Som Jesu frelsende mission for mennesker er udviklet gennem de bibelske teksters reception gennem århundreder, mangler en sammenhængende tænkning om muligheden for dyrenes frelse.[1] Den engelske teolog og præst Andrew Linzey udgav i 1994 en bog med titlen: Animal Theology.[2] Det blev starten på en gentænkning af dyrenes stilling i kristendommen og grundlæggelsen af en ny teologisk disciplin.
Den teologiske baggrund
Der optræder masser af dyr i Bibelen og især i Det Gamle Testamente. I mange tilfælde indgår de i det bibelske billedsprog, og dyrene optræder derfor ikke i kraft af sig selv. Der findes anvisninger på, hvordan vi bør behandle dyr: Den retfærdige har omsorg for sit kvæg, uretfærdige er ufølsomme og ubarmhjertige (Ordsp 12,10); Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker (5 Mos 25,4); Du må ikke spænde okse og æsel for samme plov (5 Mos 22,10); Din mishandling af dyrene skal ramme dig selv (Hab 2,17); Hvis en okse falder i en brønd om sabbatten, må du gerne trække den op (Luk 14,5). Medens dyrene lever, sørger Gud for dem, og ikke en spurv falder til jorden uden Guds vilje (Matt 6,26, 10,29; Luk 12,6).
Det Nye Testamente handler først og fremmest om menneskets frelse gennem troen på Jesu Kristi virke, korsfæstelse død og opstandelse. Sammenlignet med buddhismen og hinduismen er kristendommen en meget antropocentrisk religion. Men sådan behøver det ikke at være, idet der i Bibelen findes et teologisk grundlag for, at alt det skabte frelses, herunder også dyrene.
Dyreteologi
Blandt alle levende væsner med livsånde ville det være underligt, at Jesu frelsende gerning alene skulle dreje sig om mennesket. Den eneste forskel på mennesker og dyr er, at mennesket er skabt i Guds billede, så det ligner ham (1 Mos 1,26, 1,28). Ved at være skabt i Guds billede har vi fået muligheden for gennem ord og bøn at kommunikere med Gud. At give andre dyr end mennesket mulighed for frelse er ikke at se bort fra, at mennesket er et særligt væsen, som står Gud nær. Det er Gud og ikke mennesket, der administrerer Guds nåde, og vi går ikke glip af noget ved at håbe på, at løftet om "en ny himmel og en ny jord" ud over mennesket omfatter alt det skabte (Åb 21,1). Hertil kommer, at det ligger i kristendommens natur at tage vare på den svage.
________________
[1] Knud Børge Pedersen. Teologien omfatter også dyrene. Fønix årg. 2023, s. 205–217.
[2] Andrew Linzey. Animal Theology. SCM Press. University of Illinois Press, 1994.
________________
Det bibelske grundlag for en teologi for dyr findes blandt andet i Paulus’ brev til romerne, som handler om de sidste tider, hvor hele skabningen med suk og længsel venter på at blive befriet for trældommen under forgængeligheden sammen med Guds børn (Rom 8,18-27). Ifølge Paulus er det Kristi gerning at skabe en ny begyndelse, hvor alt er nyt ved Guds forligelse med verden i Kristus (Gal 6,15; 2 Kor 5,17). Den ny skabelse gælder ikke kun mennesket, men en ny jord og en ny himmel, hvor alt er nyt og retfærdighed bor (Es 65,17, 66,22; 2 Pet 3,13). For dyrenes vedkommende betyder det en genopretning af den oprindelige tilstand inden syndefaldet, hvor ulven og lammet græsser sammen, og løven æder strå som oksen (Es 11,6-9; Es 65,25). Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich (1886-1985) sammenfatter det kristne budskab i to ord: "Ny skabelse" (Gal 6,15).[1]
I Johannesevangeliets prolog er Jesus Kristus tilstede ved skabelsen, og alt blev til ved ham, og ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1-18). Heri ligger, at i kraft af Jesu inkarnation vil alt det skabte blive genskabt og ikke kun mennesket. I Markusevangeliet befaler Jesus disciplene, at de skal prædike evangeliet for hele skabningen og ikke kun for mennesker (Mark 16,15). Teologisk er det svært at forestille sig, at frelser Gud skulle være mindre gavmild end skaber Gud, og at menneskets synd kan kvalificere til frelse på bekostning af det øvrige skaberværk, som ikke kan synde.
Liturgi
Som svar på dyrenes fravær i vores bønner har Andrew Linzey udarbejdet forslag til en liturgi for dyr i forskellig sammenhæng.[2] Ifølge Linzey tilbeder kristne Gud, som om dyrenes verden ikke findes.[3] Den katolske kirke har udarbejdet en liturgi til brug for velsignelse af dyr.[4] Hvert år finder en velsignelsesceremoni sted for landbrugsdyr på Peterspladsen i Rom den 17. januar, som er dagen for fejringen af dyrenes skytshelgen Sankt Antonius.
Tilsvarende er der i nogle kirker tradition for at holde en velsignelsesgudstjeneste for kæledyr omkring helgendagen for Sankt Frans af Assisi, som er den 4. oktober. Church of England har udarbejdet en liturgi for velsignelse af dyr.[5] Den anglikanske kirke i København, St. Alban’s Kirke, holder i oktober en gudstjeneste med velsignelse af kæledyr. Hverken folkekirken eller den katolske kirke i Danmark har tradition for velsignelsesceremonier for dyr.
Eksempel på en bøn fra Church of Englands velsignelsesceremoni for dyr:
Look upon the animals, O God, which share our homes and our live,
and which inspire us with their love and loyalty.
Bless them for the pleasure and companionship they give us
and for the work they do to help humankind.
Protect all those who suffer neglect and cruelty, we pray
And bring them the help they need
Through Christ our Lord, Amen.
I forbindelse med det liturgiske arbejde skal man være opmærksom på, at der kan være faldgrubber. På den ene side skal man sørge for, at ceremonien ikke bliver til en legitimering af mishandling af dyr. På den anden side skal man sikre, at der ikke sker en menneskeliggørelse af dyr. Det teologiske udgangspunkt er respekten for det gud-givne livs hellighed. Mennesket er kronen på skaberværket, men derved bliver mennesket ikke selv til Gud.
Kristendommens manglende bidrag til dyreetik
Historisk er det en kendsgerning, at kristendommen ikke i særlig grad har bidraget til fremme af dyreetik og velfærd. Ja, nogle vil endog mene, det modsatte har været tilfældet. Her i landet stemte Grundtvig imod loven om forbud mod dyremishandling, som blev vedtaget af folketinget i 1856. Hans begrundelse var, at der ikke var grund til at lovgive om det, idet det rokkede ved den gamle sætning om, at Gud satte Adam til at være dyrenes herre, og at der derfor ikke burde indføres borgerlige straffe for menneskenes opførsel mod dyrene. Hvis dyrene ikke har anden Gud end mennesket, som det lyder i et gammelt dansk mundheld, står det skidt til.[6]
Forklaringen på kristendommens manglende bidrag til fremme af dyreetik kan tilskrives en fejlagtig fortolkning af den første skabelsesberetning i Første Mosebog, hvor Gud sætter mennesket til at underlægge sig jorden og herske over alle verdens dyr (1 Mos 1,26 og 1,28). Som pave Frans skriver i sit hyrdebrev fra 2015: "Fordi vi er skabt i Guds billede, og er blevet pålagt at underlægge os jorden, har vi ikke absolut magt over andre skabninger". Og fordi mennesket er blevet pålagt at "underlægge" sig jorden, betyder det ikke, at vi har fået mandat til at udnytte naturen uhæmmet ved en destruktiv adfærd. Ansvaret som er betroet os, er et delegeret ansvar til at "dyrke og vogte" jorden på Guds vegne. "Vi er ikke Gud", som pave Frans siger: "Jorden var her inden os, og den er blevet givet til os" for: Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren (Sl 24,1).
Den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1999 bruger ordet "herske" i forbindelse med mandatet til at råde over jorden, medens der i ældre oversættelser anvendes formuleringen "regere over". Den danske teolog Ole Jensen, som gennem mange år beskæftigede sig med økoteologisk teologi mener, at vi i en naturfjendtlig udlægning af vers 28 i den første skabelsesberetning har formastet os til at begå massakre på arterne ("licence to kill").[7] I stedet for et forpligtende "forvalterskab" har vi påtaget os et "herredømmemandat". I menneskets trang til at gøre sig selv til Gud, har vi glemt, at vi er skabt til at tjene frem for at herske. Som Jesus tog en tjeners skikkelse på, som det lyder i Filipperhymnen, bør vi gøre det samme i forhold til forvaltningen af Guds skaberværk (Fil 1,6-11).
Afslutning
Kristendommen er en fortolkningsreligion, som skal forkyndes ind i tiden. Internationalt er der i de seneste 30 år gjort strukturerede tanker om udformningen af et teologisk grundlag for "Animal Theology". Ingen af pionererne inden for det nye fagområde har hævdet, at de er nået frem til en fuldt gennemarbejdet teologi for dyr. I sammenligning med anden teologi, som har udviklet sig gennem århundrede, ville det også være mærkeligt, men der er lagt et godt fundament at arbejde videre på – også i Danmark.
__________
[1] Paul Tillich. En ny skabelse. Jespersen og Pios Forlag. København 1966.
[2] Andrew Linzey. Animal Rites, SCM Press/The Pilgrim Press, 1999.
[3] Andrew Linzey. Animals as grace. On Being an Animal Liturgist, 2007. https://www.theway.org.uk/back/454Linzey.pdf
[4] Catholic Prayer: Book of Blessings: Order for the Blessing of Animals. https://www.catholicculture.org/culture/liturgicalyear/prayers/view.cfm?id=1187
[5] The Church of England. A Celebration of Animals. https://www.churchofengland.org/sites/default/files/2019-06/a-celebration-of-animals.pdf
[6] Knud Børge Pedersen. Har dyrene ingen anden Gud end mennesket? Dansk Veterinærtidsskrift. 2022, Nr. 7. 33-35.
[7] Ole Jensen. Genesis 1,28 i lyset af naturens holocaust. Kritisk forum for praktisk teologi. Eksistensen. 2020. https://www.kfpt.dk/pub/krit-162-ole-jensen/release/1
