Lige nu er der mange af os dyrlæger, der har sat en ramme på vores Facebook-profil, hvor der står NOMV, hvilket står for »Not One More Vet«. Det udspringer af en bevægelse, der skaber opmærksomhed om den triste statistik, som dyrlæger er en del af verden rundt. Vi har højere frekvens af selvmord end resten af befolkningen. Desuden søger mange unge kollegaer væk fra klinisk praksis som et aktivt valg, eller på grund af stress eller andre belastningsreaktioner. Det samme gælder veterinærsygeplejerskerne, der ofte ikke bliver længe i faget efter endt uddannelse.
Omsorg for dyrene og deres ejere er den primære årsag til, at vi blev dyrlæger, men samtidig er dette årsagen til, at en del af vore kollegaer forlader faget, bliver syge eller griber til selvmord.
Der kan være mange komplekse årsager til, at man ikke trives i sit liv, men compassion fatique – omsorgstræthed – er for mange dyrlæger en væsentlig medvirkende årsag. En vigtig del af vores arbejde og en af de væsentligste årsager til, at vi blev dyrlæger eller veterinærsygeplejersker er medfølelsen med dyrene og glæden ved at arbejde med dem. Samtidig skal vi have empati for dyrenes ejere, da de firbenede heldigvis er blevet en elsket del af familien.
Vi ønsker alle at gøre vores allerbedste for at give dyrene et godt og langt liv uden ubehag og lidelse og til glæde for deres ejere. Det er imidlertid ikke altid muligt. Dyrene kan være alvorligt syge eller skadede, ejers økonomi kan gøre det umuligt at udføre nødvendige behandlinger, eller ejer har ikke forståelse for eller vilje til at lade os hjælpe dyrene.
Det kan være voldsomt frustrerende, især når man er ung og håbefuld med de bedste intentioner. I sådanne situationer kan vi let komme til at vende det imod os selv, fordi vi syntes, at vi burde kunne hjælpe, eller vi burde kunne få ejer til at forstå, at det er det eneste rigtige at gøre.
Som erfaren dyrlæge bliver man med årene bedre til at »tilgive« sig selv, men det kan være absolut belastende alligevel. Det er ofte helt rimeligt at skulle slippe en patient og aflive for at skåne dyret for smerte og ubehag, eller fordi vi simpelthen ikke kan tilbyde en behandling, der sikrer dyret en god livskvalitet. Selv sådan en erfaren dyrlæge, som jeg, bliver altid påvirket, når jeg hjælper dyrene det sidste stykke. Selvom det foregår smertefrit og i sød forståelse med ejer, bliver jeg påvirket.
Vi kan af og til have ekstra svære dage, hvor flere dyr skal aflives. Så er det ekstra hårdt, og stemningen på dyrehospitalet bliver præget af det. Flere af os har let til tårer og må græde lidt sammen med ejer. Det er ok, og selvom vi taler med hinanden om det, så bærer vi nok en lille flig af sorgen med os.
Ejere i følelsernes vold
Jeg synes, at dyreejere generelt er meget positive og forstående overfor os dyrlæger og veterinærsygeplejersker, men der er af og til nogle, der påvirker os negativt. Dyreejere er ofte i deres følelsers vold, når det kommer til deres dyr. Det kan være svært for nogle at forstå, at vi ikke kan tilbyde avancerede behandlinger og undersøgelser uden at tage os betalt. Det er ikke alle, der har forståelse for, at vi har et meget højt udgiftsniveau til personale, udstyr og ikke mindst efteruddannelse.
Vi bor i et land, hvor vi gudskelov ikke skal betale for velfærdsydelser og dermed aldrig ser en regning efter besøg hos læge eller hospital. Det kan derfor være overraskende at se, hvad det egentlig koster at få undersøgt en blodprøve eller få opereret et korsbånd. Heldigvis er de fleste af vore patienter på Aalborg Dyrehospital sygeforsikrede, hvilket gør, at ejer kan sende det meste af udgiften videre til forsikringen.
Det er imidlertid stadig den almindelige opfattelse, at dyrlæger er velhavende, og nogle mener, at vi er dyrlæger for pengenes skyld. Jeg tror, at jeg svarer, ikke bare for mig selv, men for alle dyrlæger, når jeg siger, at vi er drevet af sympati for dyrene og en faglig stolthed og vilje til at udføre vores arbejde så godt som overhovedet muligt. Jeg tror, at det er den drift, der gør, at vi har tendens til at overbelaste os selv og i øvrigt også vores familie.
Jeg tror, at jeg svarer, ikke bare for mig selv, men for alle dyrlæger, når jeg siger, at vi er drevet af sympati for dyrene og en faglig stolthed og vilje til at udføre vores arbejde så godt som overhovedet muligt.
Et eget valg
Mine egne børn har ikke som deres kammerater været vant til, at aftensmaden stod på bordet kl. 18.00 – da var jeg ofte ikke hjemme endnu. Det har de nok ikke taget skade af, men det var hårdt, at mor skulle køre afsted på vagt, når hun lige var kommet hjem. Jeg har imidlertid altid været bevidst om, at det er mit valg, og mine børn ved, at jeg elsker mit arbejde. Der er bare rigeligt af det, og det er svært at lægge til side, når man er kommet hjem.
De fleste af os dyrlæger har brugt meget fritid på at spekulere og bekymre os for vore patienter. Man spørger sig selv: »Gjorde jeg det nu godt nok?«, »kunne jeg have gjort det anderledes?« »hvorfor døde den patient?«, »fik jeg kommunikeret ordentlig til de ejere?« og så videre. Alt dette udspringer af, at vi er dedikerede, men det belaster. For nogen dyrlæger og veterinærsygeplejersker bliver det for meget.
Vi vil så gerne altid være der for vore patienter, men vi skal også have fri og lade batterierne op igen. Det kan være svært for både kollegaer og dyreejere at lade os i fred, når vi holder fri. Især hvis man sidder inde med speciel viden og kompetencer, så kan det være fristende at hive fat i os uanset, at vi holder fri. Det kan også være svært at sige nej, når vi ved, at der er brug for os.
Vend opmærksomhed mod dig selv og kolleger
Man ved at et vigtigt værn imod compassion fatique er at give plads og rum til at gøre noget godt for sig selv. Uanset om det er at strikke, dyrke motion, gå i naturen, nyde kultur eller være sammen med sine nærmeste venner og familie, så er det helt essentielt at være god ved sig selv for at kunne være god ved sine patienter.
Samtidig skal vi alle være gode ved hinanden og være opmærksomme på, om kollegaer er på vej til at blive for belastede. Især de unge, der er så dygtige og energiske skal have støtte og opbakning. Det er så ulykkeligt, når vi hører om unge kollegaer, der må stoppe i klinisk praksis, fordi de er udbrændte af stress og har givet al for meget medfølelse fra sig uden at have medfølelse for sig selv. Ikke endnu en dyrlæge skal bringes ud på kanten.
Især de unge, der er så dygtige og energiske skal have støtte og opbakning.
Jeg har selv oplevet at være faldet ud over kanten, hvor min krop har sagt fra og råbt højt med diverse ubehagelige symptomer på stress og overbelastning. Det var voldsomt angstprovokerende at miste kontrollen og mærke den sårbarhed, der følger med. Jeg var meget hurtig til at kæmpe mig tilbage igen, hvilket nok ikke var det sundeste valg. Jeg burde nok have givet mig tid til at hele, men var bange for at give slip.
Mærket for livet
Den dag i dag kan jeg tydeligt mærke de velkendte symptomer, når jeg nærmer mig kanten igen. Jeg har lært at respektere signalerne og ved, at jeg skal stoppe op og geare ned. For mig gælder det om at sige nej tak, selv til gode tilbud både i mit privatliv og i professionel henseende. Samtidig har jeg valgt at beskytte mig selv ved at holde fast i at arbejde på deltid helt frem til det tidspunkt, hvor mine yngste tog på efterskole. Det kan sagtens lade sig gøre at have en professionel karriere, selvom man »kun« arbejder 28 timer plus vagter.
Vi er alle forskellige og har individuelle stress-tærskler, som vi selv skal erkende og derefter formidle til vore omgivelser, så vi kan fungere bedst muligt. Fx ved alle på Aalborg Dyrehospital, at jeg bliver stresset af for megen lyd omkring mig. De respekterer, at jeg slukker for musikken i operationsstuen, når jeg skal være der, og at jeg bruger mit elskede headset med noise cancelling i fælleskontoret.
Omvendt er jeg let-omstillelig og god til at multitaske, bare jeg har hjælp og opbakning omkring mig. Jeg tror, at vi alle har brug for støtte af kollegaer omkring os. Både rent praktisk, men også når noget er svært og ikke helt går som forventet. Selvom vi ikke rører ved hinanden for tiden, så er det vigtigt med den tunge hånd på skulderen, der siger: »Det der sker også for mig«, »du har gjort det helt rigtige«, »du kunne ikke gøre mere, end du gjorde« eller bare »det skal nok gå«. Jeg ville aldrig kunne fungere som alene-dyrlæge. Jeg ville blive alt for selvkritisk og kræve alt for meget af mig selv.
Selvom vi ikke rører ved hinanden for tiden, så er det vigtigt med den tunge hånd på skulderen, der siger: »Det der sker også for mig«.
Den indre tjekliste
Jeg har ret sent opdaget de ting, der gør, at jeg kan fungere bedre i mit professionelle liv. For det første skal jeg have »rent bord«, inden jeg går hjem. Det vil sige, alle journaler er skrevet, mails og telefoner er besvarede, så jeg kan lægge så meget som muligt bag mig.
Jeg har det allerbedst med patienter indenfor mit eget speciale. Jeg ved, at jeg har undersøgt og behandlet dem efter gældende retningslinjer og i overensstemmelse med min erfaring. Derimod kan jeg stadig være belastet i fritiden af patienter udenfor mine spidskompetencer. Med dem er det vigtigt, at jeg har været ekstra grundig og sikret mig, at de kontaktes af personalet næste dag, hvis jeg har fri eller har mulighed for at få hjælp, hvis der skulle opstå komplikationer.
Da jeg var yngre, kunne jeg bruge alt for meget fritid på at spekulere på sådanne patienter. Jeg har lært mig, at hvis jeg bruger mere end 24 timer på at gruble over en patient, så skal jeg tage aktion på det. Enten kan jeg gå online på patientens journal hjemmefra eller simpelthen kontakte ejer pr. telefon eller mail for at få den »lukket«. En sådan kontakt giver i øvrigt kun positive ejere.
Nu lyder det måske som om, at jeg arbejder 100 procent »lege artis«, men slet ikke. For at beskytte mig selv ved jeg, hvor og hvornår jeg kan runde hjørner og arbejde ud fra, at 80 procent er godt nok. Når vi gør det, er det oftest kun os selv, der opdager det.
Min telefon er altid på »forstyr ikke«, så kun min nærmeste familie og kompagnoner kan ringe igennem. Alle app’s er uden notifikationer, hvilket betyder, at det er mig, der bestemmer, hvornår jeg vil tjekke, om nogen har søgt at komme i kontakt med mig. Hele det digitale univers kan presse os til at være på 24/7, men vi kan indrette os, så det bliver på vores præmisser.
Jeg opdagede for 12 år siden, at motion og især dans gør mig godt. Det er blevet min måde at koble hovedet fra og genoplade batterierne. Dans kræver fuld fokus, men på en helt anden måde end jobbet. Jeg er til stede i kroppen og nuet. Jeg ved, at det er samme oplevelse, andre får gennem løb, yoga, madlavning eller andre ting, der kræver fokus væk fra jobbet.
Vi skal tale med hinanden
Jeg har tit tænkt på, hvad det egentlig er, der driver os dyrlæger til at belaste os selv? Hvad er det vi »tænder på«? Jeg tror, at det hænger sammen med en indre trang til at vide mere, og jo mere vi ved og kan, jo mere bliver vi opmærksomme på, hvad vi også vil vide og kunne. Man kan bare ikke blive god til alt, så jeg holder mig til mine interesseområder og lader andre om resten.
Da jeg i sin tid var gymnasieelev og »luftepige« på Aalborg Dyrehospital forsøgte en af de ældre at advare mig imod at blive dyrlæge, fordi han selv var meget belastet af det og ikke ønskede, at jeg skulle opleve det samme. Han var et dejligt menneske med masser af hjertevarme og stor kærlighed for dyrene. Desværre valgte han til sidst livet fra, hvilket gjorde stort indtryk på unge mig og selvfølgelig alle omkring ham.
Man kan bare ikke blive god til alt, så jeg holder mig til mine interesseområder og lader andre om resten.
Jeg kan ikke gennemskue de psyko-sociale mekanismer, der gør, at nogle af os kan tåle livet som dyrlæge, imens andre tager skade. Eller tager vi alle lidt skade? Den gode dyrlæge er det empatiske menneske, der er dedikeret til faget. Men hvordan man bliver robust og i stand til at passe på sig selv, det er en kunst.
Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at vi tør tale med hinanden om det, så vi ikke er alene om at føle os sårbare med vores helt forståelige reaktioner på de belastninger, vi udsætter os for.
Det vigtige er ikke, hvad vi er, eller hvad vi præsterer, men at vi er her.
