress-sygemelding til jobsamtalen og fik jobbet. Det resulterede i, at vedkommende startede på lempelige vilkår. Men det er nok en udgang, man ikke skal satse for meget på at være heldig med at opnå, siger Anne Jakobsen.

Den personlige integritet

Både den, der søger, og den, der ansætter, må grundlæggende være interesserede i, at processen ender med det rette match mellem stillingens indhold og den jobsøgende, mener erhvervspsykolog Pernille Frisch.

- Der er en fælles interesse i, at den, der får jobbet, kan varetage det, og dermed kan trives og blomstre. Men man må ikke glemme, at der, parallelt med de fælles interesser, er stærke egeninteresser i enhver jobsøgning. Det er en konkurrencesituation, hvor man er oppe mod andre ansøgere, som man ikke kender. Hvis det er et attraktivt job, så vil der være et stærkt felt, hvor det er de sidste par procenter og marginaler, som skiller nummer et fra nummer to og tre. Her gælder det om at trække den rigtige streg i sandet. Hvordan positionerer man sig bedst til at få jobbet uden at ende op som utroværdig eller endnu værre risikere at blive afsløret i at tale usandt? Det er ikke noget ukendt fænomen, at folk pynter på deres cv. Der er en glidende grænse for, hvornår man går over stregen, mener Pernille Frisch. 

- Det er jo helt i orden at trække de bedste ting frem og nedtone de dårligste. Men man bør nøje overveje, hvornår man begynder decideret at lyve eller måske blot fremstå utroværdig. At pynte sig med uddannelser, man ikke har, eller jobs, man ikke har haft, er et absolut nogo. Man skal heller ikke putte mere jobindhold på sit cv, end der er belæg for. Heller ikke selvom det kan være fristende at få det til at se ud, som om man har været et sted længere, end man i  virkeligheden har, fordi man gerne vil dække over en ledighedsperiode.

Det er en farlig vej at gå, mener Pernille Frisch.

- Én ting er, at det går ud over ens egen personlige integritet. Det er jo snyd. Noget andet er, at det kan skade én på længere sigt at fremstå utroværdig. Så man må være kreativ med at nedtone det, der kan trække den forkerte vej, uden at gå på kompromis med sandheden, siger Pernille Frisch.

Vinkling på kandidaturet

Ærlighed er en kompliceret størrelse, mener hun.

- At være ærlig betyder jo ikke, at man skal være hudløst ærlig og fortælle alt. Man er med i et hårdt game, hvor der bliver brugt albuer. Så vi taler her om en tilpasset ærlighed med plads til at fremhæve styrker og nedtone svagheder, siger Pernille Frisch, som opfordrer til, at man laver en lille analyse på, hvad arbejdsgiveren kunne være bekymret over ved at ansætte én.

- I de fleste tilfælde vil det virke stærkt, at man af sig selv italesætter de svagheder, man kan regne ud, at  arbejdsgiveren vil være opmærksom på. Hvordan kan man vinkle en ledighedsperiode positivt? Har man eksempelvis lært noget nyt eller noget om sig selv, som har gjort ledighedsperioden produktiv? Er man en 30-årig kvinde, der ikke har børn, vil graviditet måske være en bekymring arbejdsgiveren kan sidde med. De må ikke tage hul på emnet, men man må gerne selv italesætte det. Kan man formulere sig på en måde omkring det, der giver dem mere ro i maven? Hvis man kan neutralisere sine potentielle ulemper, så kan det være en god idé. Og det er ok at vinkle sit kandidatur til egen fordel indenfor de etiske grænser, siger Pernille Frisch. Myten er, at den, der er i stand til at lovprise sine egne kvaliteter, er foran på point til en jobsamtale, mens den, der fører sig mindre selvsikkert frem, er bagud. Ifølge Pernille Frisch er tiden løbet fra de storskrydende jobansøgere.

- Det er vigtigt at kunne sætte ord på ens kvaliteter, når man søger job. Men man skal huske på, at jo mere autentisk man kan være i situationen, jo bedre indtryk får folk generelt. Derfor er det måske lige så vigtigt, at man kan være rimelig åben og naturlig omkring ting, man har det vanskeligt med. Hvis man kan udstråle, at man fuldt ud er i stand til fylde jobbet ud uden at storskryde, så er det klart at foretrække, siger hun.

Præstationen på dagen

At gå til jobsamtale minder på mange måder om en sportspræstation, mener Pernille Frisch, som har interesseret sig for den måde basketballspillere arbejder med at ramme det rigtige spændingsniveau, så de hverken er underspændte eller overspændte, når de skal i kamp.

- Til en jobsamtale er det vigtigt, at man finder det rigtige spændingsniveau. Du skal præstere på dagen – ligesom sportsfolk. Hvis du er overspændt, hviler du ikke i dig selv. Måske snakker du lidt for højt eller lidt for meget. Hvis du er underspændt, bliver det hele lidt for slattent. Du udstråler, at det ikke betyder særlig meget for dig. Så du skal have en tænding, som nogle gange viser sig som nervøsitet. Hvis arbejdsgiveren kan se, du er nervøs, vil det langt hen ad vejen signalere, at du brænder for det. For nogle kan det virke at være ærlig og sige hold da op, hvor er jeg nervøs i dag. Eller måske bare, jeg har godt nok været spændt på, hvem jeg skulle møde i dag. Det kan være spontant sagt, men det kan også være en del af en personlig strategi, man lægger for sig selv, som giver en handlemulighed i situationen, og gør det lettere at være tilstede, siger Pernille Frisch, som har flere gode råd til de jobsøgende, hun coacher til hverdag.

- Husk at trække vejret. Husk at holde nogle pauser. Tænk over ting, du ved, vil hjælpe dig til at ikke at miste overblikket. Forbered dig godt. Er der noget, du kan grave frem på internettet før jobsamtalen, som du kan relatere til under samtalen?

Det kan også være en fordel, hvis du kan forbinde dig med de mennesker, du skal møde til samtalen. Kender I nogle af de samme mennesker på Linkedin, har I nogle af de samme interesser? Nogle ansøgere får stillet sig selv i en situation, hvor et afslag på en jobansøgning opleves som verdens undergang, vurderer Pernille Frisch.

- Det kan være et job, man i årevis har positioneret sig til at søge. Måske har man endda flyttet rundt i landet med sin familie for at gå efter en bestemt stilling. Det betyder så meget at få jobbet, at det i sig selv bliver et problem for ens præstation til samtalen.

I de tilfælde findes der gode teknikker til at få grounded sig selv. Mange kan få noget ud af visualiseringsøvelser, hvor man, måske til afslappende musik, forestiller sig, at det går godt til samtalen. Man tænker det optimale forløb igennem. Hvad vil jeg starte med? Hvilke pointer skal jeg huske at få med? Visualiser dig gennem samtalen som en slags indre generalprøve. Og husk, at hvis du gør dit bedste og gør dig umage i forberedelsen og til samtalen, så kan du ikke gøre mere, siger Pernille Frisch.