»Hvad er dit syn på verdenssituationen?«. »Det ved jeg ikke – jeg har fået en flue i øjet.«
– Storm P
Sådan kan det også føles i vores forening: Vi kan blive så optaget af vores egne udfordringer, at vi mister udsynet til den større sammenhæng. Men netop nu, med en kommende generalforsamling og vigtige drøftelser om strukturændringer i Den Danske Dyrlægeforening, er det nødvendigt både at tage samtalen om os selv og løfte blikket mod de internationale tendenser, der former vores fag.
Som en direkte følge af den geopolitiske situation har vi været med til at starte Nordisk-Baltisk Preparedness Group, oprettet i regi af vores veletablerede nordisk-baltiske samarbejde. Med dette initiativ ønsker vi at skabe et tættere samarbejde om kriseberedskab mellem de nordiske fødevarestyrelser og praktiserende dyrlæger.
I Danmark indsættes Fødevarestyrelsens medarbejdere og materiel først ved udbrud af smitsomme sygdomme, dyretransporter, brande eller oversvømmelser. Men ved større kriser og konflikter – som vi realistisk må forholde os til – kan praktiserende dyrlæger udkommanderes i henhold til dyrlægeloven. Her er vi i Danmark langt fra godt nok forberedte. Finland har allerede klare modeller for at inddrage privatpraktiserende dyrlæger i offentlige opgaver. Det kan vi lære af.
Privat praksis rummer både veterinærfaglige kompetencer og værdifuldt udstyr – fra scannere og monitorer til respiratorer. Under coronapandemien blev DDD bedt om at kortlægge, hvor mange veterinære respiratorer, der kunne anvendes humant. Det blev heldigvis ikke aktuelt, men viste tydeligt, at vi kan bidrage bredt i samfundets beredskab.
Det er oplagt, at vores kompetencer kan anvendes i forhold til produktionsdyr. Men hvad med familiedyr og mennesker? Ved evakueringer ønsker mange ikke at efterlade deres kat, hund eller hest – og i værste fald vælger de at blive. Her kan dyrlæger spille en central rolle i løsningen af sådanne problematikker.
Vi må derfor stille os selv spørgsmålet: Kan vi som praktiserende dyrlæger yde førstehjælp til mennesker? Kan vi sy simple sår? Hvordan kan vores udstyr anvendes? Og hvordan skaber vi hurtigt overblik over ressourcerne i praksis?
Dette er ikke et forsøg på at forklejne de interne udfordringer i DDD. De er reelle, men de kan løses, hvis vi vil. Spørgsmålet er, om vi samtidig formår at tage det bredere samfundsansvar på os.
Jeg mener, vi bør være på forkant: Gøre det offentlige opmærksom på, at vi råder over ressourcer, som kan gøre en forskel i krisesituationer. Det er både en faglig og en borgerlig forpligtelse.
Vi skal også se klart på verdenssituationen.
Vi skal naturligvis tage os af fluen i øjet – men vi skal også se klart på verdenssituationen. Og være parate til at løfte de opgaver, som samfundet med rette kan forvente, at vi kan løfte.
