Kvægbesætningerne er efterhånden så store, at mange mennesker er involveret i pasningen af køerne. Opgaverne med at opdage begyndende syge køer, undersøge dem, foretage behandlinger og beslutte, hvornår de kan komme tilbage i produktionen, er ofte fordelt på flere personer. Derfor er det vigtigt, at alle er trænede i, hvilke opgaver hver især har, hvordan de løses, og hvordan der videregives informationer.
Når en ko er på vej ind i et sygdomsforløb, er det afgørende, at der tages hånd om hende så tidligt som muligt for at øge chancen for helbredelse. Og en række procedurer kan optimeres for at afkorte tiden fra de allerførste symptomer, til hun
er i behandling og modtager skånsom pleje. Her får du et oplæg, som du kan tage udgangspunkt i, hvis du tager snakken om procedurerne med din landmand – fx i forbindelse med rådgivningsbesøget eller som et meget relevant emne på erfagruppemødet.
Gå den syge kos vej
For at få overblik over procedurerne kan man følge »koens vej«, fra de første sygdomstegn opdages, til hun igen er tilbage i produktion. Første skridt handler om, hvem der har opgaven med at opdage de begyndende sygdomstegn hos en ko, der går i sengebåsestalden? Det umiddelbare svar vil være, at det har alle, der er i stalden. Men ikke alle ser på køer på samme måde og har samme holdning til, hvornår der skal reageres. Og måske tror den, der ser nogle små sygdomstegn, at andre allerede har reageret. Derfor kan der gå lang tid, inden der bliver grebet ind med dårligere behandlingsresultat til følge.
Derfor bør det sikres, at alle, der har med køerne at gøre, har den tilstrækkelige viden og kompetence til at kunne spotte de tidlige sygdomstegn og ved, hvornår der skal reageres og hvordan.
Klar ansvarsfordeling og viden
Vejen begynder blandt de raske køer i sengebåseafsnittet. Her bør det aftales, hvem der observerer og ser efter begynde sygdomstegn, og hvad der specifikt skal ses efter. Det kan være nedstemthed, indfaldne øjne, smerteansigt, indfalden hungergrubbe, halthed og asymmetrisk yver. For at være sikker på, at alle har de nødvendige kompetencer i at vurdere sygdomstegn, kan der afholdes et internt »se-påko«-kursus, hvor det systematisk indøves at se efter sygdomstegn, og der træffes klare aftaler for, hvornår der skal reageres og hvordan. Hvis temperaturtagning indgår som standardundersøgelse, skal alle, der arbejder med køerne, være udstyret med et velfungerende termometer. Der bør også være faste procedurer for, hvordan og hvornår observationerne gives videre og til hvem.
Koens vej fortsætter over opsamlingspladsen og til malkestalden. Begge steder bør alle være klar over, hvad der skal ses efter, hvad der skal give anledning til handling, og hvem der skal informeres. I malkestalden skal der selvfølgelig ses efter yver, patter og mælk, men måske skal der også ses efter tegn på digital dermatitis og haseskader.
| Enkeltbokse | Fællesboks | Mælk | |
| Smitsomme | Her går køer, der kan smitte til andre køer og derfor skal holdes isoleret. Stærk almen påvirkning og fx ophørt ædelyst. Køerne kan være i medicinsk behandling. Eksempler: · Diarre · Klovbrandbyld · Ledbetændelse (ej mælk til kalve) · Alvorlig yverbetændelse · Abort med almen påvirkning · Lungebetændelse · Øjenbetændelse. |
Her placeres køer, der har flåd fra skede eller sår, og der skal derfor sikres god hygiejne. Moderat til mild almen påvirkning. Tillige køer i medicinsk behandling, som ikke kræver isolation. Eksempler: · Børbetændelse · Moderat og mild yverbetændelse · Svær Digital Dermatitis · Kløe (fx skab og ringorm). |
Kasseres |
| Ikke-smitsomme | Her placeres køer, der ikke smitter til andre, men som skal kunne være i fred for andre. Stærk almen påvirkning og fx ophørt ædelyst. Eksempler: · Løbesår · Mælkefeber · Højresidig løbedrejning · Udskridning. |
Her placeres køer, der har brug for aflastning, men som ikke smitter til andre og ikke har isolationsbehov. Moderat til mild almen påvirkning. Eksempler: · Ketose · Ikke-smitsom klovlidelse · Venstresidig løbedrejning. |
Kan bruges til kalve eller leveres til mejeri afhængig af mælkens kvalitet |
Videre forløb besluttes i separationsboksen
En begyndende syg ko bør altid komme i separationsboksen til nærmere undersøgelse. Her kan det ofte være driftslederen, fodermesteren eller en anden kompetent person, der står for den nærmere undersøgelse og beslutter, hvad der skal ske med koen. Der kan i princippet være fem muligheder. 1) Er det en besætningsdiagnose, behandles jf. forskriften. 2) Er der behov for dyrlægetilkald, efterbehandles jf. anvisningen. 3) Andre lidelser vil umiddelbart kunne behandles af den besætningsansvarlige, fx en del af klovlidelserne. 4) Tilfældet kan også være så mildt, at det er bedre at afvente - eller 5) så svært, at koen skal aflives. Under alle omstændigheder skal der træffes beslutning om behandling, efterbehandling og dagligt opsyn i sygdomsperioden. Desuden skal det besluttes, hvor den syge ko skal opstaldes.
Opstaldning af syge og aflastningskøer
Ved opstaldning af syge køer og aflastningskøer skal der tages hensyn til både den syge eller svage ko og smitterisici til andre køer. Tidligt i sygdomsforløbet kan diagnosen hos en syg ko være ukendt, og beslutningen om type af opstaldning må derfor bero på de sygdomstegn, koen viser.
Syge køer kan have andre behov end raske, herunder beskyttelse mod konkurrence fra andre køer og let adgang til højt prioriterede ressourcer såsom foder, vand og hvile. Køer, der lider af nogle sygdomme, vil have behov for at være isoleret fra andre, mens køer, der lider af andre sygdomme, måske netop ikke bør være isolerede, men stadig være opstaldet under forhold, som tillader let adgang til
ressourcer. Samtidig vil nogle sygdomme udgøre en stor smitterisiko til andre køer, mens andre sygdomme ikke er smitsomme. Og endelig bør der for visse sygdomme være ekstra fokus på et højt niveau af hygiejne fx børbetændelse eller coli-yverbetændelse. Derfor kan det være vanskeligt at beslutte, om det samlet set er bedst at opstalde en syg eller svag ko i enkeltboks eller i en fællesboks.
Isolation eller kontakt
Der er kun få studier, der har undersøgt, om køer med bestemte lidelser selv foretrækker isolation eller søger kontakt med andre køer. Fx har køer med infektionssygdomme og feber efter kælvning vist en tendens til at søge isolation (Proudfoot et al., 2014). I et andet forsøg med køer, der var halte på grund af et sålesår eller en hul væg, foretrak køerne andre dyrs selskab frem for at søge isolation trods lidelsen (Jensen et al., 2015). Ingen af de to undersøgelser inddrog adgang til ressourcer, idet dyrene i begge tilfælde var enkeltopstaldede.
Der er, så vidt vides, ikke studier, der har set på, hvor hurtigt en lidelse helbredes, afhængigt af om den syge ko har være opstaldet i enkeltboks eller fællesboks. Endelig skal der tages hensyn til, om koen er i medicinsk behandling med præparater, der er omfattet af tilbageholdelsestid på mælk og/eller kød.
Derfor må beslutningen om, hvilken type sygeboks koen skal placeres i, altid bero på en konkret faglig vurdering af hvert enkelt tilfælde. Her er en vurdering
af hendes almene tilstand meget vigtig. Ligeledes skal smitterisikoen vurderes. I nogle tilfælde, fx ved diarre, kan det være svært at vide i det akutte stadie. Her kan det være en fordel at isolere koen i enkeltboks, indtil der er stillet en konkret diagnose.
Skema til hjælp ved fordeling
Skemaet i figur 1 viser eksempler på fordeling i sygeboks efter forskellige typer lidelser. Det er vigtigt, at fordelingen tilpasses den enkelte besætning. Udarbejd evt. i samarbejde med landmanden (og hans medarbejdere) et lignende, men besætningsspecifikt skema, så der på forhånd er taget stilling til, hvilken type sygeboks en syg ko har mest gavn af at blive placeret i.
I figuren er der med kursiv angivet eksempler på, hvilke kriterier der skal tages hensyn til, når en syg ko skal placeres i en sygeboks. Desuden er der givet eksempler på fordelingen af syge køer afhængigt af sygdommen.
