Sadler - hvad ved vi fra en veterinær vinkel?

Heste har været redet i mindst 4.000 år⁴³, og omkring år 500 f.Kr. begyndte man at anvende en pudelignende sadel stoppet med græs eller hår². Sadlen blev opfundet for at forbedre rytterens komfort og sikkerhed8 samt for at fordele rytterens vægt over et større område af hestens ryg⁶.

Udformningen af sadlen er gennem årene blevet ændret afhængigt af hestens brug, og da hestens brug de senere årtier er blevet primært sportsorienteret, har man i den forbindelse observeret, at hest og rytter præsterer bedre med optimalt tilpasset udstyr - inklusive sadlen⁸.

Det er dog først de senere år, at reel forskning har fundet sted på dette felt. Nylige undersøgelser indikerede som forventet, at en dårligt tilpasset sadel forårsager problemer som slidmærker i pelsen, fokale smertepunkter i sadellejet, ømhed og stivhed i m. longissimus dorsi samt atrofi af den epaksiale muskulatur^18,19,21,22. Et studie fra 2010 bekræftede via trykmåling sammenhængen mellem fokale smertepunkter og tryksår og en højere trykbelastning⁴⁴, og et studie fra Malaysia (n = 181) fandt, at knap 17 % af undersøgte ryglidelser var relateret til udstyret³⁰.

Placering og tilpasning af sadlen

Den korrekte længde på en traditionel engelsk sadel med bom lader ideelt set scapula fri samtidig med, at sadelbommen ikke ligger ud over T18^13,23. I bevægelse kommer scapula dog så meget bagud, at den næsten flugter manken, hvormed det typisk ikke er praktisk muligt at placere sadlen, så den ikke kommer i kontakt med sca pula i bevægelse5. Ligger sadlen ud over T18, kan det påvirke m. gluteus medius’ og m. iliocostalis’ funktion og kan yderligere kompromittere lateral fleksion på grund af tryk på de lumbare transverse processer¹³.

Der er forskellige metoder til at identificere T18, hvor der i England er to sadelmagerskoler – "Society of Master Saddlers" og "Society of Master Saddle Fitting Consultants". Skolerne anvender hver deres metode gående på hhv. at følge kurvaturen af det 18. ribben og at tælle 6 torntappe frem fra lumbosacralleddet³⁶. På overvægtige heste foreslår et studie at anvende en metode, hvor man tæller 5 torntappe frem fra L6, som på overvægtige heste ligger så dybt, at den ikke kan palperes, men i stedet fremstår som en fordybning, hvilket man fandt ofte blev fejlagtigt tolket som området over lumbosacralleddet³⁶.

Et studie fra 2019 så netop på engelske sadelmageres præcision i forhold til placering af sadlen og T18 holdt op imod røntgenidentificering af T18³⁶. Studiet fandt, at man bedst sikrede, at sadlen lå indenfor T18 ved at kombinere palpation af bagerste ribben med at tælle 5 torntappe frem fra L6. Også et tidligere studie fra 2017 så på engelske sadelmageres tilpasning af sadler, hvor man fandt, at netop sadlens længde i forhold til T18, var den del af tilpasningen, der var mindst enighed om sadelmagerne imellem²³.

Når en traditionel sadel med bom er tilpasset korrekt, og sadlen også passer til rytteren, vil det primære tryk placeres i området T10 til T13³⁴, hvor rytterens tyngdepunkt er beliggende over hestens tyngdepunkt, der er beliggende over T13^3,45. Yderligere vil det laveste punkt på ryggen også passe med det laveste punkt i sadlen¹³.

På en gruppe dressurheste på Intermediare og Grand Prix-niveau (n = 13) fandt man, at en reduktion af netop vægtbelastningen i T10-T13 området, opnået med en sadel med en modificeret form på bom og sadelpuder/paneler samt placering af gjordstropper, forbedrede både forbens- og bagbensaktionen i trav og øgede muskelfylden efter arbejde³⁴.

I forsøget blev den modificerede sadel sammenlignet med hestenes egne sadler, som alle blev vurderet og godkendt af fire uafhængige uddannede sadelmagere³⁴. Forsøget indikerer således, at der fremadrettet er potentiale for yderligere optimering af nutidens sadeltilpasning. Man har undersøgt lignende ændringer i sadlen på galopheste, hvor man fandt, at galoplængden øgedes tillige med øget hofteflektion³⁵.

Den traditionelle sadelbom skal passe til den enkelte hest, hvor en for smal bom vil få sadlen til at "danne bro" og øger trykbelastningen bagerst i sadellejet, og en for bred bom får sadlen til at ligge for tæt på rygsøjlen og potentielt på torntappene og øger belastningen fortil og/eller lige under rytteren^5,13,32,34.

At sadlen danner bro, menes af nogle forfattere at være den sadelfejl, som hesten dårligst tolererer³⁷. Resultatet af en forkert størrelse bom fører i alle tilfælde til, at trykbelastningen koncentreres over et mindre område³². Yderligere påvirker en utilpasset bom også rytteren, således at en for bred bom kan føre til, at rytteren kommer til at sidde svajrygget, og en for smal bom kan føre til, at rytteren kommer til at sidde krumrygget⁷.

Et sadelstudie evalueret med termografi fandt, at en af de hyppigste fejl i forhold til placering af springsadler var en for kranial placering førende til øget belastning fortil i sadlen¹. Det nytter således ikke, at sadlen er veltilpasset, hvis den placeres forkert på ryggen af hesten. Endelig er det også vigtigt, at sadlen passer til rytteren¹³.

Undersøgelser af hestens ryg før og efter ridning har vist, at rygmuskulaturen kan være 1-1,5 cm større efter arbejde, hvilket taler for sadeltilpasning både før og efter arbejde^13,20. Særligt sadelpuderne og disses område under stigremmene udsættes for belastning under arbejde²⁰. Muskelfylden fandtes størst efter arbejde hos heste, der blev redet af dygtige ryttere, kontra heste redet af mindre dygtige ryttere, og den øgede muskelfylde udeblev hos heste, der arbejdede med en ikke-tilpasset sadel²⁰.

Sadlens trykbelastning

Belastningen under sadlen varierer med, hvor stramt gjorden er spændt, rytterens og sadlens vægt samt effekten af den øgede ryttervægt i bevægelse^12,15, hvor belastningen ned i sadlen i skridt er lig rytterens vægt, i trav cirka 2 gange og i galop cirka 2½ gange rytterens vægt¹⁵.

Yderligere afhænger rytterens belastning ned i sadlen af hestens bevægelsesmønster, hvor en hest med en meget svingende trav, resulterer i en større vægtbelastning¹¹.

Trykoverførslen fra sadlen til hesten registreres i diverse forskningsforsøg med brug af en "pressure pad", hvilket blev introduceret i 1994²⁵. Også termografi har vist sig anvendelig i relation til vurdering af sadeltilpasning^1,33,40.

Punktbelastninger kan over tid føre til iskæmiske muskelskader via okklusion af blodforsyningen til muskulaturen, men her har det cykliske bevægelsesmønster i sadlen til en vis grad en reducerende effekt, således at punktbelastninger under sadlen typisk ikke er konstante under sadlen⁹.

Humant har man fundet, at tryk på muskelvæv videreføres til den underliggende knogleoverflade, og at trykket på knogleoverfladen er signifikant højere end trykket på huden²⁸. Ligeledes har humane studier vist, at nekrose påbegyndes tæt ved knogleoverfladen, før der opstår hyperæmi i huden og reel hudulceration⁴¹.

Muskelrygsmerter på rideheste opstår ved et mindre tryk (gennemsnitligt 10 kPa) i den bagerste del af sadellejet i forhold til i den forreste del (gennemsnitligt 13,2 kPa)³⁷. Det er således særligt muskulaturen bagerst i sadellejet, der er følsom for iskæmiske skader, og undersøgelser af tørre områder under sadlen og af sadelsår har resulteret i et forslag om en grænseværdi på ca. 11 kPa i forhold til at undgå iskæmiske skader under sadlen^4,44.

Sadlens stopning

Der findes flere forskellige materialer til stopning såsom uld, skum og luft. Sadelpuder stoppet med luft kan blive meget hårde, hvis der er for meget luft i sadelpuderne, og luftmængden kan være svær at styre⁵. En undersøgelse så på sadelpudernes stopning, hvor man fandt, at uld gav en bedre fordeling af trykket sammenlignet med stopninger med skum4, hvor forfatterne dog pointerer, at der er meget stor variation i skummaterialer, hvormed det er uhensigtsmæssigt at generalisere.

Følger af ikke-tilpassede sadler

Hos springheste er det vist, at knap 63 % af sadlerne (n = 62) belastede hestene asymmetrisk vurderet med termografi¹. Man har også fundet, at springheste har mindre tendens til at udvikle rygmuskulatur fulgt over et års arbejde, hvilket foreslås relateret til, at springsadler i langt højere grad end i andre discipliner anvendes på flere heste, hvormed sadlen ikke tilpasses den enkelte hest¹⁸.

Udvikling af rygmuskulaturen varierer meget i løbet af et år for både dressur- og springheste, hvormed forfatterne foreslår, at sadeltilpasning foretages flere gange årligt¹⁸. Dette underbygges af et studie (n = 506), der fandt, at 30 % af hestene gik med ikke korrekt tilpassede sadler trods årlig professionel tilpasning²¹.

En lang række visuelle fund i sadellejet kan relateres til utilstrækkelig sadeltilpasning såsom uregelmæssigheder i og afslidning af pelsen, hudlæsioner, muskelatrofi, hvide hår samt asymmetrisk muskulatur tillige med en lang række kliniske manifestationer, som kan være både åbenlyst relateret til sadlen, men også forekomme mere kamufleret og langt mindre åbenlyst sadelrelateret¹³.

En utilstrækkeligt tilpasset sadel kan resultere i tørre pletter omgivet af sved, særligt fortil i sadellejet, hvilket indikerer fokale trykområder¹³, som er vigtige løbende at monitorere for⁴⁴. Tørre områder i midtlinjen omgivet af sved kan indikere, at sadlen ligger på et for tykt eller for mange underlag, som fylder sadelkammeret, og dermed fører til trykbelastning af torntappene¹³.

Hos nogle heste kan man efter arbejde se en eller flere bløde hævelser i midtlinjen ovenpå torntappene i sadellejet uden relation til utilstrækkelig sadeltilpasning, hvilket er af ukendt ætiologi¹³.

Interaktion mellem hest, rytter og sadel

Rytteren overfører kraftbelastninger til hesten via tøjlen, stigbøjlerne og sadlen⁴². Interaktionen mellem hest, rytter og sadel er kompleks, men sadelmageren er typisk den første, der står for skud, såfremt denne interaktion ikke fungerer, hvilket ikke altid er retmæssigt. En hyppig problemstilling består i, at sadlen glider ud til den ene side. Når det forekommer, vil rytterens sæde rotere med sadlen, men rytterens krop vil rotere i den modsatte retning^7,29.

Glider sadlen til højre, vil trykbelastningen under sadlen øges i den venstre side^24,29 og samtidig føre til en øget belastning af venstre forben i gennemtrædningsfasen^7,29. På stillestående hest har man derimod vist, at belastningen øges under rytteren i den retning, som rytteren læner sig¹⁰. Flere studier finder en øget belastning i venstre side af sadlen fra et flertal af ryttere^7,15,24,40, hvilket også afspejler sig i letridning, hvor forskere har fundet, at en overvægt af ryttere belaster med en større kraft, når de sidder ned på venstre diagonal i forhold til højre³⁹.

En ældre artikel fra 1999 viste, at man på heste med asymmetrisk skuldermuskulatur så, at sadlen gled mod den mindste skulder²⁶. Netop asymmetriske skulderpartier er et hyppigt fund ved gennemgang af hestens overlinje, men findes i et studie fra 2014 at have mindre effekt på sadlens vægtfordeling i forhold til hhv. hestens og rytterens asymmetriske bevægelse²¹.

Et studie fra 2008 så på betydningen af at sidde op fra jorden eller fra en skammel og fandt, at dette selvsagt førte til, træk i sadlen mod venstre og deraf en belastning i højre del af forreste sadelleje, samt en vedvarende asymmetri selv efter rytteren forsøgte at korrigere ved at træde kraftigt ned i højre stigbøjle, hvilket foreslås på sigt at føre til asymmetri  i hesten¹⁶.

Det foreslås yderligere, at den konsekvente håndtering af hesten fra venstre side potentielt bidrager til asymmetri i hesten²⁴, men også unilateral græsningsadfærd, hvor det i et ældre studie er fundet, at de fleste heste stiller venstre ben forrest³¹, hvilket foreslås at bidrage til asymmetrien²⁴.

En spørgeskemaundersøgelse fra 2015 fandt, at godt 38 % af rytterne i undersøgelsen selv havde rygsmerter, hvilket var positivt korreleret til dårligt tilpassede sadler¹⁹. I en anden undersøgelse (n = 506) fandt man, at mindre thorakolumbale muskulære asymmetrier på hesten over T8 og T13 var hyppigt forekommende og relateret til rytterens vægt, rytter/hest-vægtratioen og tidligere skader på rytteren/rygsmerter hos rytteren, men man fandt også, at hos langt størstedelen af hestene (78,6 %), som blev redet af ryttere, der sad skævt, lå sadlen lige²¹.

Et andet studie viste dog, at der ikke var sammenhæng mellem rytterens vægt og tendens til rygsmerter på hesten²⁰. Hesten påvirkes af rytterens kropsvægt og acceleration, og undersøgelserne indikerer, at påvirkningen af en tung rytter med en asymmetrisk position er medvirkende til, at hesten kan udvikle en let asymmetrisk muskulatur²¹.

Dette indikerer ifølge Hilary Clayton, at det netop er vanskeligt at sætte en grænse for, hvad en hest bør bære, idet så mange andre faktorer spiller ind, hvoraf særligt rytterens balance samt den påtænkte disciplin er af betydning⁵. Generelt anbefales, at tunge ryttere har fokus på at vælge en hest af en passende størrelse og muskelfylde samt at have fokus på korrekt tilpasning af sadlen i forhold til både rytter og hest¹⁴.

Forskydning af sadlen på halte og rengående heste

Et studie fra 2013 (n = 128) fandt, at bagbenshalthed inducerede en forskydning af sadlen mod den halte side hos 54 % af hestene med bagbenshalthed, hvilket i langt mindre grad sås hos heste med forbenshaltheder (4 %)^20.

Halthederne blev bekræftet med positive blokader, hvorefter forskydningen af sadlen ophørte20. Sadlen fandtes desuden at forskyde sig mere med en let kontra en tungere rytter, hvor det modsatte var tilfældet, når forskydningen af sadlen skyldtes en asymmetrisk sadel²⁰.

Anden undersøgelse af samme forskergruppe (n = 506) bekræftede, at bagbenshaltheder var stærkt 
korreleret til, at sadlen kom til at ligge skævt, hvor sadlen typisk gled til den samme side som haltheden (hos 60 %) og forekom typisk kun på den ene volte og i mere udpræget grad i galop^13,21.

Man fandt, at heste med bagbenshaltheder havde 52 gange større sandsynlighed for, at sadlen blev forskudt end rengående heste, hvor det skal bemærkes, at der er tale om heste med subkliniske haltheder, som af rytteren fandtes rengående²¹. Ved bilaterale bagbenshaltheder kunne i nogle tilfælde ses, at sadlen gled udad på hver volte²¹.

Pudsigt nok fandt man, at veltilpassede symmetriske sadler havde større tendens til at forskydes end dårligt tilpassede sadler²¹. Derimod viste det sig, at ryttere, der sad skævt, i langt de fleste tilfælde (78,6 %) ikke forårsagede, at sadlen blev skævt placeret²¹. Studiet fandt, at man kun sjældent så meget udpræget asymmetri i rygmuskulaturen, men at sådanne muskulære skævheder resulterede i, at sadlen i højere grad lå skævt på begge volter og også på lige spor²¹.

En nylig undersøgelse fra 2018 så på sadler, der gled ud til den ene side på rengående heste²⁹. Hestene (n = 7) fandtes rengående af deres ejere og gennemgik en halthedsundersøgelse ved to dyrlæger, der ligeledes fandt hestene rengående²⁹.

Sadlerne blev indledningsvist gennemgået og godkendt til hver enkelt hest af fire uafhængige uddannede sadelmagere²⁹. Denne grundighed blev indlagt for at eliminere faktoren sadeltilpasning som årsag til forskydning af sadlen. For sadler, der blev forskudt udad i volten, fandt man inden korrektion af sadlen bl.a. en reduceret gennemtrædning på det udvendige forben og indvendige bagben samt en skæv rytterposition²⁹.

Forskydningen af sadlerne blev korrigeret med korrektionskiler, hvorefter man i trav fandt, at sadlerne lå mere lige, der var mindre trykbelastning på den indvendige sadelpude, rytteren kom til at sidde mere lige, og gennemtrædningen på det udvendige forben og indvendige bagben i trav øgedes²⁹.

I de tilfælde, hvor sadlen blev forskudt indad i volten, sås efter korrektion bl.a., at rytteren sad mere lige, der var øget bevægelighed i relation til sacrum i trav, og der var mindre trykbelastning på den udvendige sadelpude i galop²⁹. Mod forventning sås mindre bevægelighed i relation til sacrum i galop og en reduceret fleksion i den indvendige has efter korrektion i denne gruppe²⁹.

Sammenligning af sadler

En undersøgelse fra 2018 sammenlignede en traditionel dressursadel med en sadel uden sadelklapper (n = 5), hvor heste blev redet af deres sædvanlige rytter i hver sadel, og sadlerne blev tilpasset til hver enkelt hest⁸. Her fandt man, at rytteren opnåede en øget stabilitet i sadlen uden sadelklapper, hvor især rytterens stabilitet sideværts blev styrket, hvilket forventes at være relateret til den øgede kontakt mellem rytterens ben og hestens ribbenskurvatur⁸.

En tendens, som allerede søges opnået via "monoflap"-sadler, der kun har én sadelklap for netop øget kontakt, men førnævnte undersøgelse så desværre ikke på, om samme effekt blev opnået med netop "monoflap"-sadlen.

En undersøgelse fra 2014 (n = 6) så på en traditionel dressursadel versus en bomløs dressursadel⁹. Generelt har forventningerne til en bomløs sadel været, at man ved at fjerne den faste bomstruktur, opnår en øget fleksibilitet i sadlen og en større evne til, at sadlen former sig efter hestens ryg⁹. Yderligere præsenteres den bomløse sadel ofte som en sadel, der passer til de fleste heste uden behov for individuel tilpasning^9,27.

Den traditionelle bomsadel blev ikke tilpasset hver enkelt hest, men fandtes at ligge acceptabelt på alle hestene anvendt i studiet⁹. Man fandt, at den bomløse sadel havde et større gennemsnitligt tryk og flere områder med et tryk > 11 kPa i forhold til den traditionelle bomsadel9. I stilstand var der ingen forskel på belastningen under de to sadler⁹.

Områderne med et øget tryk i den bomløse sadel forventes at være en følge af et smallere sadelkammer og de meget skrå sadelpuder⁹. Studiet konkluderede, at ved brug af en bomløs sadel forbliver tilpasning af sadlen til den enkelte hest af stor vigtighed⁹.

Andre undersøgelser har ligeledes fundet, at en bomløs sadel fordeler belastningen over et mindre område koncentreret under rytterens tyngdepunkt, hvilket indikerer, at en sadel med bom netop fordeler og reducerer belastningen over et større område^2,17.

Indenfor galopsporten har man stor fokus på sadlen og dennes potentielle begrænsende påvirkning af bevægelsen²⁷. En undersøgelse fra 2010 (n = 8) sammenlignede en traditionel sadel med bom, en bomløs sadel og en sadel med en fleksibel syntetisk bom udviklet til netop galopheste²⁷.

I galop og i sprint, hvor jockeyen står op i bøjlerne, er ca. 90 % af belastningen koncentreret fortil i sadlen²⁷. Her fandt man, at belastningen lå tæt på 34,5 kPa fortil i sadlen for alle tre sadler²⁷. I trav i letridning fandt man, at belastningen steg betragteligt i den bagerste del af sadellejet og lå på op til 31 kPa²⁷.

Den bomløse sadel koncentrerede belastningen i en specifik region lige under rytteren, hvor sadlen med den fleksible bom gav en mere fordelt belastning²⁷. Den traditionelle bomsadel fandtes at danne bro og passede dårligt til stort set alle forsøgshestene, hvormed vurdering af denne som en repræsentant for denne sadelgruppe kan kritiseres. Generelt anvendes de traditionelle bomsadler til adskillige galopheste. De er aldrig tilpasset den enkelte hest og har netop problemer med at danne bro²⁷. Et andet studie på galopheste fandt ingen forskel på bomsadler og bomløse sadler vurderet med termografi⁴⁰.

En undersøgelse fra 2013 (n = 12) så på tre forskellige sadler – en traditionel bomsadel, en islandsk sadel med bom og en bomløs sadel – anvendt på Islandske heste³⁸. På Islandske heste ønsker man generelt et tyngdepunkt mere kaudalt i sadlen tillige med en mere kaudal placering af sadlen særligt i relation til opnåelse af en optimal tölt³⁸.

Her fandt man, at den største belastning for alle tre sadler forekom i den forreste del af sadlen, hvor den bomløse sadel hos flere heste viste sig at belaste torntappene i mankeregionen og for nogle hestes vedkommende – afhængigt af ryggens udformning – også torntappene bagerst i sadellejet³⁸. Den bomløse sadel havde mindre belastning i den bagerste del af sadellejet sammenlignet med de to bomsadler³⁸. Yderligere fandt man, at rytteren havde sværere ved at balancere i den bomløse sadel³⁸.

I undersøgelsen var sadlerne ikke individuelt tilpasset den enkelte hest, men ansås for at repræsentere den givne sadelgruppe som helhed. De sidste to nævnte undersøgelser kan kritiseres på netop dette punkt. Man har i forsøgene ladet en given sadel repræsentere en hel sadelgruppe uden at tilgodese, hvorvidt sadlen rent faktisk passede hver hest^27,38.

I forsøget med galopheste fandt man tilmed, at den traditionelle bomsadel stort set ikke passede nogen af hestene i forsøget²⁷. En parallel kan drages til et tænkt humant forsøg med en gruppe atleter, der skal teste et par løbesko, hvor alle skal løbe i str. 41.

En undersøgelse fra 2013 (n = 7) sammenlignede belastningen hhv. med en traditionel bomsadel og ved ridning uden sadel, hvor sadlen fandtes at ligge acceptabelt på en homogen gruppe af forsøgsheste6. Her fandt man, at ridning i sadel gav en større kontaktflade i forhold til ridning uden sadel, samt at den totale belastning fra rytteren var mindre uden sadel end med sadel.

Forskerne forklarede dette med, at en del af belastning uden sadel bliver fordelt via rytterens lår til hesten og dermed ikke blev registreret af den trykmålende plade, som kun kan registrere vinkelrette belastninger6. Derimod fandt man, at ridning uden sadel resulterede i en højere gennemsnitlig belastning, en højere maksimal belastning og et større område med en middelværdi over 11 kPa⁶. Den fokale belastning var størst under rytterens sædeben, hvilket ikke tilsvarende forekommer ved ridning i en traditionel sadel med bom⁶.

Undersøgelsen konkluderede, at ridning uden sadel kan give risiko for trykinducerede skader på hestens epaksiale muskulatur, men at dette vil afhænge meget af tid, hvor den tilsvarende belastning på rytteren eventuelt vil føre til ubehag hos rytteren, før der sker skade på hesten⁶.

Yderligere skal en faktor som rytterens udformning og muskel- og fedtfordeling på bagenden medregnes tillige med hensyntagen til hestens anatomiske udformning af overlinjen, hvilket ikke blev undersøgt⁶. Belastningen ved ridning uden sadel ligner således belastningen ved ridning i en bomløs sadel, men med en endnu højere koncentreret belastning på et mindre areal^2,6. Selv en let rytter på 57 kg på en araber/araberblanding (440 +/- 38 kg) resulterede i en belastning over et større område på mere end grænseværdien for iskæmiske muskelskader på 11 kPa⁶.

Sadler med justerbar bom er blevet populære, idet en sadel så kan tilpasses flere heste. Hvis der er brug for at tilpasse bomvidden, vil der oftest også kræves korrektion af resten af sadlen, hvormed korrektionen typisk ikke er gjort blot med bomvidden¹³. Dette gør, at sådanne sadler ikke blot ukritisk kan anvendes til en lang række heste blot med korrektion af bomvidden¹³.

Underlag

En korrekt tilpasset sadel kan anvendes uden sadelunderlag, og et tykt underlag vil tilmed kompromittere den korrekte tilpasning til hesten¹³. Sadelunderlag skal således anvendes for at beskytte sadlen og/eller for at absorbere sved¹³.

Visse materialer kan føre til skadelig overophedning under sadlen, og uhensigtsmæssig udformning af underlaget kan føre til belastning af toppen af torntappene¹³. Et tykt underlag kan i nogle tilfælde afhjælpe en dårligt tilpasset sadel midlertidigt, men vil ikke have effekt på sigt¹³. Er bommen for smal til hesten, vil et tykt underlag forværre tilpasningen¹³.

Konklusion

Følgerne af en utilpasset sadel er mangfoldige og kan influere på hestens præstation. Sadler, inklusive bomløse sadler, skal således tilpasses den enkelte hest for at opnå optimal tilpasning, og tilpasning bør foretages flere gange årligt pga. hestens vedvarende ændringer i muskulaturen. Nogle af de hyppigste sadel-"fejl" er, at sadlen danner bro, samt at sadlen glider ud til den ene side, hvilket ikke altid skyldes, at sadlen ikke ligger korrekt.

Den hyppigste årsag til, at sadlen glider ud til siden, er bagbenshalthed. En rytter, der sidder skæt, har derimod i mindre grad tendens til at få sadlen til at ligge skæt. Rengånde heste med veltilpassede sadler kan også udvise forskydning af sadlen trods en veltilpasset sadel. Forskning viser, at bomløse sadler giver en øget centreret belastning lige under rytteren, hvilket ligner belastningen ved ridning uden sadel. En bomløs sadel giver yderligere mindre støtte og dermed dårligere balance til rytteren, hvor en sadel uden sadelklapper derimod giver øget balance.

En generel kritik, som man kan tillægge flere af sadelstudierne er utilstrækkelige eller ingen tiltag i forhold til sadeltilpasningen til hver enkelt hest i forsøgene, hvor kun nogle forsøg er sædeles gennemarbejdede med involvering af flere uddannede sadelmagere.

Til emnet "sadler" hører uvilkårligt også gjorde og anvendelse af diverse sadelpads, som ligeledes har megen bevågenhed, men disse emner har der ikke været plads til at beskrive i herværende artikel.