De senere år har vist, hvor sårbare internationale forsyningskæder kan være. Ifølge Lægemiddelstyrelsen gælder denne sårbarhed også for veterinære lægemidler. Pandemier, geopolitiske konflikter, produktionsstop og transportproblemer kan hurtigt føre til mangel på lægemidler – og for dyrlæger rejser det helt konkrete spørgsmål: Hvad sker der, hvis de nødvendige lægemidler pludselig ikke kan skaffes?
I et skriftligt svar til DVT oplyser Lægemiddelstyrelsen, at der er etableret en række mekanismer, som skal sikre, at Danmark også under kriser kan opretholde forsyningen af veterinære lægemidler og prioritere dem der, hvor behovet er størst.
Tidlig varsling og dialog med leverandører
Ifølge Lægemiddelstyrelsen begynder beredskabet længe før hylderne er tomme. Når Lægemiddelstyrelsen modtager indberetninger om potentielle forsyningsvanskeligheder, iværksættes der hurtigt en dialog med leverandører af markedsførte veterinære lægemidler. Her undersøges blandt andet:
- Om leverandørerne har mulighed for at fremskaffeekstra pakninger
- Om det danske marked midlertidigt kan suppleres med udenlandske pakninger af samme lægemiddel.
Hvis udenlandske pakninger kan afhjælpe manglen, kan Lægemiddelstyrelsen give dispensation eller udleveringstilladelse, så præparaterne lovligt kan anvendes i Danmark i mangelperioden. For dyrlæger betyder det, at kendte aktive stoffer kan være tilgængelige i en anden emballage eller med udenlandsk indlægsseddel, men fortsat under myndighedskontrol.
Det statslige lægemiddelberedskab
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der et klart skel mellem almindelige forsyningsvanskeligheder og egentlige forsyningsmæssige nødsituationer. Når situationen vurderes som alvorlig eller kritisk, kan det statslige lægemiddelberedskab aktiveres helt eller delvist. Det sker efter beslutning fra ministeren på baggrund af en faglig indstilling fra Lægemiddelstyrelsen.
Aktivering af beredskabet giver myndighederne ekstraordinære beføjelser, som rækker langt ud over den normale regulering af lægemiddelmarkedet. Ifølge styrelsen er formålet at sikre, at knappe lægemidler anvendes dér, hvor de gør størst gavn for folke- og dyresundheden.
Konkret kan Lægemiddelstyrelsen – via lægemiddelberedskabet – udstede påbud, der regulerer:
- Hvordan lægemidler må fordeles mellem apoteker, grossister og slutbrugere
- Hvilke mængder der må indkøbes, for at undgå hamstring og skæv fordeling
- Om allerede leverede partier skal sendes retur eller omdirigeres, så de kan fordeles mere hensigtsmæssigt
- Hvordan udlevering på apoteker skal foregå i en mangelperiode.
Ifølge Lægemiddelstyrelsen gør disse redskaber det muligt hurtigt at reagere, hvis fx et centralt antibiotikum eller et andet veterinært lægemiddel bliver en mangelvare. På den måde kan myndighederne sikre en national prioritering baseret på behov.
I sit skriftligt svar til DVT understreger styrelsen samtidig, at hvilke foranstaltninger der tages i brug, altid vil være situations- og behovsbestemt. Beredskabet er således tænkt som en fleksibel værktøjskasse snarere end et fast regelsæt, der automatisk udløses ved enhver mangel.
Hvilke veterinære lægemidler er kritiske?
Ikke alle lægemidler vejer lige tungt i en krisesituation. Fødevarestyrelsen har udarbejdet en liste over kritiske veterinære lægemidler, primært målrettet produktionsdyr. Denne liste indgår som et vigtigt redskab i beredskabet.
Listen er dog ikke udtømmende. Lægemiddelstyrelsen foretager altid en konkret vurdering fra sag til sag, når der opstår en forsyningsvanskelighed. I vurderingen indgår blandt andet:
- Om manglen kan føre til livstruende eller alvorlige konsekvenser for dyrenes sundhed
- Om der findes egnede alternative lægemidler
- Om der er tale om en kritisk eller alvorlig forsyningsvanskelighed.
Det betyder, at også lægemidler uden for den officielle kritiske liste kan blive prioriteret højt, hvis dyresundheden ellers bringes i fare.
Samspil mellem myndigheder og veterinær praksis
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er tæt koordinering mellem myndighederne afgørende, når forsyningen af veterinære lægemidler er under pres. Fødevarestyrelsen orienteres derfor generelt om alvorlige og kritiske mangler på lægemidler, der indgår på Fødevarestyrelsens liste over kritiske veterinære præparater.
Samtidig er informationsstrømmen ikke envejs. Fødevarestyrelsen kan også tage initiativ til at kontakte Lægemiddelstyrelsen, hvis der opstår behov for en forsyningsafklaring – fx i forbindelse med et sygdomsudbrud eller en akut situation i en bestemt dyrepopulation. Dyresundhed, smitterisici og behandlingsbehov kan dermed indgå direkte i myndighedernes prioriteringer.
For den veterinære praksis betyder koordineringen, at myndighederne har mulighed for at reagere målrettet, hvis bestemte lægemidler bliver kritiske i felten. Det kan være afgørende i situationer, hvor manglende adgang til fx antibiotika hurtigt kan få alvorlige konsekvenser for både dyrevelfærd og produktion.
Ifølge styrelsen er dialogen med veterinærbranchen derfor en central del af beredskabet – også selv om beslutninger i sidste ende træffes på myndighedsniveau.
Retsordrer og påbud – hvad betyder det i praksis?
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er en af de mest vidtgående beføjelser i lægemiddelberedskabet muligheden for at udstede bindende påbud. Det kan omfatte personer og virksomheder og indebærer fx, at:
- Bestemte leverancer skal prioriteres
- Lægemidler skal omdirigeres til andre dele af landet
- Udlevering begrænses eller reguleres.
Hvis sådanne påbud ikke overholdes, kan Lægemiddelstyrelsen indgive politianmeldelse, hvilket kan føre til en retsordre fra en domstol. Det understreger alvoren – og sikrer, at myndighedernes beslutninger reelt kan håndhæves.
Når krisen rammer
For den praktiserende dyrlæge vil en krisesituation typisk vise sig ved ændret adgang til bestemte lægemidler, alternative pakninger eller midlertidige anbefalinger om brug af andre lægemidler. Om disse redskaber i praksis er tilstrækkelige, når en reel og langvarig krise rammer forsyningen, er dog et spørgsmål, som først kan besvares, når beredskabet for alvor sættes på prøve.
