Annonce Banner Banner Banner

Dyrlægen er ikke mellemled for forsikringsselskabet

Forsikring Veterinærfaglighed og forsikringslogik er ikke det samme – og bør ikke sammenblandes. DA og DDD advarer mod en stigende tendens, hvor dyrlæger trækkes ind i sagsbehandling, der reelt tilhører forsikringsselskaberne. Journaludlevering og fagligt ansvar skal ikke udhules af administrative forventninger.

COLOURBOX48250834 © Colourbox
Interview

Forsikringssager er igen blevet et varmt emne i den fagpolitiske debat. I de seneste måneder har Den Danske Dyrlægeforening (DDD) og Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (DA) modtaget en række henvendelser fra medlemmer og dyrlægevirksomheder, der oplever øget pres fra forsikringsselskaber – et pres, der i stigende grad bevæger sig ud over dyrlægens veterinærfaglige domæne og kerneopgave, som er veterinær forebyggelse, diagnosticering og behandling.

- Vi ser en bekymrende udvikling, hvor dyrlæger forventes at agere mellemled i forsikringsafgørelser. Det er ikke vores ansvar – og det er heller ikke vores opgave, siger Mikkel Markussen, formand for DA.

Administrative krav trænger ind i det kliniske rum

Flere dyrlæger oplever, at forsikringsselskaber stiller krav om udvidet journalindsigt, adgang til billedmateriale og skriftlige vurderinger, der placerer lidelser i forhold til selskabernes dækningsbetingelser. Det rykker dyrlægen fra patientbehandler til takserende forsikringsvurderer – og det er ifølge DA og DDD ikke acceptabelt.

- Dyrlægens faglige ansvar består i at stille diagnoser, beskrive fund og udføre behandling. Forsikringsselskabets ansvar er at vurdere, hvad de vil dække – det må ikke glide sammen. Hvorvidt en behandling mv. er dækket, skal dyrlægen hverken forholde sig til eller have en holdning til; det kan være både dårlig patientrådgivning og i sidste ende ansvarspådragende, understreger DAs formand.

Veterinærjournalen er ikke en sagsmappe

I centrum af problematikken står forsikringsselskabernes ønske om journalindsigt og dokumentation. Her er det vigtigt at holde fast i de særlige rammer for veterinær praksis. Til forskel fra det humane sundhedsområde er veterinærområdet et privat og liberalt erhverv. Det betyder, at dyrlægen ikke er underlagt journalpligt og lovpligtig aktindsigt undtaget ganske særlige hjemlede særtilfælde. Journalen – hvis der er en - er dyrlægens interne arbejdsredskab og tilhører suverænt dyrlægevirksomheden.

Ved ønske om udlevering til tredjepart, fx et forsikringsselskab, kræves dokumenteret og udtrykkeligt samtykke fra dyreejeren – og det er op til den enkelte virksomhed, om og i hvilket omfang man imødekommer ønsket.

Vejledning og politisk pres er på vej

DA og DDD har genoptaget dialogen med brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P). På mødet i juni 2025 stiller DA og DDD med et stærkt hold – herunder repræsentanter fra Faggruppe Familiedyr og Faggruppe Heste – med det formål at:

  • drøfte muligheden for fælles retningslinjer
  • udarbejde vejledningsmateriale til praksis om forsikringssager og materialeudlevering.

- Vi skal have sat klare grænser. Forsikringsselskaber må ikke presse dyrlæger til at udfylde gråzoner, der i virkeligheden tilhører deres egne jurister og veterinærkonsulenter, siger Mikkel Markussen.

- Som det altovervejende udgangspunkt er det i forsikringsselskabernes interesse, at der er en vejledning, og at vejledningen er lovlig, og derfor har vi bedt Forsikring & Pension komme med et udspil til os, som vi kan forholde os til.

Faglighed først – også i forsikringssager

DA og DDD understreger, at forsikringsforhold altid er en sag mellem kunden og selskabet. Dyrlægen bør og skal ikke agere mellemmand. Samtidig opfordres klinikker til at være tydelige i deres politikker omkring udlevering og journalføring – både internt og over for klienterne. Dette kunne fx meddeles på hjemmesider eller opslag i venterum mv.

- Vi skal værne om vores faglighed. Den begynder med dyret foran os – ikke med forsikringsselskabernes bureaukrati, slutter Mikkel Markussen.