Assistancehunde til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse i Danmark

Da service animal og assistance animal oftest bruges synonymt, anbefaler ISAZ at udfase termerne service animal og service dog og i stedet bruge termen assistance dog. I Danmark anvendes termen »terapihund« ofte i daglig tale, men denne term kan give anledning til misforståelser. Lovgivningsmæssigt anvendes i Danmark termen servicehund bredt om de hunde, der hjælper mennesker med funktionsnedsættelser, hvorved vi yderligere adskiller os fra ISAZ-anbefalinger.

I denne artikel har forfatterne, for at bidrage til en ensretning af terminologien på området, valgt at anvende termen assistancehunde om hunde, der hjælper mennesker, og opdeler dem i to undergrupper:

1) Assistancehunde, der hjælper mennesker med fysiske funktionsnedsættelser og
2) Assistancehunde, der hjælper mennesker med psykiske funktionsnedsættelser.

Nærværende artikels fokus er på assistancehunde, der inddrages som støtte for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser.

Udbytte af assistancehunde for mennesker

Overordnet er forskningen indenfor assistancehunde til mennesker koncentreret omkring tre typer af effekter, som hunden bidrager med (5, 6):

• Funktionelt (det, hunden er trænet til at hjælpe med, fx at gøre ejer mere mobil/komme ud)
• Inklusion (positiv kontakt til andre, mere social deltagelse)
• Psykologisk (tilknytning, tryghed, omsorgsmodtager, smittende glæde).

Det bør dog bemærkes, at en betydelig del af den eksisterende forskning om assistancehunde er koncentreret omkring fysiske funktionsnedsættelser (5), og at flere studier er udført – eller finansieret af aktører med interesse i at fremme feltet, hvilket kan medføre bias (7, 8).

Der findes kun sparsom videnskabelig dokumentation om livsvilkår for hunde, som hjælper mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Den forskning, der foreligger, omhandler primært veteraner med PTSD, hvor data viser øget social deltagelse og positiv kontakt til andre mennesker via hunden. Dog beskrives også udfordringer i forhold til vedligeholdelse af angst og sikkerhedsadfærd hos brugeren, og en manglende sikring af dyrevelfærd for assistancehunden (9).

LaFolette et al. (10) har vist, at det afgørende for et optimalt resultat ved inddragelsen af asistancehunde til den PTSD-ramte er udvikling af stærke bånd og tilknytning mellem brugeren og hunden.

Desuden har valg af træningmetoder stor betydning. Det er vist, at positiv forstærkning øger samarbejdet og trygheden mellem hund og bruger, mens træning domineret af »straf« som fx pludselige høje lyde eller at lægge hunden ned på ryggen som tegn på dominans fører til mindre bonding, mere angstrelateret adfærd, mindre øjenkontakt og dårligere trænebarhed hos hunden (10).

Ovenstående samt anden forskning underbygger nyere viden om træning af hunde og hund-ejer-relationen i al almindelighed og understreger, at stabilitet, tryghed og en positiv og legende kommunikation mellem hund og ejer/bruger er altafgørende for hundens trivsel og livskvallitet (11, 12).

Fokus på hundens velfærd i relationen

Når man gennemgår den forskning, der er foretaget på området, bliver det klart, at der mangler fokus på sikring af assistancehundens livsvilkår og trivsel. Der kan overordnet identificeres tre problemområder med implikation for praksis:

• Der er et overvejende ensidigt fokus på, hvad hunden kan gøre for mennesket, mens hundens udbytte, velfærd og livskvalitet er underbelyst.
• Der mangler regulerede standarder, procedurer og certificeringer for, hvordan assistancehunde udvælges, socialiseres og trænes, som kan sikre, at både hunde og brugere løbende uddannes til at opnå og fastholde en sund relation, og som kan sikre, at hundens naturlige behov bliver mødt.
• Der mangler fokus på, at hunden som støtteforanstaltning ikke kan stå alene, men bør integreres med professionel intervention inkluderende rehabiliteringsinitiativer og andre støttende behandlingstilbud til bruger.

Flere forskergrupper har identificeret, at der er overordnede udfordringer med sikring af velfærden hos assistancehunde, der hjælper mennesker med psykisk funktionsnedsættelse (2, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 24).

Foltin & Glenk (2) pointerer, at psykisk sårbarhed hos bruger kan medføre udfordringer med at regulere indre spændinger og mentale tilstande, hvilket kan betyde perioder uden mulighed for at respondere på omverdenen, herunder på assistancehunden. Ud over de helt basale behov som adækvat fodring, adgang til vand samt mulighed for perioder med hvile og afslapning har hunden brug for aktiviteter som regelmæssig luftning i stimulerende omgivelser, interaktion og leg med andre hunde og ikke mindst positiv opmærksomhed, social interaktion, tryghed og støtte fra ejer samt forudsigelighed i hverdagen.

Perelta & Fine (15) påpeger, at god velfærd er essentiel for et godt samarbejde og en kærlig sameksistens, der gavner både dyret og dets menneske. Det er således vigtigt at pointere, at det altid vil være menneskets/brugers ansvar og opgave at balancere den støtte, der ønskes fra dyret, med et samvær, hvor alle dyrets behov samtidig bliver mødt. Sker dette ikke, risikerer assistancehunden at blive et redskab, hvilket ikke er i overensstemmelse med god dyrevelfærd.

Et studie af Horowitz (19) peger på, at menneskers evne til at aflæse og fortolke dyrs emotionelle tilstande generelt er præget af systematisk fejlvurdering og overvurdering. Horowitz (19) demonstrerede i et eksperiment, hvordan adfærd blev fejltolket fx som »skyld« – uanset om hunden faktisk havde forbrudt sig. Den såkaldte »skyldige mine« (fx lav kropsholdning, undvigende blik) forekom hyppigere, når ejeren troede, at hunden havde gjort noget galt, end når dette faktisk var tilfældet, hvilket indikerer, at hundens adfærd snarere er en respons på ejerens emotionelle udtryk end et tegn på erkendt regelbrud. Studiet understreger, at antropomorfe tolkninger kan føre til fejlagtige antagelser om hundens mentale tilstand og
intentioner og bekræfter et behov for uddannelse af brugere for at opnå en harmonisk relation.

Et studie af Sundman et al. (20), der undersøgte 58 assistancehunde og psykiatribrugeres relation, viste, at langtidsstressniveauer målt via hårkortisol var signifikant synkroniserede mellem hundene og deres ejere. Denne synkronisering var uafhængig af hundens aktivitetsniveau og træningsmængde og var stærkere hos hunhunde. Undersøgelsen giver første dokumentation for ægte langtidssynkronisering af stress mellem mennesker og assistancehunde og indikerer således, at ejerens stressniveau også påvirker hundens stressniveau negativt over en længere periode.

Studiet understøtter antagelsen om emotionel smitte på tværs af arter og fremhæver betydningen af ejerens mentale helbred for hundens velfærd (20). Studiet understreger desuden vigtigheden af, at der udvikles retningslinjer på området, som sikrer hunden, og at kommende assistancehundehjælpsmodtagere uddannes i, hvordan de skal læse hunden og tilgodese dens naturlige behov, som aldrig må stå i skygge af brugerens behov. Det ville være anbefalelsesværdigt med kontinuerlige
superviseringsforløb af assistancehundebrugere og standarder, som sikrer, at assistancehunden ikke udstationeres i en ung alder, men først når den er psykisk moden, hvilket for førerhunde til mennesker med synshandicap er ved 2-årsalderen.

En australsk spørgeskemaundersøgelse med 29 assistancehundeorganisationer og 28 terapihundeorganisationer har vist, at der blandt de deltagende er klar og veletableret praksis, når det gælder sundhedsgodkendelser fra dyrlæger, vacciner og undervisning i hundeadfærd og hundens kropssprog (21).

Dog peger studiet på, at der mangler retningslinjer og anbefalinger, når det gælder veterinærsuperviserede anvisninger for pause/hviletid, arbejde under varme vejrforhold, pelspleje og regelmæssige opfølgende adfærds- og veterinære sundhedstjek, herunder regelmæssige undersøgelser for parasitstatus og vejledning i valg af fodertyper, som bedst kan støtte hundens vækst og trivsel i forskellige faser af livet. Overordnet viser spørgeskemaundersøgelsen, at der er behov for mere fokus på stringens og best practice-guidelines hos assistancehundeudbyderne, særligt når det gælder sikringen af hundenes velfærd.

Perelta & Fine (15) peger i bogen The Welfare of Animals in Animal-Assisted Interventions: Foundations and Best Practice Methods på et videnshul med hensyn til dyreassisterede interventioner og påpeger nødvendigheden af, at alle interessenter (udbydere, brugere og bevillingshavere) må stå sammen om at analysere kritisk på området for at tilgodese hundenes tarv. En overordnet anbefaling fra en række forskere er derfor at arbejde interdisciplinært med at sikre velfærden hos både dyr og mennesker i den pågældende intervention ud fra et One Welfare-perspektiv.

Udgangspunktet for One Welfare-tilgangen er, at menneskelig velfærd, dyrevelfærd og miljøet omkring gensidigt påvirker hinanden og ikke kan adskilles (22). Således kan en velfærdsindsats igangsat ét sted medføre velfærdsudfordringer et andet, hvis der ikke tages højde for alle involverede i indsatsen (23). Dette understreger vigtigheden af, at assistancehundenes velfærd ikke overses i indsatser, hvor den træder til som menneskets hjælper, idet dette kan medføre en utilsigtet belastning af både bruger og hund, som er kontraproduktivt og fysisk og psykisk omkostningstungt for alle interessenter. Endelig påpeger Perelta & Fine (15), at et dyr, der er i god trivsel både fysisk og mentalt, og som får den rette støtte, er mere harmonisk, stabil og sikker i sin interaktion med mennesker.

Opsummerende kan det siges, at der er et stort behov for yderligere forskning, der kan kaste lys på assistancehundes velfærd og det vigtige samspil mellem hund og bruger.