Sorgreaktioner og sorgheling

Et billede af sorg og sorgens mekanismer finder jeg ved sammenligning med processerne ved sorg og sårheling. Alle har prøvet at skære sig på en kniv, og de fleste har et eller andet sted på kroppen et ar, der erindrer om en skade, som er sket for mange år siden.

Ar forbliver hele livet. Det gør sorgen også i en arlignende form. Et ar i huden ligner et ar i sjælen derved, at det altid vil være der, og hver gang man ser på arret eller tænker på sin sorg, fremkaldes erindringen om, hvordan det gik til i alle hændelsens faser.

Sårheling

Den typiske sårhelingsproces kan deles op i fire faser:

1. fase: Når man skærer sig, springer blodet. Det bløder kraftigt, indtil man får lagt et lommetørklæde eller en serviet over såret. Det hjælper at presse lidt, og efterhånden standser blødningen. Blodet størkner og standser blodets strømning fra de overskårne blodkar. Det er blødningsfasen (1. fase). I det øjeblik man skærer sig, mærker man faktisk ikke smerten. Den kommer senere.
2. fase: Straks efter, at skaden er sket, går organismen i gang med at rydde op. Hertil er der behov for en masse betændelsesceller. De iler til, og der opstå en aseptisk betændelsesproces – også kaldet inflammationsfasen (2. fase). Den er karakteriseret ved rødme og smerte.
3. fase: I denne fase sker reparationen. Overskårne kar gendannes, og vævsstrukturer reetableres. Det nydannede væv er sart, og såret kan let springe op. Det har endnu ikke fået styrke. Det kaldes granulationsfasen (3. fase).
4. fase: Herefter sker en modning af hud og væv, og der dannes efterhånden et ar. Huden vokser sammen og bliver som før, men der vil altid blive en fortykkelse af huden. Et ar forsvinder aldrig helt. Det vil være der livslangt (4. fase).

Sorgheling

Sorg og sorgheling har mange ligheder med sårhelingsprocessen. Der er faser, som det er nødvendigt at gennemleve, for at en heling kan indtræde. Lige såvel som vores krop skal vores sjæl gennemgå en helingsproces, som en nødvendig forudsætning for at komme videre i livet, efter vi har oplevet en sorg, som truer med at fjerne vores fodfæste i tilværelsen.

1. fase er chokfasen. Vi bliver totalt væltet omkuld. Det hele styrter sammen omkring os. Tårerne presser sig frem. Gråd og fortvivlelse griber os. Selv mennesker, der ikke har grædt i årevis, kan blive overmandet af gråd. Vi er paralyserede af sorg. Det svarer til 1. fase i sårprocessen.
2. fase er karakteriseret ved eftertanke. Det hele bliver gennemgået trin for trin. Det er i den fase mulig skyldfølelse begynder at melde sig. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Spørgsmålet: Hvad nu hvis melder sig. I den fase er der et enormt behov for at tale situationen igennem med andre. Det værker og gør ondt i sjæl og krop. Det svarer til betændelsesfasen i sårhelingen (2. fase).

Der er brug for de nærmeste og ens omgivelser. Omgivelsernes reaktion er typisk forskrækkelse. Vi vil nødigt få den, der har mistet, til at græde. Det er her, man oplever, at venner og bekendte begynder at gå på det modsatte fortov eller smutter ubemærket omkring hjørnet. Man vil nødigt mase sig på eller rive op i savnet. Det er den største misforståelse af alle. Der er i den grad behov for, at nogen vil lytte. Der er ikke behov for ord, der er behov for ører til at lytte. 

I 3. fase forsøger mange at genoptage det tidligere liv. Der er en begyndende reparation i gang. I bedste fald kan man til ens egen overraskelse opleve, at tankerne i en kort periode har været andre steder henne end omkring sorgen. Men lynhurtigt vender sorgen tilbage. Intet fungerer som tidligere. Det er kun et glimt, og man er tilbage i sorgen igen. Det svarer til reparationsprocessen i sårhelingen (3. fase). 

I 4. fase vender det tidligere liv gradvist tilbage. Der bliver længere og længere mellem de formørkede stunder. Man begynder at opbygge en tro på, at det kan lade sig gøre at leve videre på trods af savnet. Bemærkningen om, at »det er gået over«, kan man godt spare sig. Sorg og savn bæres resten af livet, men i en afklaret form. Det svarer til arvævsfasen i sårhelingen (4. fase).     

Sammenfatning

Sammenligning med noget kendt kan være til støtte ved sorgbearbejdningen. Vi har alle prøvet at skære os i fingeren, og vi har set det hele igen.

Ikke alle har prøvet at få et sår i sjælen. Det kommer uventet og pludseligt, men det kommer med sikkerhed til os alle før eller siden. I den situation er det godt at vide, at der også til sår i sjælen er normale helingsprocesser, der skal forløbe, for at vi kan komme videre i livet. Det er processer, som ikke kan springes over. Det konkrete forløb kan variere, men faserne er ens for alle mennesker. Der er ingen mirakelkure. Gennemlevelse er nødvendig for, at heling kan indtræde.

Savnet og sorgen over tabet af et menneske eller et dyr, man har holdt af, forsvinder aldrig. Ligesom arret på fingeren eller kroppen altid vil være der, vil arret i sjælen også være der for altid. I bedste fald ender arret som et smykke, som man ikke vil undvære, idet det fastholder erindringen om noget umisteligt.

Som dyrlægen, der kender sårhelingens processer, er det også nyttigt at kende sorgens normale reaktionsmønster, når man står over for et menneske, som er ved at miste eller har mistet et dyr. I den situation er kunden ikke blot en klient, men et menneske i krise, og forståelse for sorgens natur kan gøre en stor forskel i mødet med den efterladte.