Morten Malmberg er ph.d.-studerende og forsker i smertelindring af mus til biomedicinske forsøg. Det lyder nørdet, indrømmer han, men han ser arbejdet som essentiel grundforskning, der skal sikre bedre dyrevelfærd og mere translaterbar forskning.
– Nogle forskere undlader helt at give smertestillende medicin, fordi de frygter, det forstyrrer deres forskningsresultater. Men vi risikerer dårlige data, hvis dyrene har ondt - og dét forstyrrer virkelig resultaterne! Jeg vil gerne hjælpe andre forskere med at give god smertebehandling, hvilket både er etisk og forsvarlig forskningspraksis.
Erfaringerne fra laboratoriet har givet ham et klart billede af, hvor vigtig dyrlægens stemme er – ikke bare i det enkelte forsøg, men i hele samfundssamtalen om de dilemmaer, der opstår i krydsfeltet mellem etik, velfærd og datakvalitet, som Morten mener, dyrlæger er oplagte til at navigere i. Og han ser et stort behov for, at Faggruppe Biomedicin bliver en tydeligere stemme – både i Dyrlægeforeningen og i den offentlige debat.
– Jeg ser et potentiale i faggruppen, der ikke bliver indfriet. Og jeg kan ikke lade være med at blande mig, når jeg først brænder for noget, siger Morten Malmberg, der blev valgt til ny forperson på faggruppens generalforsamling i oktober.
En stemme, der skal høres
Som ny forperson for faggruppen vil Morten Malmberg styrke synligheden af dyrlæger i biomedicinens felt internt i Dyrlægeforeningen og eksternt i den offentlige debat.
– Vi skal være en naturlig del af samtalen, når der diskuteres lovgivning, etik og forskning. Og vi skal stå stærkere sammen, også selvom vi ikke arbejder med det samme - eller dyr overhovedet.
Han understreger, at dyrlæger i biomedicin arbejder med stor faglig kompleksitet, fx som ansvarlige i forsøgsdyrsfaciliteter, i regulative roller samt både i lokale og i større internationale virksomheder. Deres indsats har stor betydning for både dyrevelfærd og datakvalitet, men der mangler en stærkere faglig platform, hvor de kan blive set, hørt og tage ordet.
– Faggruppen skal være dét sted, hvor vi samler os; Hvor vi styrker vores faglige identitet og finder modet til at gå ud og tage ansvar i samfundsdebatten. Det handler også om rekruttering, synlighed og faglig stolthed. Det er op til os at fortæller, hvad vi kan, for ingen andre gør det for os.
Hvad er det, I har brug for - at der er nogen, der taler jer op eller taler for jer som gruppe?
– Jeg vil starte med det, der ærgrer mig, for det er faktisk en stor del af min motivation: Jeg bliver ked af det, når kollegaer vælger at melde sig ud af Dyrlægeforeningen, fordi de oplever, at de ikke får noget ud af medlemskabet. Når de siger, at de sagtens kan undvære deres faglige hjemstavn, fordi den alligevel ikke giver værdi – så gør det indtryk. For jeg er uenig.
Han understreger, at selv om man ikke mærker det i hverdagen, gør Dyrlægeforeningen et vigtigt stykke arbejde.
– Hvem skal ellers tale om lægemiddelforordningen? Det er ikke noget, de store tværfaglige fagforeninger kaster sig over – for det fylder ikke for deres medlemmer. Men det gør det for vores! Og det er her, Dyrlægeforeningen spiller en afgørende rolle – ved at tage ansvar for de tekniske og ofte tunge områder, som ingen andre vil røre.
Det handler ikke kun om lægemidler, men også om lovgivning om biprodukter, fødevaresikkerhed, forsøgsdyr og dyrevelfærd, forklarer han.
– Det er de områder, hvor vi som faggruppe har en særlig forståelse – og et særligt ansvar. Og det er lige præcis dér, hvor Dyrlægeforeningen er uerstattelig: Der er brug for et sted, hvor dyrlæger samles om netop dét at sikre faglige, juridiske og samfundsmæssige rammer, som gør det muligt at bruge dyr og animalske produkter på en ansvarlig måde. Det er der ingen anden forening eller interesseorganisation, der løfter. Det skal vi selv. Og det gør vi!
Og derfor mener han, at det er vigtigt, at der er en dyrlægeforening med streg under dyrlæge, der gør noget.
- Ordet dyrlæge er jo en beskyttet titel, som ingen andre må have. Titlen forudsætter en række faglige kvalifikationer, som kun vi har. Det er jo et kvalitetsstempel i særklasse , og derfor skal vi bruge det som en løftestang.
En faggruppe i krydsfeltet
Hvor ser du Faggruppe Biomedicins særlige rolle i forhold til resten af veterinærfaget og i den bredere samfundsmæssige kontekst?
– Vi arbejder, måske mere end andre faggrupper, på lige fod med professioner som læger, biologer, farmaceuter og ingeniører. Det kan sløre vores identitet som dyrlæger, fordi vi måske bliver opfattet som forskere først og fagpersoner med dyrebaggrund bagefter. Men det er netop vores veterinære viden og tilgang, der gør os unikke i de miljøer.
Han fremhæver, at faggruppen spiller en vigtig rolle i en bred samfundsmæssig kontekst – særligt i forhold til One Health, hvor koblingen mellem dyr, mennesker og miljø er afgørende.
– Vi bidrager med nytænkning, innovation og problembaserede løsninger. Vores tilgang er typisk ikke behandling af ét dyr, men udvikling af noget, der kan komme mange til gode – fx et lægemiddel, et medicinsk apparat eller en ny analysemetode – ofte med det humane sundhedsvæsen som slutmodtager. Det bidrag kræver en faglig bredde, som vi har med os.
Et konkret eksempel handler om antibiotikaresistens. Morten oplever, at dyrlæger generelt – og især under DDD – har taget stort ansvar med egne retningslinjer for brug af antibiotika og en stærk bevidsthed om resistens.
– Vi lærer allerede under studiet, at visse antibiotikagrupper er forbeholdt mennesker, og at vi derfor bruger nogle andre. Den opmærksomhed findes slet ikke på samme måde i det humane system. Der er stadig et stort udviklingspotentiale – især i forhold til biosecurity. Der tænker vi bare anderledes. Det er vores dagligdag.
Værdien skal mærkes dér, hvor medlemmerne er
Spørgsmålet om, hvordan faggruppen kan engagere flere medlemmer, er ikke enkelt at svare på, indrømmer Morten Malmberg.
– Det er ikke sådan, at man sætter sig ned, tænker en god tanke, og så har man løsningen dagen efter. Vi prøver mange forskellige ting. Men det helt centrale er, at folk skal opleve, at de får noget ud af at være med – og her kan vi tilbyde værdi på flere niveauer: Fagligt, socialt og personligt. Alle tre har betydning.
Som et eksempel nævner han faggruppens medlemskab i Medicon Valley Alliance, hvor man som medlem har adgang til netværk og møder på tværs af brancher.
– Det er en kæmpe ressource, som vi slet ikke udnytter nok. Mange ved ikke engang, at de kan deltage, eller også tænker de ikke over det.
Her ser han en vigtig opgave for faggruppen: At åbne døre til relevante faglige fællesskaber – også uden for DDD – og at synliggøre de muligheder, der allerede findes.
– Vi kan ikke skabe alting selv. Men vi kan skabe adgang. Og det er noget af det vigtigste, vi kan tilbyde vores medlemmer.
Alligevel erkender han, at der er en udfordring:
– Vi kan gøre os nok så umage og lave nok så meget. Men hvis medlemmerne ikke engagerer sig, så nytter det ikke meget. Det er en balance: Hvor meget kan vi tilbyde? Hvilket niveau må vi acceptere, at faggruppen kan bære? Det er min største opgave lige nu – at finde ud af, hvor energien er, hvad medlemmerne vil have, og hvordan vi bedst får de to ender til at mødes.
(Big) Data og AI som fagligt fokusområde
Et af de områder, Morten Malmberg ser som afgørende for fremtiden, er brugen af data og kunstig intelligens (AI) i biomedicinsk forskning og veterinær praksis. Særligt ser han potentiale i, hvordan AI kan anvendes til at analysere uoverskueligt store mængder data, fx sekventeringssdata, forudsige respons på behandlinger og understøtte beslutningsprocesser i komplekse forskningsdesigns. Men teknologien rejser også faglige og etiske spørgsmål, som dyrlæger bør tage aktivt del i.
– Vi har en særlig forpligtelse til at stille de kritiske spørgsmål: Hvad betyder det for dyrevelfærden? For datas validitet? For ansvar og dokumentation? Og hvordan kan vi bruge teknologien, uden at miste vores faglige kompas?
Her kan faggruppen være et forum, hvor den tværfaglige samtale får plads, og hvor medlemmerne klædes bedre på til at navigere i en tiltagende digitaliseret forskningsverden.
– Vi skal være dem, der tager brugen af data, inklusive big data og AI alvorligt – ikke bare som trend, men som fagligt felt. Og vi skal gøre det sammen med andre - dataloger, forskere, regulatoriske eksperter. Det er netop i krydsfeltet og i den problemorienterede tankegang, vi har vores styrke.
Drømmen om en stærkere faglig enhed
Når Morten Malmberg ser tre til fem år frem, drømmer han om, at Faggruppe Biomedicin har udviklet sig til et fagligt og kollegialt samlingspunkt, som dyrlæger aktivt vælger til – også dem, der tidligere har været medlemmer af andre foreninger.
– Jeg håber, at dyrlæger i stigende grad vælger at melde sig ind i Dyrlægeforeningen og eventuelt i vores faggruppe, fordi de kan se, at det er her, de hører til fagligt. At det er her, man finder kollegaerne og fællesskabet. Og at det er herfra, vi kan tale med en stærkere stemme – både internt og eksternt.
For Morten handler det ikke bare om at blive hørt i samfundsdebatten, men også om anerkendelse internt i DDD.
– Vi skal ikke bare være »faggruppen uden dyr med hår«. Der kan godt snige sig en opdeling ind, hvor det er de »rigtige dyrlæger«, der arbejder med dyr i praksis – og så os andre. Men jeg er dyrlæge, ligesom mine kollegaer i klinisk praksis. Jeg vil ikke være en af »de andre«. Jeg ser Faggruppe Biomedicin som en central spiller på lige fod med alle andre faggrupper i DDD. Og det er en af mine store ambitioner, at andre også vil komme til det.
Morten brænder også for Dyrlægeforeningen som en enhedsforening – én organisation, hvor man kan have sine rødder, selvom man skifter spor i sit arbejdsliv.
– Man skal ikke skifte fagforening, bare fordi man skifter arbejde. Heller ikke selvom man går fra forskning til klinik, eller fra fødevarekontrol til medicinalindustri. Dyrlægeforeningen skal kunne favne hele det faglige liv, som dyrlæger favner over i deres hverdag. Det er sådan, vi bliver stærkest – når vi anerkender hinanden som ligeværdige kollegaer, uanset hvilken »kasket« man har på.
Endelig håber han, at DDD også bliver mere synlig udadtil – fx i den politiske debat om dyrlægeuddannelsen og fremtidens veterinærfag.
– Jeg siger det med al respekt, men jeg er sikker på, vi har berettigelse til at fylde endnu mere i samfundsdebatten. Vores stemme bør være toneangivende, når der træffes beslutninger, som påvirker dyrlægers arbejde. Det handler ikke om personer eller faggrupper, men om at Dyrlægeforeningen bliver den faglige søjle, der binder viden og lovgivning sammen. Det kræver, at vi står samlet, giver plads til hinanden og taler med én tydelig stemme.