Dyrlægevej: Sundhedsrådgivningen er det vigtigste redskab

Karriere I sit job som grisedyrlæge arbejder Lise Lotte Koldsø Pedersen i en branche under stor bevågenhed – både når det gælder medicinforbrug og dyrenes sundhed og trivsel.

20251110 101907 BS © Privat
Interview

Lise Lotte Koldsø Pedersen dimitterede fra dyrlægestudiet i 2009 og har siden arbejdet som grisedyrlæge – først i Vet-Team og derefter i Porcus, som Vet-Team fusionerede med den 1. januar 2021.

Porcus er en af de største veterinære svinepraksis i Danmark og beskæftiger sig med veterinærfaglig rådgivning i svinebesætninger i både Danmark og store dele af verden.

Lise Lotte arbejder primært med grise i Porcus og med slagtekyllinger i Porcus Poultry, hvor hun er en del af et team, der arbejder for Danpo.

Hvad består dit arbejde i?

I arbejdet med grise består mit arbejde hovedsageligt af sundhedsrådgivning i svinebesætninger, men også af akutte besøg – fx i økologiske besætninger.

I arbejdet med slagtekyllinger er det hovedsageligt akutarbejde, hvor vi rykker ud til besætninger med problemer som fx forhøjet dødelighed. Her foretager vi obduktion af kyllingerne for at finde frem til årsagen, men der indgår også en del administrativt arbejde.

Jeg har desuden en enkelt minkfarm tilbage, hvor jeg varetager sundhedsrådgivningen.

Hvordan er du havnet i lige netop dette job?

Efter HTX arbejdede jeg i et år i en avls- og opformeringsbesætning med grise. Det var her, jeg besluttede, at jeg ville være grisedyrlæge, og det var også mit mål under dyrlægestudiet.

Under studiet kørte jeg flere gange i ferier med en grisedyrlæge for at følge hans arbejde, og det var også ham, der skaffede mig mit første job efter endt uddannelse.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

Jeg har en meget varieret hverdag med både grise, kyllinger og lidt mink, og dermed adskiller min arbejdsdag sig fra de fleste grisedyrlægers.

I grisebesætningerne begynder jeg typisk dagen i en besætning med høj sundhedsstatus. Vi kommer rundt i alle staldafsnit, og ofte skal der tages blodprøver, gødningsprøver eller næsesvabere – eller måske har der været problemer siden sidst, og der er nogle grise, som skal obduceres.

Undervejs i besætningen drøfter vi, hvordan eventuelle problemer kan løses, og hvordan der kan optimeres på forskellige produktionsparametre. Rapporten fra besøget indtales efterfølgende i bilen på vej til næste besætning, og vores sekretærer skriver derefter rapporterne ind i systemet.

Sidst på dagen tager jeg mig af akutte opgaver som fx obduktioner eller behandlinger i økologiske besætninger.

De dage, jeg arbejder med kyllinger, er mere uforudsigelige, og jeg ved fra morgenen af aldrig, hvor i landet jeg skal hen, eller om det bliver til en dag ved computeren.

Hvad er det mest spændende ved dit job? 

Det mest spændende ved mit job er, at der sjældent er to dage, der er ens. Besætningerne har forskellige udfordringer – det, der går rigtig godt ved det ene besøg, kan være blevet dårligere ved det næste, og så skal vi sammen forsøge at få rettet op på problemerne.

Det kan være en lille ting, der skal justeres, men det kan også være noget, vi skal arbejde med i månedsvis, før vi igen ser en bedring.

I mit job arbejder jeg i høj grad også med mennesker – og uanset om det er danskere, afrikanere eller asiater, er samspillet med personalet en meget vigtig brik i at få tingene i besætningen til at lykkes. Alt dette gør mit arbejde spændende og meningsfuldt.

Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?

Sundhedsrådgivningen er et samarbejde mellem ejer, driftsleder og medarbejdere om at løse problemer og sammen få tingene til at gå op i en højere enhed.

Når tingene lykkes, føler jeg, at jeg gør en reel forskel.

Det kan handle om at styre en given sygdom i en besætning – eller om at gennemføre en sanering for en sygdom. Det kan også være at sænke dødeligheden, forbedre foderforbruget eller øge tilvæksten. En obduktion af et eller flere dyr kan desuden give svar på, hvad der ligger bag et problem.

Når tingene lykkes, føler jeg, at jeg gør en reel forskel.

Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område?

Vi står over for flere udfordringer i griseproduktionen – heriblandt besætningernes medicinforbrug, som konstant er under bevågenhed. Forbruget måles op mod grænseværdierne i Gult kort-ordningen for hver aldersgruppe.

Der er et politisk pres på at reducere medicinforbruget i grisebesætningerne. Det har vi dyrlæger stor bevidsthed omkring, og det er noget, vi arbejder med hver dag. Det er en svær balance, for reduktionen må ikke ske på bekostning af grisenes sundhed og trivsel.

Velfærden i besætningerne er også ofte til debat, og det er en vigtig del af vores sundhedsrådgivning at hjælpe medarbejderne med at navigere i de krav og forventninger, der stilles.

Dødeligheden blandt både søer og pattegrise er en anden væsentlig udfordring i mange besætninger. Her arbejder vi målrettet på at reducere dødeligheden, men vi er blandt andet udfordret af genetiske faktorer.

Der findes ingen nemme løsninger på de faglige udfordringer – men de små skridt, vi tager hver dag, gør en stor forskel på sigt.

Denne artikel er del af

DVT årgang 2025 nr. 8