Harald Viggo Stockfleth (1824-1879)
Dimitterede fra Veterinærskolen på Christianshavn i 1844. Efterfølgende blev han ansat på Ambulatorisk Klinik, hvor han fik god klinisk erfaring og praktisk rutine. Sygdom tvang ham dog til at opgive sin stilling, og han kom først tilbage til skolen igen i 1850 efter en kort periode som praktiserende dyrlæge i Valby. I årene herefter var han optaget af flere udlandsrejser, som førte ham til Veterinærskolerne i blandt andet Berlin, Dresden, Wien, Milano, Zürich, Bern, Alfort og Brüssel. Herfra skrev han flere interessante rejseberetninger om studier af tandsygdomme og deres behandling, behandling af oksens ondartede lungesygdom, strubepibningsoperationer og andre kliniske iagttagelser.
Ved oprettelsen af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1858 blev Stockfleth konstitueret som lektor i ambulatorisk Klinik, og han underviste blandt andet i kirurgi og fødselshjælp. På det tidspunkt var bakteriologien ikke anerkendt, og Stockfleth brugte ikke anticept under sine operationer. Det beskrives, at de studerende nærmest blev advaret mod at fugtiggøre operationsstedet med afvaskning. Alligevel udførte Stockfleth mange operationer med gode resultater på klinikken – iblandt dem var en yderst vellykket operation for strubepibning af Kong Frederik VIIs ridehest. Kongen var så begejstret for Stockfleths veludførte arbejde, at han blev hædret med et Ridderkors i 1873 (1).
Buste af Harald Viggo Stockfleth (1824-1879) foran Anatomibygningen. (Foto Annika Norman).
Det var dog ikke kun kongen, der satte pris på Stockfleth. Han var generelt meget vellidt, og det beskrives, at han arbejdede ivrigt for at fremme sit fag, at han var en god lærer med en fremragende praktisk dygtighed, en videnskabelig begavelse og utrættelig flid. Han spillede også en central rolle i foreningslivet for dyrlæger. Han var medlem af Det Veterinære Sundhedsråd, og i 1849 var han medstifter af Den Danske Dyrlægeforening. Her fungerede han som sekretær indtil 1874 og herefter som formand helt indtil sin død i 1879.
Professor Stockfleths undervisning i kirurgi var generelt meget praktisk anlagt, og de bøger han skrev, blev hjørnestenen for de studerendes fremtidige virke som dyrlæger. Stockfleths litterære arbejde var ganske omfangsrigt. Han skrev blandt andet mange artikler i Tidsskrift for Veterinærer samt bøgerne »Kliniske Iagttagelser« fra 1861 og 1863, »Kort Fremstilling af de vigtigste Sygdomme hos Hesten, Oxen og Faaret« fra 1862 samt hans hovedværk »Haandbog i Veterinærkirurgien«, hvis første bind udkom i 1868. Han nåede dog kun at fuldføre to bind, men Bernhard Bang udgav i 1888 et fuldendende supplementsbind, skrevet på baggrund af Stockfleths ikke helt færdige manuskrift (1).
Ved sit 25 års jubilæum som dyrlæge modtog Stockfleth mange lykønskninger og ros fra sine kolleger, studerende og medborgere (2). I 1869 fik han titlen som professor, kort tid efter fik han Olafsordenen, og i 1879 fik han en æresdoktorgrad ved Københavns Universitet (3). Dette var dog noget af det sidste, han oplevede, for kort tid efter døde han af en kronisk nyresygdom kun 55 år gammel (4).
Foruden portrætbusten, som blev rejst i 1900, og de mange litterære værker, efterlader Stockfleth sig også en omfattende samling af kirurgiske instrumenter (5). Fundamentet for denne samling var skolens grundlægger P.C. Abildgaards (1740-1801) egne instrumenter, som blev overdraget til skolen i 1793. Stockfleth har dog også selv indsamlet en stor mængde instrumenter på de mange udenlandsrejser, og andre har han fået fremstillet hos instrumentmagere til brug ved forskellige kirurgiske indgreb. Samlingen indgår i dag i Instrumentsamlingen i De Veterinære Samlinger.
Alle præparat-/instrumentbilleder er fra Veterinærskolens jubilæumsbog (15)
Del af kranie af gammel hest med tandfistel, som er forsøgt behandlet med trepanering af lektor Stockfleth i 1866. (Foto Jens Wejs).
Brokklemme af jern med træbelægning udført af instrumentmager P. Melbye efter Stockfleths anvisning i 1859. Tidligere var behandling af brok en vanskelig opgave, og Stockfleth var en af de første, der for alvor tog udfordringen op. Han havde en stor interesse i behandling af de forskellige brokformer hos heste. Gennem tiden har han skrevet adskillige artikler og beskrivelser af behandlinger med mere eller mindre vellykkede resultater (6,7,8,9). (Foto Jens Wejs).
Æter blev introduceret i den danske humane klinik i 1847, kloroform i 1848 og kvælstoffilte i 1873, men dyrlægerne fik først rigtig interesse for at anvende anæstesi omkring 1870. Professor Stockfleth var banebrydende inden for anæstesi af husdyr, og han introducerede den simple trådnetmaske til bedøvelse med kloroform i 1871. Trådnettet blev fæstnet i næseremmen på hestens grime, og svampene, som var placeret ud for hestens næsebor, blev dryppet med kloroform. I Stockfleths beskrivelse blev nettet anbragt, mens hesten stod op, men senere fandt man det praktisk først at kaste og fængsle hesten og dernæst indlede anæstesien (10,11). (Foto Jens Wejs).
Bernhard Laurits Frederik Bang (1848-1932)
Tog medicinsk embedseksamen i 1872, og året efter dimitterede han som dyrlæge fra Veterinærskolen. Efterfølgende uddannede han sig også som patologisk anatom og blev ansat som prosektor og senere som reservelæge ved Kommunehospitalet. Der kom umiddelbart ingen åbninger for ham indenfor veterinærfaget, så en overgang lignede det, at han ville glide helt væk fra dette område. Men da professor Stockfleth døde i 1879, opfordrede Landbohøjskolens direktør, C.E. Fenger (1814-1884), Bang til at søge tilbage til skolen. Hverken ambulatorisk Klinik, eller kirurgi og fødselshjælp, som havde været Stockfleths områder, havde dog Bangs store interesse. Men muligheden for senere at kunne undervise i patologisk anatomi fik ham alligevel overtalt. Bang tilgik den nye stilling med en videnskabelig iver, men han lagde ikke skjul på, at han ikke havde meget praktiske erfaring (12).
I slutningen af 1860’erne blev den humane kirurgi revolutioneret af opdagelserne på bakteriologiens område. Indtil da havde man ikke kendt til bakterier og deres betydning for sygdomme og behandling. Med udgangspunkt i lægevidenskaben introducerede Bang antiseptikken på Landbohøjskolens klinik i 1879. Dette var med til at give ham et særdeles godt ry som veterinærkirurg, fordi patienterne oftere overlevede.
Buste af Bernhard Laurits Frederik Bang (1848-1932), som er placeret foran Anatomibygningen. (Foto Annika Normann).
Bangs kirurgiske undervisning byggede hovedsageligt på Stockfleths »Haandbog i Veterinærchirurgien« fra 1870 – og kombineret med antiseptikkens forandringer, kom kirurgien op på et helt nyt niveau. Bang fik derfor hurtigt stor anseelse hos de danske dyrlæger, og han rejste gerne rundt i hele landet og hjalp med at udføre komplicerede kirurgiske indgreb. På disse operationsrejser indsamlede han nyt materiale, som han blandt andet gjorde brug af i forbindelse med gennemarbejdningen af Stockfleths ufærdige manuskript til den sidste bog om veterinærkirurgi. Bang færdiggjorde supplementsbindet til Stockfleths »Kirurgi Urin- og Kønsredskabernes Sygdomme« i 1888.
I 1885 påbegyndte Bang undervisningen i patologisk anatomi – et fag, som havde været indstillet siden den tidligere underviser H.T.V. Bays død i 1880. Han begyndte at afholde forelæsninger og sektionsøvelser, og det stod efterhånden klart, at det var nødvendigt med en selvstændig undervisning i patologisk anatomi. Samtidig overtog Bang den almindelige patologi, og hertil kom senere faget speciel patologi og terapi. I 1889 blev Bang leder af den stationære klinik (Klinikken for mindre Husdyr), fra 1895 også af den medicinske afdeling på Klinikken for større Husdyr og senere for forsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling. Så efterhånden havde Bang bredt sig over størstedelen af alle veterinærfagene (12).
Bang havde en særlig stor interesse i bakteriologien, og han fulgte nøje med i de banebrydende videnskabelige opdagelser og fremskridt, som forskningen bragte med sig i denne periode. Et af de helt store gennembrud var den tyske læge og bakteriolog Robert Kochs (1843-1910) beskrivelse af tuberkulosebakterierne i 1882. Særligt husdyrtuberkulose havde siden 1850 været et stort problem hos mange kvægbesætninger – og Bangs første artikel på dette område omhandlede yvertuberkulose hos kvæget (13). Herefter fulgte utallige afhandlinger, indlæg og foredrag i årenes løb i et forsøg på at bekæmpe denne sygdom. I 1892 fremsatte Bang en plan for systematisk udryddelse af kvægtuberkulosen ved hjælp af injektion af et ekstrakt fremstillet af tuberkulosebakterier (tuberkulin), og hans princip vandt udbredelse i hele verden. Bang påviste desuden, at pasteuriseret mælk fra tuberkuloseramte køer ikke er smittefarlig. Pasteurisering blev indført i 1873 som en konserveringsmetode, der forhindrede forrådnelse, men på basis af Bangs beskrivelse af den smittebeskyttende effekt blev pasteurisering af mælk og fløde pålagt ved lov i 1898, blandt andet for at forhindre smitte til mennesker fra tuberkuløse køer. (14).
Et andet af Bangs store gennembrud var opdagelsen af årsagen til den smitsomme abort hos kvæg. Han iagttog bakterier i aborterede kvægfostre, dyrkede bakterierne i kunstige medier og viste, at indsprøjtning af den dyrkede bakterie forårsagede abort hos kvæg. Han døbte bakterien Bacillus abortus i 1897. Da amerikaneren Evans i 1917 beskrev det nære slægtskab mellem Bangs abortbakterie og årsagen til maltafeber hos mennesker, blev Bacillus abortus omdøbt til Brucella abortus for at hædre David Bruce, der havde beskrevet årsagen til maltafeber (14).
Bangs veterinære virksomhed på både undervisnings- og forskningsområdet var altså meget omfattende. Han besad dog også gode administrative evner, blandt andet på posten som veterinærdirektør (veterinærfysikus) i perioden 1892-1922 og som formand for Det Veterinære Sundhedsråd igennem hele 36 år (fra 1892-1928).
I 1892 blev han professor i veterinærlægevidenskab, i 1898 medlem af Videnskabernes Selskab, 1899 æresmedlem af Den Danske Dyrlægeforening og sidenhen af talrige inden- og udenlandske veterinære, medicinske og landøkonomiske selskaber. En ganske særlig hyldest vistes ham i 1930, da han udnævntes til æresmedlem af de internationale veterinærkongresser (12).
Bang høstede altså en uforbeholden anerkendelse i alle sine gerninger, og alene på tuberkulosens område var han et verdensnavn. Hans hjertelige sindelag gjorde ham ligeledes både æret og elsket af både kollegaer, studerende og landets dyrlæger.
Ved Bernhard Bangs 50-års jubilæum som dyrlæge i 1923 blev busten rejst til hans ære. Han døde den 22. juni 1932 (12).
Bernhard Bangs forskningsmikroskop fra omkring 1875. Mikroskopet blev foræret til museet for et par på siden, hvor Bangs oldebarn, som bor i New York, kom forbi og overdragede mikroskopet til museets leder Hans Henrik Smedegaard. (Foto Jens Wejs).
Præparattekst: »Infektiøs Abort. Et stykke ad de ødematøse hinder. Stærk Karfyldning, Trevlerne paa Fosterkagerne gullige, degenererede. Placenta, Ko. Fra Prof. Dr. Bang, 1900.« (Foto Jens Wejs).
Bernhard Bangs kobberinkubator, som han brugte til at dyrke tuberkulosebakterier og senere Brucella abortus i. (Foto Jens Wejs).
Tuberkuløs leptomenigitis i hjerne og rygmarv fra kvie. Præparat af B. Bang, 1924. Tuberkuløs betændelse i hjerne- og rygmarvshinderne hos kvæg ses sjældent, men kan forekomme, når tuberkulosebakterier (Mycobacterium spp.) får adgang til centralnervesystemet via blod- og lymfekar fra en tuberkuløs lokalisation et andet sted i organismen, ofte lungerne. (Foto Jens Wejs).