|
|
Adam Wilhelm Mørkeberg (1863 -1933)
Mørkeberg havde en alsidig uddannelse. Han dimitterede fra Veterinærskolen i 1884, og i 1886-1890 var han reservedyrlæge i hæren. I 1888 tog han sin studentereksamen og i 1895 lægeeksamen, hvorefter han tog på en længere udenlandsrejse til Europas førende veterinærhøjskoler. Dette kvalificerede ham til et lektorat i veterinær lægevidenskab, og i 1896 blev han ansat som forstander for Veterinær- og Landbohøjskolens kirurgiske klinik for større dyr. Stillingen havde indtil da tilhørt professor Gerhard Sand (1861-1921). Ved samme lejlighed blev den kirurgiske klinik skilt fra den medicinske klinik, som forblev i B. Bangs hænder.
Buste af Adam Wilhelm Mørkeberg (1863-1933) foran Anatomibygningen. Foto Annika Normann.
Det var en vanskelig opgave at overtage pladsen efter den dygtige og vellidte professor Sand, men det viste sig hurtigt, at Mørkeberg var den helt rette til dette job. Han havde særdeles gode evner som kirurg og var en dristig operatør, der udviste både opfindsomhed og initiativ. Han opfandt og modificerede en mængde operationer og supplerede også med flere nye instrumenter i løbet af sine næsten 40 år som veterinærkirurg. I 1903 blev Mørkeberg udnævnt til professor1,2.
Mørkeberg var en dygtig og pædagogisk lærer, og hans kliniske demonstrationer beskrives som »en fornøjelse at overvære«. Det var både studerende, praktiserende dyrlæger og patienter, der var glade for Mørkeberg, og han prioriterede at holde foredrag i lokalforeninger og deltage i selskabelige sammenkomster. De danske dyrlæger viste blandt andet deres store tillid til Mørkeberg ved at vælge ham som formand, da Den Danske Dyrlægeforening blev stiftet i 1908. Senere hædrede både hovedforeningen og flere lokalforeninger ham ved at udnævne ham til æresmedlem1,2.
Landbohøjskolens lærere og øvrige personale holdt også meget af Mørkeberg, og ved professor Ellingers afgang som direktør for skolen i 1928 blev han derfor indstillet som konstitueret direktør, hvilket han var indtil 1932, hvor han blev officielt udnævnt til stillingen.
Mørkebergs litterære produktion omfatter – foruden talrige kirurgiske afhandlinger og kliniske meddelelser – tre større værker. I 1900 udkom »Supplementsbind II« til Stockfleths »Haandbog i Veterinærkirurgien« fra 1870, i 1915 udgav han »Die Krankheiten des Halses« i Bayer og Fröhners Handbuck der tierärztlichen Chirurgie. I 1922 påbegyndte Mørkeberg udgivelsen af sit hovedværk »Haandbog i Veterinærkirurgi«, hvoraf der i 1925 og 1929 udkom et 2. og 3. bind. Desværre lykkedes det ham ikke at fuldføre hele dette monumentale værk2.
I 1921 indtrådte Mørkeberg i Det veterinære Sundhedsråd, hvor både hans specialviden, men også hans retfærdighedssans og skarpsynethed var et stort aktiv under behandlingen af vanskelige sager. Det samme gjorde sig gældende ved hans plads som medlem af Dansk Mælkekompagni og sædet i Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs bestyrelsesråd2.
Det var ikke kun i Danmark, man satte pris på Mørkebergs evner indenfor veterinærkirurgi; han blev også udnævnt som æresmedlem af både norske, svenske og finske dyrlægeforeninger, The American Veterinary Medical Association samt The Royal Veterinary College i London2.
Gennem sit virke og sin personlighed er Mørkeberg utvivlsomt den af Landbohøjskolens lærere, som har præget de praktiserende dyrlægers virksomhed mest. Det var også De Danske Dyrlæger, som skænkede skolen Mørkebergs portrætbuste i 1935. Den er udført af billedhugger og maler Jørgen Winfeld-Schmidt (1885-1952)2.
Maleriet »Operation i Kirurgisk Klinik« af billedkunstneren G. A. Clemens (1870-1918) fra 1900. Motivet er en kastration foretaget på Kirurgisk Klinik. Hesten er kastet og fængslet i Abildgaards kastetøj, og professor A. W. Mørkeberg udfører operationen assisteret af dyrlæge G. Gautier, der som Mørkeberg ligger på knæ. Hesten holdes i lejet med et reb, holdt af veterinærstuderende S. Keilgaard 3. Maleriet havde i mange år sin plads på Landbohøjskolen, men siden 2008 har det været ophængt på Universitetshospitalet for Store Husdyr i Taastrup. Foto Jens Wejs.
I 1906 udformede professor Mørkeberg denne navlebrokbandage med et indlæg (pelotte) af guttaperka (gummi), som kunne bruges til behandling af brok hos føl. Bandagen blev fastholdt af lædergjorde, som ville trykke pelotten op i brokporten, der efter noget tid ville lukke sig, og derved kunne man helbrede brok uden indgreb4. Foto Jens Wejs.
1909 fremstillede Mørkeberg en bambusbandage til en hest med lamhed af spolenerven. Bandagen bestod af et jalousi af flækket bambus sammenholdt med snore, som kunne polstres med vat fra albuen til ned over kodeleddet. Til yderligere afstivning kunne bandagen forstærkes med en jernskinne med en tværbøjle ned til hestens sko. Det var dog nødvendigt også at holde hesten i en støttesele eller binde den op, så den ikke kunne lægge sig ned 5. Foto Jens Wejs.
Det var ikke de mange faglige artikler og bøger, der gjorde professor Mørkeberg landskendt. Det var derimod en af hans talrige operationer, som fangede den almene interesse i en artikel i Lokalavisen Frederiksberg. Artiklen beskriver en operation, som Mørkeberg foretog i 1929. Her ankom en tre år gammel ko til klinikken. Den ellers sunde ko havde pådraget sig en dybtgående læsion med vævsdød på sit ene forben, og Mørkeberg så sig derfor nødsaget til at bortamputere benet. Han lavede en improviseret protese til koen, bestående af en tyk gren og nogle remme. Denne gik dog i stykker allerede efter 14 dage, så derfor blev der fremstillet en regulær protese af træ og læder, med polstring og læderremme6.»Koen støttede rigtig godt og spadserede stolt af sted på sit simple træben«, udtalte professor Mørkeberg, og protesen blev hurtigt Danmarksberømt med masser af offentlig omtale. Historien blev blandt andet afbilledet i satirebladet Blæksprutten, hvor digteren Per Barfoed også skrev en sang om koen med titlen »Koen Maren«7. Koen trivedes så godt efter operationen, at Mørkeberg fik den bedækket, og året efter fødte den en velskabt tyrekalv ved egen hjælp. Herefter var Mørkebergs forsøg ført til ende, og koen blev slagtet6. Foto Jens Wejs.
Carl Oluf Jensen (1864-1934)
C.O. Jensen påbegyndte allerede veterinærstudiet som 14-årig, og han tog sin dyrlægeeksamen som 18-årig i 1882. Herefter arbejdede han i sin egen dyrlægepraksis i Nimtofte, indtil en længere sygdomsperiode tvang ham tilbage til hovedstaden8,9.
I denne periode havde bakteriologien lige haft sit gennembrud, og C.O. Jensen valgte at uddanne sig yderligere indenfor dette. Det gjorde han både på universitetet hos C.J. Salomonsen, og efterfølgende på Forsøgslaboratoriet hos B. Bang. Da han i foråret 1886 nogenlunde havde genvundet sit helbred, overtog han atter sin praksis i Nimtofte. Men efter godt et års tid besluttede han sig for at forlade dyrlægepraksissen. Perioderne som landdyrlæge havde dog utvivlsomt en stor betydning for ham under resten af hans virke8,9.
C.O. Jensens buste foran Anatomibygningen er udført af billedhugger August Hassel (1864-1942). Foto Annika Normann.
Fra juli til december 1887 studerede C.O. Jensen bakteriologi ved Robert Kochs institut i Berlin, og senere fik han også mulighed for at arbejde med patologi og patologisk anatomi ved forskellige andre veterinærskoler. Efter sin hjemkomst blev han ansat som midlertidig assistent hos professor Bang i Forsøgslaboratoriet på Landbohøjskolen, og i 1888 blev han assistent ved Den Stationære Klinik, men fortsatte sideløbende sit arbejde på laboratoriet.
I 1889 blev C.O. Jensen udnævnt til lektor i veterinærvidenskab. Dette blev starten på næsten 45 års ansættelse ved Landbohøjskolen som lærer i flere forskellige, men alle vigtige og betydningsfulde fag. I 1903 blev han udnævnt til professor8,9.
Ved sin tiltræden i 1889 overtog Jensen almindelig patologi og patologisk anatomi efter professor Bang, der tidligere havde haft denne undervisning sammen med flere andre fag. Disse fag blev gjort selvstændige, og Jensen kunne udvide undervisningen betydeligt. Han docerede i fagene fra 1889 og frem til 1909, og i denne periode opførte han blandt andet et museum med illustrative præparater til undervisningsbrug. I 1892 til 1898 ledede han også klinikken for mindre dyr. Herefter gik han over til at undervise i teoretisk kødkontrol, og i 1899 påbegyndte han forelæsninger over mælkekontrol, hvilket han fortsatte med helt indtil 1923. Efter det og frem til sin død i 1934 docerede han i fagene serologi og serumterapi9.
Flere af de nævnte fag var ganske unge og nye, da Jensen overtog undervisningen. Det var derfor – for en meget stor del – nødvendigt for ham at opbygge undervisningen fra grunden, overvejende på basis af sine egne erfaringer. Eksempelvis udgav han i 1903 bogen »Forelæsninger over Mælk og Mælkekontrol«, som blev den første lærebog i dette fag9.
C.O. Jensen beskrives som alsidig på flere punkter. Det viste han blandet andet under sin ledelse af klinikken for mindre dyr, hvor han var dygtig til både at betjene og vedligeholde klinikkens maskiner. Det kan også nævnes, at han i foråret 1896 var blandt de første indenfor veterinærkirurgien til at foretage forsøg med de nye røntgenstråler.
I 1904 foreslog han, at Landbohøjskolens ledelse skulle oprette et laboratorium til fremstilling af sera, vacciner og andre bakteriologiske præparater til bekæmpelse af husdyrsygdomme. Dette førte til oprettelsen af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles Serumlaboratorium, som blev indviet i 1908. I 1932 blev det udskilt som en selvstændig institution med navnet Statens Veterinære Serumlaboratorium. Jensen var til sin død forstander for institutionen, som under hans ledelse var i en stadig udvikling9.
Allerede i 1898 blev han medlem af Det Veterinære Sundhedsråd, og i 1928 blev han formand. Efter Bangs afgang som veterinærfysicus i 1922 overtog Jensen denne stilling, som var den højeste administrative stilling indenfor veterinærvæsenet. Ved en omlægning af administrationen i 1931 blev fysikatet omdannet til et direktorat, og Jensen blev konstitueret som veterinærdirektør, hvilket han var, indtil han trak sig tilbage i 1933. I disse stillinger udførte han et omfattende arbejde af betydelig værdi for Danmark, men hans videnskabelige arbejde havde også en stor international agtelse. Af hans mest betydningsfulde arbejder kan blandt andet nævnes udgivelsen »Undersøgelser over Aarsagen til Kværke«, som han skrev sammen med G. Sand i 1888. I 1891 udgav han »Bakteriologiske Undersøgelser over visse Mælke- og Smørfejl«, der beskrev nogle skadelige bakterier i smørret, som relativt let kunne undgås ved at pasteurisere fløden, hvilket sparede landbruget for store beløb. I 1903 kastede han sig over de ondartede svulsters ætiologi og patogenese for at udvikle et serum til behandling af kræftsygdomme. Hans første forskningsarbejde på dette område var »Eksperimentelle Undersøgelser over Kræft hos Mus«, der udkom i 1903 og inspirerede til flere undersøgelser blandt andre forskere i Europa.
Mange af Jensens artikler blev offentliggjort i veterinære og medicinske tidsskrifter i ind- og udland, men først og fremmest i Maanedsskrift for Dyrlæger, som han var med til at stifte i 1889, og som han var medudgiver og medredaktør af indtil sin død9.
Jensen bliver beskrevet som værende en beskeden og tilbageholdende person, men enhver, som kom tættere ind på ham, beundrede hans menneskelige egenskaber, belæsthed og store viden. Dette – samt hans brede interesse og flittighed – var drivkraften bag hans arbejde i talrige kommissioner, officielle hverv, foreninger mv.
Såvel herhjemme som i udlandet vandt han megen anerkendelse. Han blev blandt andet medlem af Videnskabernes Selskab i 1903, fik en æresdoktorgrad i medicin ved Københavns Universitet i 1910 og ved veterinærskolen i Berlin i 1912. Han blev æresmedlem af en lang række dyrlægeforeninger samt flere medicinske selskaber og foreninger, både herhjemme og i udlandet. For sin kræftforskning blev han æresmedlem af den internationale forening for kræftforskning i 1908, præsident for Den danske kræftkomité i 1928 og af flere udenlandske foreninger til udforskning og bekæmpelse af kræften, og i 1906 modtog han The Walker Prize9.
Røntgenstråling blev opdaget af den tyske fysiker Wilhelm Conrad Røntgen (1845-1923) i 1895. Som nogle af de første i Danmark indkøbte Landbohøjskolen et røntgenapparat i begyndelsen af 1896. Om dette skriver professor C.O. Jensen følgende i 1897: »Kunne Røntgens Straaler finde Anvendelse og gøre Nytte i Veterinærkirurgien? Derom kan der ikke være Tvivl. De paagældende Apparater ere ganske vist saa dyre, at praktiserende Dyrlæger ere udelukkede fra at anskaffe dem: men naar de i visse Henseender ændres lidt, saa er der ingen Tvivl om, at de ved større Klinikker kunne anvendes og gøre Nytte« 10. Billedet viser to af skolens første røntgenrør fra 1896. Foto Jens Wejs.
Den 29. januar 1907 obducerede professor C.O. Jensen to rotter i sit laboratorium. De var en del af et forsøg i B. Bangs arbejde med at finde en måde at bekæmpe tuberkulosebakterier hos kvæg på. Da rotterne blev obduceret, fandtes ingen bakterier ved den efterfølgende bakteriologiske undersøgelse. I stedet fandtes i begge rotter en svulstlidelse, der histologisk kunne bestemmes til at være et sarkom. Tumorvævet blev transplanteret til andre forsøgsrotter, hvor det viste sig, at det var i stand til at vokse11. Rotter med tumoren blev efterfølgende sendt til cancerforskningscentre i adskillige lande, og »The Jensen Sarcoma« blev navnet på denne kræftforskningsmodel, som siden er blevet anvendt i kræftforskning. Foto Jens Wejs.
Det sidste møde i Det Veterinære Sundhedsråd under professor B. Bangs ledelse som veterinærfysikus. Bang var formand fra 1892 til 1928, hvorefter C.O. Jensen overtog formandsposten12. Personerne på billedet viser fra venstre: Sekretær Prehn, dyrlæge Møller (Faarup), professor C.O. Jensen, professor A.W. Mørkeberg, professor B. Bang og stabsdyrlæge H. Friis. Foto Jens Wejs.
