Friske tal fra SEGES Innovation, opsamlet fra hele 2022 og 2023 viser, at 82 % af besætningerne i denne periode konstant har været i SD-niveau 1. 11 % har skiftet status, mens 7 % konstant har ligget i niveau 2. Tallene viser også, at besætninger, som konstant har været i niveau 2 gennem perioden, har en cirka 50% højere kalvedødelighed end besætninger, der i samme periode konstant var i niveau 1. Det er naturligt at konkludere, at der i niveau-2 besætninger dermed også er mere sygdom blandt kalvene og flere antibiotikabehandlinger, hvilket indebærer kompromitteret dyrevelfærd og øget risiko for resistensudvikling.
Restriktioner og oplysningspligt
SD-niveau 2 sætter besætningen under offentligt tilsyn og udløser en oplysningspligt over for samarbejdspartnere samt en række restriktioner, især ved handel med levende dyr fra besætningen. Dette lægger et særligt pres på økologiske besætninger, da afsætning af tyrekalve, før de er 3 måneder gamle, bliver meget besværligt. Det medfører konkret en øget belægningsgrad i kalvestalden, hvilket yderligere besværliggør effektiv bekæmpelse af SD.
Besætninger i niveau 2 er pålagt at udarbejde en handlingsplan mod SD, og Fødevarestyrelsen aflægger gebyrbelagte besøg cirka hvert halve år for at kontrollere handlingsplanen og fremdriften i denne. Hvis det ikke vurderes, at handlingsplanen er effektiv eller relevant, kan besætningsejeren for egen regning pålægges yderligere veterinærrådgivning fra en dyrlæge, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Zoonotisk perspektiv
Noget, vi måske ofte glemmer i relation til SD, er det zoonotiske perspektiv. SD kan smitte mennesker via gødning eller kød, og det resulterer af og til i alvorlig sygdom. Både personale i SD-niveau 2-besætninger og deres samarbejdspartnere, der kommer i stalden, er derfor udsatte for smitte. Derudover udgør det en risiko for forbrugerne af oksekød.
EU-forordning
Dyresundhedsloven (Animal Health Law) ³ trådte i kraft i 2021, og den foreskriver blandt andet, at besætningsejeren har ansvar for at etablere og vedligeholde gode smittebeskyttelsesforhold på sin ejendom for at mindske risikoen for smittespredning. Besøgende på de enkelte bedrifter – herunder især landmandens professionelle samarbejdspartnere – har også et ansvar for at forhindre smittespredning, hvilket har ført til, at flere brancher med relation til kvæglandmanden har udarbejdet retningslinjer på området. Landbrug & Fødevarer, Kvæg, forventes at udkomme med en branchekode på smittebeskyttelsesområdet inden længe, og den kan blive grundlag for Fødevarestyrelsens kontrol af smittebeskyttelsen på de enkelte ejendomme - i hvert fald initialt. Se også faktaboks.
Erfaringer fra SEGES
SEGES Innovation har gennem tiden gennemført flere projekter med henblik på at forbedre succesen med bekæmpelse af SD i niveau 2-besætninger. Kvægfagdyrlæge Malene Budde fra SEGES Innovation anfører, at særligt fokusgrupper med deltagelse af besætningsansvarlige fra forskellige besætninger giver motivation og inspiration til at arbejde med bekæmpelse af SD på de enkelte bedrifter.
- Det at være med i et fællesskab med ligesindede om et fælles mål har vist sig at kunne flytte noget på motivationen til at handle og vedholde god smitteforebyggelse. Kombinationen af faglige input fra en dyrlæge og erfaringsudveksling mellem de deltagende landmænd åbner øjnene for mulighederne til at bekæmpe SD i en travl hverdag i besætningerne, fortæller Malene Budde.
Samtaler med landmænd, der har deltaget i fokusgrupper, underbygger SEGES Innovations erfaringer, men understreger også, at når de 1-2 årige projektperioder er ovre, ophører grupperne med at fungere. For mange landmænd er de nye og gode rutiner til smittebekæmpelse svære at fastholde.
Branchekode for dyrlæger
DDD Faggruppe Kvæg (FK) arbejder i øjeblikket også med at udarbejde et kodeks for kvægdyrlægens virke i besætningerne ud fra et smittebeskyttelsessynspunkt. Der er fokus på hygiejnen generelt, fx skift af overtrækstøj og fodtøj ved hvert besøg, håndvask og desinfektion, brug af engangshandsker, og i besætninger med rådgivningsaftale, etablering af en kasse med det mest almindelige udstyr til brug for dyrlægearbejdet i hver besætning. Alt sammen gøres med intentionen om at undgå, at dyrlægen slæber smitte rundt mellem besætningerne.
- Desuden bør dyrlægen etablere særlige forholdsregler ved håndtering af besætninger, der er ramt af smitsomme sygdomme, herunder ikke mindst SD. Planlagte besøg i SD-niveau 2-besætninger skal gennemføres sidst på dagen, og dyrlægen bør overveje en tur forbi vaskehallen efter endt besøg, udtaler Helle Slot, formand for FK.
En del andre samarbejdspartnere til landmanden – herunder inseminører samt visse leverandører af udstyr og fodermidler – er opmærksomme på udfordringerne omkring smittespredning fra SD-niveau 2-besætninger. I tråd med FKs anbefalinger har de også indført rækkefølge for besøg i besætningerne baseret på SD-status og generelt øget smittebeskyttelsesindsatsen, blandt andet i form af obligatoriske tøj- og støvleskift ved indgang til hver besætning.
Fokus på ny viden om smittespredning
Der er meget viden om bekæmpelse af SD, og der arbejdes stadig med at afdække smittespredning hos blandt andre SEGES innovation for at kunne yde så god rådgivning som muligt. Helt aktuelt undersøges visse fuglearter – her er særligt stære under luppen – for deres roller som smittespredere internt og mellem besætninger.
SEGES Innovation også for nylig udarbejdet en meget illustrativ beskrivelse af, hvordan gødning kan transporteres på dæk fra køretøjer. Her blev der benyttet et fluorescerende stof i gødningen, og man målte under transport, hvor længe der kunne påvises fluorescens – og det var i lang tid. Gødningsforurenede dæk på køretøjer udgør en potentiel risiko for smittespredning mellem besætninger, og det kan give anledning til at etablere bedre vaskefaciliteter på ejendommene, så køretøjer kan vaskes hyppigt og effektivt.
En dyrlæge i Vestjylland arbejder med at kortlægge arbejdsgange i besætninger ved hjælp af GPS-sensorer på maskinerne. Dette arbejde kan bruges til at se, om arbejdsgangene bidrager til at begrænse eller øge smittespredning og dermed også være med til at demonstrere for personalet, hvilke risikoområder der findes i besætningen.
Godt fundament for handlingsplaner
Grundlæggende kan det siges, at der er viden nok til at kunne iværksætte effektive handlingsplaner i de fleste SD-niveau 2-besætninger. I fagmagasinet KVÆG¹ kan man læse om tre besætninger, som har saneret for SD gennem de seneste år. Gennemgående handler det om vilje og konsekvens for at komme i mål med bekæmpelse af SD, samt om at dyrlægen bistår med viden og opbakning. Flere af dem nævner dyrlægen som den centrale spiller til at initiere processen, og ikke mindst til at opretholde indsatserne over tid og tilpasse dem i takt med at resultaterne fra blod- og mælkeprøver kommer ind. Flere peger også på, at etablering af fællesskaber om smittebekæmpelse, både internt i besætningerne og mellem besætninger, styrker mulighederne for at komme i mål med indsatserne.
Økonomisk konsekvens af SD
Flere uafhængige beregninger dokumenterer et stort driftstab i besætninger, som er ramt af Salmonella Dublin. Både Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU (IFRO) og SimHerd har lavet beregninger, der demonstrerer betydelige økonomiske konsekvenser ved at være i SD-niveau 2. Et eksempel fra SimHerd viste, at en besætning på små 600 køer havde årlige omkostninger på cirka 800.000 kroner ved at være i niveau 2, og tabene var relateret til prøveudtagning, laboratorieomkostninger, ufrivillig udsætning og kliniske effekter. ² Det er muligt at udarbejde specifikke beregninger på den enkelte dyrlæges egne besætninger gennem SimHerd, og det er ofte en øjenåbner at få sat tal på tabsniveauet.
Konsekvenserne er mange for de ramte landmænd, hvis man ser på de økonomiske omkostninger, den dårligere dyrevelfærd, det højere antibiotikaforbrug og de gradvist mindre fleksible vilkår, som landmandens samarbejdspartnere vil iværksætte. Man kan forestille sig, at flere besætninger i SD-niveau 2 på den baggrund vil blive mere positivt stemt for at gå aktivt ind i at bekæmpe SD i deres besætninger.
Hvad kan dyrlægen gøre?
Med afsæt i ovenstående er der nogle muligheder for den praktiserende dyrlæge at tage fat i. Landmændene har brug for, at dyrlægerne tager ansvar for at bedre smittebeskyttelsen på kvæggårdene, og specifikt for at bekæmpe SD. Der findes meget tilgængeligt lærings- og informationsmateriale til rådighed på Landbrugsinfo, både under temasiden for Salmonella og hos kampagnen »Tag smitten ved hornene«. Dette materiale er frit tilgængeligt og gratis at anvende, og det kan dyrlægen med fordel bringe i spil. Der er blandt andet udkast til mails, som landmanden kan sende til sine samarbejdspartnere med information om, hvordan man ønsker de skal agere, når de kommer på besøg hos landmanden. Dyrlægen kan også via sit lokalkendskab italesætte bedre smittebeskyttelse ved henvendelse til eksempelvis de lokale maskinstationer, håndværkere og servicemontører, for derigennem at sætte fokus på, hvordan vi alle kan bidrage til at mindske smittespredning mellem besætninger og internt i den enkelte besætning.
Dyrlægen kan med baggrund i sin faglighed tale for etablering af én specifik indgang til besætningen, hvor der er et forrum med håndvask, sæbe, desinfektionsmidler og rene håndklæder. Dyrlægen kan plædere for, at der findes rene gummistøvler i forskellige størrelser til besøgende med dertil hørende rent overtrækstøj og engangshandsker. Inde i stalden kan der etableres rækkefølger for arbejdet, således at de yngste dyr først tilses, da denne gruppe er mest følsom for smitsomme sygdomme. Tilsvarende er det en idé at sikre, at der er en besøgsrækkefølge, fx ved dyrlægens gennemgang af besætningen, som begynder hos de yngste dyr og ender hos køerne. Det skal understreges, at gentagelser af baggrund og fremgangsmåder, fremmer forståelse og handling hos landmanden og hans medarbejdere, og at dyrlægen bør fremstå som et godt eksempel på god smittebeskyttelse i form af sine arbejdsmetoder og høje hygiejneniveau generelt.
Dyrlægen har også mulighed for at skabe læringsmiljøer indenfor og mellem besætninger, som er smittet med SD. SEGES Innovations tidligere projekter viser netop, at kombinationen af specifik faglig viden i kombination med erfaringsudveksling mellem landmænd i de såkaldte fokusgrupper er et godt udgangspunkt for at sætte skub i smittebekæmpelsen i de enkelte besætninger. Dyrlægen kan således både være initiativtager til at få sat gang i processen, og være den, der fastholder processen med faste møder og en gennemskuelig struktur, så landmændene bliver hjulpet hele vejen. Fællesskabet i gruppen kan ligeledes være stimulerende for den enkelte landmand, så han ikke føler sig alene og kan få sparring fra ligesindede kolleger.
Smittebeskyttelse er særlig vigtig for SD-niveau 1-besætninger
Når vi tænker SD-bekæmpelse, kan det være nyttigt at huske, at det i bund og grund handler om at beskytte de besætninger, som er fri for smitte. Vi skal værne om deres dyrevelfærd, produktion og økonomi gennem robuste foranstaltninger, der er med til at sikre deres bedrifter. Vi skal bidrage til at øge forståelsen blandt andre af landmandens samarbejdspartnere, så de også retter deres rutiner ind på en måde, der understøtter arbejdet med at mindske risikoen for smittespredning. Og så skal vi selvfølgelig tage hånd om de smittede besætninger og hjælpe dem med at bekæmpe SD, blandt andet ved at skabe læringsmiljøer og fællesskaber, hvor sandsynligheden for at lykkes med sanering er større end det, vi ser i dag.
