Mavesår hos grise – et velfærdsproblem

I mere end 50 år har man kendt til problemet med mavesår i den kirtelfrie del af mavesækken hos grise – og i lande over hele verden, hvor slagtesvineproduktion finder sted, har man fundet læsioner af forskellig grad i helt op til 100 % af grisene (1). Problemet er gennem tiden blevet belyst i en lang række studier i forhold til bl.a. årsagssammenhænge, prævalens og økonomiske omkostninger (3,6,4,5,2). Mindre belyst er dog de velfærdsmæssige implikationer forbundet med læsionen. Dette må som minimum udfordre forholdet omkring fravær af sygdom fra den tredje af de fem friheder »Freedom from Pain, Injury or Disease« (7).

Ikke kun som sygdom, men også ud fra den potentielle smerte, som mavesår må medføre, kan læsionen ses som et velfærdsproblem. Der findes dog meget få studier på visceral smerte hos grise (8) og endnu færre på smerten forbundet med mavesår. Den manglende viden er bl.a. med til at skabe en vis usikkerhed omkring, hvornår læsionen kan vurderes smertefuld. I dansk svineproduktion ses eksempler på, at mavesårets velfærdsmæssige implikationer baseres på skøn, som der ikke på nuværende tidspunkt findes videnskabelig evidens for. Fx når det antages, at grisen først har nedsat velfærd, når mavesåret påvirker tilvæksten negativt^a. 

Ser man på velfærdsprotokollen for svin fra det europæiske forskningsnetværk Welfare Quality, er der ingen implementerede mål for forekomsten af ulcerativ gastritis. Mål for mavesundheden hos grise i protokollen kunne muligvis medføre et højere vidensniveau omkring læsionen og dens velfærdsmæssige implikationer i produktionen. Denne artikel undersøger derfor, hvorvidt mavesår hos grise er smertefuldt, samt om der kan udarbejdes praktisk anvendelige kriterier for forekomsten af læsionen, som er egnede til implementering i Welfare Qualitys protokol for grise.

Smerte er vanskelig at kvantificere

Indenfor humanmedicin findes der langt mere forskning i forskellige former for visceral smerte, end der gør veterinært. Fernando Cervero konkluderer i bogen »Understanding Pain«, at alle organer innerveres, men at kun de organer, hvis sensoriske nerver er i stand til at generere bevidste perceptioner af smerten, vil føre til smerte og ubehag, og her er ventriklen et af disse organer (9).

Alligevel er smerte også indenfor humanmedicinen en vanskelig størrelse at kvantificere (10), og denne udfordring lader kun til at være større ved studier på dyr, hvor evidens for speciesspecifikke fysiologiske og adfærdsmæssige mål for smerte er nødvendig, og hvor sproglig formidling af smerteoplevelsen ikke kan anvendes. Smerte er dog et aspekt ved mange af de parametre, man måler velfærd på - fx kastration, hvor smertestillende påkræves for at opnå en højere velfærdsvurdering i Welfare Quality-protokollen, samt halekupering, der bl.a. med henvisning til smerteoplevelsen også scores efter forekomst og brug af anæstetika (11). I forhold til disse procedurer findes der mere omfattende forskning i, hvorvidt disse er forbundet med smerte hos grise, hvilket kan tænkes at have givet et stærkere fundament for at inkludere dem som parametre i kriterierne for god dyrevelfærd i protokollen.

Welfare Quality tager udgangspunkt i en »præference-hedonistisk« velfærdsteori. Her kombineres den hedonistiske teori, hvor positive mentale tilstande menes at øge velfærden, med en præferenceorienteret velfærdsteori, hvor velfærden siges at øges, når dyrets præferencer bliver mødt (12). Dyrets præference har i denne forbindelse ofte været defineret ud fra antagelsen om, at nydelse og smerte er tilstande, der er afgørende for, hvad dyret foretrækker (13). Med denne tilgang er fraværet af smerte altså en grundlæggende motiverende faktor og et udgangspunkt for en positiv mental tilstand og dermed god dyrevelfærd. 

Som udgangspunkt er målene i Welfare Quality også baseret på dyrets velfærdsstatus fremfor på miljøet omkring dyret (12). Det enkelte dyrs smertestatus synes derfor betydningsfuldt i forbindelse med vurderingen af protokollens kriterier. I arbejdet med denne artikel har det dog kun været muligt at finde et enkelt studie, der undersøger de adfærdsmæssige associationer forbundet med ulcerativ gastritis hos slagtesvin med henblik på eventuelle smerteimplikationer. Der findes dog studier på andre dyr og mennesker, der har undersøgt smerten forbundet med mavesår. Disse kan ved komparativ analyse kaste lys over, om grisen med mavesår har ondt. Studierne kan også anvendes ud fra den betragtning, at der smertemæssigt er mange homologe mekanismer både i forhold til struktur og respons pattedyrene imellem (14).

Den basale anatomiske innervation og organisering af det enteriske nervesystem er generelt vurderet ens hos pattedyrene, og de primære neurotransmittere er bevarede (15). Desuden er der flere ligheder i den ventrikulære anatomi mellem grise og rotter. Lighederne anvendes ofte som dyremodeller inden for humanmedicin. Grisenes pars oesophagea i ventriklen er non-glandulær (16) og ligner således mere rottens ventrikel, som har en større kirtelfri del af maven end menneskets (17,18). Studier på mavesår hos rotter som dyremodeller i humanmedicin synes i den forbindelse derfor at være anvendelige i en komparativ analyse med grise.

Har grise med mavesår ondt?

Kun et enkelt studie undersøger den associerede smerte. Studiet, der er fra 2018, observerede grise for forskellige kropsstillinger og adfærdsmønstre umiddelbart forud for slagtning, hvorefter de ved slagtningen blev scoret for ulcerationer i pars oesophagea. Der viste sig en signifikant association mellem tre af de anvendte adfærdsvariable og mavesår. Grise med ulcerationer brugte signifikant længere tid på at gå og stå og ændrede oftere kropsstilling end grise uden ulcerationer i ventriklen. Desuden var der en tendens til, at grise med ulcerationer brugte mindre tid på at ligge på venstre side, der dog ikke var indenfor signifikansniveauet (19). Tendensen kan dels forklares med, at det ud fra grisens anatomiske placering af ventriklen kan øge eksponeringen af det følsomme epitel i pars oesophagea for det sure maveindhold. Dels kan det øgede tryk fra leveren, når grisen ligger på venstre side, være med til også at øge trykket omkring ulcerationen, hvilket kan medføre smerte (19). Studier om skuldersår hos grise har vist nogle af de samme adfærdsmønstre, hvor grisene står længere tid og hyppigere skifter kropsholdning, og det konkluderes her, at adfærden er smerterelateret (35), hvilket understøttes af tidligere undersøgelser af traumatiske neuromer og smerteadfærd associeret med skulderlæsioner (36).

Udvider man søgningen til også at omfatte andre dyr, bliver det tydeligt, at dyr responderer med adfærdsmæssige ændringer som reaktion på gastrointestinal inflammation, herunder ulcerativ gastritis. Rotter udviser ændret ansigtsmimik
omkring scoret for ulcerationer i pars oesophagea. Der viste sig en signifikant association mellem tre af de anvendte adfærdsvariable og mavesår. Grise med ulcerationer brugte signifikant længere tid på at gå og stå og ændrede oftere kropsstilling end grise uden ulcerationer i ventriklen. Desuden var der en tendens til, at grise med ulcerationer brugte mindre tid på at ligge på venstre side, der dog ikke var indenfor signifikansniveauet (19). Tendensen kan dels forklares med, at det ud fra grisens anatomiske placering af ventriklen kan øge eksponeringen af det følsomme epitel i pars oesophagea for det sure maveindhold. Dels kan det øgede tryk fra leveren, når grisen ligger på venstre side, være med til også at øge trykket omkring ulcerationen, hvilket kan medføre smerte (19). Studier om skuldersår hos grise har vist nogle af de samme adfærdsmønstre, hvor grisene står længere tid og hyppigere skifter kropsholdning, og det konkluderes her, at adfærden er smerterelateret (35), hvilket understøttes af tidligere undersøgelser af traumatiske neuromer og smerteadfærd associeret med skulderlæsioner (36).

Udvider man søgningen til også at omfatte andre dyr, bliver det tydeligt, at dyr responderer med adfærdsmæssige ændringer som reaktion på gastrointestinal inflammation, herunder ulcerativ gastritis. Rotter udviser ændret ansigtsmimik omkring øjne, snude og kinder samt ører og knurhår (37), og desuden er der hos rotter fundet ændrede værdier i forbindelse med VMR^b og »von Frey hair«-testning^c (33). Studier på mus viser, at de ved gastrointestinal inflammation slikker abdomen, strækker sig og kontraherer de abdominale muskler (38), og fra studier på heste med mavesår observeres ændret adfærd som at skære tænder og »krybbebide« (28). Disse adfærdsændringer kan siges at være protektive, fx når dyret slikker sig på det ømme sted. Det kan også være adfærdsmønstre, som dyret lærer sig, måske fordi det letter på smerten, fx at »krybbebide« for at producere spyt eller undgå at lægge sig ned for ikke at øge trykket på et mavesår.

Ved abdominalkirurgiske indgreb er der også fundet adfærd, der indikerer smerte, hvor rotter efter indgreb viste ændret adfærd som at skyde ryg, vride sig og vise tegn på svimmelhed (39). Det er dog tvivlsomt, hvorvidt studier på abdominalkirurgi kan anvendes til direkte at sige noget om gastrointestinal smerte, da der ved kirurgiske indgreb også vil være skade på somatiske strukturer, og det derved er vanskeligt at skelne, hvorfra smerten opleves.

Ikke kun adfærd, men også fysiologiske målbare forhold kan indikere smerte hos dyr med ulcerativ gastritis. Hos rotter registreres øget EMG-respons og hypersensitivitet ved inflammation i ventriklen (40), ventriklens chemonociceptive receptorer ændrer karakter, og der føres en stærkere strøm gennem de dorsalrodsganglionære neuroner (20). Desuden ses øget sensitisering af vagale nervefibre, som er associeret med dyspepsi (21). Fra dyremodeller for gastrointestinal inflammation ses desuden en række ændrede forhold associeret med smerte, som markører for neural aktivering, smerteassocierede neuropeptider og ændrede aktionspotentialer før og efter inflammation (33).

Ser man på studier med humane subjekter, kan man modsat dyrene analysere på sproglig formidling af smerteoplevelsen. I studier på mennesker konkluderes, at ulcerativ gastritis er forbundet med smerte (23, 22). Her ses bl.a., at tryk langs meridianbaner på ryg og abdomen, der er relateret til ventriklen, er mere følsomme ved mavesår (23). Dette kan ved sammenligning med resultaterne fra studier på grise med mavesår måske også forklare, hvorfor de helst ikke lægger sig ned, men foretrækker at stå og gå.

Ved anvendelse af komparative studier er der evidens for, at gastritis, som en form for gastrointestinal inflammation, er smertefuldt. Ud fra de fem friheder som blandt andet inkluderer frihed fra smerte (7) samt Welfare Qualitys afsæt i en hedonistisk-præferenceorienteret velfærdsteori, synes der derfor at være belæg for at inkludere det som velfærdsparameter.

Kriterier for forekomsten af mavesår

Welfare Quality-protokollen tager udgangspunkt i fire principper for god dyrevelfærd: Good feeding, good housing, good health og appropiate behaviour. Under disse er formuleret 12 velfærdskriterier, som igen er opdelt i 30-50 konkrete mål for velfærd per art (24). Det er i disse mål, at ulcerativ gastritis muligvis ville kunne implementeres. Her er der en række forhold, som er indvirkende på, hvorvidt ulcerativ gastritis egner sig som parameter i protokollen. For at et parameter kan implementeres, skal det opfylde krav til validity, reliability and feasibility (25), og et eventuelt mål omkring mavesundhed skal altså kunne leve op til disse kriterier for at kunne implementeres. 

I udarbejdelsen af et mål for mavesundhed kan man dels se på årsagerne til udviklingen af læsionen, dels de diagnostiske metoder, der er tilgængelige.

Foder og strøelse

Ud fra tilgængelig viden om, hvilke forhold der kan føre til ulcerativ gastritis hos grise, er foder og adgang til strå en veldokumenteret årsag (41, 1). Det er således muligt, at man kan adressere problemstillingen omkring mavesår ved at score ud fra managementprocedurer, da partikelstørrelse, pelletering og kulhydratindhold er afgørende faktorer for forekomsten af lidelsen (2,27). Da der allerede findes en del studier på mere hensigtsmæssige fodersammensætninger i forhold til forekomsten af mavesår, ville disse kunne anvendes til udarbejdelsen af eventuelle kriterier. Farmen ville da skulle dokumentere, hvorvidt deres foder lever op til de satte standarder, fx gennem foderanalyser. Konkrete eksempler på parametre, der nedsætter forekomsten af mavesår, er en højere andel byg fremfor hvede, at kværnemetoden er »rolled« fremfor »ground«, og at foderet ikke er pelleteret (2). Desuden viser et studie, at man ved brug af majs bør blande med helst både byg og hvede for at sænke forekomsten af mavesår, og at hjemmeblanding er bedre end færdigblandet foder (5). Desuden har permanent adgang til strøelse vist at sænke forekomsten af mavesår fra 33 % til 7 % (26). 

Det er dog ikke kun foderrelaterede faktorer, som kan være årsag til en øget forekomst af mavesår hos grise. Der er andre faktorer indenfor miljø og management, som fx gulvtype og overbelægning. Også faktorer som arvelighed og årstid har vist sig at være associeret med ulcerativ gastritis (1).

Selvom mange studier viser en sammenhæng mellem mavesår og fodersammensætning, er det altså en multifaktoriel problemstilling, som ikke nødvendigvis kan løses ved kun at sætte ind med kriterier for foderet. Grisene kan således stadig have mavesår, selvom foderet på farmen er vurderet til at leve op til kriterier om fx kulhydrat- eller fiberindhold. Desuden kan der være udfordringer forbundet med at lave kriterier for fodersammensætningen, da denne kan variere fra besætning til besætning i forhold til, om farmen selv blander foder eller indkøber foderet færdigblandet. Placeres kriterierne i stedet omkring slagt, giver det den mulighed, at man på farmen selv kan vurdere, hvilke parametre der kan justeres på, for at sænke forekomsten af gastritis.

Diagnosticering

I litteraturen beskrives både ante- og postmortelle metoder til diagnosticering af ulcerativ gastritis. Blandt de antemortelle metoder kan nævnes endoskopi af mavesækken. Det er dog usandsynligt, at dette kan blive en praktisk anvendelig metode ved eksamination af mange svin i en besætning.

Kliniske manifestationer ved ulcerativ gastritis hos grise er beskrevet ved blodtab med anæmi, der resulterer i blege og svage grise med hyppige vejrtrækninger, sparsom fæces, evt. med sort og blodigt udseende, samt dilatation af oesophagus (6). Da flere af de nævnte symptomer er multifaktorielle, er det vanskeligt at anvende disse som mål for mavesundheden i en besætning, hvilket udfordrer krav til validiteten af målet.

Postmortel diagnostik er anvendt i samtlige af de fundne studier på mavesår hos grise, og der findes dermed allerede en række scoringssystemer til diagnosticering af læsionens sværhedsgrad, som bl.a. varierer i antal scorer og i beskrivelsen af hver enkelt score. Validiteten af sådanne scoringssystemer synes at kunne forsvares, eftersom disse, trods deres variationer, er anvendt i en lang række videnskabelige publikationer. Dog er der i disse studier ikke foretaget undersøgelse af systemernes »repeatability«, hvilket udfordrer krav til målets troværdighed, og dette vil være nødvendigt at undersøge nærmere ved eventuel implementering. Det kræver desuden en vis ekspertise at skelne imellem eksempelvis parakeratose, erosioner og ulcerationer, som bl.a. inddeler nogle af de anvendte scorer. Det kan derfor blive nødvendigt at udvikle et scoringssystem med kriterier, der er lettere for dyrevelfærdskontrollanterne at differentiere imellem. Til sammenligning scores hvide leverpletter efter antal og pleuritis efter sværhedsgraden af læsionerne ift., hvor stor en procentdel af pleura, der adhærerer til lungerne (0 %, 25 %, 25-50 % og >50 %) (29).

Der er også udfordringer i forbindelse med målets tilgængelighed ved anvendelse af postmortel diagnostik. Til forskel fra fx pericarditis og pleuritis kan gastritis ikke diagnosticeres på organet uden dissektion, hvilket ikke er en del af de anvendte slagteprocedurer. På danske slagterier sendes mave og tarm til rens og åbnes ikke ved slagtningen (42), og scoring kan som udgangspunkt derfor ikke ske i sammenhæng med de andre kriterier, som vurderes efter slagtning. Der ville i så fald kræves en fremgangsmåde, der tillader åbning af mavesækken på slagteriet for at kunne score for ulcerativ gastritis. Til protokollen er tømning af mavesækkens indhold dog allerede nævnt i forbindelse med metodikker til at undersøge fastning af grise op til slagt. Her konkluderes det, at der er behov for videre studier for at se, om det er nødvendigt at tømme mavesækken for indhold for at vurdere, hvor længe grisen har været fastet, eller om andre metoder kan tages i brug (43). Her kunne man overveje mulighederne for at vurdere både mavesår og fastning ved åbning af mavesækken.

Fremtidige studier

Mavesår hos svin er alene som sygdom et velfærdsproblem i svineproduktionen. Hertil er det desuden et relativt udbredt problem. I dette litteraturstudie er fundet 20 studier, der undersøger prævalensen for mavesår hos svin. Disse giver en gennemsnitlig prævalens på 47 %. Ser man på studierne, varierer de fundne prævalenser dog betydeligt, og det fundne gennemsnit har en spredning på 28 procentpoint, hvilket måske kan forklares med variationen i de anvendte scoringssystemer. Desuden er studierne foretaget over en lang årrække, og prævalensen kan derfor have ændret sig med tiden. Spredningen taget i betragtning synes mavesår dog at forekomme mindst ligeså ofte som andre viscerale inflammationer, såsom pleuritis (30) og pericarditis (31), hvilket understøtter vigtigheden af, at se nærmere på mavesår som velfærdsproblem.

Ved brug af komparative studier på andre arter synes det også sandsynligt, at mavesår hos grise er forbundet med smerte. Foruden den viden, som en komparativ metode kan tilvejebringe, giver inddragelsen af disse studier dog også et indblik i de videnskabelige metoder, som fremtidige studier på grise med mavesår kunne gøre brug af. Som eksempel kunne hyppigt anvendte markører, som fx c-Fos og pERK, som er indikatorer på eleveret neural aktivering ved visceral skade, anvendes i sammenhæng med forskellige adfærdsparametre for at komme nærmere, hvornår grisens velfærd påvirkes negativt af mavesår.