Jeg er ansat som dyrlæge i Forsvarets Sanitetskommando. Det har jeg været siden 2013, og jeg er den ene af Forsvarets tre dyrlæger. Mit arbejdsfelt kan inddeles i to områder: Force Health Protection og militære arbejdshunde.
Force Health Protection Omdrejningspunktet for arbejdet i Force Health Protection er One Health. Ja – det har vi faktisk arbejdet med i lang tid, inden det kom på alles læber.
Arbejdsopgaverne i Force Health Protection består i at forebygge sygdom hos vores soldater – og vi dyrlæger arbejder i et tværfagligt samarbejde med andre sundhedsfaglige medarbejdere, såsom læger, sygeplejersker, fysioterapeuter mv. Jeg sidder i et lille stærkt team med forskellige fagligheder, og det gør vores analyse og rådgivning bred og nuanceret. Og så er det sjovt og horisontudvidende at arbejde med andre professioner.
Vi fokuserer meget på hygiejne, vaccinationer, sygdomsforebyggende undervisning af soldaterne, inden de skal i mission, og vi rådgiver bredt i Forsvaret omkring sygdom og risici.
Vi har også stort fokus på at minimere risikoen for at bringe infektioner med hjem til Danmark, når vores soldater returnerer fra international øvelse eller mission. Særligt afrikansk svinepest har vores store bevågenhed pt., og vi bruger meget tid og mange ressourcer på at minimere risikoen for at transportere potentiel smitte hjem til Danmark. Vi er hele tiden i dialog med både Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen for at optimere vores indsats.
Militære arbejdshunde
Mit andet kerneområde er specifikt veterinært og uden tvivl min største interesse – det er arbejdet med de militære arbejdshunde. Vi forkorter jo alt i forsvaret, så vi kalder dem MWDs.
I Forsvaret har vi to typer af militære arbejdshunde. Vi har slædehundene ved Sirius. Der er seks slædehold bestående af 13 hunde og to patruljefolk. Deres arbejde er at håndhæve suveræniteten ved at patruljere den Nordøstgrønlandske Nationalpark. Vi har omkring 90 hunde i alt inklusive hvalpe.
De andre arbejdshunde, vi har, anvender vi til bevogtning eller som sensorer til at detektere eksplosivt materiale som IED – Improvised Explosive Devices – det man i daglig tale kalder vejsidebomber.
Vi har omtrent 100 MWDs i Danmark, og hver af dem har en specifik hundefører, som hunden bor og arbejder med hver dag. Hundene træner verden over, og cirka 20 af dem bliver på skift sendt ud i mission i verdens brændpunkter.
Mit arbejde er at forberede hund og hundefører bedst muligt på de tilskadekomster, de kan komme ud for. Forsvaret udsender til fjerne egne af verden, hvor dyrlægehjælp i bedste tilfælde er langt væk og i værste tilfælde fraværende.
Jeg arbejder selvfølgelig med et klinisk mindset, men gennem Forsvaret har jeg lært også at arbejde med det, der hedder et operativt mindset. Kort fortalt er det »train as you fight«, og det er nødvendigt for at være bedst forberedt til virkelige hændelser.
Jeg planlægger og afholder førstehjælpskurser for vores MWD og hundeførere. Og jeg planlægger også, hvilken medicin og medicinsk udstyr der skal medbringes i mission, og udarbejder manualer og procedurer specifikt fremstillet til disse formål.
Under meget specifikke om stændigheder delegerer jeg en del af min veterinære ekspertise, så hundeførerne eller patruljefolkene kan behandle hunden, når de langt fra hjælp. Det er lidt at sammenligne med paramedicinere og ambulancereddere. Og så bruger vi rigtig meget telemedicin, hvor de ringer, mailer eller via satellittelefon kommer i kontakt med mig, så jeg kan vejlede dem.
Jeg arbejder også med sygdomsforebyggelse for hundene, og vi har udarbejdet protokoller for vacciner og antiparasitære strategier mod flåter og sandfluer.
Rejser ud tre gange om året
Jeg er så heldig, at jeg også kommer rundt på inspektionsbesøg. Jeg tilstræber at besøge vores missioner med arbejdshunde cirka en gang årligt. Og så er der Grønland og Sirius, som jeg besøger regelmæssigt to gange om året – sommer og vinter.
På besøgene superviserer jeg alle veterinære procedurer, udstyret og medicinen. Alle hundene bliver undersøgt klinisk og evalueret i forhold til performance. Det gør jeg for at vurdere, om de er egnede til den kommende slædesæson. Den bedste måde for mig er at se, hvordan hundene trækker og arbejder foran slæden, og kombinere det med mine kliniske fund. Jeg laver en del tandarbejde, når jeg er på Grønland, særligt ekstraktioner. Det skyldes primært, at hundene spiser meget sne for at hydrere sig, og der kan være småsten eller is i. Deres patruljefoder er også bundfrossent, og det giver desværre nogle frakturer.
Vi har en lille, men veludstyret klinik på stationen med blandt andet tandunit, digital røntgen, apotek og elektronisk journalsystem.
Kontorarbejde og eventyr i skøn forening
Mit job er one of a kind – og det er vildt spændende. Det er en skøn kombination med kontorarbejde og eventyr i en sådan grad, at det også harmonerer med et familieliv med 3 dejlige små børn og en labrador.
Arbejdsmæssigt står vi ofte i situationer eller med sagsbehandlinger, som der ikke rigtig er nogen andre herhjemme uden for Forsvaret, der har arbejdet med. Den primære sparring er derfor med vores kollegaer i de nordiske lande og i NATO-samarbejdet.
Det kan være en udfordring at arbejde i en organisation, der er politisk styret. I 2014 blev min arbejdsplads flyttet fra Roskilde til Brabrand i forbindelse med Forsvarsforliget, og det er ikke helt optimalt, når man som jeg bor på Sjælland. Det er svært, når der både er en politisk og en faglig agenda, der skal gennemføres, og de politiske beslutninger er jo helt uden for min kontrol.
Til gengæld føler jeg, at jeg gør en forskel for vores hundeførere, patruljefolk og for arbejdshundene. Jeg er med til at forbedre deres muligheder for at håndtere skader i kritiske situationer – i nogen tilfælde redde liv, og det er et privilegie at få lov til. Fokus på kommunikation og formidling Jeg er glad for, at jeg havde en bred erhvervserfaring med både klinik, undervisning, kommunikationsarbejde og netværksdannelse, inden jeg blev ansat. Det er en stilling, hvor det er godt at have lidt at trække på fra rygsækken.
Jeg har også en uddannelse som fagjournalist. Den tog jeg et par år efter, jeg dimitterede som dyrlæge. Jeg havde ellers ikke regnet med at skulle på skolebænken igen lige med det samme. Men den uddannelse er noget af det bedste faglige, jeg har gjort.
Det at få fokus på formidling og værktøjer til at arbejde kreativt, dele viden og i øjenhøjde med målgruppen er jo ekstremt vigtigt for alle fag. Det burde altså være en del af alle uddannelser at forholde sig til kommunikation.
