Indlægget af Søren Saxmose Nielsen i DVT sætter fokus på et vigtigt aspekt af vores faglighed: Hvordan vi forholder os til evidens, og hvilket ansvar vi som dyrlæger har for at anvende den viden i vores behandlinger.
Det er vigtigt, at vi som dyrlæger, forholder os fagligt kritisk til alle former for behandling – både alternative og konventionelle. Det er en forudsætning for at sikre faglig integritet og gennemsigtighed. Placeboeffekter hos dyr såvel som ejere kan spille en rolle i oplevelsen af effekt.
Mit indtryk er, at dyrlæger gør sig umage med at træffe ansvarlige beslutninger. Jeg kender ikke omfanget af anvendelsen af alternativ behandling i praksis, men forventer, at det primært sker som supplement til mere traditionel/konventionel behandling.
Med det sagt, og når alternativ behandling efterspørges, kan det være en fordel, at det er dyrlæger – frem for ufaglærte behandlere – der tilbyder den. Forudsætningen er, at behandlingen ikke skader dyret, ikke erstatter nødvendig konventionel behandling, og at ejeren er oplyst om evidensgrundlaget. I sidste ende vil det så være ejerens valg.
Det ændrer dog ikke ved, at vi som fagpersoner har ansvar for at skelne klart mellem dokumenteret og udokumenteret behandling – og at vores fælles faglige fundament bør være naturvidenskabelige metoder og kritisk refleksion.