Hvordan har servicehunden det egentlig? Hvad betyder det at være en hjælp – og samtidig selv have brug for omsorg og forståelse?
To, der arbejder tæt med netop disse spørgsmål, er Tibbe Shamigo og Kirsten Brock.
Tibbe Shamigo er servicehundeinstruktør og har en baggrund inden for pædagogik. Hun er daglig leder af Servicehundeakademiet og brænder for at give hundene et liv med mening og trivsel.
– Vi skal sikre, at hunden får et godt liv, fastslår hun.
Kirsten Brock er dyrlæge, adfærdsrådgiver og formand for Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE). Hun har i mange år arbejdet med både hunde og mennesker i krydsfeltet mellem sundhed og adfærd.
– Ja, og vi skal løbende vurdere deres sundhed – både fysisk og mentalt – når de er hos borgerne, supplerer hun.
Forskellige opgaver
Servicehundes jobbeskrivelse varierer. Den mest kendte er førerhunden, som hjælper blinde borgere med at færdes sikkert. Derudover findes der servicehunde, som assisterer borgere med nedsat mobilitet – ofte kørestolsbrugere. Disse hunde kan åbne skabe og skuffer, hjælpe med at tage strømper eller jakke af, trykke på kontakter, hente og samle genstande op samt gø på kommando, hvis borgeren har brug for yderligere hjælp.
Andre servicehunde kan detektere anfald ved sygdomme som diabetes og epilepsi.
En voksende gruppe servicehunde arbejder med borgere, der har psykiske lidelser såsom angst, depression, OCD, borderline, PTSD, autisme, skizofreni og stress. Her fungerer hunden som en slags buffer, der skærmer borgeren fra en omverden, som kan føles overvældende eller faretruende. Hundene reagerer på borgerens feromoner og kan også være trænet i "deep pressure therapy" (DPT), hvor hunden ved hjælp af sin kropsvægt beroliger ved at lægge tryk med kroppen. Dette har en beroligende effekt - blandt andet ved søvnproblemer.
Udvælgelse og uddannelse
Der findes ikke noget centralt register for servicehunde i Danmark. En servicehund anses lovmæssigt som et hjælpemiddel på linje med en kørestol, og der er heller ikke krav om, at hunde skal bestå en national prøve. Nogle servicehunde trænes af borgeren selv, men langt de fleste uddannes af trænere i foreninger – i alt otte er kendt i Danmark. Én af disse er Servicehundeakademiet, hvor Tibbe Shamigo er daglig leder. Akademiet uddanner omkring 25 hunde om året med hjælp fra 10 trænere og 5 instruktører.
De fleste servicehunde tilhører racerne labrador, golden retriever og kongepuddel, som er kendt for deres rolige temperament, intelligens, lydhørhed og samarbejdsevne – og hvor helbredsmæssig screening er velfunderet.
Servicehundene vælges i kuld fra forældre med et sind som beskrevet ovenfor, ligesom de er øjenlyst og screenet for HD, AD og OCD. Hundene bliver udstationeret i plejefamilier, imens de bliver trænet. I første omgang er der tale om grundtræning, og herefter kommer den målrettede træning til den type af service, som hunden skal arbejde med.
Nogle hvalpe grundtrænes af indsatte i Søbysøgård og Kværndrup fængsler. Ud over daglig træning får de miljøtræning tre gange ugentligt i offentligheden. Studier viser, at dette samarbejde har en positiv effekt på de indsattes rehabilitering – og for hundenes vedkommende er der tale om en meget dedikeret enpersoners plejefamilie, og netop en stærk tilknytning til en person falder godt i tråd med livet som servicehund. I skrivende stund er 40 hunde blevet grundtrænet af indsatte, og heraf er de 29 blevet servicehunde.
De indsatte modtager løbende teoretisk og praktisk undervisning af instruktører fra Servicehundeakademiet.
– Vi vurderer hundene løbende, forklarer Tibbe Shamigo.
De fleste fravælges, fordi de gør for meget, er for energiske, eller fordi de ikke trives med opgaven som servicehund. Ved røntgenfotograferingen, der foretages, når de er 1 år, falder cirka 10 % fra.
– Vi uddanner hundene efter LIMA-principperne (Least Invasive and Minimally Aversive), hvor positiv forstærkning er et vigtigt værktøj, forklarer Tibbe videre.
Den metode skal borgeren fortsætte med, og hundens foder bruges til belønning i hverdagen.
Overlevering til borgeren
Før en hund matches med en borger, afholder Servicehundeakademiet et vurderingsmøde for at sikre, at en servicehund er det rette hjælpemiddel.
- Foruden, at hunden opfylder jobbeskrivelsen, lægger vi også stor vægt på, at der er den rigtige kemi imellem hund og borger, siger Tibbe Shamigo .
Overleveringen foregår sådan, at hunden kommer på besøg sammen med en instruktør, som lærer borgeren, hvordan vedkommende skal træne og samarbejde med hunden i hverdagen. En overlevering tager cirka tre måneder. Efter seks måneder foretages et opfølgende besøg, hvor samarbejdet mellem hund og borger revurderes.
– Vi følger hunden resten af dens levetid, forklarer Tibbe Shamigo og understreger, at ved bekymringer inddrages kommunen.
Hun forklarer videre, at alle borgere af servicehunden undervises i hundesprog, og i hvordan hunden trives bedst.
- Vi underviser også i, at hunden skal have fri på deres daglige gåture, og at de kun er på arbejde, når det er nødvendigt. Vi anbefaler, at borgeren finder et par gode hundevenner til deres servicehund, som den kan få lov til at være hund sammen med. Alle borgere tilbydes også at deltage i fællestræninger med instruktører og andre borgere hver måned. Endelig plejer vi også at skabe kontakt til andre borgere i samme område, tilføjer hun.
På et tidspunkt, som regel når servicehunden bliver ældre, vil borgeren opleve, at den begynder at vise tegn på ikke at kunne være aktiv i sit arbejde. Så har borgeren brug for en ny servicehund, og den gamle skal pensioneres som servicehund.
Hvordan går det hundene og borgerne?
Blandt de borgere, som har fået servicehunde fra Servicehundeakademiet, ytrer 77 %, at hundene betyder alt for deres psykiske velbefindende. Der findes også publicerede artikler, som overvejende finder en positiv sammenhæng imellem at have en servicehund og borgerens livskvalitet. Alle konkluderer dog også, at der er behov for yderligere og mere standardiserede studier. Bias i et studie var, at der var tale om selvrapportering fra borgerne. I et andet studie var en mulig bias, at kontrolgruppen var personer med PTSD, som stod på venteliste til en servicehund.
Decideret dårlige erfaringer både med at have og være servicehund har Kirsten Brock stødt på i sit mangeårige virke som praktiserende dyrlæge.
Det er muligt økonomisk at få bevilliget en servicehund, som borgeren selv træner.
- I disse tilfælde kan der være tale om psykisk sårbare borgere uden forudsætninger for at træne en hund, forklarer hun og understreger, at der derfor kan være høj risiko for, at træningen ikke lykkes.
Eksempelvis kan hunden blive forvirret og utryg, hvis den får forskelligt respons på den samme adfærd. En borgers angst kan også overføres til hunden.
Kirsten Brock har også mødt hunde købt af forældre i den bedste mening for at hjælpe deres barn. Desværre ender det nogle gange med, at hunden bliver en belastning frem for en hjælp, fordi forældrene ikke inden anskaffelsen havde tilegnet sig viden om hunde og ikke søgte hjælp til socialisering og træning af hunden, fortæller Kirsten Brock.
Kirsten Brock har også oplevet eksempler på hunde trænet af professionelle, som ikke havde et godt liv som servicehunde. Generelt ser hun det som et problem, at servicehunde til borgere med psykiske lidelser mere eller mindre er på arbejde hele tiden.
Helt konkret har hun oplevet en servicehund, hvis borger led af kraftig OCD. Grundet sin OCD ønskede borgeren, at hunden altid gik på den samme side af hende, og at den meget af tiden skulle kigge op på hende. Dette resulterede i, at hunden fik nakkesmerter.
Et andet eksempel var en ung voksen autist, hvis servicehund skulle til sundhedseftersyn og vaccination. Moren havde ringet på forhånd og adviseret om sønnens diagnose, og at han ønskede så lidt berøring af sin hund som muligt, og at den ikke fik godbidder ved dyrlægen. Hunden var rigtig bange ved dyrlægen, og havde behov for godbidder og nus for at overkomme sin angst.
I begge tilfælde valgte Kirsten Brock at prioritere servicehundens velfærd. For borgeren med OCD medførte det en snak om, hvordan vedkommende interagerede med sin hund, og for borgeren med autisme, at vedkommende ikke skulle med, når hunden skulle til dyrlæge.
Blandt fordelene ved at være servicehund er, at de ikke er alene i så mange timer, som mange andre hunde er. På grund af den tætte relation, som en servicehund har med sin borger, vil denne også i nogle tilfælde opdage sygdomstegn, før andre mennesker.
Ressourcer og ansvar
Som en vigtig afrunding kommer både Tibbe Shamigo og Kirsten Brock ind på, at de borgere, som har servicehunde, generelt ikke har så mange ressourcer. De kan være kognitivt udfordrede, stressede og ressourcebegrænsede. Ved overleveringen er det vigtigt, at den person, som udplacerer hunden har en bred faglig baggrund, både om servicehundenes uddannelse og kompetencer og om borgernes psykiske udfordringer.
Størsteparten af borgere med servicehunde er på overførselsindkomst, og eksempelvis en tandbehandling kan vælte deres budget supplerer Kirsten Brock.
- Derfor anbefaler jeg, at den sygeforsikring, som dækker allerbedst, bør følge med en servicehund.
Som det sidste udtrykker både Tibbe Shamigo og Kristen Brock et ønske om, at de personer, som behandler ansøgninger om bevilling af servicehunde, har tilstrækkelig viden og kompetencer på området. De peger på sagsbehandling i regionale centre som en mulig løsning, frem for den nuværende kommunale sagsbehandling, hvor kompetencer og viden på området er sparsom.
Den ansvarlige minister på området har inviteret alle de involverede parter til et møde, hvor der skal sættes fokus på området. De ser frem til resultatet af mødet – og til et kommende forskningsprojekt, som skal undersøge velfærden hos servicehunde, der arbejder for psykisk sårbare borgere.
