Det hele arbejdsliv – alt inklusive

De fleste husker nok tydeligt, hvordan det var: At være helt nyuddannet dyrlæge, det første job, hvordan skal det gå, tanker om at stifte familie… man var ved at boble over af forventninger til alt det, der var i vente og skulle ske. Og inden man knap nok havde fået set sig om, var man godt i gang med at forme karrieren og gøre erfaringer med, hvordan man kan få enderne i privatlivet til at mødes med arbejdslivet.

Jeg har talt med kvægdyrlægerne Kirsten Jepsen Borup, Maibritt Ranch-Nielsen og Lene Vinther. De har været hhv. 9, 7 og 3 år i praksis og arbejder alle tre hos Dyrlægerne Himmerland Kvæg. De fortæller her, hvordan det var for dem at komme i gang med arbejdet i praksis, deres tanker om det hele arbejdsliv - hvad der virker, og hvad man selv kan gøre.

Bare hurtigt i gang

- Jeg ville bare have et arbejde så hurtigt som muligt. Jeg var klar til at køre løs, fortæller Kirsten, der var så heldig at have et job på hånden, et par måneder før hun blev færdig som dyrlæge.

- Jeg kom rimelig hurtigt kom ind i jobbet, og jeg var ikke i tvivl om, at det jeg ville. For Maibritt var det på samme måde, men der skulle gå et lille år efter endt uddannelse, før hun kom i gang med at arbejde som kvægdyrlæge, fordi hun lagde ud med at holde barsel. 
- Det var et meget bevidst valg, og jeg er glad for, at vi tog det valg. Jeg vidste, at hvis jeg kom ud på arbejdsmarkedet, ville der nok gå et par år mere, inden vi kom i gang med at få børn, for jeg ønskede ikke at begynde i et job og blive gravid med det samme, fortæller Majbritt, der mellem bleskift begyndte at søge arbejde, allerede da hendes datter var 3 måneder gammel – og det var mest pga. uvisheden om, hvornår arbejdet var der. 

- Da jeg fik det første arbejde, var Alma 10 måneder. Vi havde ingen institutionsplads, og til at begynde med var der en stor distance mellem arbejde og hjem – men det måtte være sådan. Arbejdet først, og så måtte vi finde ud af, hvordan vi kunne få det til at fungere med det private bagefter, siger hun og forklarer, at der var mange nyuddannede, der gik ledige, da hun blev færdige - så man bød sig til og tog næsten hvad som helst.

Men det er ikke Maibritts opfattelse, at det gør nogen forskel, om man har fået det første barn eller ej, når man som nyuddannet søger job.

- Det er ikke det, der gør, om man får en stilling. Mit indtryk er, at der er meget mere fokus på kemi, end på, hvor man er privat, siger hun.

Man skal ikke være for klog

Hverken Kirsten, Maibritt eller Lene oplevede det som svært at træde ind i rollen som »dyrlæge« og være den, der fortæller landmanden, hvad han skal gøre. Men det var udfordrende.

- Det tager noget tid at bygge en autoritet op, når man kommer ud som ung. Jeg var meget ydmyg og observerende i starten. Jeg var bevidst om ikke at være »alt for klog« og ændre for meget på tingene. Og jeg synes, det har gavnet mig, at jeg ikke er kommet ud med en belærende attitude, for landmænd er skidedygtige, siger Maibritt.

- Jeg er helt enig, supplerer Kirsten.

- Man skal også regne med at blive set an. Der var flere steder, hvor jeg de første par gange godt kunne mærke, at landmanden ikke talte så meget til mig. Det var ikke, fordi jeg havde følelsen af, at han ikke kunne lide mig – han skulle nok bare lige se, om jeg kunne håndtere den her ko, eller hvad det nu var. Men når man først er accepteret, er der en god dialog, siger Kirsten, der ikke følte sig forberedt på, at det ville være sådan – hun ville godt have været klædt bedre på til kundekontakten under uddannelsen.

For Lene var det lidt anderledes at begynde i praksis - i de første par år arbejdede hun hovedsageligt med smådyr.

- Kunderne opsøger ekspertise med en anden forventning end i kvægpraksis, og man fremstå nok mere som en reel autoritet. Jeg synes, det var lidt udfordrende, at jeg havde en masse teoretisk viden, som jeg ikke helt var afklaret med, hvordan jeg skulle jonglere med og få viderebragt til praksis. Den faglige viden giver en »the Way to go« overfor problemstillinger og sygdomslidelser. Men om det reelt var løsningen for det enkelte dyr og ejer, var desværre sjældent tilfældet, siger Lene.

Man får en tænkepause

Et andet aspekt af arbejdet i smådyrspraksis er tidspresset.

- Vi var tre dyrlæger, hvor jeg var barselsvikar, og vi havde vanvittigt travlt. Hvis vi var 100 % fuldtallige, ville der være nok at lave for os alle sammen. Men så er der ferie og fridage, og oveni var der masser af tyske turister, som vi tog ind. Vi var ekstremt tidspresset, siger Lene, der oplever tidspresset anderledes i kvægpraksis end i smådyrspraksis, selvom der også er en masse akutarbejde her.

- Når man kører mellem besætningerne, har man mulighed for at cleare hovedet, når man sidder i bilen, også selvom det nogle gange bare er 5-10 minutter. Man får en tænkepause.

Kirsten sætter også pris på tiden i bilen.

- Når man er på vej ud til en kunde, og hvis man er lidt usikker, har man tiden i bilen til at ringe til en kollega og spørge til råds. Som helt nyuddannet blev jeg koblet på to dyrlæger. Dem ringede jeg til om alverdens ting. Det meste kunne klares over telefonen, og nu har jeg det sådan, at jeg stadig ringer og spørger. Jeg tænker: »Hvem ved det her«, siger hun. Gode kolleger De tre dyrlæger er enige om, at det er enormt vigtigt, at man har det godt med kollegerne, selvom en stor del af arbejdet klares på egen hånd og foregår ude hos landmændene.

-  Jeg var ikke klar over på forhånd, hvor meget det betød med de her kolleger, og hvor stor en andel de har i, at jeg går glad på arbejde – at man synes, at man har nogen at læne sig op ad, og som bakker en op og kommer, hvis man har brug for det. Det er helt fantastisk, siger Kirsten.

Men det kan være en udfordring at komme tæt på kollegaerne i en stor praksis vs. en lille praksis, vurderer Maibritt.

- Når man har prøvet at være i en lille praksis, som jeg var, og nu i en stor, der savner jeg den tætte kollegiale nærhed, vi havde i den lille praksis. Vi spiste frokost sammen hver dag, hvilket gav et helt specielt kendskab til kollegaerne, både fagligt og personligt. Det er sværere at etablere sådanne forhold i en større praksis, og stadig efter 3 år i Himmerland, har jeg kollegaer, jeg knap kender. Det synes jeg, er udfordringen i en større kvægpraksis. Der skal laves noget mere benarbejde for at få det kollegiale op at køre, men det er vigtigt for sammenholdet.

Balance mellem fritid og arbejde

Individuelle hensyn og mulighed for selv at planlægge sin arbejdstid er noget af det, som de tre dyrlæger peger på, er med til at skabe god balance mellem fritid og arbejde.

- Mange har eftermiddagen fri til kontortid, som man selv kan mingelere rundt, og det giver en frihed til, at du selv kan planlægge dine timer og få arbejdstid til at fungere med børnene, skole mv., siger Maibritt, der møder tidligt og har 1,5 times kontortid hver eftermiddag.  

Kirsten arbejder 30 timer med en ugentlig fridag og en kontoreftermiddag. Lene har også fået indført en fast kontoreftermiddag, hvilket kan lettet presset fra akutturene, som hun ellers ville køre fra kl. 8-16 hver dag.

Hvordan styrer I, at det ikke bliver for stressende for jer med fx stort arbejdspres? Hvordan skaber I balance?
- Jeg har prøvet at være derude, hvor det var for meget, og det var grunden til, at jeg fik indført mine kontoreftermiddagstider. På den måde kan jeg bedre planlægge min arbejdstid på kontoret. Det har helt klart skabt luft til de opgaver, jeg skal ordne ved computeren, men også mere fleksibilitet i forhold til at få det til at fungere derhjemme, siger Maibritt.

- Det kan også hjælpe at skabe en bevidsthed om, at der indimellem er stor travlhed, supplerer Lene.

- Fx i sommerferien, hvor vi kun er 6 dyrlæger på arbejde ud af 15. Man må tage, hvad man kan nå, og andet må vente. 

Det lyder som om, der fra ledelsen bliver taget nogle individuelle hensyn i forhold til, hvor man er i sit liv? 
- Ja, helt klart, og det gør jo også, at man er glad for at være her. Vi har ikke nødvendigvis de samme behov allesammen, og det bliver der taget hensyn til, siger Maibritt.

Udover gode kolleger peger dyrlægerne på fleksibilitet som et af de elementer, der giver arbejdsglæde og overskud i hverdagen.

- Vi har en leder, der ikke er ret meget ældre, end vi er, og som, jeg synes, er utrolig nem at snakke med. Hun er meget sådan: »Hvad kunne du tænke dig?«, og så prøver man derudfra at se, hvad der kan lade sig gøre. Jeg har aldrig oplevet, at der ikke har været en dialog om, hvordan tingene skal være. Det er ikke sikkert, at alt kan lade sig gøre, men der er stor lydhørhed, siger Kirsten.

- Selvom jeg ikke har børn, er jeg også glad for den fleksibilitet, der er her. Vi er et stort sted, så vi er flere til at tage over, når der er brug for det, eller der skal byttes en vagt, siger Lene.

Er der klare linjer for, hvad I skal præstere?
- Det er måske ikke italesat så godt, hvad der er forventningen til én, men jeg føler på ingen måde usikkerhed omkring de opgaver, jeg har. Jeg har ansvaret i de besætninger, hvor jeg er besætningsdyrlæge, og jeg videregiver informationer fra andre besætninger til besætningsdyrlægen, siger Kirsten.

Den faglige motivation

De tre dyrlæger sætter også stor pris på, at der er gode muligheder for faglig sparring, og det sker i faste rammer med torsdagsmøder, hvor kollegerne opdaterer hinanden. 

- Vi er i et firma, hvor der er rigtig mange kompetencer. Det er næsten altid muligt at hente dybere viden i huset. Og det er en stor fordel, når man er i en situation, hvor man kan sige: »Det her er jeg ikke den skarpeste på, men jeg har en kollega«. Det er en stor hjælp ikke altid at skulle være den klogeste, siger Kirsten med et smil.

Har I ambitioner for jeres karriere?
- Jeg har ikke et fast mål for, hvad jeg gerne vil, ikke andet end at jeg bare gerne vil være klogere, siger Lene.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive fagdyrlæge på et tidspunkt, men bare ikke lige nu, fordi jeg ved, hvor hård en opgave det er, og det kommer til at koste alt for meget på hjemmefronten. Jeg vil gerne kunne gå 100 pct. ind i opgaven, og hvis jeg en dag kan få grønt lys til det, synes jeg, det kunne være rigtigt spændende at være sammen med andre i et uddannelsesforløb, siger Kirsten.

- Jeg vil også gerne være fagdyrlæge, men ikke når jeg har de små rollinger derhjemme. Lige nu har jeg ikke travlt karrieremæssigt. Det er vigtigt, at de har nogen derhjemme – og herregud, jeg er kun 32 år – jeg skal nok nå det, slutter Maibritt