De veterinære mastodonter

Mens forårets varme slår sig ned i haven ved Frederiksberg campus, sveder veterinærstuderende på første år over to store fag; Anatomi og Fysiologi. Et vandfald af latinske betegnelser, man knap kan klappe sig igennem, og forelæsning i leverens hundredvis af funktioner åbner en ny verden, der kan være vanskelig at gabe over.

Ikke desto mindre har de tunge fag siden begyndelsen været grundsten i veterinærfaget, som også tilbage i 1868 undervistes sammen. Dengang fattede den menige veterinærstuderende - med det nærmest parodierende danske navn - Hans Jensen Madsen, kniven i dissektionssalen. Under Etatsraad professor Bendz undervistes Madsen med tegninger og præparater i, hvordan anatomi og fysiologi skulle forstås som dyrlæge. Når Madsen og hans medstuderende lyttede, yndede Bendz at træde et par skridt tilbage og erklære: »Der ser De, mine Herrer, hvor viist Naturen har indrettet alt«.

Sådan gengives det fra Hans Jensen Madsens erindringer af tidligere seniorgartner Kim Greiner.

Som han skriver, fik de studerende nærmest en følelse af, at det var Bendz selv, der stod bag dyrenes fysiologi, og at de studerende kun var lavtstående kroppe, der ikke kunne tillades at have en selvstændig mening om så vigtige ting.

Omkring 150 år senere tager sektionsleder og professor Preben Dybdahl Thomsen imod i anatomibygningen – og heldigvis for de studerende er der sket lidt med didaktikken siden da. For er der noget, Preben gerne vil have med i fortællingen om sektionen, er det undervisningens afgørende betydning.

- Det ligger som en understrøm. Vi har nogle folk, som er virkelig gode til at undervise, og for hvem det kommer naturligt, og vi har en

høj frekvens af undervisere, der har været nomineret til at få Saly’s hest. Så det ligger i ånden, at det er  noget, man gerne vil gøre godt. Vi trives jo også med at kunne se den der »aha«-oplevelse hos de stude- rende. Den kommer som regel, når man har præparater eller opgaver i hånden. Så forstår man lige pludselig sammenhængen, forklarer han.

At holde dynamikken i gang

I dag ligger de store veterinære grundfag sammen med en anden mastodont. Patologi er for nylig kommet til, og siden januar 2019 har anatomi, fysiologi, patologi og biokemi hørt til samme sektion under navnet Patobiologi. Også hos professor i patologi Henrik Elvang Jensen vægtes undervisningen højt. Han prøvede selv at være studerende under forhold, hvor man aldrig følte, at man rigtigt havde helt styr på faget, når det var afsluttet. Dette skyldtes især, at man ikke anede, hvad der var vigtigt, og hvad der var mindre vigtigt, forklarer han.

- I min studietid var patologi et »hadefag«, dels grundet de helt urimelige læringskrav med alt, alt for meget udenadslære. Og dels grundet det manglende fokus på prioriteringen i forhold til de mange læsionstyper og sygdomme hos de forskellige dyrearter, siger han og fortsætter:

- Det blev doceret på en måde, så stort set ingen faktisk følte – og nok med rette – at de var rustet til den verden, de skulle ud i, når kurset var bestået.

Men på trods af de enorme mængder af læringsstof og opgaver, som i dag stadig fylder på pensumlisten, holdt Henrik meget af studierne og besluttede, da han overtog lærerstolen i Patologi, at det skulle være anderledes.

- Jeg kan huske, at vi blev enige om, at vi simpelthen bare ville lave det om. Fokus skulle være på forståelsen for læsionernes opståen, typeinddelingen og udvikling af disse og deraf følgende manifestationer, altså patogenesen, siger han.

Indlæringen af den patoanatomiske diagnostik skulle først og fremmest baseres på patogenesen, da man med dette udgangspunkt i langt højere grad kan ræsonnere sig frem til den korrekte patoanatomiske diagnose og i mange tilfælde også ætiologien, mener Henrik.

Med denne tilgang rodfæstet bliver det nemlig også muligt at vende ligningen om, forklarer han.

- Den omvendte tankegang skulle så også gerne bundfælde sig hos de studerende, altså fra ætiologi over patogenese til manifestation.

Dette resulterede i to nye lærebøger omhandlende både teknik- ken ved sektion af dyr og diagnostikken af læsionstyper, der på den måde skulle give de studerende et rimeligt overblik.

I alle fag på sektionen er de studerendes udbytte altså i højsædet. Man vil gerne være med til at skabe dygtige veterinærer, og til det tager man, modsat dengang Hans Jensen Madsen sled i det, de studerende med på råd.

- Det er vigtigt at få undervisningen til at fungere, få de studerendes feedback med og få det bygget ind i tide, så man undgår at køre ud ad en tangent, mener Preben.

For selvom der er strukturer i anatomien, som ikke sådan lige skifter navn - scapula hedder nu engang scapula – så betyder det ikke, at man som underviser kan hvile på laurbærrene og nøjes med at gentage sig selv fra sidste år, når en ny årgang begynder, istemmer Henrik.

- Jeg laver altid om på undervisningen. Det kan godt være, de studerende ikke opdager det, men det gør jeg rent faktisk. Bare for at holde dynamikken i gang. Det værste, der kan ske, er jo, hvis en lærer bliver træt af at høre på sig selv.

Altså, hvis du skal fortælle den samme historie for 20. gang. Det undgår du, hvis du laver om på det hele tiden. Folk synes tit, det er træls at lave om, men det er bare nødvendigt. Skal vi lave om for forandringens skyld? »Ja, det skal vi«, konkluderer han.

Fagånd og samarbejde

Under skiftende professorer har fysiologi og anatomi både arbejdet tæt sammen og til andre tider været i skarp konkurrence med hinanden, forklarer sektionslederen. I de år, han har været ansat, har fagene samarbejdet, hvilket Preben mener, er meget givende for  de studerendes forståelse. Undervisningen er derfor koordineret sådan, at man fx har om leverens anatomi sideløbende med, at man har om leveren i fysiologi. Tidligere var der dog en skarp opdeling mellem de to fag, hvilket i høj grad skyldtes nogle meget stærke professorer, som hver holdt på sit, fortæller Preben.

- Da jeg kom til i ’92, havde man lavet en afdeling, hvor de anatomiske og fysiologiske fagområder var sammen, og det var nok nødvendigt, for i gamle dage havde de to været meget konkurrerende. Det er fint med en følelse af fagånd, men det må ikke skabe barrierer for et nødvendigt samarbejde på tværs, hverken om undervisning eller forskning.

Fusionen med patologi lader dog til at ske med en større velvilje, hvor både fysiologen og patologen er enige om, at der også her kommer til at være et større samspil mellem fagene. Henrik mener ikke, at de studerende er gode nok i analysen af de histologiske snit, når de kommer fra anatomien og skal over til at se på, hvad der er raskt og sygt i histologisk patologi. Den kritik bliver hørt, og allerede næste år vil der være et anderledes fokus på den beskrivende histologi i anatomiundervisningen.

På sigt vil der også kunne være et overlap mellem undervisere i anatomi og patologi. Herved opstår også et andet fokus på, hvad der er vigtigt at tage med sig fra anatomien, når man skal til at arbejde med sygdomsbilleder, fortæller Preben.

Han har besøgt Veterinærmedicin på universitetet i Barcelona, hvor det er patologerne, der underviser de studerende i histologi, og hvor både undervisere og studerende er tilfredse med den konstellation.

- Besøget i Barcelona bestyrker min tro på, at det kan bære, det, vi er i gang med. Men der er nogle faggrænser mellem anatomi og patologi, som gør, at man tænker hver for sig. Der er klart nogle ting, man kommer til at diskutere vigtigheden af, men det er jo sundt.

Der er noget sundt i de her fagområders samspil, og der opstår en teamspirit, som man styrker ved at undervise sammen, siger Preben.

Han mener derfor heller ikke, at der vil være noget problem i, at få patologerne til at undervise i anatomi.

- De kan jo også se forskel på en lever og en milt, selvom de er normale, som han siger.

Stamceller og mikrohjerner

På anatomi forbereder professor Poul Hyttel sig på at lade nye kræfter tage over, når han forventer at gå på pension om godt to et halvt år. Store projekter, som har kørt over mange år, kræver dygtige folk, men de er også allerede sat i stilling, fortæller han.

- Det er mit håb, at vore store projekter kan køre stærkt videre ledet af de dygtige yngre forskere, som er på vej i øjeblikket.

I sin tid på KVL og KU har Poul søsat store og mangeårige forskningsprojekter, som kun har kunnet ladet sig gøre, fordi han med sin gruppe af forskere virkelig har lagt sig i selen for at skaffe store eksterne forskningsbevillinger, fortæller han.

Kollegaen Preben understreger også, at Poul »virkelig har næse for den slags«, hvilket i 2015 blandt andet kom til udtryk ved etableringen af stamcellecentret BrainStem, der er støttet af innovationsfonden. Det forberedende arbejde begyndte dog allerede i 2003, hvor Poul Hyttel arbejdede med stamceller fra grise og køer. Forskerholdet havde særligt fokus på de embryonale stamceller, som har den egenskab, at de kan differentiere sig til alle af kroppens 230 celletyper. Denne forskning førte til særlige kompetencer i staben indenfor stamcellebiologi, og i 2011 kunne Poul og hans hold med midler fra Højteknologifonden kaste sig over de såkaldte inducerede pluripotente stamceller (iPS-celler) fra mennesker.

- Disse celler er helt fascinerende. Vi kan nu omprogrammere og afspecialisere menneskelige kropsceller som fx hudceller ved at tænde for ganske få overordnede stamcellegener i cellerne. Cellerne

glemmer dermed deres differentie- ring og skruer den udviklingsmæssige tid tilbage til det tidspunkt, hvor de minder om embryonale stamceller – og dermed kan differentiere sig til alle kroppens celletyper, forklarer Poul.

Med denne viden bliver det muligt at lave iPS-celler fra enhver patient for derefter at differentiere dem til forskellige »reserveceller«, som fx kan anvendes i terapi, fortæller han. Med en hudbiopsi fra en patient med Alzheimers sygdom eller frontallapdemens kan cellerne omprogrammeres fra hudceller til iPS-celler. På den måde kan eventuelle mutationer, der har udløst sygdommen, rettes med et særligt genværktøj kaldet CRISPR/Cas9. Derefter kan forskerne lave såkaldte »mikrohjerner«, forklarer Poul:

- Vi differentierer derefter både »demente« og raske iPS-celler til nerveceller, som danner, hvad vi refererer til som mikrohjerner. De »demente« mikrohjerner udtrykker patienternes sygdomme, mens de rettede, genediterede mikrohjerner er raske. Mikrohjernerne giver dermed en helt unik mulighed for at komme ganske tæt på sygdomme, som tidligere har været umulige at studere på tæt hold i patienternes hjerne, siger han.

Det har ført til fundet af nogle molekylære grundtræk, som er led i demensudviklingen, og som har banet vejen for, at forskerne sammen med firmaerne Lundbeck og Bioneer nu kan finde mål for lægemidler, der kan anvendes tidligt i demensbehandlingen, fortæller Poul.

Men hvorfor dette fokus på humanforskning indenfor veterinær anatomi, kan man spørge.

Stamcelleforskningen kommer dog ikke kun de tobenede til gode, fortæller Poul, der har igangsat et samarbejde med professor Mette Berendt rettet mod demens hos hunde.

- Vi fik støtte fra Forskningsråd for Teknologi og Produktion til at lave iPS-celler og mikrohjerner fra demente og raske hunde for at studere, om hundens demens på det cellulære og molekylære niveau har lighedstræk med Alzheimers sygdom hos mennesker. Dette projekt er nu i gang, og vi har de første iPS-celler fra hunde groende. Sådan går medicin og veterinærmedicin hånd i hånd, fortæller han.

Var der spalteplads nok, kunne bladet her let fyldes med flere af Pouls forskningsprojekter, som han gladeligt fortæller om og er meget taknemmelig for. Alligevel misunder han ikke sine arvtagere, der befinder sig i en stadigt mere barsk forskningsverden, som med konstante nedskæringer på universiteterne i stigende grad gør det helt afgørende at kunne tiltrække eksterne fondsmidler for at kunne drive forskning.

- Forskningsverdenen er blevet ekstremt kompetetiv, hvad angår kampen om de eksterne forskningsmidler, og der skal slides hårdt for hvert projekt. Jeg ønsker KU og mine dygtige medarbejdere det bedste for fremtiden og vil støtte dem ubetinget, så længe jeg kan, siger professoren.

Store hjerter

Vil man vide noget om hjerter, skal man finde Kirstine Callø i fysiologihuset. Hun forsvarede den 11. januar sin doktorafhandling, som beskriver betydningen af anatomien omkring hjertets ledningssystem, og hvordan bestemte typer af ionkanaler er afgørende for EKG’ets udseende hos forskellige dyrearter. Fanger man hende i frokoststuen, kan hun med stor entusiasme fortælle om de projekter, der arbejdes med lige nu på afdelingen, som på forskellig måde omhandler hjertets fysiologi.

Blandt andet er der aktuelt et projekt om de store hjerters fysiologi, hvor Kirstine og hendes forsker- gruppe har fået fingre i nogle hjerter, som man ikke ellers lige støder på som dyrlæge.

- Vi har et projekt, hvor vi kigger på hjertefunktionen i store dyr, og der har vi tænkt »the bigger the better«. Så vi har teamet op med Zoologisk Have og fået lov til at lave EKG på løver for at undersøge, hvordan hjertet fungerer helt basalt hos dem. Det har vi kombineret med noget histologi og farvning, hvor vi så gerne vil se, hvordan Purkinjefibrene ligger. Her får vi kombineret anatomien og fysiologien, og så begynder det hele jo virkelig at give mening. Det, synes vi, er super skægt, smiler hun.

Forskerholdet kan få lov at komme med, når dyrene alligevel skal bedøves for fx at få ordnet tænder, og hvis dyrene af den ene eller anden grund ender med at skulle aflives, tager forskerholdet prøver af hjertet, så de også kan analysere det histologisk. Det største hjerte hos vores landdyr venter stadig på Kirstines EKG, men kan måske snart få lov at slå et slag i projektet.

- Lige nu håber vi, at vi kan komme med næste gang, de skal have en elefant bedøvet. Når det er landdyr, så kan det ikke blive større end det, siger hun forventningsfuldt.

Kirstine ønsker at se nærmere på, hvordan hjertets størrelse er relativt til dyrets, samt hvordan de er positioneret, og hvordan den elektriske akse ligger. Hertil laves et standard Einthoven EKG, samt nogle lidt mere avancerede typer EKG med afledninger, som kan skabe en form for 3D-koordinatsystem over hjertets ledningsveje, forklarer hun. Dette kan sammen med histologien give en ide om hjerternes forskellighed.

- Vi tror, at de elektriske signaler, og den måde, de udbredes på i hjertevævet, er forskellige i forskellige typer af dyr, og at dette har noget at gøre med, hvordan Purkinjefibrene ligger. Hvis man skal have et stort hjerte til at pumpe effektivt, så tror vi, at der er brug for et Purkinjenetværk, som går meget dybt ind i hjertevæggen. Hvor er Purkinjefibrene egentlig, når man kigger på hjertevæggen, spørger hun retorisk og fortsætter.

- Hos mennesker og hos hunde og løver ligger de kun på indersiden af hjertevæggen, men hos hest og gris ligger de dybere inde. Jeg er ikke sikker på, hvad sammenhængen er endnu, men det prøver vi at finde ud af. Der er teorier om, at dyrenes ledningsnetværk kan opdeles i en gruppe af rovdyr og primater og en anden med hovdyr og klovdyr, fortæller Kirstine. Evolutionært er dette dog ikke en naturlig opdeling, og derfor er holdet på udkig efter andre forskere med kompetencer til at afklare netop det spørgsmål.

- Det er noget af det, som vi gerne vil kigge nærmere på og få startet et samarbejde med evolutionsbiologier omkring, fortæller Kirstine Callø.

Et stærkt veterinært fundament

Sektionen har også fået en ny opgave i kraft af KUs overtagelse af den veterinære myndighedsbetjening. Lektor i patologi Anne Sofie Hammer inviterer begejstret ind til et kig på de nye faciliteter. Det inderste arbejdsområde er dog for- beholdt de fire patologer, der arbejder med beredskabet, så kun de ydre faciliteter, ventilationsanlæg og sluse kan besigtiges af besøgende.

I den nye sektionsstue kan der håndteres dyr mistænkt for sygdomme som fugleinfluenza, tuberkulose og hundegalskab, og med overdragelsen er der landet en hel del ekstra dyr på Anne Sofies og kollegaernes bord.

- I forhold til kadaverne, er der kommet en lille smule mere, end vi sådan lige havde forventet, nikker hun med et smil og fortsætter:

- Men det er også rigtig godt på den måde, at vi så får prøvet de her procedurer af. Det er vi derfor egentlig meget glade for. Det har ikke på nogen måde været mere, end vi har kunnet håndtere, og det har været meget fint i overensstemmelse med, hvad vi har ressourcer til, siger hun tilfreds.

De nye faciliteter er opført med en biosikkerhed på såkaldt BSL 3-niveau, mens eksotiske sygdomme som svinepest og mund- og klovsyge kræver niveau 4. Tegningerne til en ny sektionsstue på Amager er dog netop færdige, og i de nye bygninger vil der også være laboratorier, hvor der kan håndteres prøver mistænkt for svinepest og mund- og klovsyge. Der vil dog ikke være modtagelse af hele dyr mistænkt for sådanne sygdomme, fortæller Anne Sofie.

Tidligere i sin karriere var hun ansat på DTU Veterinærinstituttet som patolog, hvor hun i 10 år arbejdede med mange af de samme opgaver, som nu er kommet til KU. At få myndighedsbetjeningen til KU og SSI kan komme til at gøre noget godt for den opgave, der skal løses, mener hun.

- Jeg synes, det er rigtig spændende at være en del af et andet koncept nu med det her one health, hvor vi har en masse folk fra SSI, som har nogle virkelig gode kompetencer og samtidig har et stærkt veterinært fundament her, siger hun og fortsætter:

- En af de ting, jeg synes, var problematisk for mig i min tid på Veterinærinstituttet, var, at nogle af faggrupperne blev lidt små. Altså, hvor man til sidst måske kun havde én eller ganske få personer indenfor et fagområde. På KU og SSI har man rigtig store stærke faggrupper på alle de relevante områder. Det giver bare noget andet.

Selvom myndighedsbetjeningen nu er blevet Anne Sofies primære arbejdsopgave, har hun stadig fingrene i sit specialeområde, minksygdomme. Her har sammenlægningen med anatomerne allerede budt på nye samarbejder mellem faggrupperne.

- Vi kigger i øjeblikket på en speciel type af poteproblemer hos mink og er interesserede i, om det kan være noget med bevægesystemet, som har en indflydelse på det. Der er vi gået sammen med anatomerne og har kigget på, om vi kan beskrive, hvad det helt nøjagtigt er, der sker rent anatomisk, og hvilke strukturer der er involverede. Det er noget, der foregår i og omkring minkens håndrod, og der er det en stor hjælp og fordel at have nogen med, der er helt skarpe på det her med sener og bevægemekanismer i lemmerne, fortæller Anne Sofie Hammer. ♦