Hollandske Henk van der Veen indledte med et levende og erfaringsbaseret oplæg om evaluering af den cervikale anatomi og diagnostik. I sin præsentation understregede han vigtigheden i at lægge mindst ligeså meget vægt på de kliniske symptomer som de radiologiske fund:
- Look at the clinical signs rather than x-rays, sagde han.
Henk van der Veen (Foto Rikke Findshøj).
Han pointerede, at der er en stor normalvariation i den cervikale anatomi, og mange af de forandringer, vi ser på røntgen, derfor ikke nødvendigvis er patologiske. Som kliniker skal man kunne skelne mellem normal variation og patologi. Spørgsmålet er, hvad der er normalt for den enkelte hest. Dette perspektiv blev gennemgående i hele præsentationen.
Hos unge heste i vækst kan cervikale røntgenfund og symptomer ændre sig betydeligt over tid, både til det bedre og det værre. Derfor opfordrede van der Veen til tålmodighed og opfølgende undersøgelser:
- Developmental? – a lot can change over time in the young growing horse. Give the horse time if possible.
Han mindede om, at vurderingen af facetled ofte er udfordrende. Disse kan være enten flade eller mere buede, og denne variation er ikke nødvendigvis patologisk. Ultralyd blev fremhævet som et uundværligt diagnostisk værktøj, særligt til vurdering af bløddelsstrukturer som sener og ligamenter. Røntgen viser, som han sagde, »what has happened«, men ikke nødvendigvis årsagen eller den aktuelle udløsende smertekomponent.
En vigtig pointe i oplægget var behovet for multimodal diagnostik. CT og scintigrafi kan både be- og afkræfte formodninger baseret på røntgenfund og ændre den kliniske vurdering i begge retninger. Henk van der Veen illustrerede dette med cases, hvor røntgenfund var blevet over- eller undervurderet, og hvor diagnostiske blokader samt yderligere diagnostik i form af fx CT havde været afgørende for at afklare, om observerede forandringer faktisk havde klinisk betydning.
Diagnostik og behandling af tandlidelser
Efter pausen tog Anders Christiansen scenen med et oplæg, der ramte ned i hverdagen for de fleste hestepraktiserende dyrlæger: Diagnostik og behandling af tandlidelser, med særlig vægt på EOTRH (Equine Odontoclastic Tooth Resorption and Hypercementosis) og okklusionsproblemer.
Anders Christiansen (Foto Rikke Findshøj).
Anders understregede, at en grundig mundhuleundersøgelse altid kræver tilstrækkelig sedation. Lidelser, der overses, skyldes ofte utilstrækkelig sedering – og dermed dårlig visualisering. Anders opfordrede til at begynde med en ekstraoral inspektion, hvilket bør omfatte vurdering af muskulatur og symmetri, før man overhovedet åbner munden.
En god oversigt af mundhulen er afgørende og kræver både skylning, lys, spejl eller kamera. Asymmetrier og misfarvninger er vigtige spor i en korrekt mundhule- og tandundersøgelse: Unilaterale misfarvninger kan være første tegn på patologi, og asymmetri i arkadevinkler tyder ofte på et klinisk problem. Typisk ligger problemet i den stejle side, og her kan en tilsyneladende lille okklusionsafvigelse give betydelig funktionel påvirkning.
Tilstedeværelse af calculus blev fremhævet som en vigtig indikator på mulig patologi. Hos heste ses tandsten næsten udelukkende på tænder, der ikke bruges korrekt. I forhold til EOTRH er det dog vigtigt at huske, at der ikke nødvendigvis er tandsten i den tidlige fase, dog signalerer kraftig tandstensdannelse på fortænder oftest et klinisk problem. Keratinisering af tungespidsen bør ligeledes noteres, da det tyder på malokklusion.
EOTRH og sandsynlige årsager
Videre fortsatte Anders Christiansen med at gennemgå den nyeste viden om EOTRH – det er en tilstand, der fortsat udfordrer veterinærvidenskaben. Trods mange teorier er mekanisk stress og okklusionsproblemer fortsat de mest sandsynlige årsager. Der er rejst interessante spørgsmål om management og miljø som potentielle faktorer: Hvorfor ses der forskel mellem islandske heste i fx Island og Tyskland, med en højere prævalens i Tyskland? Er typen af foder, bidanvendelse eller opstaldning med til at aktivere osteoklaster og dermed sætte gang i den patologiske proces? Radiografisk ses hypercementose, men Anders understregede, at den kliniske vurdering altid bør vægtes højere end røntgenbilledet alene.
Erfaringen viser, at ekstraktion giver betydelig klinisk bedring. De fleste heste heler hurtigt, genoptager normal ædeadfærd og er fint i stand til at græsse, og postoperative komplikationer er minimale.
Baseret på viden fra et veterinærspeciale mindede Anders om vigtigheden af tilstrækkelig smertedækning de første fire til fem dage efter ekstraktion. Et spændende aspekt i oplægget var sammenligningen med andre arter – herunder tapirer, katte og mennesker, som også udvikler lignende resorptive processer. Denne tværfaglige vinkel åbner for videre forskning i sygdommens patogenese og genetiske faktorer.
Take home
Anders rundede af med en række enkle, men effektive pointer til praksis:
- Sedér altid tilstrækkeligt, ellers overser man patologi.
- Undersøg ekstraoralt først, asymmetri kan afsløre meget.
- Kig efter tandsten, det er sjældent tilfældigt.
- Vurder tungens overflade, keratinisering kan indikere problemer.
- Overvej om management, miljø og brug af hesten spiller en rolle.
- Dokumenter fund systematisk, så udviklingen i mundhulen kan følges over tid.
Selvom Henk van der Veen og Anders Christiansen talte om to forskellige anatomiske områder, løb et tydeligt fællestræk gennem begge oplæg: klinisk kontekst er afgørende. Røntgen, CT og ultralyd er uundværlige redskaber, men kun meningsfulde, når de fortolkes i lyset af hestens kliniske tilstand. Begge oplægsholdere mindede om, at »normal« ikke er en absolut størrelse. Det er individuelt, dynamisk og afhænger af både alder, brug og management. Det er denne forståelse, der gør forskellen mellem at stille en korrekt diagnose og at overfortolke et tilfældigt fund.
