Annonce Banner Banner Banner

Ny stillingsstruktur på universiteterne har ikke gjort det nemmere at blive fastansat

Ansættelse Der er indført nye stillingsstrukturer på universiteterne for at nedbringe antallet af kortvarigt ansatte, som er langtidsparkeret på kanten af det attraktive karriereforløb. Men kan de nye strukturer løse problemet?

DSC 6925 © Pia Rindom
Interview

I gamle dage sad lektorer og professorer så trygt i deres  stillinger, at de i princippet kunne slippe afsted med at forske meget lidt. Og i det hele taget lave meget lidt. Det blev der så lavet om på. Universitetsverdenen ændrede karakter ved i stigende grad at blive finansieret af eksterne midler.

Et hav af tidsbegrænsede ansættelser og projektansættelser blev den nye orden for de akademikere, der ville positionere sig i opstigningen fra ph.d. til postdoc til adjunkt til lektor til professor. Samtidig blev der lagt mere pres på de fastansatte. De begyndte i stigende grad som de tidsbegrænset ansatte at skulle legitimere sig selv fremadrettet.

Der opstår en ny epoke i stillingsstrukturerne, hvor det handler om skarpe ansøgninger i skarp konkurrence om projekterne, stillingerne og forskningsmidlerne. Og hvor der er et stærkt incitament til at holde sig helt oppe på tæerne i kortvarige ansættelser, der potentielt kunne føre til den faste stilling.

Hvis man vil den dynamiske og højkvalificerede forskning, kunne det jo være en god idé – og har måske også et stykke af vejen været det. For professorvældet slap man af med. Og dynamik og forskningsiver båret af projektansatte ildsjæle det fik man, vurderer dyrlæge Tina Holberg Pihl, Universitetshospitalet for Store Husdyr, KU SUND.

- Der er en sammenhæng mellem dynamik og flow i stillingsstrukturerne og kvaliteten i forskningen. Jeg mener godt, man kan argumentere for, at de mange postdoc-ordninger har medvirket til en opblomstring af forskningen, fordi det er blevet nemmere at igangsætte projekter. Og nogle af dem er rigtig gode.

5T1A9615

Lektor på Syddansk Universitet Henrik Dimke er en del af Det Unge Akademi, der flittigt har påpeget det uhensigtsmæssige i dele af  stillingsstrukturerne.

© Mette Krull

- På den anden side er vi nok kommet for langt over i den anden grøft, hvor det alt i alt bliver for overfladisk. Man bruger meget tid på ansøgninger, som man langt fra altid får nogen penge ud af. Tid, man kunne have brugt på at forske. Projektmæssigt kan det være svært at få tingene til at hænge sammen med de mange korte ansættelser, for har man overhovedet fået afsluttet sit projekt ordentligt, inden man skal videre til det næste? Vi skal passe på, at kontinuiteten ikke ryger. Og lige nu er der nok brug for nogle flere faste stillinger for at bevare den, siger Tina Holberg Pihl.

Reality-tjek

Den situation, som uafvendeligt er opstået for de mange postdocere er, at der er blevet meget langt fra jord til bord. For mens antallet af konkurrerende om de faste stillinger er steget enormt, er det kun de eksternt finansierede kortvarige projekter, der er steget tilsvarende.

Hvorfor et stigende antal akademikere må kæmpe fra postdoc til postdoc – fra isflage til isflage – uden nogen realistisk udsigt til en af de fastansættelser, som der nu procentuelt er blevet langt færre af, fordi de interne midler på universiteterne er blevet færre.

Virkeligheden er, at rigtig mange bliver kørt bagud af dansen, fordi de bliver hængende i kortvarige ansættelser, vurderer lektor på Syddansk Universitet Henrik Dimke.

Der er mange yderst talentfulde folk, der aldrig får fastansættelsen.

Henrik Dimke

- Der er mange yderst talentfulde folk, der aldrig får fastansættelsen. Eller måske går der mange år, før de endelig får et fast job netop fordi, de har været indfanget i spiralen med kortvarige ansættelser.  Vi burde tale meget højere om den virkelighed på universiteterne for ikke at give de studerende, der ser en universitetskarriere for sig, falske forventninger, siger Henrik Dimke.

- I Holland liner man konsekvent procentsatserne op. Hvis man vil studere noget, så skal man vide, at eksempelvis 40 % ender i erhvervslivet, 25 % i det offentlige, 20 % på klinikker, 13 % i forskellige former for projektansættelser – nå ja, og så er der et par procent, som får en fast stilling på universiteterne. Det er sådan virkeligheden er. Og den kan være svær at gøre noget ved. Men vi kan godt gøre noget for at forhindre, at vi får en pukkel med alt for håbefulde driftere i den akademiske verden, siger Henrik Dimke, der som en del af Det Unge Akademi flittigt har påpeget det uhensigtsmæssige i dele af stillingsstrukturerne.

Faste kriterier

Uddannelses- og Forskningsministeriet annoncerede sidste år en ændring i stillingsstrukturerne. Det skal nu være mere synligt, hvad karriereperspektivet er, når man lægger fra land som nyuddannet akademiker med ambitioner om en universitetsstilling.

Med indførelsen af tenure track-stillinger siger man, »vi ansætter dig i et 6-årigt forløb som adjunkt, hvor du efterfølgende vil have mulighed for at blive lektor. Forudsat, at du opfylder nogle krav«.

Tidligere har det været sådan, at man udelukkende kunne søge om en lektorstilling efter nogle år som adjunkt. Det kan være, man fik den, men man gjorde det højst sandsynligvis ikke – og så begyndte man at hænge fast i en struktur. Nu lægges der op til en mere klar linje fra adjunkt til lektor, og det er i sig selv et skridt på vejen i den rigtige retning, mener Henrik Dimke.

Bliv god til at sige fra, hvis du er ved at sige ja til noget, som tager tid og energi fra din forskning.

Tina Holberg Pihl

- Det kan være en god ide at tage en gruppe ud, som man satser på, tidligere. Simpelthen for at dæmme op for den karriereforvirring, der griber om sig, hvis man ikke gør noget. Men man skal huske på, at der bliver altså ikke flere faste stillinger af, at man automatisk positionerer nogen til dem. Den ærgerlige tendens i analyserne er, at jo længere tid, man bliver hængende i tidsbegrænsede ansættelser, jo større lønefterslæb får man. Hvis du har hængt i systemet i lang tid, er du på flere måder kørt bagud af dansen, hvilket også har store psykiske konsekvenser. For mange vil det være bedre, hvis man tidligere erkender, at det måske slet ikke er en karriere på universitetet, man skal satse på, siger Henrik Dimke.

Det bliver vigtigt, om man lykkes med at få opstillet nogle meget transparente og tydelige kriterier for, hvordan man kvalificerer sig til næste trin, mener han.

- Der har været alt for meget uklarhed om, hvilke kriterier der ligger til grund for ansættelser. Evalueringer og krav til adjunkten i overgangen til lektorstillinger er fx ikke særlig klart beskrevne. Når man indfører disse lange forfremmelsesforløb bør det altid være med brede og gennemsigtige stillingsopslag. For når man har skabt en struktur, som placerer så mange ude på kanten af det attraktive karriereforløb, så må man som minimum sørge for, at det ikke er den, som kender nogen, der kender nogle andre, som får stillingen.

- Det er særdeles vigtigt, også fordi det at være fastansat i Danmark ikke er det samme som at være fastansat i Frankrig. Man kan faktisk blive fyret herhjemme. Og nogle bliver fyret eller får ikke stillingen, fordi de siger deres mening for højt. Både når det gælder forfremmelser og fyringer, er det helt afgørende for, om den nye stillingsstruktur på længere sigt bliver en succes, at man får opstillet nogle kriterier, som er til at få øje på, siger Henrik Dimke.

Dygtighed og held

Tina Holberg Pihl er en af de procentvist få, der er sluppet glat først gennem adjunkt-nåleøjet og dernæst lektor-nåleøjet. Det har hun naturligvis, fordi hun har været dygtig og flittig, men hvis hun skal sige det selv - i høj grad også heldig.

TP+ Post Op Kolikhest1

Dyrlæge Tina Holberg Pihl, KU SUND, er en af de procentvist få, der er sluppet glat først gennem adjunkt-nåleøjet og dernæst lektor-nåleøjet.

© Privat

- Det er helt afgørende for ens muligheder for at nå videre i karrieren, hvem ens nærmeste leder er. Er det én, som kaster om sig med akutopgaver og ikke har blik for, at hvis man skal kvalificere sig videre, så er det ved at forske? Eller er man, som jeg har været, så heldig at have en nærmeste leder, der helt fra start var opmærksom på, at jeg skulle have vind i ryggen, når det gjaldt forskning? Man kan være storartet underviser og gå højt op i den del, men hvis man ikke bliver understøttet i at forske ved siden af, så bliver det svært.

- Mange oplever, at de bliver bedt om at lave en masse undervisning og akutarbejde af deres ledere. Når året er gået, kan de selvsamme ledere notere sig, at der ikke er produceret de forskningsartikler, som var forventet.

Tina Holberg Pihl betragter ikke sig selv som særligt ambitiøs på karrierestigen. Til gengæld er hun meget fagligt dedikeret.

- Drivkraften for mig har egentlig blot været den, at jeg er meget glad for det arbejde, jeg laver. For at kunne blive ved med at beskæftige mig med det mest interessante, så har jeg været nødt til at hænge på for at komme igennem til næste trin. For det er jo ikke bare den gode løn i en fast stilling, der er på spil i stillingsstrukturerne. Det er også muligheden for at lave det, man synes er allermest interessant. Og der er det lidt lige meget, hvor dygtig en kliniker eller underviser, du er – hvis du ikke har forsket nok, så er det bare ærgerligt, siger Tina Holberg Pihl, som har et meget præcist overblik over, hvornår hun selv har bedrevet den forskning, der har bragt hende fra postdoc til adjunkt til lektor.

- Det foregår, når børnene er lagt i seng på hverdagsaftenerne, og når jeg har noget afspadsering. Der er ikke meget plads til forskning i dagtimerne mandag til fredag. For der underviser jeg eller er på klinikken. Så det gode råd, hvis man vil holde sin forskning oppe i det gear, der skal til for at komme til næste trin, er at værne om det rum, man forsker i. Bliv god til at sige fra, hvis du er ved at sige ja til noget, som tager tid og energi fra din forskning, siger Tina Holberg Pihl.