Hvordan sikrer vi, at kommende generationer af dyrlæger er fagligt klædt på til en virkelighed, hvor både økonomi, teknologi og international regulering spiller en afgørende rolle? Charlotte Bjørnvad, specialdyrlæge, professor, studieleder for veterinærmedicin og leder af Veterinærskolen på KU SUND, har som nyvalgt formand for Region 6 i European Association of Establishments for Veterinary Education (EAEVE) en central stemme i arbejdet med at akkreditere og udvikle veterinære uddannelser i Europa.
EAEVEs akkrediterede skoler er organiseret i regioner for at styrke samarbejde og videndeling mellem landene. Danmark er en del af Region 6, der samler de nordiske lande samt Estland, Letland og Litauen. Her mødes repræsentanter fra uddannelserne for at drøfte fælles udfordringer – fra økonomiske rammer til patientadgang og undervisningsstandarder.
Akkrediteringskravene fra EAEVE sikrer, at de veterinære uddannelser lever op til EUs anerkendelsesdirektiv og sikrer et sammenligneligt fagligt niveau. Ifølge Charlotte Bjørnvad spiller dette en afgørende rolle for kvaliteten af undervisningen:
- Direktivet specificerer, hvilke fag en dyrlægestuderende skal have – fra anatomi og fysiologi til mikrobiologi og kliniske fag. EAEVE sætter standarder for, hvad der vurderes at være et tilstrækkeligt omfang af disse fag, så de studerende bliver korrekt klædt på til deres fremtidige virke og til at få autorisation som dyrlæger.
Charlotte Bjørnvad lægger samtidig vægt på, at ønsket ikke er, at kravene fra EAEVE skal skabe en elite blandt veterinære uddannelser.
I dag er der en eller flere EAEVE-akkrediterede veterinæruddannelser i de fleste europæiske lande. Akkrediteringssystemet rækker også ud over Europas grænser:
- Der er også uddannelser i Japan og Tyrkiet, der søger akkreditering via EAEVE, da denne akkreditering netop sikrer et fælles kvalitetsniveau og giver flere fordele for uddannelserne, forklarer Charlotte Bjørnvad.
Træning af kliniske færdigheder
Et af de største problemer for veterinære uddannelser i dag er økonomien – særligt driften af undervisningshospitaler. Mange dyrlægeuddannelser ligger uden for de store byer og kan have svært ved at sikre et stort nok patientmateriale til klinisk undervisning, mens andre presses af konkurrence fra omkringliggende private praksis og hospitaler.
- Det har ført til forskellige modeller for at sikre den kliniske træning af dyrlægestuderende. De fleste dyrlægeuddannelser i Europa har universitetshospitaler for henholdsvis familiedyr og heste/store husdyr. Andre samarbejder med private praksis i forskellige former for distribuerede modeller. Nottingham University har fx ansat dyrlæger, der til dagligt arbejde som specialister i enkelte store private dyrlægepraksis, og i disse praksis bliver Nottinghams studerende så undervist på deres kliniske ophold, fortæller Charlotte Bjørnvad og fortsætter:
- Et andet eksempel er Surrey University, der har etableret et samarbejde med et stort antal private praksis, hvor de betaler for den kliniske træning. Her har nogle af praksisdyrlægerne gennemført en kort pædagogisk efteruddannelse og varetager derefter – som en del af deres arbejde – den kliniske træning af de studerende. Begge disse dyrlægeuddannelser er EAEVE-akkrediterede, og det er sandsynligvis en Surrey-model, som AU-Viborg arbejder på at implementere, mens Københavns universitet har to Universitetshospitaler; ét for familiedyr på Frederiksberg og ét for store husdyr i Tåstrup.
Charlotte Bjørnvad understreger, at der er fordele og ulemper ved de forskellige modeller.
Fordelene ved Universitetshospitaler er, at underviserne er kliniske specialister/forskere med både pædagogisk uddannelse og træning i den systematiske problemorienterede tilgang til patienten. Deres kliniske forskning tager udgangspunkt i hospitalernes patienter, hvilket sikrer forskningsbaseret problemorienteret undervisning og gør, at de studerende bliver bekendt med viden, der endnu ikke kan læses i bøgerne.
- Derudover eksisterer hospitalerne udelukkende for at blive brugt til klinisk undervisning – det vil sige, at hensynet til undervisningsaktiviteterne har 1. prioritet, og patientbookning og aktiviteter planlægges ud fra, hvordan de bedst kan understøtte denne undervisning.
Ifølge Charlotte kan en ulempe være, at de studerende måske ikke ser så mange patienter på en dag sammenlignet med i en praksis, og at de indimellem vil se patienter, der er mere komplicerede end dem, man normalt ser i praksis.
- Fordelene ved de distribuerede modeller er, at de studerende kommer ud og ser, hvordan forskellige typer praksis fungerer. De vil møde flere forskellige cases, blive en del af arbejdsgangene og få en god fornemmelse af livet som dyrlæge. Ulemperne er, at der er mindre tid til stuegang og videndeling, og at undervisningen bliver mindre ensartet på tværs af praksis, men det er noget, man som uddannelse kan understøtte på andre måder, påpeger Charlotte Bjørnvad.
Sikring af klinisk forskning
Rundt om i Europa er der generelt en stigende interesse for de distribuerede modeller, særligt når der etableres nye veterinære uddannelser. I EAEVE giver det nogle bekymringer, ikke nødvendigvis for dyrlægeuddannelsen, men mere for den faglige udvikling af den kliniske veterinære forskning.
- Universiteterne er drivende i generering af ny viden og udvikling inden for diagnostik og behandling af dyr. De kliniske specialister og forskere er afhængige af universitetshospitalernes patienter og infrastruktur for at kunne bedrive større prospektive studier, siger Charlotte Bjørnvad og understreger, at hvis flere universiteter fravælger at drive universitetshospitaler, vil det altså betyde en reduktion i kliniske forskere og den kliniske veterinære forskning vil blive begrænset.
- For at blive EAEVE-akkrediteret kræves det, at de studerende modtager forskningsbaseret undervisning, og her diskuteres det løbende, hvordan man sikrer dette, både i de prækliniske og kliniske fag på uddannelserne.
Teknologiske fremskridt ændrer undervisningen
Mens økonomien sætter grænser, skaber teknologien nye muligheder. Flere uddannelser har allerede implementeret avancerede simulationsteknologier i undervisningen. The Haptic Cow, hvor studerende kan træne rektale undersøgelser på køer uden at stresse dyrene, er bare ét eksempel.
- EAEVE arbejder efter princippet »Never the first time on a live animal«. Studerende skal have trænet praktiske færdigheder på dummies, før de arbejder med levende dyr. Det giver dem en mulighed for at træne de grundlæggende færdigheder, inden de får hænderne i et levende dyr. Og det gavner både de studerende og dyrevelfærden, siger Charlotte Bjørnvad.
Studerende skal have trænet praktiske færdigheder på dummies, før de arbejder med levende dyr.
Men hun advarer mod at tro, at teknologi kan erstatte den praktiske læring.
- Simulationer kan kun tage os et stykke af vejen. På et tidspunkt skal de studerende mærke, hvordan det er at stå i en virkelig situation, hvor tingene ikke går, som de har lært i bøgerne. Det er den erfaring, der gør dem til dygtige dyrlæger, siger hun.
Vejen til specialisering
Et andet område, der kan blive udfordret af et pres på at finde alternativer til universitetshospitalerne, er de internationale kliniske specialistuddannelser. For at blive specialist kræves et residency-forløb, en 3-4 årig intensiv klinisk træning, hvor dyrlægen skal dokumentere et omfattende patientarbejde i form af caselogs, der indeholder en bred vifte af sygdomstyper og patientforløb samt publicering af klinisk forskningsarbejde.
- For at kunne udbyde denne type træning har man altså brug for adgang til et stort og varieret patientmateriale. Derudover forudsætter optagelse på europæiske og internationale specialistuddannelser – eksempelvis inden for kirurgi, intern medicin eller billeddiagnostik – ofte, at ens grunduddannelse er EAEVE-akkrediteret, forklarer Charlotte Bjørnvad og tilføjer:
- Hvis man drømmer om at blive specialist i form af residency og diplomattitel, er det afgørende, at ens uddannelse er EAEVE-akkrediteret, da specialiseringsprogrammerne tilknyttet European Board of Veterinary Specialisation (EBVS) kræver, at man er dimitteret fra en EAEVE-akkrediteret dyrlægeuddannelse.
Uden akkreditering kan mulighederne for residency-programmer og internationale karrierer begrænses.
- Mange studerende tænker ikke over det under deres grunduddannelse, men det kan blive en barriere senere i karrieren, siger hun.
Akkrediteringen er dermed ikke blot en kvalitetsgaranti – den holder også dørene åbne for fremtidige ambitioner.
- Skal vores dyrlæger konkurrere internationalt og have adgang til de bedste videreuddannelser, er det afgørende, at de kommer fra en akkrediteret institution, fastslår Bjørnvad.
Ved de møder, jeg har deltaget i med Fødevarestyrelsen og AU-Viborg, er der heldigvis også ambition om at opnå EAEVE-akkreditering i Viborg. Så forhåbentlig har vi om nogle år 2 fagligt stærke EAEVE-akkrediterede veterinæruddannelser i Danmark, som i tæt samarbejde producerer rigtig dygtige dyrlæger uanset model.
Amerikansk akkreditering sat på pause
Københavns Universitet har valgt ikke at søge den amerikanske AVMA-akkreditering, da den kræver, at dekanen er dyrlæge – et krav, der er svær at opfylde på et fakultet, som blandt andet rummer medicin-, tandlæge- og farmaceutuddannelserne.
- EAEVE-akkrediteringen er i dag langt vigtigere, fordi den åbner døre til de europæiske arbejdsmarkeder og specialiseringer. AVMA ville nok primært være relevant, hvis vi ønskede at tiltrække betalende studerende fra USA og England, forklarer Bjørnvad.
Meget for pengene
Akkrediteringen er en løbende proces, hvor universiteterne evalueres hvert syvende år. Charlotte Bjørnvad anerkender, at det kræver tid og ressourcer, men ser det som en afgørende investering i veterinæruddannelsernes kvalitet.
- Akkrediteringen handler ikke kun om at opretholde standarder, men også om at sikre et stærkt fagligt fællesskab. Den giver os adgang til et netværk, hvor vi kan sparre og finde løsninger på fælles udfordringer, siger hun.
Som ny formand for Region 6 i EAEVE ser hun frem til at styrke samarbejdet mellem uddannelserne i Norden, Baltikum og Europa.
- Dyrlægefaget kender ingen grænser. Sygdomme, fødevaresikkerhed og antibiotikaresistens er globale problemstillinger, og vi må sikre, at vores studerende kan begå sig internationalt.
Det internationale netværk er en af EAEVEs store styrker, og Charlotte Bjørnvad ser det som sin vigtigste opgave at fastholde og udvikle det.
- Når vi deler viden og erfaringer, løfter vi ikke bare vores egne uddannelser – vi styrker hele den veterinære profession.
