Annonce Banner Banner Banner

Stafetten blev givet videre til den første kvindelige formand i Dyrlægeforeningens 170-årige historie

Generalforsamling - Tak for tillid, kritik og ideer, sagde Carsten Jensen, der efter seks år på posten som formand takkede af på DDDs generalforsamling og gav stafetten videre til Hanne Knude Palshof.

Ddd Aarsmoede 2019 219 Web © Dan Gabay
Referat

Carsten Jensen kom rundt om en lang række emner i sin mundtlige beretning med et tilbageblik på, hvordan det bl.a. ser ud med beskæftigelsen for dyrlæger, det veterinære beredskab, antibiotikaforbruget i husdyrproduktionen, dyrevelfærdsmærket, dyrevelfærd ved eksport, veterinærforlig 3 og life science. Emner, der alle fylder i det fagpolitiske arbejde i Dyrlægeforeningen, forklarede den nu tidligere formand. Men inden han blev det, kom han også rundt om bestyrelsens handlingsplan for det kommende år. Og den kommer blandt andet til at handle om tilfredshedsundersøgelsen.

- Resultatet kom i foråret, og der skal selvfølgelig arbejdes videre med opfølgningen på undersøgelsen, sagde Carsten Jensen og nævnte de tiltag, der allerede er gjort med ny hjemmeside og nye nyhedsbreve. Forude venter en styrket indsats over for de nye medlemmer og DDDs ansigt udadtil.

- Og så skal hovedstyrelsen begynde at arbejde med veterinærforlig 4. Vi har haft det første møde, hvor vi har gjort status på, hvor langt vi er med Veterinær forlig 3. 4’eren kommer i 2021. Der er også et nyt fødevareforlig, der skal forhandles, samt et forskningsforlig.

Carsten Jensen nævnte også DDDs ad hoc-grupper, der løser konkrete faglige opgaver.

- Det var faktisk også målet, da vi lavede den nye struktur for tre år siden – at man skulle trække nogle folk ind til nogle konkrete arbejdsopgaver. Det virker godt. I munter stemning afklædte Carsten Jensen i bogstavelig forstand sit hverv som formand. Først smed han jakken og dernæst sit formandsbadge, som Hanne Knude Palshof ceremonielt overtog, efter der var sagt god for beretningen, og DDDs nye formand var valgt.

- Det sidste jeg vil sige, er tak til sekretariatet og de steder, hvor jeg er kommet som formand i forskellige sammenhænge. Tak for tillid, kritik og ideer, sagde Carsten Jensen, der til stående applaus fratrådte til civil og forlod podiet. Nu iklædt hawaiiskjorte. ♦

Vi skal være der, hvor medlemmerne er

DDDs nye formand ønsker at komme tættere på medlemmerne.

Hanne Knude Palshof, der igennem de sidste to år har været formand for Faggruppe Familiedyr, har i tidens løb også haft flere andre tillidsposter. Den nye post som DDD-formand er en opgave, hun glæder sig til at komme i gang med.

- Det er samtidig en rolle, jeg går ind i både ydmygt og med en vision om at gøre en forskel, siger hun, og det er med et stærkt ønske om at komme tættere på medlemmerne.

- Der er sket en voldsom udvikling med erhvervsfordelingen i vores fag. Diversiteten er vokset, og som forening bør vi vokse med. Der er ikke så mange af os, der har gummistøvler på længere. Dyrlægefaget har bevæget sig i mange retninger, og mange dyrlæger bevæger sig gennem de forskellige områder i deres arbejdsliv. Vi skal være der, hvor medlemmerne er. Og det skal til enhver tid være tydeligt, hvad Dyrlægeforeningen tilbyder og arbejder for, ligesom det skal være nemt for medlemmerne at få den service, de har brug for. Her giver enhedsforeningen rigtig god mening og synergi, understreger Hanne Knude Palshof.

Flere kvinder end mænd

Hanne Knude Palshof bliver den første kvindelige dyrlæge på formandsposten i Dyrlægeforeningens 170-årige historie.

- Om det gør nogen forskel, ved jeg ikke, men det ligger fast, at rigtig mange af vores medlemmer er kvinder. Faktisk 70 procent, understreger hun.

- Som forening skal vi kunne håndtere, at mange flere af vores medlemmer er kvinder, og vi bliver nødt til at se i øjnene, at mange kvinder vil arbejde på en anden måde og ikke arbejde så meget. De er måske heller ikke så »risky« i deres erhvervsvalg. Der kan DDD lige præcis gøre en forskel, for vi kan sige: »Vi skal nok hjælpe jer, selvom I skifter branche. Vi kan hjælpe jer til at få nogle bedre kontrakter, barselsvilkår og nogle ordentlige arbejdsvilkår«.

Vi skal skrue op for medlemstilfredsheden

Hanne Knude Palshof erkender, at ikke alle medlemmer er tilfredse med, hvad de får ud af deres medlemskab, og derfor er det en vigtig opgave, at få synliggjort udbyttet.

- I første omgang er vi ret sikre på, at vi ikke får fortalt alt, hvad de får ud af deres medlemskab af Dyrlægeforeningen. Det skal vi blive bedre til, siger Hanne og understreger, at i dag er man vant til, at den samme nyhed bliver repeteret i alle mulige forskellige medier – og så har man hørt den.

- Hvis vi kommer ud med vores budskab en gang fx i DVT, er det bare ikke nok. Vi skal turde at komme med den samme historie mange gange – for så kan vores medlemmer se, hvad de får i deres forening, som jeg mener, leverer utrolig meget. Vi skal gøre mere for at få synlig - gjort udbyttet, siger hun og nævner nogle af de tiltag, der allerede er sat i værk med ny hjemmeside og de nye nyhedsbreve, der har givet nogle bedre muligheder for at få information bredt ud.

DDD-formanden vil gerne styrke forholdet til de unge meget tidligt med et stort onbordingprojekt.

- Det går ud på, at de unge, inden de bliver dyrlæger, skal vide, hvad vi som foreningen står for, og hvad vi gør - og mindst lige så vigtigt, at de føle sig velkomne og får valgt den rigtige faggruppe. Et af de steder, hvor vi virkelig skal have fat, er de helt unge – navnlig dem, der vælger biomedicinvejen. De har måske svært ved at se sig selv i Dyrlægeforeningen. Vi skal have fat på dem, inden de kommer ud i erhvervslivet, sådan at de får følelsen af, at de hører til i DDD på lige fod med alle andre dyrlæger.

- På lidt længere sigt skal vi arbejde med den overordnede struktur og se på, hvad vi egentlig vil med Dyrlægeforeningen. Vi er en forening i udvikling, hvorfor vi må vende blikket indad og se på, hvad der er anderledes i forhold til tidligere. Det er klart – det er en opgave hovedbestyrelsen skal løfte i fællesskab med medlemmerne. Det glæder jeg mig til at arbejde videre med, slutter Hanne Knude Palshof. ♦