Dyr, kontrol, forskning eller noget helt andet? Dyrlægens arbejdsområder favner bredt – her kan du få et indblik i de mange forskellige jobmuligheder, dyrlægetitlen fører med sig. |
Emma Kimura Thomsen dimitterede som dyrlæge i 2013, og på det tidspunkt forestillede hun sig – som mange andre nyuddannet dyrlæger – en fremtid i praksis med alt, hvad det indebærer af skiftende hverdag, kliniske udfordringer og patientnære relationer. Og det blev da også hendes virkelighed i en årrække.
I dag ser hendes hverdag ganske anderledes ud. Den 1. januar 2025 begyndte hun nemlig i et job som Key Account Manager hos Boehringer Ingelheim – men stadig med heste og hestedyrlæger som det naturlige omdrejningspunkt.
Kontoret ligger på Islands Brygge i København, men hun arbejder primært hjemmefra og kører ud til klinikker.
Hvordan havnede du i dette job?
Jeg har en bred baggrund med erfaring fra både henvisningshospitaler og privat praksis og har derfor arbejdet med mange forskellige aspekter af hestebranchen. Min primære faglige interesse har været ortopædi og præstationsproblemer hos sportsheste – et område, hvor tæt samarbejde med både kolleger fra andre fagområder og hesteejere er afgørende.
Efter flere år i praksis opstod et ønske om at bruge min faglighed på en ny måde – stadig tæt på hestedyrlægerne, men med mulighed for at påvirke faget i en bredere retning. Jeg ser forandring som en positiv drivkraft, og da denne stilling blev ledig, føltes det som et naturligt næste skridt.
Det var ikke tilfældigt, at jeg endte hos Boehringer Ingelheim. Jeg har i mange år fulgt virksomhedens arbejde med stor respekt – især deres engagement i forskning og deres evne til at skabe stærke relationer til praksis. Da muligheden for at kombinere min faglighed med formidling og samarbejde i hesteverdenen opstod, greb jeg chancen med det samme.
Hvad består dit arbejde i?
Min primære opgave er at være firmaets ansigt udadtil over for Danmarks hestedyrlæger. Jeg besøger dagligt klinikker, hvor jeg formidler ny viden, præsenterer forskning og diskuterer brugen af både nye og eksisterende lægemidler. Samtalerne tager som regel udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som dyrlægerne møder i hverdagen – hvad enten det handler om behandlingsvalg, produktforståelse eller praktisk logistik.
Ud over klinikbesøg repræsenterer jeg også virksomheden på relevante konferencer og faglige events. Jeg arrangerer desuden klientaftener for dyrlægeklinikker rundt omkring i landet – noget, der bliver taget rigtig godt imod og skaber stor værdi. Vi støtter og arrangerer også kurser målrettet landets hestedyrlæger.
Geografisk dækker jeg hele Danmark, hvilket betyder, at jeg tilbringer mange timer i bilen. Heldigvis holder jeg meget af netop den del – det giver plads til refleksion og til mange gode, faglige samtaler undervejs.
I Norden er vi syv personer, der arbejder med hest i forskellige roller: Én i Norge, tre i Sverige og tre i Danmark. Vi taler sammen næsten dagligt, så selvom vi sjældent ses fysisk, føles samarbejdet tæt – også uden en traditionel fælles arbejdsplads.
En stor fordel ved jobbet er fleksibiliteten: Jeg planlægger selv mine dage, så de passer til møder, opgaver og rytme. Når jeg ikke er på landevejen eller ude hos kunder, arbejder jeg med planlægning, opfølgning og intern vidensdeling. Rollen som bindeled mellem klinisk praksis og den farmaceutiske industri kræver, at jeg både forstår det daglige behov og kan omsætte det til konkrete løsninger – via rådgivning, samarbejde eller input til vores forsknings- og udviklingsteams.
Hvad er det mest spændende ved dit job?
Det mest spændende er mødet med dyrlæger fra hele landet – fra nyuddannede til erfarne kolleger, fra specialister til dyrlæger i blandet praksis. Den faglige bredde og variation giver mig nye indsigter hver dag. Det at kunne være med til at identificere behov og finde løsninger, der skaber reel værdi for den enkelte klinik, gør arbejdet både meningsfuldt og dynamisk.
Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?
Min motivation kommer af at mærke, at jeg gør en forskel – både lokalt og i det større perspektiv. Når jeg kan hjælpe en klinik med at finde en løsning, der forbedrer behandlingen eller gør hverdagen lettere, er det i sig selv en succes.
Samtidig ved jeg, at jeg er en del af noget større: En virksomhed, der investerer i forskning og udvikling af ny medicin til heste. At være med til at bringe evidensbaseret viden tættere på praksis og sikre, at flere patienter får glæde af bedre behandling – dét er en stærk drivkraft for mig.
Hvad ser du som en af de største faglige udfordringer?
En af de største og mest praktiske udfordringer i dansk hestepraksis er den begrænsede adgang til lægemidler, der er godkendt specifikt til hest. Mange dyrlæger er derfor nødt til at benytte produkter off-label, hvilket både kræver ekstra administration – fx ansøgninger om specialtilladelser – og skaber usikkerhed om bivirkninger.
Derudover er der begrænset forskning i mange af de produkter, der bruges off-label i henhold til kaskadereglen, og det gør det vanskeligt at sikre både korrekt dosering, bivirkningsprofil og langtidseffekter. Det sætter dyrlægen i en svær situation: Man vil gøre det bedste for patienten, men arbejder ofte i et fagligt grænseland, hvor evidensen mangler.
Her ved jeg, at Boehringer Ingelheim investerer betydelige ressourcer i netop at udvikle og dokumentere sikre behandlinger til hest, men det er en tidskrævende og kostbar proces, som kun få aktører prioriterer. Derfor ser jeg min rolle som vigtig: Jeg kan bidrage med viden og dialog, der både støtter hverdagen i praksis og bygger bro til den forskning, som forhåbentlig giver os bedre og mere målrettede lægemidler i fremtiden.